Læs dagens tekst her
»En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Taget ud af den rette sammenhæng og uden sammenligning i øvrigt, så kunne det faktisk være min kalender for den kommende tid. Jeg har lovet at hjælpe mine kollegaer, samtidig med at jeg afvikler ferie og prøver at flytte ud af den store tjenestebolig, som jeg har boet i 33 år. Det betyder, at det ikke er den sidste optræden, jeg har her i Jesuskirken. Jeg har 1 højmesse, 2 aftengudstjenester, en plejehjemsgudstjeneste (det er så ikke her i kirken), seks bryllupper, nogle dåb og et par rundvisninger, inden jeg har sidste arbejdsdag d. 30. juni. Så hvis I uforvarende drister jer ind i Jesuskirken de næste seks – syv uger, kan I meget vel risikere at møde mig. Men med i dag er vi sikre på at få sagt ordentligt farvel til hinanden. Det minder om titlen på Raymond Chandlers kriminalroman: The Long Goodbye.
Men tilbage til den rette sammenhæng, så er ordene jo noget, Jesus siger til sine disciple, og her i Johannesevangeliets version bliver det gjort godt og grundigt. Hele tre gange hører vi det samme gentaget. Det er et stilistisk træk, der benyttes flere gange, hvor Jesus først siger noget, så spørger disciplene sig selv og hinanden, hvad mener han, når han siger sådan, og Jesus gentager så til sidst: I forstod ikke, hvad jeg sagde, da jeg sagde sådan og sådan. Det er åbenbart vigtigt her at få slået det fast: En kort tid.
Og Jesus siger ordene skærtorsdag, mens de endnu sidder ved bordet efter aftensmaden. Det er den forestående død på korset, der i første omgang sigtes til og opstandelsen tre dage efter. Hele deres verden vendes på hovedet og tidsbegrebet ændres for altid. I huj og hast skal Jesu afsjælede legeme gravlægges, inden sabbattens stilhed sænker sig, og al aktivitet stopper. Det giver lange timer efterfølgende til eftertanke og den eneste rystende konklusion er, at nu er alt slut. Men påskemorgen kaster lys over den tomme grav, og håbet stiger som morgensolen. Tre dage er en kort tid, og den opstandne er med dem, indtil Himmelfarten bringer den opstandne til Faderen. Det var også en kort tid. Men den korte tid bliver nu længere i afventning på Jesu genkomst. Foreløbig har den varet i to tusinde år. Medmindre man ser på det enkelte menneskes tid,
” Vore leveår kan være halvfjerds,
eller firs, hvis kræfterne slår til,
men al deres stolthed er elendighed og ulykke;
hastigt går det, så flyver vi bort.”(Ps.90,10)
Men der er tydeligvis tale om en anden tidsregning end vi er vant til.
” Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.”(Ps.90,4)
Tid er jo noget underligt noget. Sjældent er det jo den eksakte tid, som i dag defineres ud fra stråling fra et cæsium-133-atom, men som vi ellers kender fra armbåndsurets sekundviser, telefonens digitale skiften eller bornholmerurets tik-tak i stuen. Og vi kender det jo helt tilbage fra barndommen, hvor de voksne synes, der var alt for kort tid til jul med alle de ting, der skulle nås, og vi som børn overhovedet ikke kunne få tiden til at gå, inden man skulle danse om juletræet og pakke gaverne ud. Det er først senere, man er kommet til at sætte pris på julebordets glæder.
Vi kender jo også alle sammen tidsoptimister, der sagtens mener, at de kan nå 100 ting, inden de skal af sted og derfor altid kommer for sent. Og hvis man har haft travlt og godt kan lide sit arbejde, så vender man ryggen til et kort øjeblik, og så er der gået 33 år ved Jesuskirken, eller 42 år siden man blev præst. Så tid er i høj grad subjektiv og opfattes vidt forskelligt, alt efter hvem der ser på det.
Der kan også findes afgørende øjeblikke, tidspunkter hvor alt ændrer sig. Selvom tidslinjer kan trækkes både bagud og fremad, så er der tidspunkter, der vil stå som skillelinjer: d. 4.maj 1945 kl. 20:35, hvor frihedsbudskabet lød i radioen fra BBC i London; d. 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt og d. 11. september 2001, hvor passagerfly fløj in World Trade Center i New York og Pentagon i Washington. Tilsvarende har vi nok alle sammen afgørende tidspunkter i vores private liv, hvor der er sket store ting, og som definerer et liv før og efter. I kristendommen er det påskemorgen, hvor morgensolen afslører en tom grav.
Vi har mange udtryk om tid. Tidens fylde er moden, når man ligesom kan fornemme, at noget er ved at ske, eller at noget snart burde ske. Noget bygger op over tid, og der må snart komme en kulmination af en eller anden slags. Om det så bliver en eksplosion, eller luften lige stille fiser ud af ballonen igen, er så spørgsmålet, men forandring må der til.
Man kan også blive træt af tid. Hvor noget bare bliver ved og ved i en uendelig gentagelse. Eller man bare har set alting og oplevet alt før, så man har forædt sig på oplevelser. Så bliver man træt og mæt af dage.
Men den helt store modsætning til tiden, er dens modsætning: evigheden. Tiden hører så at sige op. En tilstand, et sted hvor tiden ikke går nogen steder. Det har vi svært ved at forestille os. Det ene øjeblik afløser det andet i en tilsyneladende uendelig række, og sådan har det været siden tidernes morgen. Og sådan forventer de fleste nok, det vil fortsætte i hvert fald i overskuelig tid, medmindre man frygter ragnarok forårsaget af klimaforandringer eller en altødelæggende atomkrig.
Og det er klart, at vi har svært ved at forestille os evigheden, når vi er ved at kede os ihjel en søndag eftermiddag. Og derfor udfylder vi desperat tiden med alle former for underholdning og tidsfordriv, ja nogen taler ligefrem om at slå tiden ihjel. Så derfor er vi nødt til at være i konstant aktivitet for ikke at være udsat for et øjebliks stilhed, hvor vi måske kunne komme til at tænke lidt dybere over tingene. Og disse aktiviteter omfatter også den største form for inaktivitet, når man hænger foran en skærm, stor eller lille, hvor man aldrig løber tør for nye afsnit i serier, nyheder af alle slags, nye opslag på Facebook, Pinterest, Snapchat, Twitter, X eller hvad de nu hedder, og altid har mulighed for at spille et eller andet spil eller løse dagens udfordring. Man skulle nødig være tvungen til at sidde stille og kigge ud i luften og ikke gøre andet bare et minuts tid eller to.
Men uanset om vi kan forestille os evigheden eller ej, så er det det, Jesus lover os. Og netop ikke truer med tidens stilstand, men stiller os evighedens øjeblik i udsigt. Som han siger: Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. (Joh. 17,3). Det er grunden til, at vi kan sige: ”Vi ses!” til afsked, uanset hvor vi befinder os i livet, og uanset om døden står imellem eller ej.
Begynder Guds Rige så først, når vi dør? Nej, det begynder, når vi tror på det. Vi har allerede en del af evigheden i os, mens vi er her. Det betyder så stor en omvæltning i vores liv, at vi allerede har del i evigheden i dette liv.
Vi sang til at begynde med Jakob Knudsens smukke salme ”Se, nu stiger solen”. I den har han det smukke billede på evigheden i sidste strofe:
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!
DDS 754,7
Sådan kunne det, vi ikke kan forestille os, være. Vi får et glimt af evigheden.
Men nu er tiden snart gået, en kort tid eller tiden er faldet lang alt efter hvordan man opfatter den, og jeg må hellere holde.
AMEN
Salmer: 754-147-710-257-149-356
