Læs dagens tekst her
Selv om jeg gerne vil se mig selv som et nogenlunde selvstændigt menneske er jeg afhængig af at sammenligne mig med andre. Det er nok den barske sandhed for de fleste. Det er svært ikke at være optaget af, hvordan de andre ser ud og klarer sig, og om de generelt lykkes mere end én selv. Især kan dette føles ubehageligt i forholdet til nogen, man holder meget af, fordi man på én og samme tid mærker hengivenhed og misundelse. Som ung befandt jeg mig i denne kattepine. Mine to nære veninder var smukkere og langt mere kvindesuccesfulde end mig, og mens jeg elskede dem højt – det gør jeg stadig – mærkede jeg i nogle øjeblikke skuffelse over ikke at kunne være mere frigjort fra, hvad de repræsenterede af ombejlet uimodståelighed. Det er på mange måder et barnligt træk at være så underlagt sammenligningens tyranni, men den kan nok vare hele livet, denne fornemmelse af at være mindre privilegeret end andre.
Lige inden Jesus i Markusevangeliet farer til himmels og afslutter sin tid på jorden, meddeler han ifølge overleveringen noget vigtigt. Her på Kristi himmelfartsdag. For det første minder han disciplene om den begrædelige mangel på evne til at tro på hans opstandelse, de længe har udvist, og for det andet beordrer han dem til at gå ud og forkynde den store sandhed for alle. Nu begynder det hele. Derudover drager Jesus et skel mellem troende og ikke troende, døbte og ikke døbte, og det står klart, at de troende skiller sig ud. De nyder særlig beskyttelse og formår ekstra meget, og det vil altså ifølge Jesus i hvert fald i en del tilfælde være muligt at skelne mellem os. Dette lægger unægtelig en interessant dimension til vores basale trang til at vurdere hinanden, idet Jesus jo faktisk her antyder, at sammenligningen også kan komme til at berøre forholdet til Gud. At vi kan vurdere hinandens tro.
Tanken vil uden tvivl bekymre mange, da den er ganske ude af trit med mentaliteten her i landet, hvor vi hurtigt lærer vi, at ingen skal blande sig i en andens trosliv. Eller i det hele taget vurdere andre moralsk og etisk, da det strider imod antagelsen af, at vi er lige uanset hvad. Tro er en privat sag, det ved ethvert barn i dag, men spørgsmålet er, om vi ikke i allerhøjeste grad sammenligner os med hinanden i nærmest hyper-moralsk forstand. Ja, så meget at vi måske knap nok registrerer det længere. Man aner det i den intensive optagethed af begrebet privilegier, for eksempel angående meget rige personer bosat i særlige reservater. Men også angående køn, hudfarve og seksualitet – alt det, der så heftigt i dag indgår i portrætteringen af et menneske – bedømmes den enkelte moralsk, mens der opdeles mellem mere eller mindre privilegerede. Nogen opfattes som grundlæggende heldigere end andre, blot ved de det ofte ikke selv – heraf udtrykket privilegie-blind, der er centralt i samtalen om nedarvet strukturel uretfærdighed.
Den arv, som den privilegieblinde siges blot uopmærksomt at videreføre. Således omtales det privilegerede menneske mere og mere selvfølgeligt som ufølsomt og blind for andres lidelser, og vi nærmer os punktet, hvor den hvide, heteroseksuelle person nærmest automatisk bør skamme sig, fordi han eller hun – nok især han – har tilladt sig at blive født på netop den måde. Sagen er, at tiden er overordentligt gennemsyret af moralsk vurdering af hinanden. Tiden kan ikke kaldes decideret kristen, men den kan bestemt kaldes decideret moralsk.
Det har at gøre med en stor stræben efter retfærdighed, og det er da også som udgangspunkt godt at være bevidst om sine privilegier. At man er født i dette vidunderlige land og for mit eget vedkommende at være sund og rask og opvokset i en tryg familie fyldt med ord og inspiration. At være bevidst om eget held udgør en del af vejen til at føle taknemmelighed og ikke tage noget for givet. Men når det er sagt, skal det huskes, at menneskets stræben efter minutiøs retfærdighed ofte fører til noget problematisk. Nemlig, en anden form for blindhed, der nemt producerer unuancerede fjendebilleder.
Jeg har netop læst et lille skrift med titlen Om dumhed fra 1937 af den østrigske forfatter Robert Musil, der beskriver, hvordan mennesket til alle tider har haft tendens til at dømme den anden gennem en vis blindhed angående sig selv. Lidt fortegnet kan retfærdighedsfølelsen ifølge Musil komme til udtryk på denne måde. Spørger man et menneske: ”Hvad er retfærdighed?”, kan svaret lyde: ”At den anden bliver straffet”. Oversat til vor tids terminologi kunne det lyde sådan her: hvad er retfærdighed? At den, der er privilegeret, for alvor og i en fart kommer i gang med at skamme sig over det.
Hvad det religiøse angår er vi meget mere varsomme med moralsk at vurdere hinanden. Ja, helst antages det, at det reelt ikke gør hverken fra eller til, om man tror eller ej, så lad os hellere forholde os til ordene fra evangeliet: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses, men den, der ikke tror, skal dømmes. Det fastslås, at der er forskel, og at det ovenikøbet kan ses på vores gerninger. Den troende bliver ikke blot beskyttet mod slanger og gift, men fremhæves som den, der kan udrette meget godt. Men pas nu på, vil nogen sige, fører denne tænkning ikke nemt til frelst selvdyrkelse og nedgørelse af andre?
Hertil vil jeg sige to ting. For det første, at vi som sagt udfolder alt dette allerede – ikke mindst, altså, i jagten på de privilegerede, der afslører tendensen. Den moralske vurdering foregår altid. Og for det andet, at i kristen forstand, i troen, er synet på den anden altid underlagt én helt afgørende forudsætning, nemlig, at man kender sig selv i forhold til Gud. Teolog K. E. Skydsgaard forsøger i ét af sine værker at beskrive den troendes mulighed for at vurdere andre uden at ophøje sig selv. Han skriver: ”Der er kristne, som uden mindste Bagtanke og Beregning glæder sig, naar en vender om til Gud (…) som bare glæder sig, fordi den fortabte Søn virkelig er kommet hjem. De tænker slet ikke paa at dømme, fordi de kender sig selv og ved, at ogsaa de hver eneste Dag ene og alene maa leve af Guds Tilgivelse.”
Jeg vover at mene, at man med denne selverkendelsens forsigtighed godt kan gøre den tanke, at det er bedst, hvis et menneske tror. Ja, det ville næsten være uansvarligt – ikke mindst efter en intenst sekulær epoke – ikke at sige højt, at der er meget stor forskel på at tro og ikke at tro. Jesus siger det selv, det gør han mange steder, for det handler jo om frelse, og mens jeg udmærket ved, at det er svært at definere tro, og hvor meget man tror, og hvordan man erkender det – og mens jeg også ved, at den troende skinhelligt kan dyrke sin ydmyghed og på elegant vis give sig selv frit lejde til at nedvurdere andre – vil jeg meget nødig have, at vi havner dér, hvor ingen tør sige ligeud, at det betyder noget, om man tror eller ej. At det er afgørende for, om man tager sine begrænsninger, sin syndighed, tilstrækkeligt alvorligt, og at det også er afgørende for om man i de allersværeste stunder kan mærke styrken fra himlen. Dette er nemlig vores egentlige privilegium og ikke at ænse denne styrke, er nok den værste form for blindhed, der tænkes kan.
I troen er man ikke privilegieblind, men føler sig derimod privilegietaknemmelig og privilegieforpligtet. For i troen overvældes man i nogle øjeblikke af den dybeste tryghed, mens man i andre mærker pinefuld skuffelse over sit eget smålige sind, der har så svært ved at leve op til buddet om at elske og ikke hele tiden måle sig med de andre. Og begge dele er afgørende for, hvordan man lever sit liv. Derudover kan den troende mere og mere med tiden føle sig sat i den livets kamp, der gør, at ligegyldighed slet ikke findes. At man, mens man ældes, har en fornemmelse af, at tiden ikke for alvor går, men at man skal blive bevaret. Og uanset hvordan den troende præcist opfatter sin eksistens er det jo ikke så mærkeligt, at han eller hun ikke kan komme bort fra tanken om, at andre også skal tro. At en troende ikke kan lade vær med at sammenligne i håbet om, at troen vil komme til enhver.
Beskrivelsen af Jesu himmelfart understreger, at Sønnen efter sin tid på jorden, hvor det evige gjorde nedslag i det timelige, som Søren Kierkegaard kalder det, måtte vende tilbage til sin plads ved Faderens højre hånd. Himmelfarten kan forstås som symbolet på, at Sønnen helt fra tidernes morgen har haft del i almagten, og ved nu at genindtage sin plads, er vores liv på jorden for evigt blevet forbundet med det himmelske. Dermed har vi fået mulighed for tro og ekstra styrke til at bekæmpe alt det fjendtlige, der findes i verden og i os selv. Vi kan ikke hæve os op over sammenligningen og misundelsen og den moralske dom, vi hele tiden udsætter hinanden for. Selv om man muligvis egentlig ikke ser sig selv som én, der er sådan, ligger den negative kraft altid på lur, og Jesus har afsløret det sande omfang af den kraft for os – mens han var her, blotlagde han fjenden.
Nu hvor han er taget herfra, skal vi selv kæmpe kampen, og det er et privilegium i troen at kunne lade sig vejlede af Guds søn, når man har mistet orienteringen selv. Jeg vover altså at sige højt, at der er forskel på den troende og den ikke troende – at der er forskel på at være dén, der helt afviser, at der findes en himmelsk styrke til os, og at være den, der bliver ved med at holde muligheden åben for, at Jesus også for til himmels for min skyld. Den, der med tiden kan komme til at tro på, at man som K.E. Skydsgaard skriver: hver eneste Dag ene og alene maa leve af Guds Tilgivelse.”
Men jeg vover naturligvis ikke at sige eller på nogen måde påstå, at jeg ved, hvordan den himmelske dom falder ud. For her stopper enhver sammenligning og moralsk vurdering af nogen. Inklusive mig selv. Jesus er faret til himmels, højt over himlene troner han over os, og vi kan kun løfte blikket og se i hans retning og sande, at dér, hvor han er, findes den egentlige målestok for alt at sammenligne sig selv med. For dér findes barmhjertigheden og retfærdigheden. Ikke her, hvor vi aldrig holder op med at vurdere og dømme og misunde – heller ikke selv om vi holder af hinanden, kattepinen fra min ungdom fortsætter – men i troen kan et menneske røre ved slanger og være omgivet af gift og andres mistro og onde blikke og erfare egen syndighed og alligevel i lydighed gøre det gode. Fordi ham, der for til himmels, stadig er hos os i Ånden. Derfor er det bedre at tro end ikke at tro. Sønnen viste os hen til ansvaret for hinanden og muligheden for at tro på, at vi sammen tilhører ham, hvorefter han igen tog plads ved Faderens højre hånd, hvorfra han vil gøre alt for at kalde os til sig. Større privilegium findes ikke. Amen.
