Det er i dag 135 år siden, at Jesuskirken blev indviet. Meget har ændret sig omkring kirkebygningen, men hensigten med kirken er forsat tydelig og den samme: Forkyndelsen af Jesus som Menneskesønnen! Dengang var Valby en landsby, og kirken lå frit i landskabet. På daværende tidspunkt hed vejen op til kirken Jerusalemsvejen. Det betød, at fortællingen om Menneskesønnen Jesus begyndte allerede på vandringen op mod kirken ad den brede grusbelagte vej.
Når vi nærmer os kirken i dag, er det ad asfaltvejen. Det første, der møder os på pladsen foran kirken, er kampen mellem ondskaben og Kristus. Her rækker trolden sin hæslige klo frem mod Kristus, som hænger på korset. Og bare tanken om, at det onde rækker sine klør ud, kan få én til at tage benene på nakken og skynde sig ind i kirken. Indenfor i kirkerummet bliver vi helt konkret omfavnet af direkte tale fra Menneskesønnen Jesus. Hans ord omkranser os, skrevet med store bogstaver på alle væggene, der omgiver os. Alle omhyggeligt udvalgt af Carl og Ottilia Jacobsen, som fik opført kirken. Ordenes tydelige tiltale er både formanende og opbyggelige og de leder op til triumfbuen, der som en smuk portal knejser foran alteret med sit skriftord: Du er Christus. En bevægelse ad vejen til Guds rige, hvor Jesus som Menneskesøn er indgang og udgang.
Det var dog ikke just i rosende vendinger, at datidens presse omtalte Jesuskirken, da den blev indviet. En, journalist fra Politiken skriver at, kirkens ydre er ganske tarveligt, opført som den er af murstensarkitektur uden særlige prydelser. Men da han er trådt indenfor, bliver han alligevel overvældet og måtte indrømme, at kirkerummet er både prægtigt og paladsagtigt. Han lod sig dog ikke løbe helt over ende af benovelsen, og udtalte syrligt, at den kunstneriske smag kunne diskuteres.
Det er heller ikke med hverken benovelse eller rosende ord, at Jesus bliver mødt. Oftest er hans direkte tale en provokation, og det er den også, når han siger: ” Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også!” Kort forinden har han helbredt en syg mand på sabbatten, og dermed forbrudt sig mod den religiøse lovpraksis. Og så har han tilmed den frækhed at kalde sige selv for Guds søn. Det bliver for meget for hans modstandere, og de nøjes ikke med en syrlig anklage om blasfemi. De bliver endnu mere opsatte på at slå ham ihjel, end de var i forvejen. Det stopper dog ikke Jesus i at fortsætte sin tydelige tale om, at han er Guds søn. Han er kommet som livet fra Gud, der kan gøre selv det døde levende igen. Han er her som dommeren sendt fra Gud, der skal dømme al ondskab. Dem, der har øvet det onde skal opstå til dom, og dem, der har øvet det gode skal opstå til liv. Ja, dem der tror på hans ord kommer ikke for dommen, men går fra døden over til livet og får evigt liv.
Vi er på vej mod afslutningen af kirkeåret og her bliver tiltalen fra Menneskesønnen Jesus skarp. Hans tale falder på dom, og han taler til det i os, som er ondt. Det som får os til at ødelægge, og får os til at vende om og fjerne os fra vejen til Gud rige. Som dommeren, er han sendt som Guds søn, og i mødet med ham, kan troen opstå. En tro på en ny livsmulighed, hvor det, der er dødt, kan blive levende igen. Noget nyt og andet kan indtage livet, og føre nye muligheder med sig. Det, han kommer med, skal vække livsmodet i os og gøre os i stand til at stå ved livet på trods af modgang og fortvivlelse. Et mod, som Jesus viste, da han hang på korset. Her tog han sin skæbne på sig – den lidelse, som han vidste, at han skulle gennemleve og dø af. På korset blev hans dom konkret, som det sted hvor frelsen og fortabelsen er til stede. Han tog dommen på sig, og selv i det mest fortvivlede øjeblik, da alt var ude, opgav han os ikke. Han bad til Gud for os: ” Tilgiv dem far, for de ved ikke, hvad de gør!”
Meget har ændret sig i verden siden 1891, hvor Jesuskirken stod færdigbygget, men tiltalen fra Menneskesønnen Jesus er den samme og står tydeligt her på væggene omkring os. Hans direkte tale, taler ind i vores tid, hvor ekstreme kriser og krige er blevet gennemlevet i det 20. århundrede og fortsat gennemleves i vores tid. Det er blevet et vilkår at leve i det omskiftelige og til tider uoverskuelige. Og i vores virkelighed oplever vi at være truet på selve eksistensen af både klimakriser, sociale kriser og en kunstig intelligens, som løber løbsk og kan blive vores undergang. Spørgsmålet er, hvordan vi i vores tid finder modet til at tage livet på os med den skæbne, der nu engang er vores. Her kan vi finde svar hos en kvinde, der selv gennemlevede et århundrede med kriser og krige. Det er Karen Blixen, der med sine fortællinger forsøgte at finde en vej igennem og ud af den livsangst, som den modstandsfyldte virkelighed skabte. En vej som hun brolagde med ord, der skulle føre hen til et livsmod, som gav styrke til at tage sin skæbne på sig, fremfor at resignere og lade sig opsluge af afmagten.
Hun skriver i et af sine eventyr: ” Saaledes som Melodien er eet med den Stemme, der synger den, som Vejen er eet med Maalet, som to elskende bliver eet i deres omfavnelse, saaledes er Mennesket eet med sin Skæbne, og maa elske den, som det elsker sig selv.”
Hendes ord formaner til at finde modet til at tage sin skæbne på sig med alt, hvad den rummer af lykke, lidelse, tragedie og oprejsning. Hos hende, står mennesket ikke alene om at bære det, som skæbnen byder på. En gennemgående tanke i Blixens fortællinger er, at Gud er den herskende og bestemmende kraft, som står bag menneskelivet. Og at mennesket er ansvarligt for at tage imod den livskraft, som Gud sender med Jesus. For Blixen betyder det, at det i sidste ende handler om, at mennesket arbejder på at forstå, acceptere og elske sin skæbne. Og her er det livsmodet, der skal findes ind til. For som hun siger, så kræver det først og fremmest, at man er modig, for man kan ikke leve uden stort mod.
Jeg tror også, at Gud står bag ethvert menneskeliv som den kraft, der hersker og bestemmer i livet. Hans hensigt med os har været klar og tydelig helt fra begyndelsen. Gud vil at vi skal leve og se, at livet han har skabt, er godt. Derfor bliver han ved med at lade sin søn tale sit ord til os. Ord som kan varme hjertet, så Guds kraft kan strømme i os og blive til et mod på livet på trods af alt det, der gør os afmægtige.
Det livsmod har Jesus i sig, og det giver han videre til os, når vi lytter til hans direkte tale. ” Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Det er tiltalen, vi skal høre og tro på, for i den ligger muligheden for, at livet kan blive fornyet, og det som er dødt i os, kan blive vækket til live igen.
” Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve.” Det er formaningen, hvor han udtaler, at det liv, som han kommer med fra Gud, er her og nu. Det er ikke noget, som kommer ude i fremtiden, eller ved tidernes ende. Det evige liv fra Gud er nu og her, og for at tage imod det, skal vi tro og høre hans ord.
Jesus blev selv dømt til døden, og tog den skæbne på sig, som var hans. Han mistede aldrig troen på, at det liv Gud har givet, er godt. Selv da fortvivlelsen overmandede ham, gennemlevede han sin skæbne uden at miste troen på, at kærligheden er den største livskraft fra Gud. Det viste sig at være sandt, for Gud lod ham gå fra døden tilbage til livet, fordi han er Guds elskede Menneskesøn.
Det er ham vi skal høre og bekende os til. Ham som er dommeren, vi står overfor med alt det gode og alt det onde, vi har i os. En dommer som beder om Guds tilgivelse selv for det menneske, der har forbrudt sig mod ham. Det onde bliver dømt til fortabelse, og det gode kendes fri til at leve. Han dømmer os til livet med Gud og med hinanden. Han dømmer os til at lade os elske af Gud og give Guds kærlighed videre.
Meget kan ændre sig i livet, hvis vi vælger at høre den direkte tale, som Jesus møder os med. Vi kan sidde her i kirkerummet og lade hans ord varme hjertet i os. Vi kan lytte til talen om Guds evighed, der er her og nu, og som gør os i stand til at tage den skæbne på os som er vores. Ser vi livet i det lys, så er vi gået fra døden over til livet. Så får vi modet til at leve på trods af alt det, der truer vores eksistens. I det lys ser vi, at når vi står afklædte og afslørede, som dem vi er foran Gud, så vil han klæde os på med sin søns ord, som fortæller, at vi kan finde ind til livsmodet i Menneskesønnen. Selv når vi er fastlåste og lammede, så kommer han til os med sin tale om, at livet er godt og at kærligheden er størst, og det kan få os til at elske på trods af død og ondskab.
Der er gået 135 år siden, at Jesuskirken første gang bød folk indenfor. Meget er ændret i verden fra dengang til nu, men forkyndelsen af Menneskesønnen Jesus, står lige så tydeligt, som den altid har stået. Den fortæller, at Guds evighed er i vores nu. Den tiltaler os med en tro på, at livet fra Gud er godt og evigt. Den tiltale leder os ind og ud ad portalen, som er Kristus. Her hører vi hans tydelige ord, der styrker troen, grundfæster håbet, og gør kærligheden imellem os levende. Amen.
Salmer: 402–672–276–400–192-30