Det er næsten som en god krimi at høre fortællingen til skærtorsdag. Dagen der har sit navn fra fodvaskningen, som Jesus foretager på hver af de tolv disciple. Det er også dagen, hvor Jesus spiser det sidste måltid og forudsiger det forræderi, der fører til hans tilfangetagelse og senere korsfæstelse og død.
Hvis det var en krimi, kunne titlen være: ” Mysteriet om fodvaskningen og det sidste måltid.” Og undertitlen kunne lyde: ” Det forræderiske mordkomplot mod Verdens Frelser!” Scenen er sat med ordene: ”Jesus vidste, at hans sidste time var kommet! Han er ved at forberede sig på at dø, og han ønsker at tilbringe den sidste aften, han har i selskab med sine gode venner – de tolv disciple. Som en fange på dødsgangen, der kender klokkeslættet for sin død, ved Jesus, at han skal dø dagen efter. Hans ønske til sit sidste måltid er en påskemiddag med sine kære venner, som har fulgt ham gennem tykt og tyndt.
Dramaet udspiller sig, mens de sidder til bords for at nyde påskemåltidet sammen. Som i en hver god krimi sker der noget uventet. Jesus begynder pludselig at vaske deres fødder. En besynderlig handling, fra hans side og var vi i krimiens verden, så ville fodvaskningen være et mysterium, som skulle opklares. I bedste Agatha Christies stil, kunne det være den mesterlige detektiv Hercules Poirot, der skulle opklare mysteriet om fordvaskningen. Han ville gå minutiøst og detaljeorienteret til værks. Først ville han notere sig, at Jesus tager sin kjortel af og binder et klæde om sit liv. Han handler som en tjener ville gøre, og ikke som den Herre han er. Heri må der ligge et mysterium. Og det er den bevægelse, Jesus foretager, som afslører, hvad mysteriet indebærer. Han knæler ned og tager nænsomt fat i fod efter fod på hver af disciplene og vasker deres fødder.
Da han når til Peter, sætter Jesus selv ord på sin handling. Han siger: ”Jeg vasker dine fødder, for derved får du del i den frelse, som jeg kommer med.” Som sædvanligt fatter Peter ikke, hvad Jesus siger, og kommer med sin egen fortolkning. Den affejer Jesus og forklarer, at fodvaskningen er forbilledet på det, som de skal gøre for hinanden. ”Aha” ville Hercules Poirot nok udbryde her. Og så følge op med løsningen på mysteriet om fodvaskningen, som kunne lyde: ”I skal være ydmyge overfor hinanden. I skal være dem, der ikke sætter jer højere end andre, men sætte jer ved fødderne og give det menneske, I sidder hos en kærlig behandling. I skal give nyt mod til andre som kan føre til, at han eller hun kan gå videre i livet forfrisket og med ny kraft. Det skal I gøre ved at tjene hinanden, og ikke opføre jer som om, I er hævet over andre mennesker.”
Efter den opklaring ville Hercules Poirot højst sandsynligt gå videre med opklaringen af mordkomplottet mod Jesus. Disciplene og Jesus sidder nu samlet om bordet og spiser lammet og drikker vinen. Stemningen er munter i olielampernes skær, men der er en skygge over selskabet. Jesus smiler ikke, for han ved allerede, at det er Judas, der vil forråde ham. Han ved også, at det er Guds plan, som skal udføres for, at han selv kan gå tilbage til Gud. Men det er sørgmodigt, for han har elsket dem alle og elsker dem indtil det sidste.
Her ville de mesterlige detektivevner støde på grund. For det morderiske forræderi, er en del af Guds plan, og det gør, at mysteriet bliver til et paradoks. Et absolut paradoks, at Gud bliver menneske i Jesus og dør på et kors. Og tilmed paradoksalt, at forræderiet er en del af planen.
Det er troens paradoks, som måske kunne bære den simple titel: Guds kærlighed på trods af menneskets svigt. For det sidste måltid Jesus spiser, hvor han indstifter nadveren, bliver også kaldt kærlighedsmåltidet. Under måltidet, viser han Guds ubetingede og uendelige kærlighed. Det gør han først med fodvaskningen som forbillede på, at Gud er kommet for at tjene os mennesker, og derfor skal vi tjene hinanden. Og så med indstiftelsen af nadveren, hvor Jesus giver sig selv med hud og hår, med kød og blod. Det gør han med brød og vin, det lille måltid med den altafgørende betydning, som vi spiser, hver gang vi fejrer nadver.
Kærlighedsmåltidet er Guds ultimative hengivelse til os på trods af vores forræderi og svigt. Vi ved, at kærligheden handler om at give sig hen til en anden, men oftest har vores hengivelse betingelser eller ønske om gengæld. Vi ved også, at når vi hengiver os, så blotter vi os selv og bliver sårbare.
Gud hengiver sig betingelsesløst og fuldt ud, i sin søn Jesus først til disciplene og senere til sine bødler. Han er sårbar til døden og ender med at dø for sin kærlighed til os mennesker. Det er paradoksalt og uforståeligt, og her kan svaret Peter får give en form for trøst, når Jesus siger til ham: ”Det jeg gør nu, fatter du ikke, men senere, skal du forstå det.” Med andre ord: Tro kun! Og det vi skal tro er, at Gud med kærlighedsmåltidet viser os, at han elsker os til døden, og mere end det, han viser, at han elsker os på trods af døden, for med nadveren får vi det evige liv, som han selv opstod til påskemorgen. Gud viser også, at han elsker os på trods af vores forræderi og svigt. Når vi vender ryggen til ham og tilmed forlader ham, så elsker han os stadig. Vi kan ikke undslippe hans kærlighed, for vi er hans skabning, hans børn.
Jesus er Guds søn, men han er også et menneske, det er paradokset. Og som ethvert menneske ville være, er han dødens angst for den skæbne, han går i møde langfredag. Da han står i Gethsemane have om natten efter påskemåltidet, gør han det mest menneskelige, han beder for sit liv. Han er på nippet til at ødelægge Guds plan, men forliger sig til sidst med din død.
Nadveren er det sted, hvor vores dødsangst bliver mødt med evigt liv. Hvor vores svigt og forræderi bliver mødt med tilgivelse og frelse. Det lille måltid, som nadveren er møder os i alle livets forhold; i fortvivlelse og glæde, i angst og lykke, i liv og død. Når vi spiser brødet og drikker vinen, så lyder Guds tavse ord til os: Du er mit elskede barn!
Med de ord går vi fra nadverbordet og bliver vi sendt videre ud i livet med det forbillede, som Jesus giver med fodvaskningen. Gør som jeg, siger han. Vær ydmyge overfor hinanden. Vis, at I tjener hinanden og forpligter jer på næstekærligheden. Og husk, at Guds tilgivelse og nåde er med jer i dag og alle dage. Amen.