Læs dagens tekst her
Det er langt fra altid, at det, vi kan se med det blotte øje, fortæller os sandheden. Nogle gange opdager man, at den dybeste sandhed er at finde i det skjulte. Den sandhed, som ligger til grund for livet, og som giver næring til, at livet i al evighed kan blive ved med at opstå på ny. Det er sandheden om det bånd, som Gud i kærlighed binder til os mennesker. Det er ikke synligt, men skjult for vores øjne og fæstnet i vores indre. Med følgende ord beskriver Søren Kierkegaard det skjulte bånd til Gud:
”Kjerlighedens skjulte Liv er i det inderste, uudgrundeligt, og da igen et uudgrundeligt Sammenhæng med hele Tilværelsen. Som den stille Søe grunder dybt i det skjulte Kildevæld, hvilket intet Øie saa, saaledes grunder et Menneskes Kjerlighed endnu dybere i Guds Kjerlighed.”
Det er en beskrivelse af det kærlighedsbånd, som Gud har bundet til os, og som er skjult i os. Det er grundet i Guds kærlighed og binder vores jordiske og timelige verden og liv til Guds evighed, og således er kærligheden evighedens bånd. Det udgår fra hjertet, og her i vores hjerte planter Gud det evige, så kærligheden sætter hjertet i os. Det giver os både et udspring og en sikker kurs, som vi kan orientere os efter og leve af og leve i, når vi lever livet med hinanden. For selvom Guds kærlighedsbånd til os er skjult i os, så kender vi Gud på den frugt, han sender til os. At vi er grundet i Gud, er skjult for os, men den synlige frugt, Gud sender, er sin søn. Når to menneskers kærlighed blomstrer, siger man, at den bærer frugt med det barn, som bliver skabt ud af kærligheden mellem dem. Når Guds ord bærer frugt, så er det i fortællingerne om, hvordan hans søn blev født og levede i vores verden. En sandhed om, at fordi Gud elsker os og vil være i vores nærhed, så sender han Kristus til os. Kristus er den, vi skal orientere os imod. Det bånd, som binder os, og hans kærlighed skal sætte hjertet i os, så vi handler i kærlighed overfor hinanden.
”Tag jer i agt for falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem.” Sådan lyder formaningen i dag. Den fortæller om de dilemmaer, som vi går igennem, fordi båndet til Gud er skjult. Og netop fordi det er skjult, kan man så let blive snydt og tro, at det, der på overfladen ser ud som en sand handling gjort i kærlighed, ikke er det. Et sådant dilemma udspiller sig i H.C. Andersens eventyr om skyggen. Den fortælling krøb ind i mit sind, da jeg som barn læste den i natlampens skær. Eventyret om skyggen kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen. Samme fornemmelse giver ordene om de falske profeter, som kommer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.
Skyggen handler om en lærd mand, som er mild og god og skriver om alt, der er sandt og smukt. Han har som alle mennesker en skygge, men hans skygge ender med at snyde sig til at blive set som menneske og gøre det af med den lærde mand. Skygge er noget, ethvert menneske kaster og selv kan blive til, hvis livet svinder ind i én. Og skyggen i eventyret bliver sat fri af det menneske, som den er bundet til. Sat fri til at leve, udforske verden, med håbet om, at den vil vende tilbage til sit menneske og igen dele livet med ham.
Skyggen bliver væk længe, og da den opsøger sin Herre igen, kan han ikke kende den ved første øjekast. Den fortæller om alt det, som den har oplevet, og om hvordan den fik klæder og rigdom: Den krøb langs husmure og så ind ad vinduer, og da den er en skygge, tog folk ikke notits af den. Den lyttede til folks hemmeligheder og afpressede dem ved at skrive hemmelighederne til dem, så de blev bange. Da skyggen nu kommer tilbage til sin Herre, beder den ham sige, hvad han skal have for at blive sat endeligt fri. Herren vil intet have, han ønsker blot, at skyggen deler sine oplevelser med ham og deler sit liv med ham. Men skyggen forlader ham igen, og da den vender tilbage efter lang tid, er den lærde mand blevet som en skygge af sig selv. Han skriver fortsat om alt, der er sandt og smukt, men ingen vil lytte til ham. Ramt af sorg tager han imod skyggens invitation om at rejse væk – alt er betalt, blot den lærde mand vil handle som hans skygge og ikke fortælle nogen, at han i virkelighed er et menneske. Af godhed går han med til det, og skyggen tager mere og mere over og sætter sig hele tiden i menneskets plads. Den lærde mand tager ikke notits af det, og det ender med, at skyggen får overbevist alle om, at den lærde mand er en skygge, og skyggen selv er et menneske. Til slut tager skyggen livet af den lærde, og overtager hans plads som menneske.
Eventyret fortæller om, at noget på overfladen kan ligne en sand handling gjort i kærlighed, men i virkeligheden er det modsatte. Den lærde mand forsøger at holde fast i alt det gode og sande. Med mildhed og barmhjertighed møder han skyggen. Han giver skyggen alt for intet, men den vil ham intet godt. Udadtil kan det virke, som om den forsøger at hjælpe manden. Men alt, hvad den gør, er for dens egen skyld, og den ender som en glubsk ulv med at tage livet af manden.
Samme dilemma ligger i formaningen om at vogte sig for falske profeter og kende dem på frugterne. Jesus vil formane til, at alt liv skal beskyttes og genoprettes ved forkyndelse af Guds ord, og ved at handle ud fra Guds kærlighed. Det er den opgave, han giver sine disciple: At de skal forkynde det nye liv i Kristus, at de skal helbrede syge og dem, som lider. Og i den opgave skal de vogte sig for falskhed og hykleri. Tage sig i agt for falske profeter, som er dem, der på overfladen ser ud som ægte profeter. De profeterer og forkynder Guds vilje, de har samme evner som de ægte profeter, og ligner dem, men under huden i deres inderste er de falske, og de giver dårlige frugter. Deres handlinger giver ikke næring til det andet menneske, og de fører ikke den anden til det nye liv i Kristus.
De er som skyggen i eventyret, der kun gør noget for sin egen vindings skyld. De giver ikke folk det, de kan leve af, hverken Guds gavmildhed og fred eller delagtighed i himmeriget, som er den nye næring. De kan helbrede og gøre store gerninger, men de lukker ikke de helbredte ind i det nye liv. De går efter egen næring ikke andres – og dermed kalder de ikke til Kristus, men væk fra Kristus – de kalder kun mod sig selv. Derfor er de udelukkede, for de handler ikke ud fra den kærlighed, Gud har lagt i hjertet. Og når de anråber Jesus som Herre, så kender han dem ikke, for han kan ikke genkende sig selv i dem. Han genkender ikke den barmhjertighed og godhed, som han selv handler ud fra. De gør ikke den gode gerning, for den gode gerning er alene gjort for den andens skyld, og ikke for sin egen skyld.
Den gerning, som oprejser et andet menneske og giver adgang til det nye liv, den er altid og alene Guds, også når det er et menneske, som udfører den. Gerningerne har de fået for intet og skal derfor give dem videre for intet. De er selv som kaldede blevet oprejste, og det ligger i den gode gerning, at den alene er for den andens skyld. Den giver intet til den, der gør den, ja, det er end ikke nødvendigt, at han ved af, at han gør den.
Den gode frugt findes altså der, hvor man stiller sig sammen med det andet menneske, hvor end i livet det befinder sig. Gud sendte Kristus til at stille sig sammen med os i vores glæde og i vores nød. I ham gav han os en kurs og et mål, som vi skal følge og nå frem til. Og undervejs skal vi påtage os at være hinandens gode frugter. Vi skal stille os sammen med det andet menneske, også når det er i knibe. Til det siger Kierkegaard, at der tales aldrig om dig i almindelighed, aldrig om de andre, men altid til hin enkelte i særdeleshed. Det vil sige, at det handler om, hvordan du forholder dig til dig selv, din Gud og din næste i det møde, hvor du står over for den andens ondskab, lidelse, skjulte kærlighed, kort sagt i alt.
Næsten må du altid se som den, der har Kristus for sig – om han ved det eller ej. Den falske skilles ud, og det er vores opgave at få ham til at se, at han har Kristus for sig. Når vi gør det, bærer vi de gode frugter og bliver genkendt på dem. Det er kaldet, der lyder fra det skjulte kærlighedsbånd, som Gud har knyttet til os. Med det er vi kaldet til at træde ind for vores næste i al hans nød og alle hans vildfarelser, ligesom Kristus selv gør det. Vi skal tage os i agt for de falske, men tilgå dem med mildhed. Vi skal vogte os for dem, men ikke dømme dem, og som Kierkegaard siger, så er det bedste værn mod hykleri ikke klogskab, men kærlighed. Derfor har vi heller ingen ret til at dømme, og det kunne lige så godt være én selv, som var falsk og bar dårlig frugt.
Netop derfor har vi brug for pejlemærker at orientere os efter. Det finder vi her i kirken, og her er kun ét: nemlig Kristus, som vi kender ham fra dåben og nadveren, hvor han giver sig selv til os, og hvor vi kommer til at tilhøre ham. Det er Kristus, som vi skal orientere os mod og have for os, og derfor skal vi heller ikke dømme andre. For som Kristus tilgav og elskede og så på os med sit barmhjertige og kærlige blik, skal vi også se på det andet menneske – også det menneske, som turer frem som en falsk profet. Når vi møder den falske profet i os selv eller i et andet menneske, så er det vores opgave at tale os selv eller den anden til rette, så vi orienterer os efter Kristus igen og ikke efter os selv. Når vi gør det, bærer vi gode frugter og er med i den bevægelse, som Guds skjulte kærlighedsbånd i os sætter i gang.
Saaledes er Kjerlighedens Liv skjult; men dens skjulte Liv er i sig selv bevægelse, og har Evigheden i sig. Som den stille Søe, hvor roligt den end ligger, dog egentligen er rindende Vand, Thi er ikke Kildevældet i Bunden: saaledes er Kjerligheden, hvor stille den end er i sin Forborgenhed, dog rindende. Men den stille Søe kan udtørres, naar Vældet en gang standser; Kjerlihedens Liv derimod har et evigt Væld. Dette Liv er friskt og evigt.
Sådan beskriver Kierkegaard Guds kærlighed til os som et evigt bånd, der er skjult i os. En kærlighed, som sætter hjertet i os, og som vi er omgivet af og om lidt træder ind i ved døbefonten og ved nadveren. Her får vi den dybeste sandhed, som er skjult for det blotte øje. Her får vi alt for intet: Guds gode frugt i Kristus. Her får vi den kærlighed, som sætter hjertet i os, så vi kan elske Gud og hinanden og selv give alt for intet. Amen.
Salmer: 751 – 392 – 390 – 368 – 330 – 441 – 10
