Læs hele dagens tekst her
Der er altid nogen, der er kloge på andres vegne! Der er altid nogen, der ved, hvordan tingene skulle have været gjort meget bedre! Der er altid nogen, der kan se en bedre og smartere løsning på problemerne end måden, hvor det blev gjort på. Spørgsmålet er så, hvorfor de ikke selv gjorde det? Eller hvorfor ventede de til andre havde gjort noget, inden de kom med deres egne helt gratis kloge ord og løsninger?
Svaret er, at det altid er nemmere at stå i baggrunden og være alvidende uden selv at gøre noget og at dyrke bagklogskaben, når andre har måttet handle i en situation nu og her. Ved forskellige lejligheder har der været lavet mad af fremtrædende kokke til hjemløse, så de gratis kunne få et måltid mad. Der har sikkert også stået nogen i baggrunden og mumlet om, hvorfor man ikke i stedet har solgt det dyrt til gastronomiske kendere og så givet pengene til de fattige? Er det fordi, man ikke kan unde de fattige og hjemløse et superbt måltid for en gangs skyld, eller er det fordi, man ikke tror, at de vil værdsætte maden på den helt rigtige måde, som de virkelige kendere ville? Men nogen har gjort noget godt for andre, og det kan man ikke tage fra dem.
Mens Jesus sidder til bords, kommer der en kvinde ind og begynder at salve ham med en dyr og velduftende planteolie. Og straks er der nogen, der begynder at brokke sig over, at det havde været bedre at sælge kostbarhederne og give pengene til de fattige. Men det vil Jesus ikke høre tale om. Det var jo en meget kærlig ting at gøre, og kvinden har ment, at kun det bedste var godt nok til Jesus. Og de fattige vil de jo altid have hos sig, hvorimod Jesus havde forudsagt, at han skulle dø.
For hvad er det, man bruger salvningen til? Ud over almindelig hud- og i dette tilfælde hårpleje, så var det almindeligt, at man vaskede og salvede en afdøds legeme. Men der er flere betydninger og anvendelsesmuligheder. Det var også en æresbevisning, og man salvede konger som tegn på, at nu var de kronet.
Og nu er det jo Palmesøndag i dag som optakt til påsken. Og optakten til den første kristne påske var jo indtoget i Jerusalem, hvor Jesus bliver hyldet som en konge. Folk havde spredt deres kapper ud på vejen og stod og tiljublede ham, svingende med palmegrene. Godt nok var det et tvetydigt billede, hvor Jesus rider på et æsel og er sagtmodig i stedet for at komme ridende triumferende på en hest eller i en prangende vogn.
Så kvinden salver ham også til kongeværdigheden, som jo var anklagen mod Jesus, i hvert fald overfor Pilatus og romermagten. Og det bliver den eneste salvning, Jesus får. Der er ikke andre, der kommer og kroner ham med andet end en tornekrone, og da kvinderne efter hans død går ud til graven for at salve ham, så opdager de, at han slet ikke er der. Hans døde krop er væk. I stedet sidder der en ung mand og siger noget helt utroligt. Nemlig at Jesus er opstået fra de døde, og de skal se ham igen. Ikke at han har været skindød og er blevet levende igen, men at han er opstået fra de døde. Det forstår de ikke og med god grund. For det er første gang i historien, at det er sket. Ingen andre er nogensinde opstået fra de døde.
Og salvningen til konge gør ikke så meget, for han var aldrig en jordisk konge. Som Jesus sagde: Mit rige er ikke af denne verden. Han behøvede hverken en officiel udråbning som konge, som det skete på Christiansborg Slotsplads d. 14. januar i år eller nogle af de andre formelle ting omkring at blive konge, som en underskrift i statsrådet og så videre.
Vi har måske lidt svært ved at få styr på både opstandelsen og det at være konge i et andet rige. Er det ikke sådan noget uhåndgribeligt? Joh, lige nøjagtigt, men det gør heller ikke så meget, om vi forstår det eller ej. Jesu opstandelse, og dermed vores opstandelse, og Jesu kongedømme er ikke afhængigt af, om vi forstår det eller ej. Det er der så meget, der ikke gør.
Forstår vi helt, at alting er opbygget af atomer, der farer rundt omkring som neutroner om en kerne, men er så småt, at vi mennesker aldrig nogensinde får det at se, uanset hvor kraftige mikroskoper, vi får udviklet. Det er da svært at forstå, at når jeg står og holder på kanten af denne prædikestol, at jeg holder omkring noget, der farer omkring med mellemrum imellem. Det virker jo solidt nok. Og forhåbentlig er sandstensfundamentet også solidt nok, så jeg ikke skvatter ned. Og det er det! Og selvom vi aldrig får det at se, er teorierne bag atomerne så sikre, at vi med vores hjerne godt kan indse, at sådan må det nu være.
Men med Gud og hans søn og hele påskehistorien forholder det sig helt anderledes. Uanset hvor meget vi kan argumentere for, at det må være sådan, for ellers er der intet, der giver mening, så kan vi ikke bevise det og langt mindre fatte det. Men det gør heller ikke noget, for Gud er ikke afhængig af et overbevisende Gudsbevis. Gud er slet ikke afhængig af os mennesker. Men alligevel lod Gud sin Søn føde som menneske for at leve et menneskeliv og dø for vores skyld, af kærlighed til mennesker. Det kan vi ikke forstå, men det skal vi heller ikke. Vi skal tro det, og det er der en verden til forskel på.
Den anden dag mødte jeg én, der betroede mig, at han havde svært ved at tro. Han havde ofte været i kirke, til begravelser og syntes egentlig, at det var højtideligt og en smuk ramme. Men når der blev talt om det med at tro og alt det med Gud, så kunne han ikke have det længere. Det var ham imod og fik ham bare til at afvise kristendommen.
Nu kender jeg ikke hans baggrund nok til at vide, om det er fordi han har fået en streng kristendom trukket ned over hovedet som barn, og det er det, han vender sig imod. Nu er han et reflekterende og tænksomt menneske, så jeg tror ikke, det er nogen letkøbt og overfladisk argumentation, han har overtaget. Men det kan også være, at han som mange andre har en urealistisk forestilling om, hvad det vil sige at tro. At man stiller så store krav til det at tro, at hverken han eller nogen anden kan leve op til det. At man lige pludselig har en tro, der ikke efterlader tvivl om noget som helst, og alt er klart i troens lys.
Jeg tror, man skal begynde et andet sted. Hvis man kan anerkende, at der er noget, der er større end en selv, så er man allerede kommet et langt stykke. Jeg kan huske, at noget af det første, der slog mig, når jeg kom i kirken, sandsynligvis i forbindelse med min konfirmationsforberedelse, var en følelse af en stor ro og fred, når jeg sad i kirken. Det gjorde godt bare at sidde der. Der var noget rigtigt ved at være der. Jeg kan ikke huske, hvad der blev sagt, eller hvad der blev sunget, men følelsen af at være et sted, der gav mig fred er blevet hængende. Alt andet er så kommet til siden. At tro er ikke at præstere noget. Der er ingen eksamen i at tro. At tro er at føle at man hører til et sted. Jeg kan ikke forstå det, men jeg kan godt tro det.
Når jeg har bisættelser og begravelser læser jeg gerne Salme 23 fra det Gamle Testamente for at vise tilliden og tiltroen til Gud, og så opstandelsesberetningen fra Markusevangeliet, hvor der fortælles om, hvordan kvinderne, efter sabbatten er forbi, går ud for at salve Jesu lig. Men de går forgæves, for der er intet lig. Vi har ingen beviser, men den tomme grav får dem til at tro på, at det utrolige er sket: At Jesus er opstået fra de døde, og dermed er vores opstandelseshåb tændt.
De får ikke salvet Jesus, men det er heller ikke nødvendigt. For han er allerede blevet salvet af kvinden, der kunne tro uden at have beviser. Hun troede inden opstandelsen på, at her var der tale om noget helt specielt, hvor kun den allerdyreste nardusolie var god nok. Hun troede på Jesu ord, og derfor skal historien om hende fortælles hvor som helst i hele verden, og dermed også denne Palmesøndag formiddag i Jesuskirken i Valby. Hun troede og gjorde det, hun fandt bedst.
AMEN
Salmer: 745-303-84-192-190-177