Læs dagens tekst her
Internettet er fantastisk til faktasøgning. Tænk sig, at man kan sidde hjemme og blive klogere på en masse ting, hvor man før i tiden måtte en tur på biblioteket eller slå op i et leksikon. Men man skal lige tage oplysningerne med et gran salt. Det skulle man selvfølgelig også før i tiden med bøger, men anerkendte leksika havde en stor grad af faktualitet, hvor artiklerne var checket af adskillelige eksperter, inden de kom på tryk.
Men et medie som Wikipedia er afhængig af, at nogen frivilligt går ind og retter de fejl, der måtte være. Og med det enorme antal artikler, der er, så er det tit afhængig af, at nogen har en speciel interesse i netop dette bestemte emne for at finde og rette fejl. Og der bliver heller ikke nogen ensartet linje igennem artiklerne. For eksempel er artiklen om Jesuskirken præget af, at forfatteren har en eller anden okkult interesse. Vedkommende hæfter sig ved, at der er et pentagram, altså en femtakket stjerne, midt i vores alter under korset. Det er noget, der findes i mange kirker, men folk kan få det til at betyde alt. De ryster forklaringer ud af ærmet uden anden kildehenvisning, end at de synes, at det er sådan, eller at de har hørt det et eller andet sted uden direkte at kunne huske det, og sådan er det bare.
Jeg tror vi alle sammen, når vi har siddet og talt i telefon eller siddet i en skoletime eller været til et møde, hvor man har været lidt distræt, har siddet og tegnet stjerner. En femtakket stjerne ud i et køre. Og det var netop det, man gjorde i gamle dage. Man tog et stykke kul fra ildstedet og tegnede en femtakket stjerne på dørstolpen, så beskyttede det mod det onde. Og vel at mærke skulle man gøre det i en bevægelse uden at løfte det, man tegnede med, fra underlaget. Det giver også god mening at have det på alteret, og med korset ved vi godt, hvad der beskytter os mod det onde. Men denne forfatter til artiklen påstår så, at der også er en udenfor på sydmuren i rammen med de to søjler og to hoveder, som han eller hun også kan navnet på, men helt glemmer, hvad indholdet i rammen er: nemlig Jørgen Larsens statue af den gode hyrde.
Og så er vi tilbage til teksten, som jeg læste op fra alteret før. Fortællingen om manden, der har 100 får, men et af dem forvilder sig væk. Og straks efterlader hyrden de 99 får for at lede efter det ene. Det er jo i virkeligheden en handling, der aldrig ville kunne retfærdiggøres efter en cost-benefit-analyse. Eller sagt på dansk, så vil det aldrig kunne betale sig at bringe de 99 i fare for at lede efter et får, der har forvildet sig væk. Man risikerer ikke 99% for at redde 1%.
For et var, at hyrden stod for at bringe dyrene ud til de rigtige græsgange og sørge for at lede dyrene hen til nye græsgange, når de gamle var græsset af. Men hyrden skulle også skærme flokken mod alle farer, hvad enten det var rovdyr, røvere eller dårligt vejr, der kunne bringe deres liv i fare. Han skulle holde sammen på flokken og sikre sig, at de ikke blev spredt og forvildede sig ind i uvejsomt terræn som kløfter, hvor de ikke selv kunne komme tilbage fra.
Han har selvfølgelig taget et rundkig og sikret sig, at de tilbageværende var samlet, og der ikke var nogle umiddelbare farer på færde, men det er en risiko at forlade flokken for at lede efter det ene får, der er blevet væk. Men det er en kalkuleret risiko, for de 99 tilbageværende får kunne sikkert ikke engang finde på at søge egne græsgange og blive væk fra de andre.
Stor er naturligvis glæden, når hyrden finder det bortløbne får i god behold og får bragt det tilbage til flokken. Og i den førnævnte statue bærer hyrden fåret tilbage på sine skuldre.
Symbolikken er selvfølgelig, at Jesus er den gode hyrde, der passer på os mennesker. Og hvis en af os bliver væk, så bliver der jo ikke bare sagt: Det var ærgerligt! Det er et tab, vi må tage. Nej, der bliver ledt efter os. Der bliver kaldt på os, og hvis vi er så heldige, at vi bliver fundet igen, så bliver der stor glæde over, at vi er tilbage i flokken.
Alt det her udspringer af en diskussion om rangfølgen i Himmeriget. Det er Guds rige, så han er i toppen, og Jesus er ved hans højre side. Men derefter har apostlene nok fisket lidt efter, om de kunne få nogle hæderspladser. Vi har et andet eksempel, hvor de to apostle, der kaldes Zebedæus-sønnerne, Jakob og Johannes, forsøger at få de bedste pladser i Guds rige. Eller rettere deres emsige mor forsøger at skaffe dem de pladser. Men Jesus siger, at det ikke er ham, der bestemmer over hæderspladserne, og hvis man vil være stor i Guds rige, så skal man tjene andre. Med andre ord den omvendte verdensorden, som vi slet ikke kan forestille os.
Og her sætter Jesus et lille barn op som det store forbillede. Det er det samme, som vi om lidt skal høre i dåbsritualet, hvor I vil høre mig citere Jesu ord om, at Guds rige er børnenes. Og at man skal tage imod Guds rige ligesom et lille barn. Det har fået mange til at lave den fejlslutning, man kunne kalde det en kortslutning, at alt, hvad der havde med Gud at gøre, var barnligt. Intet kan være mere forkert. Det, der står, er, at vi skal tage imod Guds rige som et lille barn.
Og hvad er det, der kendetegner et barns måde at tage imod noget? Det er, at de med åbenhed og tillid tager imod og gør det til deres eget. Vi voksne har altid en eller anden grad af skepsis over for det, vi får præsenteret. Kan det nu passe, og det er da vist for godt til at være sandt! Det er naturligvis godt med en sund skepsis til dels bygget på dårlige erfaringer. Når nogen sender en mail, hvor der står, at vi har vundet en million i et eller andet lotteri, så lad være med at oplyse dit kontonummer. Eller hvis nogen ringer og siger: Det er Brian fra banken. Der er sket noget svindel, så vi skal lige have udleveret dit dankort, så vi kan undersøge sagen, så stop samtalen med det samme.
Men hvis børn skulle være skeptiske over for alt, de bliver præsenteret for, så kom de aldrig videre. Så fik de aldrig lært noget. Man har udtrykket ”at stjæle slik fra småbørn”, fordi man sagtens kan udnytte og snyde børn. Men det vil ingen ansvarlig voksen gøre. Tværtimod vil vi give dem det bedste, vi har, for at ruste dem til senere at leve i en verden, der somme tider kan være ond og grusom, men uden at de bliver kynikere og ikke kan have ordentlige menneskelige kontakter.
Man skal altså ikke tro på alt, hvad man hører og læser. Hvis nogen siger, at de spiser kæledyr i Springfield, Ohio, så lad være med at tro på det. Hvis nogen skriver på en hjemmeside, at Jesuskirken har okkulte symboler og er blasfemisk, så lad være med at tro det. Hvis nogen lover dig noget, der næsten er for godt til at være sandt, så er det det som regel også.
Men når Jesus i dåben siger, at han vil være med os alle dage lige til verdens ende, og endda længere end det, så lyder det måske for godt til at være sandt, men så er det et af de få tilfælde, hvor det er sandt. Det er godt nok sagt af et menneske, for hvordan skulle vi ellers kunne forstå det, men når dette menneske også er Guds søn, så må vi godt overvinde vores skepsis. Vi må godt turde tro på det. Fordelen er, at vi ikke bliver franarret en halv million, og vi får et bedre syn på livet, døden og vore medmennesker. Der er ikke noget at betænke sig på. Vi går i gang med at døbe tre børn, når jeg har sagt amen, og vi har fået tilgivelse i nadveren. Og på vejen hjem kan I jo gå bagom kirken og se den fine statue af Jesus, der bærer os fortabte får tilbage til flokken. Så nu skynder jeg mig at sige:
AMEN
Salmer: 754-300-730-593-379-674-266