“Husk, at frygt er et valg!” Ordene blev råbt op til mig, da jeg hang i 12 meters højde på klatrevæggen på kirketårnet. Klatrevæggen var min første vision, da jeg i sin tid blev præst. Visionen udsprang af et ønske om at mærke troen som en fysisk tilstand. En bevægelse mod Gud mellem himmel og jord, hvor man er fast forbundet med et reb til et andet menneske – en instruktør, der står på jorden og sikrer, støtter og hjælper én tilbage til sikker grund igen. Min vision blev til en konkret klatrevæg på kirkens klokketårn i Sydhavnen, og da jeg så prøvede kræfter med troen på væggen for første gang, blev jeg lammet af frygt. Vinden rev i mig, og det reb, der holdt mig, virkede alt for tyndt og usikkert. Min frygt må have forplantet sig igennem rebet til instruktøren, som råbte op til mig: “ Husk, at frygt er et valg!” Først virkede råbet fjernt og uvirkeligt, for frygten havde lammet mig. Men så skete der noget besynderlig, ordene tog form i mig og rev mig ud af lammelsen. Det var som om, der kom en kraft udefra og satte en vilje igennem i mig, som fik mig videre op mod toppen af væggen og mod himlen.
Da jeg blev firet ned på jorden og igen havde fast grund under fødderne, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det var gudsfrygt, som jeg var blevet grebet af. Og jeg mindedes, at jeg havde oplevet den samme tilstand som barn. Det var en aften, da jeg stod i den mørke have bag ved vores hus. Pludselig var det som om, at mørket blev tæt og trangt omkring mig, og jeg stod naglet til jorden af frygt. Jeg foldede hænderne og lukkede øjnene, og mærkede så, hvordan mørket langsomt trængte tilbage. Det lysnede bag mine øjenlåg, og jeg tænkte, at det måtte være Gud, der havde grebet ind efter mig.
For nylig sad jeg med en gruppe mennesker her i kirken, hvor vi talte om tro. Her faldt snakken også på gudsfrygt, og hvad den betyder i forhold til troen. Vi talte om, at gudsfrygt, er et begreb og en indstilling, som desværre er gået i glemmebogen i dag. De fleste i vores tid vil måske ikke umiddelbart forbinde gudsfrygt med tro. Måske snarere tænke, at gudsfrygten er noget, der er til for at undertrykke, noget vi kan slå os selv og hinanden oven i hovedet med. Under samtalen kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på min oplevelse fra barndommen og som voksen på klatrevæggen. I begge tilfælde blev det helt konkret, at gudsfrygten både er et valg og en dybere sandhed, når den udspiller sig i troen på Gud. For troen er både en gave, som vi bliver givet, og et valg, vi skal træffe. Den frygt, der er på spil i troen, er gudsfrygt, og den er noget andet end den frygt, der kan lamme et menneske. Gudsfrygten stikker langt dybere, når den griber ind og giver os muligheden for at vælge den rette indstilling i forhold til Gud. For i frygten for Gud bliver vi sat fri af os selv, og så opstår muligheden for, at guds vilje kan sætte sig igennem i os. Gudsfrygten har altså en frisættende kraft i sig, som fjerner os fra troen på, at alt er op til vores egen vilje, og at vi står alene og skal kunne bære alt i livet selv. Den sætter os fri, så Guds vilje og magt kan trænge igennem i os.
Teolog og filosof K.E. Løgstrup skrev tilbage i 1944 en prædiken om gudsfrygt, magt og tro. Her indleder han med følgende ord: “ Hvem Gud er, ved vi kun i frygt for ham. Uden frygt er vore tanker ikke andet end forestillinger om et overnaturligt og overmenneskeligt væsen, som vi selv tænker os til i vor fantasi.” Løgstrup skrev her ind i en tid, der i flere år havde været præget verdenskrig. Hvor ondskaben udspillede sig, og frygten hærgede. Hans pointe er klar, det afgørende er at vælge at overgive sig til gudsfrygten, så Guds magt og vilje kan sætte sig igennem i os mennesker. Og troen på Gud opstår i overgivelsen, for at tro på Gud er at indse, at al magt tilhører Gud. Der er ingen magt imellem mennesker, der ikke er Guds. I det nære familieliv er den indsigt, at Gud er nærværende i den magt forældre har over deres børn, så de opdrager deres børn godt og hjælper dem godt på vej. Den magt har Gud betroet forældrene. Det samme gælder i de større fællesskaber mellem mennesker, når mennesker arbejder for at skabe velfærd og gode vilkår for alle. Her gælder det også, at magten, der udspiller sig, er Guds magt. Den magt har Gud givet os, og den tjener udelukkende til, at vi skal hjælpe og gavne vores næste.
Det er magten til at tjene hinanden, som er kernen i det, Jesus siger i dag. Det lyder med hans ord om: “ At Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv i løsesum for mange.”
I den verden vi lever i, kan ordene om at tjene hinanden virke fjerne og uvirkelige. De rammer måske ikke rigtigt ind i os, og risikoen for, at de rammer forbi, er overhængende stor. Måske kan vi fornemme, hvad de betyder i det nære, for i familielivet er det naturligt for os, at vi tjener hinanden. Men i det fjerne verdensbillede bliver det mere utydeligt. For vores tid, er også præget af krige og frygt. Det er snublende let at lade sig lamme og vælge at resignere og overhøre ordene om, at vi skal tjene hinanden. Og frygtsomt har vi i den sidste tid erfaret, at der findes voldelige netværk, som hylder og opfordrer til vold, og som unge mennesker bliver tiltrukket af og begår forfærdelige forbrydelser. Her udspiller der sig en magt imellem mennesker, som ikke er betroet af Gud, men ene og alene må stå for menneskers egen regning. Her er gudsfrygten fravalgt, og det er den frygt, som mennesker kan sætte i hinanden, der er på spil. Det er en frygt, der fjerner os fra hinanden. Her bliver frygten til et magtmiddel, der truer med ødelæggelse og kaos. Den er som et mørke, der lægger sig tæt og trangt omkring os. Ender det der, så er udvejen at folde hænderne, overgive sig til gudsfrygten og lade Guds magt og vilje trænge igennem. Så skal vi vende tilbage til ordene om, at vi skal tjene hinanden.
De ord siger Jesus i dag på bagkant af, at disciplene har ladet deres vrede gå ud over zebedæussønnerne. Deres mor er kommet med sine to sønner og vælger at træde frem for Jesus i gudsfrygt ved at kaste sig ned for ham. Hun er kommet med en bøn til ham, og viser helt fysisk, at hun vælger at overgive sig til ham, da hun ligger foran ham og afventer, at han spørger hende, hvad hun vil. Med sin indstilling overgiver hun sig til Guds vilje, og i bønnen, hun kommer med, vil hun overgive sine to sønner til Jesus. Hendes bøn er, at sønnerne skal indtage pladserne til højre og til venstre for Jesus i hans rige.
“ I ved ikke hvad I beder om!” Er hans svar. “ Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Om det bæger ved han, at det i første omgang fører til lidelse og død. Og hans ord fører os til Getsemane have, natten før han bliver korsfæstet. Her står han i mørket ramt af sorg og frygt og beder inderligt om, at bægeret må gå forbi ham. Men i sin bøn vælger han, at gudsfrygten får det sidste ord. Han afslutter bønnen med at overgive sig, og sige: Ikke min vilje, men din vilje ske, Gud! Her i havens mørke er de to zebedæussønner sammen med Peter blevet bedt om at holde vagt. Men da han kommer tilbage efter at have bedt sin bøn, holder de ikke vagt, de sover.
Der hvor vi møder de to sønner i dag, er de lysvågne, og de svarer prompte, at ja, de kan drikke det bæger, som Jesus skal drikke. Det er helt sikkert, at hverken de eller deres mor ved, hvad de beder om. Det indser de først, da han hænger på korset, og de ser, at der på den højre og den venstre side hænger to forbrydere. Og her er det nok med stor forundring, at de husker ordene om, at det kun er Gud, der kan tildele pladserne på hans højre og venstre side. Det er alene Guds magt, som kan det.
Om lidt drikker vi det bæger, som Jesus taler om i dag. Med det får vi troen som en gave og et valg, for bægeret bliver rakt til os i nadveren og givet med troen på, at Guds vilje og magt altid kan sætte sig igennem i os. I det nære og det små, når vi tjener hinanden med nærvær, et kærligt ord, en hjælpende bøn. I det fjerne, når vi fravælger at lade os lamme af frygt, og i stedet vælger gudsfrygten til og tjener hinanden med barmhjertighed. Med bægeret fortæller Gud os, at det ikke ender i lidelse og død. Det ender i opstandelse og lys. Det ender og begynder påskemorgen, hvor solen bryder frem, og graven er tom. Her viser Guds magt sig som en vilje til liv, der trodser døden. Det er den vilje, som Jesus beder om, skal ske, da han står i mørket i Getsemane have. Guds vilje, der bryder dødens mørke og sætter sig igennem som evigt liv. Den vilje fik jeg en fornemmelse af i den mørke have som barn, og senere da jeg skrækslagen hang på klatrevæggen som voksen. En vilje, der kan sætte sig igennem i os, så vi retter os mod Gud. Guds livgivende vilje, som trænger ind i alt, der kan være dødt i os, og får den magt Gud har betroet os til at sætte sig igennem. En magt der vil, at vi tjener hinanden til gavn og glæde. Amen.
Salmer: 15 – 30 – 289 – 588 – 467 – 441 – 408
