Læs dagens tekst her
Der findes en stemme inden i mig, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Den kan være nærmest overivrig efter at få mig til at gøre nærmest hvad som helst i jagten på en bestemt følelse. Andre kender den også, og forleden beskrev én af mine venner den. Hun gør ofte alverdens krumspring for at være dén i søskendeflokken, der altid hjælper deres gamle mor og indrømmede, at hun ret godt kan lide følelsen af, at de andre efterhånden skylder hende en del tak. Og at den følelse i sig selv virkelig motiverer hende. Det handler altså ikke kun om hendes mors bedste, men bestemt også om hendes eget, og jeg kender som sagt selv denne fryd ved, at andre nu står i taknemmelighedsgæld til mig. Jeg har ikke konkrete idéer om, hvad jeg skal have tilbage, tilstanden gør mig bare godt tilpas, alt imens jeg altså slet ikke bryder mig om den. Men det er sådan, det er.
Sådan er det også for den uærlige forvalter, som vi møder i dag. Han har systematisk ødslet med sin herres rigdom og straffes ved at blive sat fra bestillingen. Egentlig forståeligt nok. Hurtigt går han i panik ved tanken om at skulle lave hårdt fysisk arbejde eller ligefrem være tvunget til at tigge på gaden – også forståeligt nok. Han har nydt tilværelsen som administrerende bag et skrivebord og tyr nu til en temmelig kalkuleret løsning på det hele. Ved at nedskrive de forskellige skyldneres gæld til hans herre – og altså ødsle endnu mere af dennes formue bort – håber han, at folk i byen vil se velvilligt på ham og hjælpe, når han nu mister sin stilling. Og herren roser ham for denne udspekulerede strategi. Hvorfor han gør det, kommer vi tilbage til, for først skal vi forsøge at forstå den ubehagelige trang til at få andre placeret i taknemmelighedsgæld. Det kan som her handle om et desperat forsøg på at redde sit eget skind, men det kan også handle om en langt mere grundlæggende lyst til at føle sig overlegen og magtfuld.
Interessant er det derfor, at forvalteren meget klart erkender sit udspekulerede sind og udmærket ved, hvor meget han hjælper andre for at hjælpe sig selv. Netop den erkendelse kan være svær i en kultur som vores med lang tradition for at tro på, at vi ofte handler med et overvejende rent hjerte. Sagen er dog nok, at vi langt hen ad vejen narrer os selv, og jeg har lyst til i denne tid, hvor tro og
kristendom så ivrigt diskuteres, at stille et bestemt spørgsmål. I denne tid, hvor også DR pludselig bidrager til den religiøse bølge med en række tv-programmer om tro, der er kendetegnet ved et sammensurium af kendte mennesker, der taler om alt lige fra barndomsminder blandt de sidste dages hellige til forestillingen om at blive reinkarneret i skikkelse af en elefant. Midt i alt dette har jeg som sagt lyst til at stille et bestemt spørgsmål – nemlig dette: hvor meget tror du på din egen godhed? Hvor meget tør du stole på, at du som hovedregel gør det gode uden også i ret vid udstrækning at have hensynet til dig selv i tankerne? Og muligheden af at sætte andre i gæld til dig?
Dette spørgsmål er et overset omdrejningspunkt, når vi taler om tro, menneskesyn og selvopfattelse. Og faktisk også i denne skole-starts-tid, hvor vi atter forholder os til folkeskolen, der er en helt central dansk katalysator for tidens syn på godt og ondt. Der tales meget og med god grund om det milde moderne børnesyn, der længe har hersket, og som for eksempel formuleres i en kommunes officielle børnepolitik, hvor det hedder: ”Vi tror på, at alle børn og unge gør det godt, når de kan.” Jeg ville personligt være en smule bekymret over at sende mine børn i skole i den kommune, da jeg meget hellere ser en formulering, der hedder: ”Vi tror på, at alle børn og unge ofte gør det selviske, selv om de kunne vælge at gøre det gode”. I hvert fald kan vi konstatere, at nogle børn er blevet svære at styre, mere selvpromoverende, mere blinde for fællesskabet, ja, ligefrem i nogle tilfælde voldelige i deres opførsel. Og vi aner atter, at der er konsekvenser forbundet med at udhule de klare autoriteter, der hjælper én til selvbeherskelse. Vi vil garanteret komme til at forstå, at vi for længe har troet på barnets iboende godhed og på, at den enkelte som udgangspunkt gør det godt, når man kan. Jeg har personligt aldrig rigtig troet på det, og det skyldes ikke blot, at jeg jævnligt har set børn i selvisk udfoldelse. Det skyldes først og fremmest, at jeg altid har mærket selviskheden i mit eget indre, bestemt også da jeg gik i folkeskolen og var med til at tyrannisere de velmenende 1968-ideologi-skolelærere til grådens rand. Den ubehagelige trang til at føle magt og overlegenhed boede i mig helt fra begyndelsen.
Den lige så selvfikserede godsforvalter ville utvivlsomt til det yderste i en dansk folkeskole have udnyttet både lærernes, skolebestyrelsens og den kommunale børnepolitiks godtroenhed til egen fordel. Alligevel fremhæves han som én, der har handlet klogt ved at fremstå som venlig, men primært at købe sig til venner, og to ting er afgørende her. Det ene er, at han selv ved, hvor egoistisk, han er, og
det andet er, at han jo øser af Herrens penge. Han øser af Guds godhed – den kilde til barmhjertighed, der ikke kan slippe op. Men det gjorde han vel også før, kan man hævde – og da blev han fyret for at ødsle. Ja, men denne gang får andre glæde af det. Andre får deres gæld til herren nedskrevet, deres liv bliver lettere, og forvalteren lærer os, hvordan handlinger, der er udsprunget af et egoistisk sind, kan gavne andre. Ligesom han lærer os, hvordan der inde bag vore handlinger ofte findes et uigennemskueligt virvar af bevæggrunde. Der er noget decideret umodent ved at tro, at man kan gennemskue det virvar. Jeg troede det skam selv, da jeg som yngre havde det med kategorisk at opdele andre i sande og falske og værd at elske eller ikke værd at elske. Jeg kan få meget røde ører, når jeg læser i min dagbog. Jeg troede faktisk, at jeg havde kortlagt mennesket. Hovedpersonen i Dostojevskijs novelle Den sagtmodige siger da også disse generelle og rammende ord om det unge menneske: ”I den alder er man præget af retskaffenhed, ukendskab til livet, ungdommelige, letkøbte overbevisninger, ”de ædle hjerters” fordomsfuldhed…”
Jeg troede som sagt ikke, at mit hjerte var ædelt, men jeg troede fordomsfuldt, at jeg kunne gennemskue andres. Kristendommen modsiger dette og ansporer os til i en vis forstand hele tiden personligt at holde dom over os selv. For nok kaldes forvalteren uærlig, men han er muligvis mere ærlig end de fleste, idet han ingen illusioner har om, at hans hjerte er ædelt. Han er på spanden og erkender, at det er menneskets vilkår af og til at skulle redde sit eget skind. Ingen undslipper dette behov for at handle selvisk, og derfor skal vi vagtsomt bedømme os selv. Ikke den anden, for den andens hjerte kan du aldrig gennemskue, men du skal dømme dig selv, når du aner, at dit hjerte ikke er ædelt. Nogen vil mene, at det er uværdigt på den måde at gå rundt i selvbebrejdelse, og har vi ikke altid fået at vide – for eksempel i folkeskolen – at vi jo gør det så godt, vi kan? Jo, og det var og er en basal misforståelse. Fra vi er ganske små, gør vi tit det hensynsløse, fordi vi kan, og mens det kan synes tungt dag og nat at skulle bære på den bevidsthed, er sagen, at det kan vi godt, for vi skal ikke bære den alene. Gud bærer den sammen med os. Det er Guds blik på os, der i sidste ende definerer, hvem vi er, og derfor er det så vigtigt ikke at tøve med at tale om Guds dom, for det kan jo vise sig, at den er frelsende. Jo mere vi i moderne tid har afskaffet Guds dom, altså, Guds hånd om og under vores skæbne – selve indbegrebet af håb – desto sværere kan det blive at være i selskab med sig selv. Som professor i teologi, Theodor Jørgensen, engang skrev: ”At undlade forkyndelsen af Guds dom er at svigte det menneske, der
fordømmer sig selv. For det er værre at være alene med dommen over sig selv, med selvfordømmelse, end at være under Guds dom. Der er Kristus til forskel.”
Fordi Kristus kom til verden for at lære os at tro på frelsen, kan vi erkende alt det negative i mennesket – og også i os selv – uden at synke i knæ. Fordi Kristus kom til verden, kan vi forstå, at den dybeste værdighed ikke ligger i at have et rent hjerte – som intet menneske har – men i at Gud elsker sit menneske, selv om det netop ikke har det. Og spørgsmålet er ikke, om man ødsler med Guds gaver, for det gør man helt sikkert, idet vi i løbet af et langt liv tager mere, end vi giver. Spørgsmålet er, om man med tiden bliver voksen nok til at forstå omfanget af sin selviskhed og kan stræbe efter at ødsle på en måde, der trods alt kommer andre til gode. Dette indser forvalteren, og derfor roser Herren ham. Før ødslede han herrens formue væk på tant og fjas og ligegyldigt forbrug, men efter at han blev bange for at gå til grunde, tog han af formuen, fordi han opdagede, at han havde hårdt brug for andre mennesker. Han købte sig simpelthen til deres omsorg, og det er klogt. Ikke særlig ædelt, nej, men ofte må mindre gøre det, og i det mindste har forvalteren lært, hvor meget fællesskabet betyder, og at Guds formue – den dybeste kilde til kærlighed og livskraft – er dén, man kan tage endeløst af. Vi tager også af den af selviske hensyn, ja, sikkert for det meste, men afgørende er det, at vi selv ved det. At vi dømmer vort eget hjerte og dermed forstår næstekærlighedsbuddets krav om også at give af den uudtømmelige kilde til andre.
Sådan vandrer vi i lyset i fællesskab med hinanden, som apostlen Johannes skriver i brevet, som jeg læste op fra før. Ikke i en selvbedragerisk dyrkelse af det ædle hjerte, ikke på vildspor, men i bevidsthed om vores iboende syndige selviskhed. Den, vi i dag har så svært ved at acceptere omfanget af og endnu mere i synet på børn. Vi forestiller os, at værdigheden ligger i at tro på, at mennesket gør det godt, når det kan, men det er en misforståelse. Værdigheden ligger i at kunne tro på, at Kristus er hos os, uanset hvor sjældent vi helt uden selviske hensyn gør det gode. At der er Kristus til forskel, og at vi i kraft af troen på hvor højt han elsker os skal passe på hinanden i vores ufuldkommenhed. Fordi ingen kan klare sig alene. Vi er fælles om ikke at have rene hjerter, og det vigtige er, at vi beder om tilgivelse og lever i troen på, at man vil blive dømt til frelse. Efter at man gennem et liv fyldt med mere eller mindre uigennemskuelige handlinger har dømt sig selv. Amen.
Salmer: 743, 684, 413, 356, 491, 407
