Det er ikke altid til at sætte fingeren på, hvad det er, der kan føre os til tro. Nogle gange trænger troen sig på som en ydre kraft, der kommer til os, når vi mindst venter det. Ligesom et kraftfuldt vindpust, der rammer lige i brystet og får varmen til at brede sig fra hjertet og ud i kroppen. Andre gange kan det være et andet menneske, som uventet møder én. Et menneske som med sin blotte tilstedeværelse får én til at åbne hjertet for en ny indsigt og et nyt sted, hvor troen stille og roligt kan vokse frem.
For mit eget vedkommende er det begge dele og mere til, der har fået mig til at komme til tro. Som barn var det både, når jeg var på stranden i nærheden af mit barndomshjem, hvor den kraftige salte vind gav mig en stærk fornemmelse af en almægtig Gud, som stod bag alt det skabte i verden. Og så var det min nabo, en ældre mand, som var det, man nok vil betegne som den tavse type.
Han var et meget diskret menneske, som udstrålede en ydmyg værdighed. I starten var jeg lidt bange for ham, men efterhånden blev jeg mere nysgerrig og modig. Han kom altid cyklende på sin gamle sorte herrecykel. Der var noget meget elegant og svævende over ham, når han cyklede ned ad vejen til sit hus. En dag dristede jeg mig til at vinke til ham, da han cyklede forbi. Han kiggede på mig, løftede den ene hånd fra cykelstyret og vinkede tilbage. Lige der gik han i hjertet på mig, og det blev starten på et godt venskab.
Min nabo havde en kælder og her byggede han modelskibe. Lige fra kæmpestore sejlskibe til små joller. Hans kælder var helt anderledes end den i mit barndomshjem, for i kælderen hos ham var der trygt og fredfyldt. Når sollyset trængte ind af de små kældervinduer og kastede sine stråler igennem det lette støv, så opstod der en paradisisk fredfyldt stemning i kælderrummet.
Her kunne jeg sidde i timevis og føle mig helt tryg. Og her sad jeg næsten hver dag efter skole og forsøgte at gøre ham kunsten efter med at bygge modelskibe. Han hjalp mig på sin stille og tavse måde, og jeg kan stadig se hans hænder for mig. De slanke, stærke fingre og håndrygge med leverpletter og pergamenthud. Hans ældede hænder, som målrettet arbejdede med de mindste detaljer og skabte smukke skibe. I en sådan stund sagde han på et tidspunkt nogle få ord, som fik troen i mig til at spire og vokse. Han sagde, at troen på Gud er som en sejlads. Nogle gange er den rolig og vuggende som på smult vand. Andre gange er den som at være i høj bølgegang. Men fælles er, at man altid er i bevægelse, når man tror.
Der, hvor vi møder disciplene i dag, er det langt fra fredfyldt og trygt. De er bange, for de frygter for, at de vil komme til at lide samme grusomme skæbne, som Jesus led på korset. Det er kun lidt over en uge siden, at Jesus blev korsfæstet, og de alle svigtede ham, da det virkelig gjaldt. Nu gemmer de sig så bag lukkede døre, og fortvivlelsen og sorgen må have fyldt rummet omkring dem.
Og så står Jesus pludselig der foran dem og siger: Fred være med jer! Han viser sårene på sine hænder og i sin side, som han fik da han hang på korset, og gentager ordene: Fred være med jer! Frygt og fortvivlelse bliver vendt til glæde hos disciplene. Og dér, bag de lukkede døre, blæser han Helligånden fra Gud i dem og sender dem ud i verden med Guds kraft.
Men der er en discipel, som ikke er sammen med dem, da Jesus står foran dem; det er Thomas. Han går også under navnet Didymos, der betyder tvilling. Det navn betyder ikke, at Thomas havde en tvilling. Det betyder, at Thomas har både troen og tvivlen i sig.
Tit siger man at tvivl og tro er hinandens modsætninger, men erfaringen, vi gør os, er, at de nok snarere er hinandens tvilling. For med troen kommer tvivlen også ind i livet. Det viser Thomas, da han selv vil se, at det er den opstandne Jesus, før han kan tro. Så da de andre disciple glade fortæller om, at Jesus kom til dem og viste dem mærkerne fra sine sår fra korsfæstelsen, så skal der altså mere til at få ham overbevist. For ham er deres ord og glæde ikke nok. Han vil i kødet på Kristus. Han vil helt konkret stikke sine fingre i sårmærkerne, før han tror, at det virkelig er sandt, at det virkeligt er ham, som han så blive korsfæstet, der er opstået til liv igen.
Når jeg tænker tilbage på min gamle nabo, så kan ikke lade være med at tolke hans skibsbyggeri, som hans måde at få fat i noget konkret ved troen. Han byggede fartøjer, som hans ånd kunne gå ombord i, når han drog ud på troens hav. Han blev et billede på disciplen Thomas for mig, og jeg ser ham for mig, når jeg hører om Thomas. Om hvordan Jesus igen kommer til sine disciple, da de er bag lukkede døre, og tredje gang møder dem med ordene: Fred være med jer! Hvordan Jesus tiltaler Thomas direkte og siger, at han skal stikke fingrene i sårene på hans hænder og hånden i hans side. Og mens Thomas gør det, siger Jesus, at han skal blive troende og ikke være vantro. Og med fingrene i sårene udbryder Thomas: Min Herre og min Gud!
Første gang min nabo brød tavsheden og sagde, at troen er som en sejlads, undrede jeg mig meget. Men hans ord åbnede for noget i mig, som jeg ikke før havde kendt til. En nysgerrighed og forundring, som blev større og dybere, når jeg så på hans hænder, mens han målrettet arbejdede med modelskibene. Det var med en kærlig nænsomhed, at hans fingre frembragte de smukke skibe. Og mens jeg betragtede ham, var det, som om jeg langsomt begyndte at forstå, hvad han mente med sine ord om, at troen er som at sejle.
I konfirmander og jeres familie og gæster sidder i det område af kirkerummet, som bliver kaldt skibet. I konfirmander bliver i dag søsat til at fortsætte troens sejlads ind i voksenlivet. Det bliver en sejltur, som vil veksle imellem rørte vande med bølgegang og smult vand med små krusninger. Da vi mødte jer første gang, var noget af det første, vi sagde til jer, at vi ikke kommer til at afkræve jer svar på, om I tror. Tirsdag efter tirsdag har I arbejdet med jer selv og med hinanden og nærmet jer spørgsmålet om, hvad tro er? I har klatret og rappellet og der mærket troen som en fysisk bevægelse. I har set film, lavet jeres egne gudsbilleder, sunget salmer og hørt fortællinger fra evangeliet. I har ligget her på kirkebænkene og kigget op i hvælvingerne og tænkt jeres egne tanker. Men I er ikke blevet afkrævet et svar på om, I tror.
Det sker først i dag, hvor I om lidt siger ja til at blive konfirmeret i den kristne tro. Et ja til forsagelsen af det onde og troen på den treenige Gud. Et ja til syndernes forladelse og opstandelsen. Med det ja er troens sejltur ikke slut. For med jeres ja er bevægelsen ud på troens hav kun lige begyndt, og den strækker sig igennem hele jeres liv og helt ind i evigheden.
Jeg fik en fornemmelse af, at min tro satte sejl og blev søsat, da jeg som barn byggede modelskibene med min nabo. Måske har I fået den samme fornemmelse i dag, måske kommer den til jer på et senere tidspunkt. Men en ting er sikkert, og det er, at den kommer til jer, når I stiller jer åbne overfor troen.
Sikkert er det også, at I vil være i bevægelse med troen igennem hele livet. Hvis jeg skal tale for mig selv, så er den sejltur stadig i fuld gang i mit liv. Den har ført mig igennem både hårde og glædelige tider i livet. Den har været nem og som at glide hen over et silkeblødt hav. Men den har også været hård og ufremkommelig, og jeg har som disciplen Thomas også været ramt at vantro og skepsis og afkrævet bevis for at kunne tro.
Men ligesom Jesus trænger igennem de lukkede døre og står foran disciplene, så tror jeg, at troen på ham altid vil forsøge at trænge igennem til os. Jeg tror derfor heller ikke, at det er skældud, når Jesus tiltaler Thomas, som han gør. Jeg vil mene, at han med sine ord vil føre ham til troen. Og det virker!
Thomas Didymos er billedet på det menneske, som lever en tilværelse ligesom os i en evig vekslen mellem tro og tvivl. Han er også det menneske, som Jesus møder i tvivlen og tiltaler direkte. Og så er Thomas det eksempel, der viser os, som ikke har set Kristus eller stukket fingrene i hans sår, at vi kan tro, selvom vi ikke har set.
Vi får ikke mulighed for at gå i kødet på den opstandne Kristus. Vi bliver heller ikke opfordret til at stikke fingrene i hans sår ligesom Thomas. Og det har vi måske heller ikke særlig meget lyst til. Vi må leve med, at vi ikke helt konkret kan sætte fingeren på, hvad det er, som får os til at tro. Men det betyder ikke, at vi skal vende troen ryggen. Tværtimod skal vi stille os åbne og nysgerrige over for alt det forunderlige, som Guds skaberværk byder på. Vi skal ikke slå blikket ned og lukke os om os selv og lade os overvinde af tvivlen. Vi skal se op og få øje på de mennesker, som omgiver os og tage imod hinanden med barmhjertighed og medmenneskelighed.
Når vi lægger fra kaj og begiver os ud på troens sejlads, så giver den opstandne Kristus os langt mere end det, vi konkret kan se. Han giver os troen på, at Gud kan trænge igennem alt det lukkede og vise sig, hvor vi mindst venter det. Når alt lukker sig om os, og frygten for det værste overmander os, så viser Kristus os, at Gud er der med sammen med os og giver os sin fred midt i fortvivlelsen.
Kristus er kompasset, som vi navigerer efter, når vi sejler på troens hav. Et kompas, hvor alle fire verdenshjørner fører os til at elske Gud og vores næste som os selv. Vi bliver ført af ham, når livet føles som at være på natmørkt hav. Her pejler han os mod alt det, som får os til at se lyset i mørket og leve i håbet.
I dag, hvor vi er midt i glæden over alt det gode og kærlige, som omgiver os, bliver vi også ført. Hvor vi fejrer jer, kære konfirmander, og glæder os over jeres ja til troen på Gud. Her får vi et løfte om, at Guds fred er med os i dag og alle dage. Løftet om, at vi hører til Kristus og får troen og livet i ham. Amen.
Salmer: 749 – 192 – 754 – 441 – 787 – 121
