Læs dagens tekst her
Når man skal følge nye veje i livet, som man ikke helt ved, hvor fører hen, så handler det om at finde styrke til at stå distancen. Nogle gange kræver det anstrengelse at finde ind til styrken. Andre gange findes den i noget, der ligger lige for næsen af én. Og måske kan det være så enkelt, at man kan finde styrke, når tungebåndet bliver løsnet, og man synger med på en salme.
Det var hensigten med, at vi begyndte med at synge Grundtvigs smukke morgensalme: Morgenstund har guld i mund. Den fortæller om menneskelivet og er en hyldest til glæden over livet. Salmen emmer af livsglæde og taknemmelighed over den gave, Gud har givet os med livet. Hverdagslivet med alt, hvad det rummer af søvn, arbejde, gråd og glæde bliver på en smuk poetisk måde beskrevet. Morgenstund har guld i mund er som en hjertestarter, der kan få et tynget hjerte til at boble af livsglæde igen.
Grundtvig kendte selv til at stå distancen i livet, for hans liv bestod af en vekslen mellem at være i det dybeste mørke og finde vej til lyset igen. Og der, i de mørkeste perioder af sit liv, digtede han nogle af de smukkeste salmer. Deres poetiske ordlyd giver så meget trøst, styrke, mening og håb og skaber så meget lys. Når man synger med, går ordene lige i hjertet på én, og man kan lade sig rive med ud af mørket og ind under en lysende klar himmel.
Vi er i tiden mellem Kristi himmelfart og pinse. Det er en ventetid, hvor vi venter på pinseunderet, og på at Helligånden kommer til verden. Jesus er faret til himmels og har forladt jorden og sine disciple. Det fejrede vi i torsdags Kristi himmelfartsdag. Her hørte vi, at disciplene blev efterladt tilbage på jorden, da Jesus blev taget fra dem. Hans sidste ord til dem var mange, og i dag hører vi hans løfte om, at han vil sende en Talsmand – en Sandhedens ånd – til dem. Han siger, at Talsmanden skal vidne om ham, og så kalder han disciplene til også at vidne om ham.
Nu er de så alene, og Talsmanden er endnu ikke kommet. De skal forsøge at finde en mening med det hele. Det skal de gøre uden Jesus. Og de skal forsøge at finde styrke til at gå videre uden at kunne støtte sig til hans fysiske nærvær. Nu har de kun hans ord og troen på ham at holde sig til og styrke sig ved. De må have følt det tomrum, som det giver at blive forladt af et menneske, man elsker. Fortvivlede og måske også bange forsøger de at finde mening og mod til at leve videre i troen og holde fast i de ord, som Jesus har talt til dem.
De skal gå videre ad den vej, som han har sendt dem ud på, og de ved ikke, hvor den fører dem hen og ender. De husker hans ord og hans løfte om, at han vil sende en Talsmand fra Gud til dem. Talsmanden skal vidne om Jesus, og de husker, at han sagde, at også de skal vidne. Det løber dem koldt ned ad ryggen, når de mindes ordene om, at de vil blive udelukket af synagogerne, og at enhver, som vil slå dem ihjel, vil mene, at de derved tjener Gud. Nu skal deres tro på Jesus og deres lydighed overfor hans kald stå sin prøve. De skal vidne om, at Jesus er Guds søn. Det er den sandhed, som han har kaldet dem til at udbrede i verden. En sandhed, som kræver deres modstand og hengivelse, og som kan komme til at koste dem livet.
Modstand og hengivelse er kerneord hos den tyske teolog, præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer. For ham handlede troen på Jesus om efterfølgelse. Han valgte en livsvej, hvor han ligesom disciplene fulgte Jesus uden at tøve. Som disciplene satte han hele sit liv ind på at vidne om sandheden om, at Jesus er Guds søn. Det kom til at koste ham livet, og mindet om ham og hans mod kan ligesom Grundtvigs opbyggelige salmer og teologiske værker være en vej til selv at finde styrke til at stå distancen ad de livsveje, som man ikke ved, hvor fører hen.
I 1933 blot to dage efter, at Hitler var kommet til magten, havde Bonhoeffer modet til at tale imod det nye magtoverhoved i en tale i radioen. I talen beskyldte han Hitler for at forgude sig selv. Bonhoeffer sagde, at hvis føreren lod sig ophøje til en slags afgud, så var han ikke en fører, men en forfører. Det medførte, at radioudsendelsen blev afbrudt midt i en sætning.
Det mod udviste han alle de steder, han kunne, og når han holdt forelæsninger på universitetet, indledte han med en bøn, hvor han tog tydelig afstand fra nazismen. Bonhoeffer var overbevist om, at hvis man vil leve som kristen, må man udleve det ufravigelige krav, at man yder modstand mod alt det, som skaber undertrykkelse og ufred. At man hengiver sig til kampen mod det, som ødelægger menneskeliv og verden. Den kamp satte han sit liv ind på, og det kostede ham først hans virke som underviser og præst og senere hans frihed, da han blev sat i fængsel, og til slut kostede det ham livet.
Han var indædt modstandsmand og drevet af dyb hengivelse til sin kristne pligt, som bød ham at blive i Tyskland og stå lidelserne igennem med sit folk i stedet for at flygte. Han vidnede om den kristne sandhed, og den var hans våben mod det undertrykkende og ødelæggende styre. Helt til det sidste og selv bag fængslets mure, kæmpede han den kamp. Og i en alder af 39 år blev han henrettet uden rettergang kort før afslutningen på anden verdenskrig. De sidste ord han sagde til sin medfange og ven var: “Dette er enden, men for mig begyndelsen på livet.”
For Bonhoeffer var modstand og hengivelse kernen i hans overbevisning om, at troen er efterfølgelse af Kristus. Her er det afgørende at holde fast i de ord, som Kristus har talt. Og hans hovedpåstand var, at Kristus kun eksisterer som menighed. Han tog det altså helt bogstaveligt, at Kristus forlod verden og sendte Guds Ånd til os mennesker, så vi kan vidne om, at Kristus er Guds søn.
Disciplene var den første menighed, og vi er den nuværende menighed. De holdt fast ved hans ord og fulgte ham, og på samme måde skal vi høre ordene fra Kristus og følge efter ham. Den efterfølgelse gjorde Bonhoeffer selv igennem sit korte liv og helt ind i døden. Hans sidste ord vidner om hans stærke tro på, at den, der mister sit liv i efterfølgelsen af Jesus, han vinder livet på ny. For ham var det altafgørende at høre de ord, Jesus siger, og følge dem. Om det skriver han:
Hvad har Jesus ville sige os, hvad vil han os i dag, hvordan hjælper han os til at være tro kristne i dag? Det afgørende for os er hvad Jesus vil. Det vil vi vide, hans eget ord vil vi høre, når vi går i kirke.
De ord hører vi i dag, hvor Jesus fortæller, at det kræver modstand og hengivelse at vidne om ham. Og det at følge ham, beskriver Bonhoeffer på følgende måde:
Hvor fører efterfølgelsen af Kristus hen, hvilke afgørelser og brud vil det føre med sig. Vi må gå med dette spørgsmål til ham, som alene kender svaret. Kun Jesus Kristus, som byder os følge sig, ved hvorhen vejen går. Men vi ved, at det ganske bestemt vil blive en ud over alle grænser barmhjertig vej – efterfølgelse er glæde.
Da jeg for snart en menneskealder siden begav mig ad teologiens vej, vidste jeg ikke, hvor den ville føre mig hen. Dengang anede jeg ikke, at jeg ville ende som præst og stå her på prædikestolen. Min første tanke var, at studiet skulle være en trædesten, for jeg var i vildrede. Jeg ville oprindeligt have været dyrlæge, men måtte efter lange overvejelser erkende, at det naturfaglige ikke var min stærke side. Så jeg opgav drømmen og begyndte på teologi.
Her åbnede der sig en helt ny verden for mig. Det var med lige dele forundring og fortryllelse, at jeg begav mig ind på teologiens vej. Her mødte jeg fortællingen om en Gud, der sendte sin søn til verden. En Gud, der lod sin søn føde som et menneske ind i vores jordiske virkelighed med lidelse og lykke. En Gud som ofrede sin søn – det dyrebareste han har – for at frelse os. Her læste jeg de ord, som Jesus havde talt, da han var på jorden. Og hans ord førte mig ad nye veje som menneske. Jeg fornemmede, at den vej Jesus åbner, er en ud over alle grænser barmhjertig vej, som Bonhoeffer skriver. Og jeg fornemmer, hvad der ligger i, at efterfølgelsen af Jesus er glæde. Det satte en ny kurs i mit liv og et nyt mål, som er værd at arbejde på og kæmpe for.
Jeg har ikke en udpræget poetisk åre, så jeg kan skrive smukke salmer, ligesom Grundtvig. Ej, heller har jeg hans eller Bonhoeffers mod til at sætte mit livsvirke på spil i kampen for Guds ord. Jeg besidder heller ikke det kompromisløse mod til at efterfølge Kristus i verden, som Bonhoeffer satte sit liv til for. Men en fællesnævner, som vi alle har med dem begge, er, at vi kan arbejde på og sætte vores hjerte, sjæl og sind ind på at holde fast i, at Gud, når han bliver menneske, omslutter os med sin nåde. Og vi kan med fuld hals synge med på ordene, som vi sang før, der beskriver, hvad det gør ved os at være omsluttet af Guds nåde:
Gå da frit enhver til sit
og stole på Guds nåde.
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.
Med de ord, synger vi med på den daglige opgave, det er at vidne om sandheden, at Kristus er Guds søn. For som Bonhoeffer skriver er den kristne et menneske, som Jesus var det. Og det at være kristen er at deltage i menneskelivet, som Gud har givet os, og finde styrke til at stå distancen i alt, hvad det rummer af godt og ondt. Den kristne Gud kalder det enkelte menneske til at handle aktivt i kærlighed overfor sin næste. Den kristne handler på det kald, og holder fast i troen på Guds nåde. Selv der, hvor vi bliver anfægtet af, at Gud ikke gør som vi vil. Der, hvor vi skal kæmpe for at holde fast i troen, fordi vi møder modgang og meningsløshed. Der, hvor vi troede, at Guds nåde svarer til det, vi forestiller os. Der må vi kæmpe for at holde fast i troen på nåden, selvom den viser sig at gå over vores forstand. For den er en nåde, som kostede Gud hans søns liv. En ubegribelig nåde for os, for Gud anså ikke sin søns liv for at være en for stor pris at betale for vores liv, men gav ham hen for hver af os.
Det er vejen, vi begiver os ud på i troen på, at Kristus er Guds søn. En vej, som vi følger igennem hele livet, og som vi ikke helt ved, hvor fører os hen. Den har ført os her til Jesuskirken i dag, hvor vi skal synge og høre Guds ord og mærke nærværet fra Jesus. Her kan vi finde styrke til at gå ad livets veje, både de velkendte, men også til at stå distancen på de veje, vi ikke ved, hvor fører os hen.
Som Grundtvig siger, så skal vi vokse i troen, og her er kirken stedet for troens vækst i os. Vi er ikke født som færdige kristne, men født som mennesker, skabt af Gud og vokser til kristne mennesker. Det gør vi, når vi bekender vores tro, og når vi fejrer nadver og dåb, som vi skal om lidt. Her er Guds levende ord til stede, og Jesus taler direkte og personligt til os. Her kommer Talsmanden – Helligånden til os, når vi i nadveren knæler og får legeme og blod fra Jesus. Her vokser vi i troen og får mod til at være i modstanden og hengive os til Jesus. Mod til at tro på barmhjertighedens vej, som han kalder os til at følge. Amen.
Salmer: 752 – 683 – 292 – 376 – 281- 787 – 722
