Evangelieteksten kunne nemt komme til at lyde som et par gode råd – som motiverende ord om, at det mindste kan blive til det største. Det kræver bare tid.
Da jeg læste teksten første gang, kom jeg til at tænke på nogle ord, der står i det træningscenter, jeg af og til besøger. Man kan ikke undgå at læse ordene, når man forlader bygningen. Der står: ”Nu starter anden del af din træning: Restitution!” Hvile. Jeg tænkte, at det var da dejligt, at evangeliet og træningscenteret var enige om det. Det er vigtigt at hvile sig, for der er bedre tider i vente.
Men jeg blev også mistænkelig. For det ville da være mærkeligt, hvis Bibelen bare var en bog med gode råd. Råd, som jeg også kunne finde nede i træningscenteret eller under låget på en gajolpakke. Der må være noget mere på spil i evangelieteksten, så lad os se nærmere på den.
Jesus sammenligner Guds rige med en mand, der har tilsået jorden. Om natten spirer kornet og vokser, mens manden sover. Når kornet er modent høster manden det. Han sammenligner også Guds rige med sennepskornet, der kommer i jorden som det mindste frø, og som vokser op til at blive den største plante med grene, så store, at himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.
Det er simple billeder, der er lette at forstå. Det mindste bliver til det største. Det sker mens vi sover. Det sker af sig selv. Det græske ord i teksten kender vi, det sker αὐτόματος (automatos). Vi skal ikke fortabte os i, hvordan det passer med realiteterne i botanikkens og landbrugets verden. Det handler ikke om, hvordan landmænd dyrker markerne, eller hvilken slags plante, der kommer ud af et sennepskorn. Det handler om, at der er noget, der sker af sig selv, som vi ikke kan fremskynde. Det handler om forundring over, at noget overhovedet er til – og noget bliver til af sig selv, automatos.
Det kan måske knibe med tålmodigheden for os. Vi tåler ikke godt, at det tager tid at vokse. Alting må gerne ske nu – eller hurtigst muligt. Det er nok blevet sværere at være som manden, der sover i tillid til, at Gud giver væksten dér i mørket. At kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan.
Hvis jeg har mit træningsur på i løbet af dagen, sender det beskeder til mig: ”Har du ikke været inaktiv længe nok?” eller noget mere aggressivt: ”Bevæg dig!” Og hvis jeg sover med uret, så vågner jeg op til lyset – lyset fra mit ur – der giver mig en søvnscore. Fortæller mig, hvor godt jeg har sovet fra en karakter fra 0 til 100.
Jeg er ikke ude på at udskamme eller tale dårligt om det træning og trænings-ure. Der er meget godt at sige om det. Men jeg er også nervøs for, hvad tankegangen, der hører med til at lade sig observere døgnet rundt af et ur, kan gøre for synet på os selv, vores kroppe og på hinanden. Jeg er nervøs for, at vi langsomt vænner os til at tro, at alt vigtigt i livet kan måles, optimeres og styres – også det, der ifølge evangeliet kun kan modtages, og som vokser, mens vi sover, uden at vi ved hvordan. Jeg er nervøs for, at vi tager ting for givet, uden at vi indser, at de netop er blevet os givet.
Forskellen på ordene om hvile og vækst i evangelieteksten og ordene om hvile og vækst i træningscenteret er, hvad de handler om. Den afgørende forskel er, at i træningscenteret handler hvile om præstation. I evangeliet handler hvile om tillid. Jeg havde først forvekslet dem. Det gjorde jeg, fordi jeg læste hen over, at evangelieteksten handler om Guds rige. Det handler det trods alt ikke om i træningscenteret.
Journalisten og løbeentusiasten, Anders Legarth Schmidt, der mistede sin seksårige datter til kræft har skrevet en bog om at miste sin datter – den handler om at løbe og om sorg. Ikke om at løbe fra sorgen, men om at løbe med sorgen. På en løbetur kommer forbi datterens gravsted og tænker han på salmeverset fra Se, nu stiger solen:
”Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.”
Han skriver: ”De ord. Så ubærligt smukke. Så ubærligt tunge. Jeg kommer hjem og fløjter melodien, men jeg kan ikke holde tårerne på afstand. Jeg bliver ved med at fløjte melodien, indtil gråden presser munden bred, og jeg ikke kan fløjte mere. Jeg vil gerne fryde mig over dagen, men det er svært. Det er nemmere, når jeg løber” (Anders Legarth Schmidt, Jeg løber, s. 13).
Hans løbeur tæller hvert et sekund for ham. Men hvilken frihed er der i at tælle hvert et sekund? Tiden løber jo bare afsted – den er uden for enhver kontrol. Den går af sig selv, om vi vil det eller ej. Han skriver, at han med uret kan han vinde kontrol for en stund: ”Løb holder mig fast i tiden. I morgen er ikke nu” (Anders Legarth Schmidt, Jeg løber, s. 15-7).
Guds rige skal ikke fremskyndes. Guds rige er hér, og det vokser frem som det skal. I det kan vi være trygge. I det kan vi være i nutiden med alt, hvad den rummer. Mørke, sorg, smerte, lys, glæde og lindring. Dagen fryder mig trods synd og død. Vi kan leve vores liv i forvisning om, at vores liv er uløseligt forbundet med Guds rige, der vokser helt af sig selv. I den tro kan vi fryde os over dagen, selvom det er svært. I morgen er ikke nu.
Vi kan ikke gøre noget for at fremskynde Guds rige. Men vi kan fremskynde, at vores liv bliver til gavn for vores næste og livet. For menneskelivet er vores. Selve livet er os givet, og hvordan det liv sætter frugt, har Gud givet os ansvar for. Det kræver noget af os – den pligt og den opgave skal vi tage på os. For når vi ikke skal bekymre os om Guds rige, fordi det vokser automatisk, og vi ikke skal bekymre os om os selv, fordi vi har del i Guds rige, kan vi bekymre os om vores næste og om det liv, vi skal leve med hinanden. Ikke som en ny byrde og lov om, at man ikke længere må bekymre sig. Men som tillid til, at alt står i Guds faderhånd.
Grundtvig har beskrevet de vilkår et sted. Han kalder menneskelivet som døbt for kristenlivet og skriver: ”Christen-Livet begynder hos os med troen, voxer med Haabet og fuldkommes i og af Kiærligheden” (’Tro, Haab og Kiærlighed’ i Den Christelige Børnelærdom, Grundtvig, 1868).
Troen er, at Gud allerede har sået sit rige i vores verden og i vores liv – i dåben, i Ordet, i nadveren.
Håbet er, at det vokser, også når vi ligger i mørket og det eneste lys, der skinner på os, er skærmens lys.
Kærligheden er den frugt, der kommer, når vi selv bliver grene, hvor andre kan finde ly.
Salmer: 754-504-557-156-720-412
