Læs dagens tekst her (Matt. 5,13-16: Jordens salt og saligprisninger)
I går var der en artikel på forsiden af Kristeligt Dagblad med overskriften: I dag er der ingen grænser for selvros: ”Ydmygheden er forsvundet.” Og jeg citerer videre: “Mange offentligt kendte personer, herunder politikere, deler flittigt ud af deres præstationer på en måde, som før i tiden ville fremstå skamløs. Grænserne for selvfremstilling er udviskede”. Citat slut.
Anledningen var, at politikeren Jacob Mark sluttede i politik. Det sker kun to år efter, at han fik et af de højeste antal personlige stemmer, og det, der var artiklens anliggende, var, at der på intet tidspunkt var en undskyldning for eller beklagelse over, at han på den måde måtte svigte den tillid, dem, der havde stemt på ham, havde vist ham. Tværtimod var der en lang opremsning af alt, hvad han havde nået, og hvor stor indflydelse, han havde haft. Ros var før i tiden noget andre gav en, men i, og jeg citerer igen, en præstationskultur, hvor de fleste har en profil på de sociale medier, og alle har mulighed for at skabe, styre og opretholde deres egen selvfortælling, er det tilsyneladende svært at lade andre om rosen. Citat slut.
Når selvros på den måde er fremme i tiden, så skyldes det en tendens til urealistisk stor selvovervurdering. Jeg har før været inde på inskriptionen her oppe i korbuen: Du er Christus! Det er Peters bekendelse til Jesus, hvor han rammer hovedet på sømmet på spørgsmålet om, hvem Jesus er. Frelserskikkelse, der skulle komme og redde menneskeheden. Som sådan har den en helt naturlig plads som overskrift i en kirke, der hedder Jesuskirken. Men disse ord har jeg flere gange hørt udlagt som en tiltale til kirkegængerne: Det er dig, der er Kristus, i betydningen, vi er alle sammen kristusser.
Så er selvovervurderingen nået helt ud af proportioner og kan kun undskyldes med en fuldstændig mangel på forudsætninger for at vide, hvad det betyder. Hvis man udlægger ordene sådan, så er man fuldstændig blank som en dør og kan kun score minuspoint i kristendomskundskab. Der åbner sig en afgrund af uvidenhed kombineret med en voldsom overvurdering af sig selv, og så kan det kun gå galt. Uvidenhed kan modgås med undervisning og vidensdeling, men hvad man skal gøre ved selvovervurdering, ved jeg ikke.
Hvorfor kommer jeg nu ind på alt det her? Jo, i teksten til i dag, står der: “Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene”. Når jeg læser det og tænker på, hvad folk kan få ud af inskriptionen med Kristus, så bliver jeg betænkelig. Hvor let bliver det med nutidens fejl og uvidenhed ikke til, at folk opfatter sig selv som lysende eksempler for andre mennesker, ja endda i sådan en grad, at de andre ville takke Gud for alle de gode gerninger, de havde gjort. Det skal der godt nok meget til, før det sker.
Og det er da slet ikke det, der er meningen, snarere tværtimod, men det er det, der sker, når man betragter nogle ord løsrevet fra sammenhængen. Teksten er hentet fra det, der kaldes Bjergprædiken, og den er netop kendt for at sætte tingene så meget på spidsen, så det faktisk er umuligt at leve op til de krav, der stilles.
Bjergprædiken begynder med saligprisningerne. Salig er måske ikke det mest brugte ord, men ifølge Den Danske Ordbog har ordet tre betydninger: at befinde sig i en tilstand af stor lykke, velvære og tilfredshed; at få del i den evige frelse i Gudsriget og endelig at være død. Grænserne er flydende og rummer elementer af hinanden, og netop derfor er teksten valgt her i dag på Alle helgens søndag.
Så kommer stykket med jordens salt, og derefter tager Jesus fat på et antal problemstillinger, hvor han begynder med det, der er gældende, og skærper det så helt ud i det absurde.
Et eksempel: I de ti bud står der, at man ikke må begå drab. Men Jesus skærper det til, at den, der blot bliver vred på sin bror, han er skyldig. Ved at skrue op på fordringer fra ikke at dræbe nogen til ikke at blive vred på nogen, gør han det helt umuligt at overholde. Med lidt held og almindelig god opførsel kan man godt gå igennem livet uden at slå nogen ihjel. Men jeg tror ikke, at der findes et eneste menneske på hele jorden, som ikke på et eller andet tidspunkt er blevet vred på et andet menneske. Det er helt umuligt. Vi kan så prøve at styre vores vrede og prøve at lade være med at lade os irritere af andre mennesker, men aldrig at blive vred på et andet menneske er umuligt.
Men hvorfor stiller Jesus så krav, der er umulige at opfylde for mennesker? Hvad skal vi med regler og krav, det ikke lade sig gøre at overholde? Jesus gør det netop for at vise, at intet menneske er fejlfrit. Uanset hvor meget vi prøver, uanset hvor hårdt, vi forsøger, så vil vi aldrig komme i mål med et fejlfrit liv. Efterhånden som livet leves, kan man se tilbage på en længere og længere række ting, man burde have gjort, og ting, man absolut ikke skulle have gjort. Tilgiv os det, vi ikke fik nået, tilgiv alt ondt, vi fik sagt eller gjort, som der står i Johannes Johansens salme ”Du, som har tændt millioner af stjerner”.
Formålet med det er ikke at nedbryde et menneskes selvtillid eller selvværd, men derimod at gøre mennesker opmærksomme på, at det eneste sted, de kan hente hjælp og tilgivelse, er hos Gud. Vi kan ikke klare alting selv, og vi kan slet ikke gøre os fortjent til en plads hos Gud.
Hvad er det så for gode gerninger, der er tale om, som Jesus betegner som lysende forbilleder? Vi kan nok hurtigt blive enige om, at der er forskel på gode og onde handlinger. Der er nogle ting, der bliver gjort for at hjælpe andre, og der er ting, der bliver gjort kun for at gavne én selv. Den, der får hjælp, er jo ligeglad med, hvilken bagtanke tingene bliver gjort med, bare hjælpen kommer. Men hvis noget bliver gjort, fordi det så gavner mit omdømme hos mennesker eller Gud, så er det ikke en god gerning. Det klassiske eksempel med at give læreren et æble, kan ses som en smuk og god gerning, så læreren kan få sin sult stillet med noget sundt. Men i virkeligheden er det bare fedteri for at den elev, der giver æblet, kan få en bedre karakterer og være lærerens yndlingselev. De ægte gode gerninger bliver ikke gjort, fordi de skal være gode, men fordi dem, der gør gerningerne, slet ikke kan lade være og slet ikke tænker på, at andre kan opfatte dem som gode.
Og så er vi tilbage til selvros og selvpromovering, og nu er det ikke Jacob Mark eller nogen bestemt person, jeg sigter på, men den tendens, der især kommer frem på de sociale medier. Hvis jeg lægger et billede op på Facebook af en flot kage, jeg har bagt, så vil der for det første i mit tilfælde være stor undren over, at jeg kunne det, og en vis mistanke om, at jeg ikke selv havde gjort det eller har hentet billedet et andet sted fra. Men hvis vi ser bort fra det, det er jo kun et tænkt eksempel, så ville billedet af kagen være et forsøg på at vise, hvor dygtig jeg er, hvor overskudsagtig jeg er til at finde tid til det i en travl hverdag, og hvor god jeg er ved min familie, når jeg laver lækre kager til dem. Men det er jo slet ikke mig, der skal gøre opmærksom på det. For mig vil det være fint nok, hvis nogen sagde det til min begravelse. Og jeg vel og mærke ikke lavede disse gode kager for at nogen bagefter skulle sige det.
Grundtvig har skrevet en salme med den meget sigende titel: “Syndernes forladelse selvros udelukker” (DDS 519). Og det rammer jo præcis det her. Hvis det går op for én, at vi ikke kan gøre noget selv, men heller ikke skal, fordi alting allerede er gjort med Jesu død for vores skyld, så bliver selvros meningsløs. Så kan vi bruge tiden og energien på alt muligt andet.
AMEN
Salmer: 728-287-553-224-554-356
