I min studietid kiggede vi af og til på resultater fra arkæologiske udgravninger og undersøgelser af steder, der findes i Bibelen. Vi læste beskrivelser af lokaliteternes kendetegn, arkitektur og brugshistorie. Et af disse steder var Betesda, som på Jesu tid var en dam i Jerusalem, hvor syge mennesker ventede på helbredelse.
Jeg kan huske, at vi kiggede på billeder af ruinerne af dammen. Der lå hverken syge, blinde, lamme eller krøblinge, som ventede på, at de kunne komme ned i vandet for at blive helbredt. Billederne af Betesda i dag var mennesketomme og Betesda var en ruin, ja, selv vandet var forsvundet fra den engang fyldte dam.
Når jeg kiggede på disse billeder, krævede det en livlig fantasi at forestille sig, at Jesus skulle gå hen til en mand, der havde været syg i 38 år for at spørge ham: »Vil du være rask?« Og høre manden svare, at han ikke har nogen til at hjælpe ham ned til vandet. Han er simpelthen for langsom og en anden kommer før ham i først-til-mølle-kapløbet. Og Jesus så skulle sige til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« For til sidst at forestille sig, at manden blev rask, og tog sin båre og gik omkring.
Det kan være frustrerende at stå uden for fortællingerne. Hvad forbinder os med gamle steder, der var noget engang og nu ikke længere er det? Hvad forbinder os med ruinerne?
For stederne nærer vores spekulationer, men giver ikke nogen endelige svar. Når vi står ved en ruin, ser vi ikke bare noget, der ikke længere er. Vi ser noget, der har været. Og netop fordi det har været, er det på en mærkelig måde stadig til stede. Ruinen er fravær, der er blevet synligt. Den gør fortiden nærværende i nutiden. Den vidner om noget, der ikke længere er her, men som har været her. I ruinen mødes fortid og nutid.
Noget lignende gør sig gældende for Bibelen. Hvordan forbinder man sig med disse gamle tekster? Bibelteksten er også en slags ruin: noget, der er blevet overleveret til os fra en verden, vi ikke selv har adgang til. Alligevel er teksterne her stadig og de læses stadig.
Der sker noget i vores tid. Der er en stigende interesse for vores historie og de fortællinger, der former os. Herunder kristendommen. Flere spørger, hvad det kristne budskab handler om. Nogle spørger også sig selv, om det kunne have noget at sige til mig.
For nogen er sådan en udforskning en selvfølge. Andre er først lige kommet i gang. Mens det for nogen føles fjernt og uvedkommende, men alligevel pirrende. Som at kigge på en ruin, hvor man kan føle, at man står uden for og ser på noget, man ikke har adgang til. Det foreligger objektivt foran én, men subjektivt har man ikke adgang til det. Og så kan man kende historierne. Man kan besøge stederne i dag. Man kan læse om teksternes historie. Og stadig føle, at man står udenfor.
Man kan undersøge kristendommen udefra, men på et tidspunkt bliver spørgsmålet personligt: Hvad betyder det her for mig? Det kristne budskab er ikke blot en meddelelse om viden eller en lære. Det angår hele din eksistens og kan derfor ikke holdes på afstand, ude i strakt arm.
I evangelieteksten om den syge ved Betesda er der et tema omkring ordet menneske, på græsk anthropos. Den syge har sagt: »Jeg har ikke noget menneske til at hjælpe mig ned i dammen.« Senere spørger de ham: ”Hvem var det menneske, der sagde til dig: Tag din båre og gå?” De leder efter et menneske, som kan forklare det, der er sket. Den helbredte ved imidlertid endnu ikke, hvem Jesus er. Han ved kun, at et menneske har talt til ham, og at dette ord har forandret hans liv.
Men for evangeliets læser er Jesus ikke blot et menneske. Han er Jesus Kristus, Guds Søn, sand Gud og sandt menneske. Det er Guds Søn, der har talt et nyt liv ind i den syges liv, før den syge selv forstår, hvem der taler til ham.
De mennesker, der på Jesu tid så Betesda-dammen, har ikke nogen fordel i forhold til os. Godt nok har de set den historiske Jesus med deres egne øjne. Men at se Jesus er ikke det samme som at tro på ham. Tro er ikke historisk viden. Man kan have stået lige foran Jesus uden at forstå, hvem han er.
Fortællingen er ikke bundet til et menneske på en bestemt tid og et bestemt sted. Vi behøver ikke selv at have mødt Jesus ved Betesda eller rejse til Jerusalem for at se ruinen. For hvor evangeliet forkyndes, lyder det levende ord, som Kristus også i dag taler til mennesker. Guds ord er ikke bundet.
Opstandelsesmorgen var graven tom. I Johannesevangeliets opstandelsesberetning ligger der kun nogle linnedklæder tilbage i den grav, der vidner om det, der har været og på samme tid stadig er. Jesus er ikke længere dér, hvor man kan pege på ham og sige: Der er han. Der var ikke noget at se i den tomme grav andet end efterladenskaber. Som en ruin. Tilbage er alene ordene og løftet, der er blevet overleveret til os. Troen lever ikke af at se, men af at høre. Af det ord, der bliver talt til os.
En detalje jeg holder af her i Jesuskirken, og som jeg til hver gudstjeneste kan glæde mig over, er oppe ved alteret. Bag krucifikset, der står på alterbordet, er et tornegitter foran et rum, der er lyst op. I andre kirkesamfund ville det være stedet, hvor relikviet lå – et helligt, historisk vidnesbyrd – men her i Jesuskirken er det Bibelen, der er relikviet, der vidner om troen.
”Rejs dig, tag din båre og gå!” Det er en påfaldende detalje, at manden får besked på at tage sin båre med sig. Han skal ikke glemme de 38 år med sygdom. Dem bærer han med sig videre. Han bærer sin fortid med ind i fremtiden. I fortiden lå han på sin båre, nu bærer han den selv.
Jesu ord er ikke en bebrejdelse til den syge om, at han burde have taget sig sammen. Det er ikke sygdommen, der er et udtryk for manglende tro eller manglende vilje. Og det er heller ikke et løfte om, at enhver sygdom nu vil forsvinde. Sygdommen er virkelig. Lidelsen er virkelig. De 38 år er virkelige. Men de er ikke den sidste sandhed om dette menneske. Det er løftet om, at sygdom, skyld, lidelse og død ikke får det sidste ord over os. Der er mere og andet at sige om os.
Man kan godt gå til de bibelske tekster og betragte dem, som man betragter som en ruin. Vi kan undersøge teksterne. Vi kan besøge stederne, der beskrives. Vi kan diskutere Bibelens tilblivelse og historie. Sagen er dog den, at disse gamle tekster bærer på et budskab, der stadig er lige så levende som dengang. Evangeliet er ikke murbrokker af noget, der var engang. I evangeliet mødes fortiden og nutiden, og skænker os et håb, så vi også har en fremtid. Det er levende ord, der også lyder til os i dag fra ruinerne og den tomme grav.
Salmer: 730-31-157-653-410-728
