Der er grænser for, hvad et menneske kan tro på. Det kræver oftest overbevisende ord, der kan føre til, at man forstår, hvad troen er. Eller beviser, der bekræfter det, der skal tros. Og hvis grænserne skal brydes ned, så sker det i høj grad, hvis det man skal tro på, svarer til de forestillinger, man selv har. Men hvad sker der, når Guds grænseløse kærlighed møder vores menneskelige grænser, og sprænger dem?
Svaret herpå udfolder sig i evangeliets fortælling i dag. Her møder vi en kongelig embedsmand, som er i den frygtelige situation, at hans søn er dødssyg. Man kan kun forestille sig hans desperation for at redde sønnen. Hvordan han har befalet kongens bedste læger, at de skulle tilse hans søn. Hans fortvivlede vrede, da de kommer tilbage til ham med den sørgelige konklusion, at de intet kan gøre for at redde sønnens liv. Den ubærlige grænse, som man møder, når alt håb synes at være ude. Den tomhed, der opstår i det indre, kender alle, der har været dér, hvor et menneske, man elsker, får at vide, at der ikke er mere at gøre.
Så hører han, at Jesus er i nærheden, ham der gjorde vand til vin sidst han var i Kana. Han må også kunne helbrede hans søn, og embedsmanden tager afsted, så hurtigt han kan. Rastløsheden jager rundt i hans indre. Det kan ikke gå hurtigt nok. Man kan levende forestille sig, hvordan han har haft det undervejs, frygten for, at sønnen skulle dø, inden han finder Jesus. Og frygten for, at Jesus ikke kan helbrede sønnen. En følelse af ikke at kunne være i sin krop, mens han haster afsted.
” Hvis ikke I får tegn og undere at se, tror I ikke.” Det svar, møder Jesus embedsmanden med, da han bønfalder ham. Det kan lyde som en kynisk afvisning, men er nærmere en sand konstatering, af de grænser, der er i os mennesker. Grænser, der er i vejen for, at vi kan tro på Guds grænseløse kærlighed. Vi vil have bevis, for der er meget smerteligt og megen ondskab i verden og i os, som modbeviser, at der skulle findes en grænseløs kærlighed fra Gud her hos os.
” Gå hjem, din søn lever!” siger Jesus så til embedsmanden. Og de ord går han på og vender hjem. Han gik ud, fordi han havde hørt om Jesus, og nu går han hjem på de ord, Jesus har sendt ham afsted med. Der er sket en forvandling. Roen er faldet over ham og rastløsheden er blevet til overbevisning om, at de ord Jesus sagde er sande. Embedsmanden fik sin levende søn, hans grænser blev brudt, og han fik bevis for sin tro.
Hvad gør det ved os at have Guds ord med os, når vi tager afsted. Ord der siger: ” Din søn lever.” Ord der kan skabe liv og vil liv. Vi tager dagligt afsted fra hinanden. Kysser farvel og hopper på cyklen, sender børnene i skole, vinker farvel på stationen til vores elskede. Det gør vi uden at tænke over, hvad der kan ske, for det ved vi jo ikke. Og dog, vi ved kun alt for godt, hvad der kan ske. Alt det forfærdelige og ustyrlige, som pludselig kan ramme os, og dem vi elsker. Det kan tage luften ud af os, ramme os som en knytnæve i maven og gribe os om hjertet, så kulden trænger ind i de dybeste lag.
Vi ved kun alt for godt, hvad der kan ske, og det er ikke til at holde ud at tænke på, hvis ikke det var for de ord, Jesus sender os afsted med. Ord der siger: Din søn lever! Guds løfterige ord, som skaber liv og vil liv, dem må vi have med, når vi tager afsted, hvor end vi er. For de ord Jesus sender os ud på livets vej med, bryder grænserne i os ned og forvandler os, så vores frygtsomme sind finder ro og overbevisning.
I dag skal vi fejre barnedåb, og ved dåben lyder Guds livgivende ord. Her afgiver Gud sit løfte til os, og omslutter os med sin grænseløse kærlighed. Vi kommer til dåben med alle de grænser, der er i os, som kan stå i vejen for Gud. Her tiltaler Gud os med korstegn og vand, og der sker en forvandling. De ord, som bliver sagt under dåben bryder alle grænser ned, og forvandler den, som bliver døbt, så han og hun efter dåben åbent lader sig tiltale af Gud og tager imod kærligheden fra Gud. Med dåben bliver vi sendt afsted ind livet og ud i verden med løftet om, at Gud er med os, og vi tilhører den korsfæstede Kristus. Derfor er dåben så vigtig, og vi er nødt til at gå med de ord, vi får her. De er nødvendige, når vi skal leve og elske. For her siger vi ja til, at Guds søn lever. Det tror vi på. Det forvandler os, så vi går til livet med et levende håb. Ja, det lyder direkte, at man ved dåben bliver genfødt til Guds levende håb, som er med os i alt, og derfor også trænger ind i alt det smertelige.
I den seneste tid har dåben været til debat. Det er glædeligt, for det er vigtigt at tale om, hvad dåben er, hvad den gør, og hvad den kan give til ens liv nu og her og i fremtiden. Det er forståeligt nok mest præster og teologer, som har engageret sig i debatten, og striden, som udspiller sig her, er om ord. Det viser, hvor vigtigt det er at sætte de rette ord på den hellige handling, som dåben er. For det er ikke lige meget hvilke ord, vi bruger. Og de ord, der lyder ved døbefonten her i dag, har en lang historie bag sig. Stridspunktet i debatten er ønsket om en ændring af ordlyden, så dåben bliver mere erfaringsnær og forståelig. Og her kan jeg ikke lade være med at høre de ord, som Jesus siger i dag: Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke! For spørgsmålet er om, vi forstår og erfarer dåben mere klart ved at ændre ordene? Det tror jeg ikke. Der er en tyngde og en alvor i de ord, som er blevet fastlagt igennem historien. Ja, hvis vi bliver på dansk grund, så helt tilbage til de første kristne, som blev døbt her i Danmark. Det var vikingerne, og de blev ikke døbt som børn, men som granvoksne mennesker. Når de var blevet døbt, fik de trukket en hvid hørkjortel ud over deres krigstøj eller hverdagstøj. Den skulle de så
bære i ugerne efter dåben, som tegn på, at der nu var sket en forvandling med dem. Det var tegnet på, at de nu tilhørte Hvidekrist, som de kaldte Kristus. Kjortlen var som en hvid rustning, de blev iført, som viste troen på Kristus, der påskemorgen sprænger graven og står op af døden til liv og lys. Vikingernes liv var farefuldt og fyldt med uhelbredelig sygdom og død. I dåben fik de det, som gjorde, at de kunne stå igennem alt det svære. De fik troen på Hvidekrist, Guds søn, som bryder dødens grænse og opstår til livet igen.
Din søn – Gud – lever. Det er de ord, der møder os ved døbefonten og ved nadverbordet. Her hører vi om Guds grænseløse kærlighed til os, som kan sprænge alle grænser, selv dødens grænse. Her erfarer vi Guds hellige nærvær i de ord, som lyder. Med ordene om Guds levende søn modtager vi korstegnene ved dåben. Med dem knæler vi ned, når vi får hans legeme og blod ved alteret. Vi tror, han lever, den tro går vi videre med i livet, og derfor vinder Guds kærlighed altid. Den kærlighed, vi længes efter, den tror vi på vinder, og vil vinde. Ordene føder en stærk længsel i os, som driver os afsted. De gør os utålmodige og rastløse efter at handle. De får os til at græde over ondskaben og alt det tabte, som slider i os, alt imens vi holder fast i troen på, at Guds søn lever, og kærligheden derfor vil vinde. Den tro bryder grænserne i os og imellem os ned, og vinder ind der, hvor der nu er had og kulde og fjendskab. Det tror vi på er sandt, og det er den tro, vi holder fast i.
Det løfte og de ord, sender os ud i verden, hvor vi går andre mennesker i møde med troen på Guds levende søn. Og her møder vi måske et menneske, som har hørt om mirakler, som det embedsmanden oplevede. Men miraklet skete ikke for det menneske. Måske gik den vi møder ud og søgte hjælp alle mulige steder, gik til lægen, gik til alternative behandlere, bad til Gud, gik ad rette stier, men lige meget hjalp det. Og man kan spørge sig selv om Guds ord og troen på hans grænseløse kærlighed hjælper her? Kan det hjælpe at gå til et sådant menneske og til verden med ordene, om kærligheden og om livet, der opstår igen? Ja, det kan det! Hvad skulle man egentlig ellers komme med, og hvad skal vi ellers gå med?
Gå hjem, din søn lever, de ord bliver vi sendt afsted med i dag. Guds søn lever, kærligheden lever og intet kan gøre det af med den, den kan ikke slås ihjel. Det tror vi på, og vi må spørge os selv: hvad bevæger det mig til at gøre – hvordan kan jeg lade kærligheden komme til orde, hvordan kan jeg få den til at spire og blomstre i andre?
Uvisheden og afmagten, den er der. Den ryster os, sætter frygt i livet på os, og får os til at svinge mellem frygt og håb. Vi har brug for, at grænserne bliver brudt, og noget nyt trænger ind der, hvor der er ulykke og sorg. Embedsmanden gik til Jesus, der fik han tro, midt i sin afmagt. Gå hjem, der er liv. Der er liv, der venter på dig. Vi lever med uvisheden. Vi tager afsted, siger farvel, vi ved sådan set ikke, hvad der møder os, men vi går alligevel, og vi går ikke alene, vi går med Guds ord. Vi tror på de ord, løfterige ord, der kan skabe liv, ord om Guds grænseløse kærlighed, der vil vinde. Lad os gå med dem. Amen.
Salmer:
754 Se nu stiger solen
400 Så vældigt det mødte
379 Der er en vej
292 Kærligheds og sandheds Ånd
579 Vor tro den er et lys
787 Du som har tændt millioner
408 Nu ringer alle klokker mod sky
