Noget af det smukkeste, der kan udspille sig mellem mennesker, er tilgivelse. Når den ene part indser sin skyld og undskylder, og den anden modtager undskyldningen og tilgiver den skyldige. Det smukke ved tilgivelsen er, at når den lyder, så kan livet gå videre i nye retninger. Det der stod i vejen forsvinder, og noget nyt kan begynde. Enkelt og smukt i sin essens, men ikke altid ligetil i praksis. Der skal nogle gange et stik i hjertet og uventede ord til, for at den skyldige indser sin skyld og undskylder. Og på samme måde kan det være svært, ja nogle gange umuligt, at tilgive.
Det stik i hjertet, som jeg husker tydeligst og de uventede ord, som har sat sig i mig som en rettesnor, kom fra min søn for en del år siden. Vi stod i køkkenet, da jeg hørte et højt klask bag mig. Jeg mærkede en ustyrlig vrede vælde op i mig, og jeg vendte mig rasende om og så, at det måltid, vi var i gang med at tilberede, nu lå spredt ud over køkkengulvet. Min søn stod og kiggede bedrøvet ned på sine fødder, mens jeg lod min vrede gå ud over ham og højlydt skældte ud. Så hævede han blikket og så mig direkte i øjnene. Hans blik var både forurettet og bestemt, da han sagde: “ Jeg er et barn, jeg skal ikke være perfekt.” Blikket og ordene var som en syl, der stak i mit hjerte, og mit vredesudbrud blev vendt til skam. Hans ord ramte rent ind og punkterede mit raseri. I stedet antændte de min utilstrækkelighed og blottede, at jeg for ofte stillede alt for store krav. Skamfuld svarede jeg: “ Du har så ret, intet menneske skal være perfekt – undskyld!”
I evangeliet til i dag, hører vi, at Jesus er blevet indbudt til middag hos farisæeren Simon. Midt under måltidet bryder en kvinde ind i selskabet og overøser Jesus med sin kærlighed. Hun græder på hans fødder, og tørrer sine tårer bort med sit udslåede hår. Hun kysser hans fødder og hælder en dyrebar olie ud over dem. Det er hendes tro på Gud, der har ført hende hen til Jesus og ønsket om, at være helt tæt på ham er nu opfyldt. Knælende viser hun sin overstrømmende kærlighed til ham. Og hendes ydmyghed viser, at hun godt ved, at hun er et syndigt menneske. Men det hindrer hende ikke i at søge ham. Hun ved udmærket, hvilket liv hun lever, og det står hun ved, da hun knæler ned, græder og salver hans fødder. Kvinden indtager den indstilling ethvert menneske skal indtage overfor Gud. Hun lader troen styre og trænge igennem og bliver overvældet af den kærlighed, som strømmer fra Jesus. Hun kommer til ham som det syndige menneske hun er, og han tager imod hende.
Det bliver for meget for Simon, som har indbudt Jesus og ikke kvinden til sit hus. I sit stille sind tænker han forarget, at Jesus ikke burde lade kvinden røre ved sig. I tankerne fordømmer han kvinden og forarges over, at Jesus ikke skubber hende væk, men tager imod hende. Jesus ser på kvinden og sætter hende i centrum i stedet for at vise hende bort. Han punkterer Simons tanker med sine uventede ord. Med spørgsmålet om hvem af to skyldnere, der får eftergivet deres gæld, der vil elske den generøse pengeudlåner mest. Simon svarer korrekt, at den der får eftergivet den største gæld, vil elske mest.
Så stikker Jesus sylen yderligere ind, da han vender sig mod kvinden og med sine ord, rettet mod Simon fortæller, at hun har gjort det rigtige: “ Du gav mig ikke vand til at vaske mine fødder, men hun vaskede dem med sine tårer. Du gav mig ikke et velkomstkys, men hun har overøst mig med sine kys, lige siden hun kom. Du salvede ikke mit hoved med olie, men hun har salvet mine fødder.” De ord må have stukket i Simons hjerte, og samtidig provokeret ham. For han er husets herre, og de krav Jesus stiller, som kvinden har opfyldt, er en tjeners opgaver ikke husherrens. Men hensigten er klar, Jesus vil råbe Simon op og ud af den selvretfærdighed hans holdning til kvinden viser. Simon skal indse, at for Gud er alle mennesker lige. Derfor kan ingen pege fingre ad hinanden, for alle mennesker er syndige, og overfor Gud er intet menneske hævet over det andet. Det samme gælder for Guds tilgivelse, som Jesus uden videre giver kvinden. Den gælder alle mennesker, der søger den, uanset hvem de er, og hvor stor en synd, de har begået. For det Jesus viser med sin kærlighed til kvinden er, at Gud elsker synderen, og derfor tager han imod hendes kærlighedserklæring uden at tøve og møder hende med tilgivelse. Hun bliver tilgivet ene og alene på sin tro helt uden at gøre andet end at vise sin kærlighed.
Min søn mødte også mig med sin tilgivelse, efter mit vredesudbrud over det spildte måltid. Hans ord har sat sig i mig, og jeg forsøger, at holde fast i dem og lade dem lyde i mit indre igen og igen, og særligt når mit raseri flammer op, og er ved at løbe af med mig. Det virker oftest, men ikke altid, og så må jeg endnu en gang søge tilgivelse. Men den lille enkle sætning, han konfronterede mig med, rummer også en dybere indsigt om at være menneske og stå i forhold til Gud og om den tilgivelse Gud møder sit menneske med. I lyset af fortællingen til i dag, hvor Jesus tilgiver den syndige kvinde, kan sætningen lyde: “ Vi er alle uperfekte mennesker, og som sådan er vi alle elsket af Gud.” De ord kan måske sætte os i det rette forhold til Gud. Et forhold, hvor vi ikke hæver os over andre, men ser, at vi alle er lige i troen. Måske kan vi bruge ordene som en rettesnor, der holder os fast på, at Guds tilgivelse gælder ethvert menneske, der søger den, og den bliver givet helt uden, at vi skal præstere noget. Det vi skal er at tro.
Her kan ambitionen om at være perfekt, stå i vejen. Den kan føre os på afveje væk fra troen og sætte os i et kredsløb om os selv. Og vi ved godt inderst inde, at det perfekte menneske ikke findes. Derfor er det ikke et krav, vi skal stille os selv eller andre. Og vi skal heller ikke se ned på andre eller forkaste dem, fordi de ikke lever op til vores forestilling om, hvad det perfekte liv er.
Det kan være lettere sagt end gjort, for vi lever i en tid, hvor der hersker en perfekthedskultur. En kultur, som er svær at undgå ikke at blive påvirket af, og som regerer særligt stærkt blandt vores skønne unge mennesker. Forskruede skønhedsidealer, forskønnende billedfiltrer, der får alt til at fremstå til perfektion. Og skikkelser skabt og manipuleret af kunstig intelligens, så alt fremstår perfekt og fejlfrit. Dertil skal lægges et umenneskeligt ambitionsniveau, hvad angår sundhed, karakterer, udseende, og hvordan man fremstår både på skærmen og i det levede liv. Alt sammen giver en falsk illusion om, at vi er skabt til at være perfekte. At vi skal præstere til perfektion, og vi selv og andre skal leve op til det ideal. Det fjerner os fra os selv og fremmedgør os overfor hinanden og kan gøre os umenneskelige. Men så hører vi ordene om, at alle er lige for Gud, og det ikke er vores præstationer, der fører til Guds tilgivelse, men troen alene. De ord kan punktere perfekthedskulturen og sætter os i stedet i det rette forhold til os selv og til hinanden. Som mennesker, der er skabt af Gud, ikke som perfekte og fejlfri, men som Guds mennesker og som sådanne, er vi alle lige overfor Gud.
Den sandhed er en væsentlig rettesnor for, hvordan vi lever vores liv. For det er så let at se ned på andre, og lægge andre for had. Så snublende let at fordømme, ligesom farisæeren Simon fordømmer den syndige kvinde. Men så minder Jesus om, at alle er syndige og derfor, har alle brug for Guds tilgivelse. Og han viser, at tilgivelsen bliver givet uden om vores præstationer. Det ser vi ved døbefonten, med korstegn og vand, når Ebba og Benjamin bliver døbt. Her får de Guds kærlighedserklæring helt uden at gøre noget for det. Og ved nadverbordet lyder tilgivelsen, når vi knæler ned side om side med hinanden og i troen indtager legeme og blod. Her får vi en bid af livet selv, som vi kan leve videre på. Et måltid som aldrig er spildt, men vokser i vores indre, så vi bliver i stand til at søge tilgivelsen og formår at tilgive hinanden.
Det er noget af det smukkeste, der kan udspille sig i livet, når vi søger tilgivelsen og får den givet. Her trænger Gud igennem i os, og får os til at indse, at hans kærlighed kan slå igennem over alt. Her bliver vi sat fri med livskraft og med styrke til at elske hinanden. Her bliver vi sendt videre i livet med de samme ord, som Jesus siger til kvinden: “ Din tro har frelst dig, gå bort med fred.” Amen.
Salmer: 745-396–151–398-487–674-725
