Læs dagens tekst her
Det er forunderligt, hvad det er, som får os igennem det svære i livet. Hvad er det, som rejser os op, når vi er gået i knæ og bærer os videre, når det ubærlige sker?
Det har vi nok hver især vores bud på, men jeg tror også, at vi alle fornemmer, at der er en kraft, som hører til selve livet. Der er et håb og en mening, som kommer udefra og bryder ind i livet, når det hele føles håbløst.
Det er kun en uge siden, at vi hørte, at det største håb kom til verden. Da Jesusbarnet blev født julenat, kom Guds håb til os med løftet om, at hans kærlighed altid vil følge os.
I dag bliver vi så konfronteret af virkeligheden med al dens brutalitet, lidelse og sorg. Det meningsløse, som kan ramme os på den mest ondsindede måde. Verdens magt, som kan gå bersærk i blindt raseri og forsøge at slukke alt håb.
Det kan virke en kende uretfærdigt, at julefreden og juleglæden bliver forstyrret her julesøndag. I dag er tilmed den sidste dag i 2023 og nytårsaftensdag, hvor vi fejrer det år, som er gået, og det nye, vi går ind i.
Her lyder fortællingen om Jesusbarnet, som bliver sendt på flugt og i eksil. Om hvordan den onde kong Herodes får myrdet alle små drengebørn i Betlehem og ramaskriget, som runger fra de utrøstelige forældre.
Vi har lige fejret Jesusbarnet som fredsfyrste med alt, hvad hjertet kunne begære af julehygge og julemad, og nu må vi så smage på denne bitre fortælling.
Det skaber både rædsel og sorgfuldhed at høre om myrderierne på de små drenge. Og selvom man måske godt kan sige, at der er tale om en legende, så kan grusomheden af kong Herodes’ ondskab kun anfægte os.
Ulykkeligvis taler fortællingen også ind i vores tid på trods af, at den er mere end 2000 år gammel. Det kunne lige så godt være en fortælling fra vores nutid. Børn, der dør i krig, skæbnen som flygtninge, der møder Josef, Maria og Jesus. En skæbne og en fortælling, som de deler med mange familier op igennem historien. Flugten fra ondskab og overgreb er virkelighed for et utal af børn og familier i verden i dag. Krig, vold og politisk magtmisbrug er stadig en del af den virkelighed og verden, som vi lever i.
Derfor må vi ikke lulle os ind i alt det hyggelige og trygge og lukke øjnene for virkeligheden. For selvom man ikke som en enmandshær kan ændre alt det onde, som sker i verden, så er det vigtigt, at man taler det onde imod. Ramaskriget skal også lyde i dag som et opråb midt i lidelsen og den brutale verden, vi lever i.
I vores moderne sprogbrug bliver ramaskriget oftest brugt som et udtryk for forargelse. Det er dog langt mere end det. Det er et skrig, som tager sit afsæt i dyb sorg.
Som vi hører i dag: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste, for de er ikke mere.
Ramaskriget er et voldsomt udbrud, som klinger fra den dybeste smerte og sorg, et menneskehjerte kan udsættes for; at miste sit barn.
Det er et vigtigt og altafgørende skrig både på det personlige plan, når sorgen skal udleves, men også vigtigt som et udtryk for højlydt protest mod den modbydelige uretfærdighed, som findes i verden i dag.
Ramaskriget skal lyde, og det står i modsætning til ligegyldighed og tavshed. Det er ikke bare et begreb, der kommer fra det gamle testamente, det er et vigtigt udtryk og en vigtig protest mod uretfærdighed. Det er et skrig, som ikke er til at overhøre, og som rummer så voldsomme og dybe menneskelige kræfter, at det er et vigtigt svar på uretfærdigheden i verden.
Selvom det kan være svært at gøre noget og gribe ind, når vi oplever uretfærdigheder, så må vi ikke se til i tavshed, mens der bliver begået forbrydelser mod de mindste. Vi må forsøge på den ene eller anden måde at skrige, et hjerteskærende ramaskrig af vores lungers fulde kraft.
Et skrig af sorg og forfærdelse over det uretfærdige, for det har konkrete konsekvenser for, hvordan vi lever sammen og viser agtelse for de svageste. Vi må ikke forholde os tavse, når de svageste står for skud, men udtrykke vores anfægtelse højlydt. Historien om barnemordet i Betlehem og flugten, Jesus bliver sendt ud på, er netop en påmindelse om det.
Det er en historie om det smertelige, men også en historie om en stærk faderlig kærlighed. I den viser Josef den dybe kærlighed, et faderhjerte kan rumme. Det må have været med et tungt og frygtsomt hjerte, at han begav sig ud på den lange flugt væk fra truslen mod Jesus. Med hurtige hænder må han have pakket de få ting, som de ejede, og så afsted hals over hoved med et nyfødt barn og en ung kone.
Josef er på mange måder en fascinerende skikkelse i fortællingen. Han er den ultimative faderskikkelse, som handler i ansvar og kærlighed og redder det barn, han har fået ansvaret for.
Han viser sig i fortællingen som den far, alle fædre burde være. Og mere til, for Josef formår at sætte sig selv fuldstændig til side. Han udlever en dyb faderlig forpligtelse, selvom han ikke er far til Jesus. Han tænker ikke i biologi eller genetik, han handler i ansvar og kærlighed til barnet og beskytter ham, som var han hans egen søn.
Da Jesus er i fare, handler han prompte og lader sig ikke forstyrre af sin egen sunde fornuft, som måske ville sige til ham:
”Ja, ja det var jo bare en drøm og tilmed en drøm, hvor en engel talte til mig. Jeg tror, at jeg ved bedre!”
Nej, Josef har forstået sin opgave i forhold til Jesus. Han ved godt, at han ikke er Jesus biologiske far, men det hindrer ham ikke i at tage faderrollen og faderansvaret dybt alvorligt.
Han lytter til drømmen og englen, der taler til ham, fordi han tror på Gud og ved, at Gud er far til Jesus. Derfor vil han gøre alt, hvad der står i hans magt for at det skal gå i opfyldelse.
Josef er interessant og fascinerende, for han fortæller, hvor meget godt og hvor stor en kærlighed, vi mennesker kan rumme og udleve, også selvom der ikke er et biologisk eller genetisk bånd. Han fortæller også, hvad det vil sige at lytte til Guds ord og følge det. Josef lever i en tilstand af stor lydhørhed i forhold til Gud. Han lytter og finder vej gennem tilværelsen med det ansvar, han bærer i stor lydighed.
Han lader sig ikke styre af fornuft og rationalitet, men lader kærligheden råde. Han begiver sig ikke ud i verden efter en fastlagt plan, som han selv møjsommeligt har udtænkt til mindste detalje. Josef følger Guds plan, som han ikke kender til fulde, men adlyder og følger hen ad vejen, som vejen nu viser sig – som Gud viser ham vejen.
Han er til for at sikre den fremtid, hvor Jesus bliver verdens frelser. Han er Herodes´ modstykke og modstander.
Herodes forsøger at afskære fremtiden, af frygt for at miste magten. Han begår grusomme overgreb og lader sit raseri råde. Josef lytter til Gud og baner vejen for fremtiden.
Herodes fremstår som et skrækeksempel på, hvordan den magtfulde kan blive gennemsyret af frygt for at miste sin magt og handle i blind ondskab.
Josef-skikkelsen kan være inspiration som et menneske, der er optaget af sit ubetingede ansvar for det barn, han har fået i hænderne. Han gør sin pligt af kærlighed, og hans kærlighedshandling er afgørende for, at historien kan gå videre. Han udtrykker til fulde, hvordan en forældres kærlighed til sit barn skal være. Han gør sin pligt og træder så i baggrunden for sønnen, så han kan udfylde den nutid og fremtid, som er hans.
Jesus historie som flygtningebarn strækker sig over en række år, ligesom mange flygtningebørns historie gør det i dag. Det er en klassisk historie, som fortæller om en rejse fra orden over kaos tilbage til en ny orden igen. En farefuld flugt fra Betlehem til Egypten og til slut til Nazaret i Galilæa.
En fortælling som frembringer spørgsmålene som: Hvordan er det at flygte med sit lille barn? Hvordan er det at leve som fremmed i et land? Og hvordan er det at begynde en ny tilværelse fra bunden? Det er uendeligt svært for mange af os at sætte os ind i, hvordan det er at være på flugt fra vold, krig og ondskab.
Fortællingen om Guds søn som flygtningebarn rummer også en stor trøst og et stort håb. Den fortæller, at alverdens magtmisbrug og meningsløs vold ikke kan udrydde Guds ord. Den fortæller om et håb til, at den knusende overmagt alligevel forfejler sit mål, og ikke griber om det godes rod og kvæler det.
Den onde Kong Herodes forsøger at slå Jesusbarnet ihjel for at hindre fremtiden, men han formår ikke at slukke lyset eller kvæle det levende ord, som Gud har sendt.
Ramaskriget over de døde drengebørn gjalder op igennem tiden, så uretfærdigheden ikke glemmes i tavshed. Kong Herodes dør, Jesusbarnet lever.
Håbet og trøsten ligger i, at den magtfulde Herodes ikke vinder. Det gør det lille magtesløse Jesusbarn.
I bund og grund en konstatering, som strider imod det, vi forventer. Et lille barn, der ingenting kan selv, men er en passiv lille bylt, der bliver tumlet rundt i verden, som millioner af andre små mennesker på flugt.
Når Gud i Jesus åbenbarer sig som et flygtningebarn, så åbenbarer han sig i offeret. Hermed viser han, at hans retfærdighed adskiller sig radikalt fra verdens magtudøvelse. Han viser, at hans magt er radikal anderledes end den magt, der udspiller sig i verden. Gud viser sig i det lille Jesusbarn på flugt, i den dybeste afmægtighed. Han iklæder sig afmagten og vinder over den mægtige Herodes.
Slaget står ikke kun imellem Gud og Herodes i evangeliet i dag. Det er Josef, som er Jesusbarnets redningsmand. Josef er ikke et magtfuldt menneske, han er en simpel tømrer, men det forhindrer ham ikke i at udfordre og vinde over den magtfulde konge. Josef viser med al tydelighed, at faderlig kærlighed kan vinde over kongelig magt.
Julens åbenbaring af Gud som flygtningebarn er på det nære plan en åbenbaring af hvert barns dyrebare værdi. Af den dybe værdighed hvert barn burde være omgærdet af. Det er også en åbenbaring af, at Guds almagt kommer til udtryk i den dybeste afmagt. Et flygtningebarn er den mest afmægtige i verden. Et sårbart barn på flugt er prisgivet, hvis det ikke har voksne til at hjælpe sig og tage ansvaret for, at det kommer sikkert igennem farerne.
Det kan være en bitter pille at sluge her kort tid efter juleaften og på tærsklen til et nyt år. Men historien er vigtig, fordi den opfylder ordene om, at lyset skinner i mørket og mørket ikke greb det. Den fortæller om den kraft, som kommer fra Gud, der modsiger håbløsheden. En kraft som på trods af lidelse og smerte rejser os op og giver os livsmod og styrke.
Kong Herodes repræsenterer mørkets magt og frygten. Jesusbarnet er freden og kærligheden. Herodes misbruger magten af frygt for at miste den. Jesusbarnet bliver flygtningebarn og sætter sig i den afmægtiges sted. Herodes raser og dør på sigt, Jesusbarnet bliver reddet, lever og udlever sin kærlighed i verden.
Den fortælling kan sige os, at Gud under alle omstændigheder må være herre over historien. At han gør en uventet god ende på historiens gang. Det er et håb, der må fastholdes, selv i den dybeste meningsløshed. Et håb om oprejsning af de små og trøst til de sørgende: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Håbet til, at sorgen en dag skal føde glæde og hver tåre skal tørres af kinderne.
Et håb til at Guds kærlighed og fred i sidste ende altid vinder. Amen.
Salmer: 123 – 716 – 336 – 126 – 125 – 121
