Læs hele dagens tekst her
Glædelig Påske til jer alle sammen og en Glædelig Opstandelse!
Stat op, min sjæl, i morgengry!
Lad søvn og sorg og frygt nu fly,
lad al din klage blive borte,
thi her er nyt fra dødens porte!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
(DDS 224,1)
Sådan sang vi i den første salme som indledning til denne påskegudstjeneste.
Krist stod op af døde i påskemorgenrøde, sådan blev der sunget i nat ved midnatsgudstjenesten. Salmerne kan tit tydeligere og i kort form udtrykke det, det tager en hel prædiken at sige. Derfor er det fantastisk at være med til at opleve en påske med de forskellige former for gudstjenester og samspillet mellem musik, sang og tale. Det verdenshistoriske drama genopleves på den måde, så vi i troen kan gøre os håb om at fatte bare lidt af omfanget af det ufattelige, der skete.
Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, der aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se.
(DDS 238,1)
Sådan udtrykker K.L. Aastrup det i en tredje salme, som vi dog ikke skal synge i dag, men I får lejlighed til at synge i morgen. Her lægger han vægten på, at selve opstandelsen ikke blev set og ikke kunne blive set af noget menneskeøje. På trods af forskellene imellem de fire evangeliers beretning om påskebegivenhederne, er det netop tydeligt, at selve opstandelsen er der ingen vidner til, men måden, det bliver givet videre til de sørgende efterladte, kan være forskellig.
I Markusevangeliet og Lukasevangeliet opdager kvinderne bare, at stenen var væltet fra indgangen til graven, her i Matthæusevangeliet, som I hørte før læst op fra alteret, er der jordskælv og lynild, og i Johannesevangeliet møder den ulykkelige Maria Magdalene den opstandne, da hun bebrejder havemanden, at han har flyttet liget, og pludseligt ser, at det er ham. At det er Jesus. Forskellene er en styrke, for det er ikke historiske beretninger, der skal stemme overens, men netop en måde at bringe det videre, der aldrig kunne ske og intet øje fik at se.
Og jordskælv og lynild er måske en meget god måde at forklare det, der aldrig var sket før. For dem, der fulgte Jesus, var det var gået så hurtigt de sidste dage. I søndags var der det storslåede indtog i Jerusalem, hvor folk spontant havde hyldet Jesus som en konge. Men allerede i torsdags havde Jesus taget afsked med dem, og han var blevet taget til fange om natten. Og med en lynjustits var han allerede dagen efter blevet dømt til døden og korsfæstet. Han havde godt nok sagt til dem tidligere, at noget sådant skulle ske, men der var meget af det, Jesus sagde, som de ikke rigtig forstod og heller ikke havde forudsætningerne for at kunne forstå. Det er ikke for at undervurdere hans følgere, men hvordan kan man forstå noget, der ikke kan ske?
Så derfor havde de kun det faste og håndgribelige at reagere på. Og det er de hårde og ubarmhjertige kendsgerninger, at liget skulle gøres i stand efter den alt for hurtige gravlæggelse, der var sket, fordi sabbatten indtrådte ved solnedgang, og hvis de ikke havde skyndt sig at få ham ned, skulle han være blevet hængende på korset indtil påskemorgen. Så ville det have været en anden historie.
Men det blev også en anden historie, for der var intet lig at gøre i stand. Og så begynder den faste grund under fødderne på dem for alvor at skride. Den jordskælvsagtige sandhed rammer dem, og den eneste naturlige forklaring ville være, at nogen havde taget liget! Og det dukkede der hurtigt historier op om.
Men for kvinderne og for de andre, der kendte Jesus, viste der sig snart en helt anden og utrolig mulighed. I et lynglimt så de stedet, hvor liget var blevet lagt, og de kom i tanke om, at det, havde han sagt, ville ske. At han ville opstå fra de døde. Senere viste han sig for dem i mellemperioden indtil Kristi Himmelfarts dag, og det, vi kan konstatere, er, at de, der havde kendt ham og været sammen med ham, de troede på opstandelsen.
I et lynglimt forstår kvinderne, at der kunne være en anden mulighed, og de vellugtende salver, som de havde medbragt for at salve liget, at de slet ikke skulle bruges. Og de skyndte sig væk med frygt for, hvad der nu skulle ske, men også med stor glæde, fordi der nu havde vist sig en mulighed, som de slet ikke havde troet mulig. At han var opstanden. Det måtte fortælles videre til de andre, der havde kendt Jesus, og det er blevet fortalt videre lige til i dag, d. 31. marts år 2024 efter Kristi fødsel, kl. 10:48 i Jesuskirken i Valby, da jeg læste det op for jer fra alteret.
Kan vi forstå opstandelsen? Nej, det kan vi ikke! For det er fuldstændigt uforståeligt for den menneskelige forstand. Kan vi tro på opstandelsen? Ja, det kan vi! For vi kan tro på, at Gud elskede os mennesker så meget, at han gav sin Søn til verden, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Jeg begyndte med at ønske jer en Glædelig Opstandelse! For det er jo påskens inderste væsen. Og ikke blot Jesu opstandelse fra de døde. Også vores opstandelse, når den tid kommer. For de to ting hænger uløseligt sammen. Og lige så svært, det kan være at fatte Jesu opstandelse, lige så svært kan det være at få vores opstandelse til at vende rigtigt inde i hovedet.
Kan vi virkeligt håbe på, at det kan ske? Vi er utroligt fokuseret på det liv, vi lever nu og her. Og med rette, for det er det, liv vi har og kan gøre noget ved. Det er det liv, vi kan præge i den retning, vi gerne vil. Jeg ved godt, at mange faktorer spiller ind i vores liv, og det bliver præget af mange elementer, der kommer udefra, og som vi ingen indflydelse har på. Men vi er selv herrer over, hvordan vi tager de påvirkninger, vi får.
Tager vi imod livet som en gave, som vi får uden at have gjort os fortjent til den, eller føler vi i lettere småfornærmethed os tvunget til at acceptere det møgliv, vi bliver prakket på? Tager vi imod livet med glæde, eller er det os lige meget? Det er selvfølgelig op til den enkelte, men jeg er sikker på, at hvis vi viser vores glæde over livet, så vil den smitte andre. Vi kan give vores glæde videre.
Og hvad med det kommende liv efter vores opstandelse? Man kan jo tage den meget pragmatiske holdning: Vent og se! Helt automatiske vil det, vi har troet og håbet, vise sig, om det kommer til at passe eller ej. Der var en gang en, som sagde til mig, at livet og troen på Gud var det lotterispil med størst chance for gevinst. Tror man på Gud, så vil det enten vise sig at være rigtigt eller det modsatte. Altså 50% gevinstchance – langt højere end Lotto eller klasselotteriet. Selv om de reklamerer med gevinstchancer i samme målestok, så er der jo forskel på at vinde 20 kr. eller 1 million kr. I livets lotteri er der kun hovedpræmier. Gevinsten er det evige liv.
Jeg ved godt, at det er en noget kæk sammenligning, og nogen vil slet ikke kunne acceptere den. Men som udtryk for glæden over påsken og håbet om opstandelsen, skal den opfattes i den bedste ånd. På samme måde som vi slet ikke kan vente til påskemorgen med at fejre opstandelsen, men må begynde ved midnatstid og fortsætte efter al for kort sommertids søvn nu til morgen og fortsætte i morgen og gerne livet igennem med glæden over påskens under.
AMEN
Salmer: 224-233-236-246-230-234
