Kirken har travlt med mange ting. Kirken skal være relevant. Kirken skal sige noget til moderne mennesker og ikke kun til umoderne mennesker. Kirken skal være en del af den åndelige oprustning. Kirken skal lave nødhjælpsarbejde, hvis altså også nødhjælpsorganisationen orker kirken. Kirken skal være smart på sociale medier. Kirken skal tale om seksualitet og kropsidealer med konfirmander. Kirken skal tale med mange mennesker, den skal tale med babyer, børn, unge, ungevoksne, voksne, seniorer, gamle og den skal tale med de søgende, de sørgende, de døende, de internationale, de ensomme, de interesserede, de uinteresserede, de gravide, de forlovede, de fraskilte og husk nu også de unge mænd. Ja, husk nu de stakkels unge mænd! Kirken skal have koncerter, rundvisninger, foredrag og udflugter. Det er krævende at holde kirken i gang. Så kirken skal have konsulenter. Kirken er også en arbejdsplads, så kirken skal lave APV’er, kommissorier og dagsordener, og så skal kirken have struktur, organisation og ledelsesstrategi. Kirken skal holde møder i udvalg, råd og ERFA-grupper. Kirken har åh så travlt, at den ikke længere har tid til at sige ordet erfaringsmøder, men blot nøjes med ERFA.
Vi hørte om den fattige enke, der kaster to småmønter i tempelblokken. Hun gav af sin fattigdom, hun gav alt, hvad hun havde at leve af. Det er Jesus, der fortæller sine disciple om enken, der giver hele sit livsgrundlag. Han fremhæver hende på bekostning af de rige, som gav af deres overflod. Godt nok gav de flere penge end enken, men enken gav alt, hvad hun havde. Derfor gav hun mere end alle de andre.
Det er let at spejle hende i Jesus selv, der gav sit liv for menneskene. Han beholdt heller ikke noget for sig selv. På korset gav Guds søn sit liv til menneskene. Han sparede sig ikke, men gav alt, hvad han havde. Enken gav to småmønter. Jesus gav også to ting, nemlig dåben og nadveren.
Umiddelbart ser dåb og nadver ikke ud af meget. De er som småmønterne – umiddelbart ikke meget værd.
Dåben er bare en sjat vand. Nadverens brød og vin er vel nærmest det mindste måltid man overhovedet kan forestille sig. For øjet at se, går man hverken renvasket fra dåben – det ville kræve meget mere vand og sæbe, for den sags skyld – eller mæt fra den tørre oblat og den lille bundskjuler af drikkelse. Så lidt vådt og tørt ville man jo aldrig byde nogle gæster i sit eget hjem. I kirken er det hele meget lidt. Og det er det alligevel det ikke. For Gud har knyttet sit ord til vandet, brødet og vinen. Og så er det ikke fattigt, men rigt.
Rigdommen er, at Gud med vandet, brødet og vinen giver os et ord med på vejen – giver os sit ord på at han giver sig selv til os, uden at holde noget tilbage, uden at beholde noget selv, uden at holde sig tilbage. Dåben og nadveren – det kan se så fattigt ud, men det er alt.
Tillad mig at komme med en kort bemærkning om det at være fattig. På hebraisk er ordet for ”jeg” ”ani”, mens ordet for ”fattig” også er ”ani”. Det staves på forskellige måder, men udtales på samme måde. Ani ani er betyder jeg er fattig. I Salmernes Bog er et vers, der lyder således:
Jeg er hjælpeløs og fattig,
skynd dig at komme til mig, Gud!
Du er min hjælper og befrier,
tøv ikke, Herre! (Salmernes Bog 70,6)
Det er en påfaldende sammenhæng mellem det at være et jeg og det at være fattig. For det er vel nok sådan, at det er. Vi har ikke andet at komme med end os selv. Og salmisten fortsætter: ”Du er min hjælp og min befrier.” Det er Gud, der kommer den fattige i møde. Og i dag hører vi, at Jesus netop fremhæver den fattige enke.
Det kan synes fattigt, at kirken kun har sine to sakramenter, dåb og nadver, men det er hvad kirken har at tilbyde det fattige menneske, som kommer som det er. Ani ani.
Det er ikke altid kirken stiller sig tilfreds med at forvalte de to sakramenter. Som om det forekommer den for fattigt. Man vil gerne have mere at byde på. Man vil ikke være en fattig kirke. Og så får kirken travlt. Kirken kan nemlig godt lave en masse aktiviteter. Det er den rige kirke. Jeg er selv en del af det. Og det er svært ikke at blive bare lidt glad, når dem, som ellers ligeglade, nikker anerkendende til det, kirken gør.
Men kirken kan af og til godt komme til at ligne de skriftkloge, som Jesus også advarer i mod. Han advarer mod de skriftkloge, som trasker rundt på gaden i deres lange gevandter og spiller smarte for at blive set. Sådan synes jeg, at kirken til tider kommer til at optræde. Den vil gerne være smart. Den kan komme til at få travlt, fordi noget af det fineste man kan være for tiden, er travl. Vi siger i hvert fald gerne til hinanden, at vi har meget travlt. Og så vil kirken også være travl, for det er alle de andre – og det ville jo bryde med alle sociale koder, at sige, at vi har haft det samme – og jeg beklager det hæslige ord – mission statement i 2000 år og ikke har travlt med at få et nyt.
Misforstå mig ikke. Der er ikke nødvendigvis noget galt med at have noget at byde på og at gøre en forskel. Men det er et problem, hvis kirken begynder at handle om sig selv. Hvis kirken bliver så optaget af sin egen betydning og dens gode påfund, at den glemmer, at sin væsentligste opgave: at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne.
Det er ikke i sig selv et problem, at kirken har mange aktiviteter. Det er faktisk en velsignelse, at der er så mange gode kræfter, der hver eneste dag tager engageret del i kirken.
Ja, det kan jo faktisk være, at disse aktiviteter er en del af evangeliets forkyndelse.
Om jeg vil gå så vidt at påstå, at Helligånden kan være til stede ved et ERFA-møde? – det ved jeg ikke, men jeg skal da ikke afvise det. Og nu har jeg vist også fået vitset af og drillet mit kære menighedsråd og gode kollegaer alt rigeligt. Pointen står forhåbentligt klart: alt det, som kirken gør, må udspringe af det, kirken får. Kirken skal som sin grund og sit udgangspunkt forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne.
For i grunden er det sådan, at vi ikke kommer til Gud med vores rigdom, vores travlhed eller alt det, vi har udrettet.
Vi kommer med os selv. Som den jeg er. Ani ani. Jeg er fattig.
Og Gud møder dig med sine gaver. Vandet, brødet og vinen. Og med sit ord, der taler til mig som til alle. Livets kilde, det daglige brød, syndernes forladelse og det evige liv.
Kirken skal have travlt med at forkynde evangeliet og forvalte Guds gaver og modtage dem selv. På det kan vi bygge kirke. Lad os fortsætte med det.
Ani, ani!
Skynd dig at komme til mig, Gud!
Du er min hjælper og befrier,
tøv ikke, Herre!
Salmer: 749-401–294–352–321–612
