Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Der findes mennesker, der gør og mener og siger ting, der fylder mig med så negative følelser, at jeg kan blive helt bange for mig selv. Deres livssyn er mig så meget imod, at det kniber med at se det formildende ved dem, og jeg ved, at jeg i den tilstand skal være særdeles varsom. For her åbnes for noget ubehageligt, og jeg overvejer, om der mon findes en grænse for, hvem jeg kan formå at behandle ordentligt. Hvad nu hvis min uformåen angående dette ligefrem bliver mindre, som tiden går. Nok siger man, at et menneske bliver mildere med årene, men muligvis kan man også blive hårdere med årene, fordi tidens begivenheder og stemning i det hele taget driver én i den retning, hvor man mere og mere forfalder til at tænke: Vi to er uenige, og derfor kan jeg ikke lide dig.
Det er i dag sidste søndag i kirkeåret, og Jesus taler til os på en temmelig hård måde. Han meddeler, at der er klar konsekvens forbundet med, hvordan vi opfører os i livet, og at der på dommens dag – når Menneskesønnen, Jesus, igen står foran os – vil ske en form for opdeling mellem dem, der ofte gjorde det barmhjertige og dem, der ikke gjorde. Enhver undladt god gerning er i sidste ende er en undladt god gerning mod Jesus selv, og det er med andre ord umuligt at adlyde hans vilje, hvis man ikke ser mildt på sit medmenneske. Straffen for den, der svigter, beskrives som evig ild i en tilstand beregnet til Djævelen og hans engle, og man må sande, at tingene siges ligeud her, inden kirkeåret om en uge begynder forfra med første søndag i advent. Og skønt man kan have lyst til at lade, som om det ikke for alvor er det, Jesus siger, ér det ifølge evangeliet for alvor det, Jesus siger. Derfor skal vi for alvor forsøge at forholde os til det.
Vi kan nok godt slå fast, at der iblandt os sker en vis polarisering, og skønt dette er set før i historien, synes det lige nu ekstra tydeligt. Nogen er i udpræget grad uenige om, hvad der skal værnes om, hvilket også fremgik af nogle af valgplakaterne til kommunevalget i sidste uge. At de skabte diskussion skyldtes ikke blot, at vi er uenige om, hvem man bør stemme på, men også, hvad vi egentlig skal stemme om. Nogle plakater signalerede større optagethed af Mellemøsten end af Danmark, enkelte var ligefrem formuleret på fremmede
sprog, og det gør mig en lille smule sorgfuld, at krige og for os uigennemskuelige forhold langt herfra skal dominere en valgkamp her på dette sted, hvor der er rigeligt at tage sig af lige fra folkeskoleproblemer til ældrepleje. Der er masser af mennesker lige her, hvis liv skal varetages, og jo mere en dansk valgkamp handler om vilkår flere tusind kilometer væk, desto mere kan man frygte, at vi som befolkning vil mærke splittelse. Fordi flere vil se på deres modstandere og tænke dét, som jeg nævnte før: Vi er virkelig uenige, og derfor kan jeg ikke lide dig. Når polariseringen bliver så åbenlys, at valgplakater ikke blot handler om forskellige partier, men også uenighed om, hvad – og hvilket land – vi overhovedet skal forholde os til, er noget galt.
Og ikke mindre når politikere udsættes for chikane og aggressive angreb, der undergraver en del af vores tillid til hinanden. Noget dyrebart kan nedbrydes, hvis vi ikke længere føler os fælles om i både enighed og uenighed at ville dette land og hinanden det bedste frem for at forvente, at man vælger side i en konflikt langt borte og hader dem, der står – som det hedder i dag – på den forkerte side af historien. Det er en forfærdelig talemåde, fyldt med fordømmende potentiale, der muligvis kan føre til, at vi mister evne til at følges på den vis, som historiker Christian Egander Skov beskriver som en vandring i et: ”… fællesskab af mennesker, et folk, der vandrer gennem historien. Ikke ad stier, der er givet, hverken mod frelse eller undergang, men på må og få ad den vej, vi kan blive enige om.” Hvad nu, hvis vi gradvist bliver mindre og mindre enige om vejen, vi skal vandre ad og udvikler så stor modvilje i synet på hinanden, at vi slet ikke har lyst til fortsat at følges? Dette er den frygtelige risiko i en mangfoldig nutid, hvor vidt forskellige livssyn støder sammen, og vi har nok aldrig før haft så hårdt brug for at blive mindet om opgaven at se nogenlunde mildt på de andre. Nærmest uanset hvor uenige vi er.
Desto vigtigere er Jesu ord i dag, der falder som en skærpende programerklæring, inden han træder ind i Jerusalem for at møde sin egen død. Fra dette punkt kan livet ikke længere ses i lyset af, at Jesus er her, men i lyset af at han har været her – og ikke mindst, at vi skal stå overfor ham igen, når vores liv er levet til ende. Vi hører her, at alt, hvad vi gør eller ikke gør af godt, præger vores forhold til ham og til den dom, der venter, og netop tanken om dom er os ret fremmed i en moderne tid, der opdrager til ikke i religiøs forstand at tage en sådan alvorligt. I stedet har man længe dyrket forestillingen om, at alle ifølge kristendommen frelses ved den store guddommelige barmhjertighed. At der slet ingen straf findes. Dermed har forkyndelsen mistet en del af sin alvor, hvilket i længden kan skabe lidt tomhed i sindet og sikkert også en længsel efter dybere forvisning om, at måden vi lever livet på, virkelig har betydning. Tanken om dom er med til fra time til time at minde én om, at det aldrig er ligegyldigt, om jeg gør det ene eller det andet, og jeg siger ikke, at tilværelsen skal leves i en tilstand af frygt. Men jeg siger, at den skal leves i en tilstand af selverkendelse og ansvarsfølelse, fordi Jesus har sagt, at enhver handling, vi foretager, er af meget stor betydning.
Og nu er jeg naturligvis nødt til nøjere at forklare, hvad konsekvensen er af den kristne alvor. Hvad straffen ved dommen kan bestå af efter dette liv. Mens vi alle af og til undlader at gøre det gode, fordi vi ikke kan eller ikke vil eller bare ikke kan døje den anden, vil en del nok spørge, om Jesus ikke vil tilgive os vores syndige forsømmelse. Er dette ikke kernen i det kristne budskab? Jo, og jeg tror også, at Jesus ønsker at tilgive alt, men spørgsmålet er, hvad vi selv ønsker. Jeg tror, at vi gennem et langt liv kan forhærdes af vores egen ligegyldighed og de hårde ord og hensynsløse gerninger, der for hver dag former personligheden. Når vi her hører, at der findes et sted beregnet til ”Djævelen og hans engle”, kan det forstås som dette gennem for ukærlige ord og handlinger og svigt af andre at blive til én, hvis trods overfor Gud sætter sig så dybt i sjælen, at man måske slet ikke vil tage imod hans hånd, når han rækker den frem. Modviljen eller hadet i synet på dem, man er uenig med, kan blive så meget til en måde at trække vejret på, at afstanden hen til Gud kan blive så stor, at man – når man efter dette jordiske liv skal stå foran Menneskesønnen – selv vender sig bort fra ham og hen mod det andet sted for dér trygt at forblive i sin egen selvretfærdige tilstand. Der vil ikke være evig ild – det er et gammelt udtjent billede på straf – men der vil være evig tomhed. Der vil være fravær af kærlighed. Den kærlighed, man ikke selv kæmpede nok for.
Og vi kender en flig af den tomhed allerede nu. Den kan ramme som en ødelæggende kraft, hvor man ikke blot har svært ved at rumme dem, man ikke kan lide, men også dem man egentlig sætter højt. For en stund drukner alle mennesker i mine irritable mørke tanker, der hersker, som styret af en ond kraft. Og det er de også. Det dybe fald ned i tomhed får varme følelser til at stivne og kærligheden til at lammes, og man mærker sin egen mulighed for at vælge livet og godheden fra og blive én af de Djævelens engle, der måske endda – når den dag kommer – vil vælge selve Guds søn fra. Fordi man insisterer på sin egen virkelighed og ikke vil overgive sig til hans. Til det selve det gode, nemlig, der med sit guddommeligt lysende gennemskin afslører hvem man er. Og hvordan man har levet. Grundtvig skriver i en prædiken om denne tomhed: ”… som har intet Virkeligt i sig og kan derfor heller intet Ægte udvikle af sig, men kun idelt Blændværk, Selvklogskaben, som udspringer deraf, kan ikke skabe, men kun ødelægge, og Enden er da nødvendig Fortvivlelse, altsaa langtfra Klarhed netop det yderste Mørke i Aandens Verden.”
Det er dette yderste mørke, mennesket kan fortabes i. Det sorte og tomme, og hvis man er blevet hårdere med årene, fordi tidens begivenheder og polarisering mere og mere driver én til at tænke – vi to er uenige, og derfor kan jeg ikke lide dig – går man måske i den retning. Derfor er jeg også bekymret for min egen antipati. Det er ikke gratis at nære dyb modvilje mod andre, endsige hade nogen, for skridt for skridt kan man adskilles fra det gode og måske i sidste ende fra selve evnen til at tage imod frelsen, når Jesus atter står foran én. Så dømmer man på sin vis sig selv, fordi man ikke længere kan genkende den ubetinget rene kærlighed og måske heller ikke længere vil kendes ved den.
Det kan være med gode intentioner, at man engagerer sig i striden mellem Israel og Palæstina eller andre glødende anliggender for at være på den rigtige side af historien. Men hvis man midt i kampens hede forfalder til at hade den, man er uenig med, og glemmer, at også han eller hun er én af dem, man skal gøre godt imod, er en del af kampen allerede tabt. Derfor siger Jesus, at: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, der har I heller ikke gjort mod mig! Hver gang vi hader en modstander, hader vi også Guds søn, og gennem polariseringens stærke kræfter kan man måske, som årene går, blive et menneske, der leder sig selv i retning af tomhedens straf. Derfor må vi fra i dag, denne sidste søndag i kirkeåret, en uge før advent, beslutte at gøre det gode mod enhver, hvor uenige vi end måtte være. Så vi på dommens dag, når vi skal stå ansigt til ansigt med Jesus, hver især kan tage imod hans fremstrakte hånd. Så vi kan sige nej til tomheden og ja til frelsen. Jesu dom er altid barmhjertig. Lad os ikke forhærde os selv væk fra den. Amen.
Salmer: 321-56-276-266-277-431
