Der er meget overvældende i den tid, vi lever i lige nu. Den tryghed og orden, der har hersket igennem mange år, er udfordret af uforudsigelighed. Verdenen, som omgiver os, virker anderledes end før, og det giver en følelse af at være lille midt i noget meget stort, som vi ikke har kontrol over.
Tiden, vi lever i, føles som en brydningstid, hvor det ikke er til at sige hvornår og hvor, det hele, ender. Det giver en fornemmelse af, at vi er dybere berørt af eksistensen, end vi plejer. Og det skaber en trang til at finde ind til en dybde i tilværelsen, hvor vi kan finde håb og mening. Den dybde skaber Jesus med sine ord, som vi hørte før: ” Timen er kommet, hvor Menneskesønnen skal herliggøres.” Sådan siger han efter, han har gjort sit indtog i Jerusalem til påskefesten. Den påskefest, som bliver hans sidste. Han peger på herliggørelsen, der venter ham på korset, og kobler herligheden med lidelse og død. I det, han siger, findes en sandhed, som vi kan hengive os til i tider som disse, hvor usikkerheden hersker, og følelsen af at være lille, er stærk. Sandheden her er ikke umiddelbar og kræver en lidt mere simpel udlægning, for at vi ikke overser den, eller afskriver den. For som Churchill sagde: “Mennesket falder af og til over sandheden, men for det meste rejser det sig bare op og går videre.”
Jesus vil have, at vi stopper op og lytter til den sandhed, han kommer med. For i den findes det, som kan få os igennem og få os til at leve videre med et godt mod i svære tider. Her er koblingen mellem lidelse og herlighed en hovedpointe, som ikke er ligetil for os. Hos os handler herligheden for det meste om succes og følelsen af at have magt over livet og styr på tilværelsen. At vi har kontrollen og greb om tingene. Men det er ikke den herlighed, Jesus taler om, for den er både hul og falsk. Vi ved også udmærket, at succesen ikke fortæller os sandheden om os selv og vores liv. Vi ved, at vi ikke har kontrollen eller kan styre det, der sker. Det er den sandhed, han vil bevæge os til at se. En herliggørelse som også rummer lidelsen og magtesløsheden. Som taler ind i den rådvildhed, der kan ramme ethvert menneske, når det stirrer ned i dybder, hvor det ikke kan bunde, og søger efter mening.
Det kræver et mere simpelt billede at forstå dybden af den sandhed, og her får vi billedet af et lille hvedekorn. Et billede, som efter min mening kan skitsere den fornemmelse, man kan blive ramt af i vores tid. Fornemmelsen af at være lille omgivet af noget stort, som man skal finde mening i, for at kunne sætte rod og vokse. Hvedekornet får mig til at tænke på en af mine yndlingskarakterer i Herman Melvilles roman Moby Dick. Det er den lille matros, som går under navnet Pip. Han har været med før her på prædikestolen, og selvom han spiller en meget lille rolle i romanen, så fortæller hans skæbne noget almenmenneskeligt og noget vigtigt om menneskets gudsforhold. Han er egentlig slet ikke egnet til at være ombord på hvalfangerskibet, hvor der hersker en kynisk voldsomhed og ustyrlig uforudsigelighed. Han mærker ligesom enhver af os, at vi ikke er skabt til alt det voldsomme og uforudsigelige, som omgiver os. Han bliver grebet af angst hver gang en af de store hvaler kommer for tæt på skibet og truer med at kæntre det. På samme måde, som vi kan blive bange, når vi føler os fortabt i det store og alt det, der potentielt kan ske.
Drevet af frygt springer Pip i vandet igen, da en hval svømmer for tæt på. Resten af besætningen er godt trætte af at fiske ham op af havet. De efterlader ham og fortsætter jagten. Der på det åbne og kolde hav bliver Pip grebet af en voldsom angst, som lammer ham. Han bliver ramt af den samme følelse, som kan ramme ethvert menneske, som bliver ladt i stikken, når det virkelig gælder. Men han går ikke til grunde, havet holder ham oppe, og der sker noget andet med ham. På himmelhvælvingen over ham og i dybderne under ham, ser han Guds visdom. Han ser den skønhed og kraft, som ligger til grund for alt det, Gud har skabt, og det forvandler ham.
Det beskrives smukt i romanen med følgende ord: ”Hånligt havde havet holdt hans jordiske krop oppe, men hans jordiske sjæl havde det druknet. Og alligevel ikke helt. Snarere var hans sjæl som levende ført ned til forunderlige dybder, hvor den uforvanskede ur-verdens sælsomme skabninger gled forbi hans matte blik, og den gerrige havmand, der hedder Visdom, røbede sine sammenhobede rigdomme, og i de frydefulde, hjerteløse og evigtunge evigheder så Pip korallernes mangfoldige insekter, som under Guds altfavnende nærvær løftede de mægtige kloder op af vandenes hvælving. Og han så Guds fod på væverskamlen og fortalte om det; og derfor kaldte hans skibskammerater ham for gal. Således er menneskets galskab himlens fornuft, og når et menneske vandrer bort fra al jordisk forstand, når han til sidst den himmelske tanke, der anskuet af fornuften er absurd og vanvittig, og hvad enten ondt eller godt hænder ham, føler han sig upåvirkelig og uafhængig som sin Gud.”
Den lille matros bliver båret oppe og ser Guds storhed og visdom i alt det skabte omkring ham. Han lader sig ikke opsluge af angsten, men giver slip på sin egen forstand og fornuft og hengiver sig til det ufattelige syn, han ser. Det forvandler ham midt i angsten, og han finder ind til den egentlige mening og sandhed. Han finder ind til den rette ængstelse, som det hedder hos Kierkegaard. Den ængstelse, som hører til i de dybere lag af eksistensen. Og som viser os, hvad det vil sige at være menneske overfor Gud.
Det forhold viser Jesus os, når han forudsiger sin død på korset med ordene: ” Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mangefold.” Med de ord beskriver han vigtigheden af, at han selv skal dø. Og samtidig fortæller han også, at vi er sat til at tjene ligesom ham. Vi skal også lade os plante i jorden og hver af os skal spire og gro. Ikke for at dyrke os selv og kvæle andre, men for at gro side om side med hinanden. Det er vores opgave, som er givet af Gud. Som vi kan finde kraften hos Gud til at udføre selv i svære tider. For selv i vores magtesløshed virker Guds kraft i os. Det fortæller Jesus, med sine ord og sit eksempel. Han står altid i forhold til Gud og står ved Gud, for han er Guds søn, og Gud er i ham, det kan han ikke forråde. Det er det rette for ham at gøre – han er den ene, der må dø for mange, ja for alle, som han selv siger. Det er den himmelske tanke, som kan virke absurd og vanvittig for den menneskelige fornuft. Men som på trods også, viser sig i vores verden, når mennesker ofrer sig for at redde andre. Det er ikke alle, der kan gøre det, og det er også langt fra altid, at der er behov for et sådant radikalt offer. Men det fritager os ikke fra, at vi skal ofre os for hinanden. Vi skal lukke det andet menneske ind og ikke lukke os om os selv, når det hele føles uoverskueligt og for stort.
Her viser Jesus os det mod, der skal til for, at vi kan tåle det, der skal komme. Jesus har modet til at tåle lidelsen og tåler at omgive sig med alle mulige mennesker, som langt fra altid forstår det, han kommer med, og det han vil. Han vil dryppe tro, håb og kærlighed ned i vores hjerte, og dermed lære os at være lidt som ham.
Der er meget, som kan overvælde os i den verden og den tid, vi lever i. Og det føles som om, vi er dybere berørt af eksistensen end vi plejer. Her har vi brug for ord, der kan sætte os i det rette forhold til livet og til Gud. Vi har brug for at finde ind til det mod, der får os til at give slip i stedet for at give op. Jesus vil tale os fra at give op, selvom vi ikke forstår det fulde perspektiv af det, han siger, og den skæbne han lider. Det fortæller os, at vi ikke må give op, selvom det hele virker umuligt og uoverkommeligt. Vi må ikke tro, at det hele bliver lettere, hvis vi giver op. I alt det svære må vi ikke lukke os om os selv og lukke andre ude. Vi skal ofre os, rykke sammen, og værne om hinanden. For giver vi op, så hører alt op, løbet er kørt, og der er ingen vej tilbage. Men giver vi slip, så kan alt begynde. Livet kan gå videre ad nye veje. Det kræver mod, for det letteste i verden er at give op, når man står overfor alt det besværlige i livet. Så er det lettere at sige: Frels mig fra denne time i stedet for at stå det svære igennem. At give slip er langt sværere, og det kræver mod, for det betyder, at man skal hengive sig til Gud og fyre den Gud, som man selv tror, at man er. Man skal lade sig bære af Gud, som den lille Pip på det åbne hav. Han gør troens spring, som det hedder hos Kierkegaard. Omgivet af det enorme hav slipper han kontrollen og angsten, og giver troen plads til at udfolde sig. Og der midt i sin magtesløshed mærker han Guds kraft, som bærer ham oppe.
Den kraft finder vi i Jesus, og dybden af det største håb, skaber han i os med sine ord, når han siger: ” Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Her siger Jesus, at han er klar til at gå hele vejen. Han vil bekæmpe roden til al ondskab og destruktive kræfter i os mennesker og i verden. Han er Guds søn, som er kommet til verden for at besejre alle jordiske magter på en dybere måde med tro og håb. Han viser os, hvad det vil sige at give slip og lade Gud råde. For han bruger ikke magt til at besejre magt. Han besejrer ved at give afkald på magten, og i sin magtesløshed ophøjer Gud ham og giver ham navnet over alle navne, nemlig Guds eget navn. I Guds navn er han lydig indtil døden på korset og i Guds navn opstår han til liv igen. Derved viser Jesus, at det der i jordisk forstand er det stærkeste våben – korsfæstelsen – i virkeligheden er virkningsløst og tomt. Han viser, at den stærkeste magt ikke er den, der kan korsfæste sin fjende, men den der kunne elske sin fjende.
Den kærlighedsmagt skaber Jesus i verden, som vi kan leve af. I troen på ham kan vi give slip, og lade os bære af den kraft, som Gud møder os med, når vi er små i alt det store. I troen udfolder Gud sin kraft i vores magtesløshed og giver os dermed modet til at leve videre. Amen.
Salmer:
754 Se nu stiger solen
56 Jesus er navnet mageløst
123 Her kommer Jesus dine små
476 Kornet som dør i jorden
18 Som fisk i hav og fugl i luft
58 Jesus! Frelser og Befrier
