Noget af det bedste ved julen er, når julestemningen kommer over en. Det kan ske på forskellige tidspunkter. For nogle indtræffer den tidligt i december, og for andre skal alle forberedelserne være overstået, maden serveret og tallerknerne tomme. Men for de fleste indtræffer det tidspunkt, hvor man sænker skuldrene, tager en dyb indånding og tænker: Nu er det jul! Det er for sent at forberede mere. Det er for sent at købe flere gaver. Det er for sent at lave mere mad. Det kan man lige så godt acceptere, og lade julefreden sænke sig. Og forhåbentlig er alle andre også kommet til det punkt og ro og harmoni kan sænke sig i de små hjem.
Men hvor længe? For lige så dejligt det er at opleve julestemningen, lige så forfærdeligt er det, når den ikke er der længere eller måske slet ikke er indtruffet. For der skal så lidt til at ødelægge den gode stemning. Et ord, en forkert holdning eller andet der strider mod en nogens opfattelse er nok til at få den gode stemning til at fordufte og grave grøfterne dybere mellem mennesker og skabe større fjendskab end der var før.
Her i julen mødes som regel mennesker, der er i familie eller har en nær relation og desværre er det ikke nogen garanti for, at det bliver en fredelig og rar sammenkomst. For jo tættere mennesker er på hinanden, jo bedre ved de også, hvordan de kan gøre hinanden ondt. Års opsparet vrede og forurettethed kan udløses i brøkdele af et sekund og for altid sende folk i retning væk fra hinanden. Og hurtigere end man kan sige et forløsende og tilgivende ord, kan grøfterne være gravet så dybe, at de ikke kan overvindes af de samme mennesker i resten af deres liv.
I julen er der blevet gjort og sagt ting, der har sat skel imellem mennesker for altid. Det strider så meget imod den fred, der tales så meget om i julen. Fra englene, der fortalte det glade budskab til hyrderne på marken, den fred, der var forudsagt af profeterne og den fred, det lille barn, der var blevet født skulle prædike.
Eller gjorde han?
Vi hører ham i teksten til i dag sige, at han ikke er kommet for at bringe fred, men sværd. Og så går han ellers i gang med at opregne, hvordan der skal opstå had og fjendskab i familierne, mellem en mand og hans far, mellem mor og datter, svigermor og svigerdatter. Det lyder jo som en normal dansk dysfunktionel familie i julehumør, hvor man efter indtagelse af rigelige mængder af alkohol ellers går i gang med at afregne tidligere tiders gamle regnskaber. Det tvungne og ufrivillige samvær måske over flere dage, hvor præmissen er, at vi skal have det Åh så hyggeligt! bringer det værste frem i folk og får det hele til at eksplodere.
Men jeg tvivler på, hvor meget af denne vrede og fjendskab, der skyldes Jesus og kristendommen. Vi kan sagtens finde nok af andre anledninger til at starte et rask lille skænderi. Det er det samme med den tåbelig påstand, man ofte hører fremført og gerne med stor overbevisning: At religion er årsag til krig og ufred. Og så fremfører man konflikten i Nordirland, det tidligere Jugoslavien og Mellemøsten. Men i ingen af tilfældene er religionen det, der er hovedårsagen til modsætningerne, men nok med til at definere de grupperinger, der har mange andre årsager til at være på kant med hinanden.
I Nordirland for eksempel sociale og nationale modsætningsforhold, i det tidligere Jugoslavien et etnisk kludetæppe holdt sammen af et kommunistisk diktatur, der eksploderer, da personkulten omkring Tito går i opløsning. Og i Palæstina/Israel-konflikten er det to grupper, der begge hævder at have en historisk ret til det samme landområde, hvilket altid har været opskriften på en konflikt. Og jo, så har vi for resten også hver sin religion, så vi kan bruge det til at sætte skel mellem os og de andre.
Mange af disse misforståelser skyldes, at man forveksler Guds fred med menneskers fred. Vi er igennem århundreder blevet mødt med påstande om, at det vil gå fremad med menneskeheden, og hvis man blot blev ved med at opdrage menneskene, så ville vi til sidst få paradis på jorden. Beklager, det kommer ikke til at ske.
Gang på gang har det vist sig, at civilisationen kun er en tynd fernis hen over de dybere og mørkere sider i mennesket. Og hvis omstændighederne er de rette eller i dette tilfælde de forkerte, så krakelerer overfladen, og mennesker kaster sig over mennesker i vildskab og med en råhed og bestialskhed, som man ikke troede mulig. Mennesket kan ikke opdrages til at blive godt.
Det er selvfølgelig ikke det samme som, at man ikke skal prøve. Vi har alle et ansvar for, hvordan vi opfører os. Og her kommer mange af Jesu andre formaninger og livsregler til gavn. I lignelser, i samtaler med sine modstandere og folk, der spurgte ham til råds, kommer han med den ene gode anvisning efter den anden. Det kan koges ned til det enkle budskab: Tro på Gud og elsk din næste som dig selv. Det er det, vi igen og igen kan falde tilbage på, og bruge som retningslinjer for vores liv. Med troen på Gud som det første, giver vores næstes liv i vores hænder det mål, vi skal leve efter.
Og det vigtige er rækkefølgen. Man hører om folk, der tumler med troen og ikke kan finde det, de synes er den rette måde at tro på. Men troen er ikke en præstation, du skal overstå, inden du kan begynde på den kristne livsvej. Mens du går på vejen, kan du sagtens tumle med det ene eksistentielle spørgsmål efter det andet. Hvis du har fornemmelsen af, at der er noget, der er større end dig selv, så er du allerede så meget på vej, at kan gå i gang med at gøre godt for din næste.
Men det er vigtigt, at du hele tiden har Gud og troen som dit omdrejningspunkt. Man kunne sagtens koge Jesu budskab ned til, at du skal være mod andre, som du vil have, at andre skal være mod dig. Det er blevet kaldt den gyldne regel og den kan sagtens læres udenad. Men når det kommer til stykket, og livet for mennesker bliver sat på spidsen, så tager egoismen og selvkærligheden over. Så forsvinder alle de tillærte manerer og høfligheder, og det kommer kun til at handle om os selv. Og så er det troen og begrundelsen skal tage over. Vi gør det, fordi vores næste er et Guds barn, ligesom vi selv er det. Vi kan ikke gøre andet, fordi vi tror på, at Gud gav sin egen søn som frelse for os mennesker. Vi får livet givet i kærlighed, og vi skal give denne kærlighed videre til andre mennesker.
Det er hårde ord, Jesus kommer med her. Det strider mod det glansbilledeagtige skønmaleri, nogen kan have af Jesus, som den vege, lidt vattede person, der gik omkring på jorden og gjorde godt mod folk. For Jesu skulle sige sin himmelske fars vilje, også når den stred mod folks opfattelse af sig selv og omverden. Derfor kan disse hårde ord måske skure i ørene på nogle her i julen.
Men ordene har bud til os alle sammen. Og netop fordi de kommer råt for usødet har de bud til os alle sammen også i dag. Den julefred, der bør sænke sig, skal jo ikke kun være en ladhed forårsaget af alt for meget julemad og søde sager. Det er i orden at hygge sig i julen. Vi skal blot hele tiden have for øje eller have i baghovedet eller hvor vi nu vil have det, at den hyggelige stemning kun er der, fordi Guds Søn blev født for at frelse mennesker fra os selv. Vi kan ikke gøre det selv. Det kommer der ikke andet ud af, end at vi frelser os selv fra de andre. Men Gud kan, og viste det ved at lade sin Søn føde som menneske.
Jeg håber I alle sammen har haft en rigtig god jul! Og at den gode julestemning vil fortsætte bare lidt endnu. Vi skal blot huske på baggrunden for julen, og hvorfor vi fejrer den.
En fortsat Glædelig Jul til jer alle!
AMEN
Salmer: 122-93-129-114-125-112