Det forlyder, at én bestemt tanke ofte går igen, når et menneske nærmer sig afskeden med verden. Efter sigende udtrykker mange et ønske om, at de havde været mere tro mod sig selv. De ord kan tolkes på forskellig vis, men mon ikke de har at gøre med en følelse af ikke i tilstrækkelig grad at have udlevet sin lidenskab og fulgt sine interesser. Måske undlod man at udnytte et særligt talent, der kunne have bragt én langt. Måske kunne man være blevet eminent god til at tegne, være dyrlæge eller spille håndbold og på den måde komme nærmere en slags sandhed om, hvem man var. Måske stræbte man bare ikke nok efter det, og hvis det virkelig er rigtigt, at mange ved livets afslutning tænker, at de ikke var rigtigt tro mod sig selv, må vi hellere forsøge at finde ud af, hvad der mere præcis menes med det.
De tre tjenere i fortællingen får alle nogle talenter betroet. Inden deres Herre rejser bort, overlader han dem hver en sum penge – ordet talent er en gammel betegnelse for en møntfod – og efter bedste evne skal de forvalte det hele, mens han er væk. Vi forstår, at pengene her skal opfattes symbolsk, at det handler om at være blevet givet liv, mulighed og ansvar, og vi forstår også, at den tjener, der af frygt for sin Herre graver sit talent ned, dummer sig gevaldigt. Meningen var, at han skulle bruge det, han havde modtaget, og få endnu mere ud af det, end han havde troet muligt. Det står klart, at hvis man er for nærig med sit liv, risikerer man at miste selv det, man har, mens den, der satser mere, får endnu mere givet. Herren bifalder på ingen måde så små ambitioner som dem, den dovne tjener giver udtryk for, og man fristes til at mene, at ikke blot skal man i livet være mere tro mod sig selv. Man skal være mere tro mod noget i meget større forstand.
Så langt så godt – man skal bruge sit talent, og det næste spørgsmål er, for hvis skyld man gør det. De danske håndboldspillere, der senere i dag løber på banen i et særdeles realistisk håb om at blive europamestre, gør det nok mest for deres egen skyld. Jeg er ikke i tvivl om, at de føler stor ære ved at spille for Danmark og elsker den nationale eufori, der opstår, når hallen i Herning går amok. Men de har næppe i årevis trænet benhårdt i udviklingen af deres talent for befolkningens skyld. Det har de gjort for deres egen. Tro mig, jeg har i min journalistfortid talt med mange topsportsfolk, der stort set alle har erkendt, at de er noget nær superegoister. Ellers var de aldrig nået så langt. Til gengæld tror jeg, at en håndboldspiller i sin mest berusende flugt gennem luften faktisk har en fornemmelse af, at dette er, hvad jeg er skabt til. Talentet bliver udfoldet, intet er gravet ned, og landsholdets succes har gennem mange år været med til at give os en følelse af, at her er godt at være. På den måde bidrager spillerne bestemt med deres talent til noget større. De spreder glæde og tro på, at meget kan lade sig gøre, når man yder alt, hvad man kan, og holder sammen, og på den måde planter de styrke i os i denne lille nation.
Og på sin vis er det måske ligefrem en fordel, at den er så lille. Historiker Uffe Østergaard udtalte sig forleden om, hvad det egentlig betyder, at Danmark med tiden er skrumpet en del – og muligvis med tiden kan skrumpe endnu mere, hvis vi en dag mister Grønland. Han sagde: ”Danmark er blevet stadigt mindre, og det har simpelthen skabt fundamentet for idéen om et fælles folk (…) det er nemmere at få demokratiet til at fungere der, hvor forskellene er relativt små. I alle henseender.” Erfaringen af at udgøre ”et fælles folk” er en grundpille i den tryghed og tillid, vi så ofte taler om, og som utvivlsomt nemmere kan svækkes i en befolkning med stor ulighed, endeløse vidder og dybe kulturelle forskelle. Og netop den dyrebare følelse af tillid og tryghed kan man selv være med til at styrke ved at bruge sit talent, for ens virke kan præge mange. Som håndboldspillerne viser os. Man kan sprede kræfter ved at udfolde sit talent, hvilket er endnu vigtigere at forstå i en tid som denne fyldt med uforudsigelighed, bekymrende tegn på den tidløse menneskelige brutalitet og decideret ondskabsfuld tale om faldne soldater. I en tid som denne, hvor der måske omsider her iblandt os sker en erkendelse af, at det faktisk er sandt, at historien kan gentage sig, har vi ekstra meget brug for hinandens talenter.
Også set i det lys falder den dovne tjener igennem. Hans passivitet udgør mere end en harmløs beslutning om at holde lav profil, for den, der ikke ser sit liv som noget, der skal gavne andre, svigter. Tjeneren er langt hen ad vejen styret af frygt, idet han stirrer sig blind på tanken om, hvordan Herren mon vil reagere, og det er dumt. For det første har mennesket ikke en levende chance for at gennemskue Guds hele væsen – som det lyder i Jobs Bog, som vi lige har hørt: ”Han gør store ting, der ikke kan udforskes.” Og for det andet afslører forsøget på alligevel at gennemskue Guds indre en optagethed af egen skæbne, der ikke fører noget godt med sig. I særdeleshed har Martin Luther lært os, at mennesket aldrig skal stræbe efter at behage Gud, for man drukner så nemt i nervøse spekulationer. I stedet skal man rette blikket mod sin tid, sit sted og sine medmennesker, og Martin Luther skriver i værket Om den trælbundne vilje fra 1525: ”Men jeg må træffe mit valg mellem to ting: enten må jeg døje kampen nu, mens min samtid er i oprør, og gøre det med frisk mod i bevidstheden om Guds nåde (…) eller også må jeg sønderslides i en evindelig kaotisk tilstand under Guds vrede, i uudholdelig pine. Af de to vælger jeg kampen.”
Så angående spørgsmålet om, hvad man mon vil tænke, når man en dag skal dø, vil jeg sige dette ene. Lad være med at bekymre dig alt for meget om det. Du har ikke en levende chance for at gennemskue det, og det kan føre til, at du som tjeneren i kronisk bekymring graver dit talent ned. Frygt ikke for tankerne på din sidste dag på jorden, men lev her hver dag som ”Livets kaarne spejder og Herrens medarbejder”, der med Jesu komme til verden er blevet betroet det vigtigste talent, der findes. Viljen til at adlyde det gode og håbet om at blive bevaret. Og skulle det ske, at man – når timen kommer, og man skal sige verden farvel – ikke føler, at man har været sig selv tilstrækkeligt tro, håber jeg, at den tanke helt vil blive skubbet væk af tilliden til, at Gud til gengæld vil forblive tro mod dig. Den tillid blev os gennem Jesus betroet, og dette er vores største talent. At vi kan tro på, at Jesus virkelig er Guds søn og aldrig skal den, der tror på det, skilles fra sin skaber. Amen.
Salmer: 4-22-392-266-321-407
