Vi hører i dag om en konge, der gør regnskabet op. En af hans tjenere skylder ham et astronomisk beløb – mere, end han nogensinde vil kunne betale tilbage. Tjeneren falder på knæ og bønfalder ham: “Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen.”
Utroligt nok forbarmer kongen sig. Han fritager tjeneren for hele gælden. Det er fortællingens billede på tilgivelse: gælden bliver slettet. Kongen får medlidenhed med ham og viser barmhjertighed.
Hvis fortællingen stoppede her, ville evangeliet gøre os til jubelidioter. For hvis Gud alligevel tilgiver alt, hvorfor skulle jeg så tage noget her i livet alvorligt? Kunne man tænke. Men lignelsen stopper ikke her. Evangeliet gør os ikke til jubelidioter.
Den mand, der lige havde fået eftergivet hele sin gæld, stryger ud i verden. Han møder en mand, som skylder ham nogle småpenge. I forhold til sin egen gæld til kongen, er denne gæld så godt som ingenting. Alligevel griber han ham i struben og siger: ”Betal, hvad du skylder!”
Scenen er et spejl af, hvad der skete, da den gældbundne tjener var inde hos kongen. På samme vis kaster skyldneren sig ned og beder ham: ”Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig.” Scenen gentager sig, men nu er barmhjertigheden forsvundet og skyldneren kastes i fængsel.
Da kongen hører det, siger han: ”Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?”
Fortællingen slutter med ordene om, at enhver skal tilgive sin bror af hjertet. For hvad der er blevet givet til jer, skal I give videre. Pointen er ganske klar: Den gældbundne tjener blev fri af sin gæld, derfor burde han også vise sine egne skyldnere nåde og barmhjertighed.
Fortællingen illustrerer vores forhold til Gud og vores næste. Gud er kongen – det er ham, der tilgiver for intet. Vi er den gældbundne tjener – den, der er blevet tilgivet på trods af vores ubetalelige gæld. Den anden tjener er vores næste – ham, der bliver udsat for den gældbundne tjeners ubarmhjertighed og smålighed.
Hvis vi er den gældbundne tjener, så er den første del af historien som en drøm. Al vores gæld fjernes uden videre. Den anden del er straks værre.
Den gældbundne tjener mente, at tilgivelsen blot satte ham fri af sin gæld – én gang for alle. Men tilgivelsen skulle ikke bare fjerne hans gæld, den skulle forandre hans liv. Den skulle sætte ham fri af den logik, der måler, kræver og holder regnskab. Den skulle have betydning for, hvordan den gældbundne tjener forholder sig til verden og andre mennesker, fordi tilgivelsen i bund og grund er kernen i hans gudsforhold.
Jeg har efterhånden været præst her i Jesuskirken nogen måneder. Fortællingen rammer ned i noget dybt almenmenneskeligt. Når jeg taler med mennesker her i sognet, går det mere og mere op for mig, at det, jeg troede ville være det sværeste, faktisk viser sig at være det letteste. Det lyder måske mærkeligt. Men jeg havde ikke regnet med, at de fleste mere eller mindre alle har fornemmelsen af at være utilstrækkelige og skyldige. At alle går rundt og plager sig selv med beskyldninger om ikke at være gode nok.
Konfirmanderne er i hvert fald med på det. Vi havde om ondskab og forsagelsen af Djævelen for et par uger siden – konfirmanderne sagde – hver og en – at de alle havde noget ondt i sig. Det kristne budskabs syn på mennesket er indledningsvist fornærmende. Det begynder med at sige, at der grundlæggende er noget i vejen med dig. I kirken kalder vi det for synd.
Egentlig ville jeg ønske, at dagens tekst var lidt mere opmuntrende. Alle konfirmanderne har taget deres forældre med i kirke og dagen er kun festligere af, at Alfred og Oskar skal, døbes og har dåbsgæster med.
Men fortællingen er hård. Fortællingens anden scene handler synden som den gældbundne tjener tager ud i verden med i sin ubarmhjertige smålighed. Midt i den grumme fortælling, må ikke glemme fortællingens første scene inde hos kongen.
Kongen tilgav ham.
Der findes et hul mellem de to scener. I det mellemrum ved vi ikke, hvad den gældbundne tjener tænker. Forstår han sig selv som et syndigt menneske? Måske. Måske har han sværere ved at tro på den tilgivelse, der netop er givet ham. Vi hører ikke noget om det i fortællingen, men jeg tror, at det er det, der er sværest for os.
Vi er med på, at ondskaben strider i os. Men at tilgivelsen skulle gives til mig, at Gud blev menneske i Jesus Kristus for at dø på et kors og opstå på tredje dagen, alt sammen for min frelses skyld – det tror jeg, er sværere at tro på. Syndernes forladelse er det nye, det absolut andet, som kristendommen forkynder. Det er også, hvad der siges om lidt, når Alfred og Oskar skal døbes.
Jeg tror, at vi ofte har lettere ved at erkende vores skyld end at tro tilsigelsen: ”Dine synder er dig forladt.” Den gældbundne tjener tør ikke leve ud af tilgivelsen, og give den videre. Han kan ikke slippe ud af sine egne logikker på trods af, at han netop er blevet mødt af en logik, der sprænger alle grænser.
Hans bøn til kongen var, at han skulle være tålmodig med ham, så ville han betale sin gæld. Han bad ikke om at få fjernet sin gæld. Man kunne forestille sig, at han ikke turde tro på, at der kunne findes sådan en nåde, der kunne eftergive alt. Han gik slet ikke op i andres tilgivelse eller i at tilgive andre.
Derfor visnede tilgivelsen for ham. Den slog ikke rod i ham; den gestus, hvormed kongen med ét forvandlede hans liv, forvandlede ham ikke. Han kunne lige så godt have været tilgivelsen foruden. Han var tilgivet, men hans liv var det samme: rethaverisk og forurettet.
Fortællingens teknik er overdrivelse og en tydelig modstilling: den store gæld overfor den lille gæld; den store mand overfor den lille mand; storsind overfor smålighed; tilgivelsen overfor uforsonligheden; evangeliet overfor loven. Ved at føre os, der lytter til det ind, ind i dette modsætningsfyldte univers, tvinges en bestemt konklusion frem: burde du ikke også tilgive?
For i lyset af Guds tilgivelse burde man se enhver anden som sin næste. I næstekærligheden elsker man sin næste som sig selv, altså som en, der er elsket af Gud. Man elsker noget i næsten, som næsten ikke er i kraft af sig selv, men i kraft af Gud.
Tilgivelsen benægter ikke skade eller sandhed og kræver ikke forsoning uden ret og grænser. Den sætter det skete ind under Guds ret og barmhjertighed. Det gør også, at når noget utilgiveligt sker – noget som vi hverken kan eller skal tilgive – så kan vi overlade det til Gud og lade ham tage sig af det.
Alt dette er langt mere simpelt og enkelt formuleret i Fadervor, når vi beder: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Vi er forbudne med hinanden – og den tilgivelse, der er blevet givet os af Gud, den skal også gives videre i vores relationer til vores næste – vi skal ikke bare holde den for os selv. Vi tilgiver ikke for at blive tilgivet; vi tilgiver, fordi vi er blevet tilgivet.
Når vi lever ud af tilgivelsens kilde, får vi mod til at se på os selv, som vi er. Syndernes forladelse betyder ikke bare, at du er god nok, som du er. Så ville kristendommen gøre os til jublende idioter, der overser den ondskab, som konfirmanderne mærkede. Det er langt mere alvorligt og realistisk. Syndernes forladelse betyder, at du ikke er god nok som du er, – og det er godt nok. Vi er på én og samme tid tilgivet og synder. Begge dele er sandt på én gang. Og det budskab kan man da juble over i sit stille sind – og med det, gå ud i verden og møde andre med den nådige tilgivelse, du selv lever af. Og hvis du ikke er i stand til at forlade din skyldner, så lad vor Herre tage sig af det.
Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Salmer:
Salme DDS 732 Dybt hælder året i sin gang Kyrie og gloria
Salme DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig
Salme DDS 518 På Guds nåde (messehagel)
Salme DDS 695 Nåden hun er af kongeblod (messehagel)
Salme DDS 448 Fyldt af glæde
Salme DDS 352 Herrens kirke er på jord (messehagel)
