Læs dagens tekst her
Hvad vil det sige at bede i Jesu navn? Det spørgsmål kommer jeg ikke uden om i dag, hvor det lyder klart og tydeligt i evangelieteksten. Det kan umiddelbart klinge en anelse fromt, men jeg tror, at det handler om langt mere end fromhed. Jeg tror, at der er noget langt større på spil end en from handling. For der siges, at bønnen i Jesu navn fører til den fuldkomne glæde. Og hvem vil ikke gerne opnå en fuldkommen glæde! Det er da noget at komme efter, så derfor vil jeg forsøge at give mit bud på, hvad bønnen i Jesu navn går ud på.
Jeg tror først og fremmest, at det handler om at blive stille og lille. Det påstår jeg ikke ud af den blå luft, men med hjælp fra den store danske teolog Søren Kierkegaard. Han skriver i en af sine opbyggelige taler:
Den bedende er som et susende og brusende hav, der fortvivlet prøver, at spejle himlens billede. Men hvor meget havet end anstrenger sig, så kan det ikke tvinge himlens spejl ned i sig. Først når havet bliver stille og tyst, synker himlens billede ned i dets blanke flade, i dets intet og videre ned i dybet.
De ord beskriver, at bønnen så nemt kan blive til en fortvivlet og forkrampet handling. Man forsøger af al kraft at aftvinge himlen det svar, man gerne vil have. Man strækker desperat sine hænder op i luften, og beder om at få rakt det, som kan opfylde bønnen. Man er som havets voldsomme bølger, der under et uvejr rejser sig i svimlende højder – så højt, at de næsten går i et med himlen. Men også kun næsten, for uvejrets høje bølger er mørke og grumsede med skum på toppen, og kan derfor ikke spejle himlens hvælving. Først når havet bliver blikstille kan himmelhvælvingen spejle sig i havoverfladen. Dér i den spejlblanke vandoverflade spejler himlen sig og trænger videre ned gennem den blanke overflade og fylder havets enorme vandmasser. Og dér i det stille og klare vand går himmel og hav i et, og det er som en cirkel, der bliver sluttet, hvor himlen fylder det hele.
Bønnen er altså ikke en kraftfuld præstation ifølge Kierkegaard. Den afhænger ikke af den styrke, som der bliver bedt med. Den er snarere det omvendte og bliver forløst, der hvor den bedende bliver tyst og stille. Først når den bedende bliver stille kan det himmelske trænge igennem og ned i de dybeste lag i et menneske. Bønnen handler altså ikke om styrke, men om inderlighed. Det udtrykker Kierkegaard selv i en af sine egne bønner, som lyder:
Når nu en bedende samler sit sind og bad inderligt, skete der det forunderlige, at efterhånden, som han blev inderligere og inderligere i bønnen, havde han mindre og mindre at sige, og til sidst blev han ganske tavs. Han blev tavs, ja hvad der om muligt endnu mere end tavshed er modsat det at tale, han blev hørende. Han mente, at det at bede er at tale, han lærte, at det at bede ikke blot er at tie, men er at høre og således er det; at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie og bie til den bedende hører Gud.
Det vil altså sige, at bønnen handler om inderlighed. Om at lade Gud trænge dybt ind sig og ikke om at høre sig selv tale, men blive tavs og lade Gud tale i sit indre. Bønnen handler altså ikke om at høre sine egne ord, men at tie, og der i tavsheden høre, hvad Gud siger til én.
Den tilstand, tror jeg, at alle mennesker kender til. Måske står den ikke lysende klar i hukommelsen, og måske har den ikke bidt sig hårdt nok fast i én, da man mærkede den. Men jeg tror, at alle mennesker på et tidspunkt har oplevet at blive stille og små, når livet har været overvældende. For mit vedkommende var jeg i den tilstand, da min datter kom til verden. Her oplevede jeg en altovervældende kærlighed og fornemmelsen af, hvor mægtigt og evigt livet er. Det var som et øjeblik at få indsigt i den guddommelige kraft, som livet rummer. I et splitsekund at se den livscirkel, som Gud omslutter os med, hvor vi kommer fra Gud og ind i verden og går tilbage til Gud igen.
Og så i samme øjeblik oplevede jeg, hvor tæt livet og døden er på hinanden. I mit tilfælde blev det forstærket af, at blødningen ikke kunne stoppes. Jeg mærkede varmen fra min lille datter, samtidig med at kulden bredte sig i mig i takt med at blodet forsvandt fra min krop. Først blev jeg desperat, og krampagtigt forsøgte jeg at holde fast i livet. Men så pludselig blev der helt stille i mit indre. Desperationen forsvandt og stilheden fyldte det hele. Det var som at træde ind i et andet rum, hvor der var fred, og hvor det ikke handlede om mine kræfter. Her kunne jeg trygt være i følelsen af at være lille. Og dybt i mit indre hørte jeg ordene: Jeg er med dig!
Jeg tror, at det var Guds ord, jeg hørte. Og jeg har hørt dem før igennem min barndom og ungdom og hører dem stadig. Når jeg er i situationer, hvor livet overvælder mig med enten smerte eller med glæde, så mærker jeg stilheden i mit indre og hører ordene igen: Jeg er med dig!
Jesus har levet med sine disciple, lige siden han kaldte dem til at følge efter ham. De har levet side om side med ham, og sammen har de gået igennem både gode og hårde tider. Nu er han ved at tage afsked med dem, for han ved, at han skal vende tilbage til himlen til Gud. Han siger det direkte, som de sidste ord i evangeliet i dag: At han er udgået fra Gud, at han er kommet til verden, at han nu skal forlade verden igen og gå tilbage til Gud.
Det gør han på Kristi himmelfartsdag, som vi nærmer os med hastige skridt. På torsdag fejrer vi hans himmelfart, hvor vi hører fortællingen om, at Jesus sender sine disciple ud i verden, hvor de skal prædike Guds ord. Herefter farer han til himmels og tager plads ved Guds højre hånd.
I dag er vi i slutningen af den afskedstale, som Jesus holder for sine disciple. Han ved ligesom os, at det er tungt og sorgfuldt at tage afsked med et menneske, som man elsker og har fulgt igennem livet. Han ved, at han skal tale til styrken og ikke til den afmagt, som sorgen rummer. Og det gør han med ordene: Bed i mit navn, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
Med de ord siger han, at han forlader verden, men ikke forlader dem. Når de beder i hans navn, så er han til stede i bønnen, og derfor er glæden fuldkommen.
Det bringer mit til næste skridt i mit forsøg på at besvare spørgsmålet om, hvad det vil sige at bede i Jesu navn. Her vil jeg vende tilbage til påstanden om, at svaret kan findes i at blive stille og lille. Igen med alliance fra Søren Kierkegaard og hans opbyggelige tale om: Det glædelige i at jo svagere, du bliver, desto stærkere bliver Gud i dig. Det kræver uddybning, for det er langt fra en gængs opfattelse, at der skulle være noget glædeligt i at være svag.
Det modsatte er nærmere tilfældet. Men det, Kierkegaard siger, er, at når vi som mennesker bliver svage indefter, betyder det, at Gud bliver stærk i os. Jo, stærkere et menneske er, desto svagere er Gud i ham. Jo svagere et menneske er, desto stærkere er Gud i ham. Det betyder, at der, hvor vi tror, at vi skal være stærke og kunne klare alt. Der hvor vi viljefast holder på, at vi skal have kontrol over livet. At alt, der sker, både det glædelige og smertelige, er i vores magt. Dér er Gud svag, og vi er stærke. Men der, hvor vi antager, at der er en Gud, der tænker vi naturligt, at han er den stærkeste. Her indser vi, at vi ikke skal bære det hele selv, men at vi er de små, som får styrken fra Gud. Vi er dem, der i stilhed hører de ord, som Gud taler til os. Når han deler sin glæde med os, der hvor vi er berusede af kærligheden og livets kraft. Vi er dem, der bliver tavse, når sygdom og det ubærlige rammer og her i den indre stilhed kan høre Gud sige, at han er med os også her. Vi er dem, som han har sluttet sin evige livscirkel med, hvor vi udgår fra ham og kommer til verden for igen, at gå tilbage til Gud.
Det bringer mig til afslutningen af mit bud på, hvad det vil sige at bede i Jesu navn. Det bedste billede jeg kan give ud fra mit svar indtil videre, ser vi i dåben. Når vi om lidt bærer de små børn til døbefonten, så er de helt konkret små og måske også stille.
De er endnu ikke blevet udsat for den løgn, at de skal bære det hele selv, og at alt der sker, afhænger af dem. De bliver båret til døbefonten, og igennem livet vil forældre og andre gode mennesker bære på både det lette og det hårde i tilværelsen sammen med dem. De får korstegnet for ansigtet og for brystet, og de to kors bærer de med sig som tegn på, at Gud er stærk i dem, og de tilhører den korsfæstede Kristus.
I dåben får vi et konkret billede på, hvad det vil sige at bede i Jesu navn – bønnen som fører til den fuldkomne glæde. For bønnen i Jesu navn er at sætte sig i forhold til Gud og lade ham blive stærk i sit indre. Tro på, at han er kommet til verden for at være med os i livet og bære det sammen med os. Det er at lade Guds vilje ske. Lade Gud være Gud og ikke tro, at vi selv skal være herrer over alt, der sker og have fuld kontrol over vores tilværelse.
Når vi beder i Jesu navn, så følger vi ham, som aldrig søger sit eget, men sætter hele sit liv til for at elske det menneske, han står overfor. Vi følger med ham ind i den evige livscirkel, som Gud har skabt og sat os mennesker ind i. Vi følger ham, som blev menneske og gav sig selv, som det største og mest dyrebare offer for os. I den dybeste evige kærlighed ofrede han sit liv, så vi kan få del i Guds evige tilgivelse og liv. I Jesu navn følger vi ham op på korset, og her får vi at vide, at han er med os, og at alt er i hans magt. Heri bliver vi sat fri af verden og af os selv og finder vejen til den fuldkomne glæde. Den glæde som var med, da alt tog sin begyndelse og vil være der til alle tider og i al evighed.
Når vi beder i Jesu navn, så beder vi i troen på Guds nåde. I hans navn bliver vi tavse og små, og Gud bliver stærk i os. Vi tier og lytter I Jesu navn og hører Guds stemme, som taler i vores indre og siger: Jeg er med dig i dag og alle dage indtil verdens ende. Amen.
Salmer: 402 – 417 – 289 – 756 – 587 – 750 -10
