Læs dagens tekst her
Det er ikke lige meget, hvilke ord vi bruger, når vi taler til hinanden. For ord påvirker os og skaber en sindstilstand i os. Forsimplet stillet op kan det siges, at jeg med mine ord enten kan skabe ro og bygge et andet menneske op eller bryde et andet menneske ned og måske skabe en panisk tilstand i den, jeg taler til.
For nylig blev jeg ramt af en sætning, som skabte panik i mig. Den lød:
Smid håbet på bålet, eller fortæl hvorfor det ikke er brændbart!
Ordene stak mig i øjnene, og det var, som om de brændte sig fast. En følelse af panik bredte sig i mig med billedet af, at håbet bare er noget, vi kan smide væk. Eller at der kan afkræves en forsvarstale for, at håbet ikke fortæres og forsvinder. Jeg læste ordene på bagkant af nogle indslag, som kredsede omkring håbets betydning. Her blev to positioner særligt trukket frem. Den ene var accepten af, at det er i orden at opgive håbet og hengive sig til håbløshed, fordi de udfordringer, vi står overfor i verden, er håbløse. Den anden position, så håbet som en pligt og en vej igennem og ud af den håbløshed, som de uoverskuelige verdenskriser, kan skabe i os.
I dag er det anden søndag i advent. To lys er tændt, og de viser, at vi nu er halvvejs igennem adventstiden. Her midt i ventetiden frem mod juleaften møder Jesus os med ord, som skal give os udholdenhed og styrke. Hans ord skal tænde et håb i os, der kan få os til at stå igennem ventetiden og stå frem med oprejst pande over for det, vi venter på, skal komme.
Ved første øjekast taler hans ord om en panisk tilstand. Folk skal gribes af angst og rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.
Hans ord taler til os og ind i vores verden af i dag. De fortæller om den undergang, som er en realitet i vores liv og på kloden. Både de personlige undergange et menneske kan gennemleve, når det mister kærligheden, når det taber sig selv og går i hundene, eller når det bliver påført lidelse og rammes af håbløshed. Men også de undergange, som overgår jorden og klimaet, som kan fremkalde en magtesløshed i os.
Han siger, at når vi står foran undergangen, så skal vi ranke ryggen og løfte hovedet, for forløsningen er nær. Det er lettere sagt end gjort, for det er så let at gå i panik og miste orienteringen og blive grebet af frygt, når vi står foran vor tids undergange. Nyhedsstrømmen er konstant, og den flyder over med frygtelige fortællinger og billeder af alt det forfærdelige, der sker i verden. Vi bliver konstant konfronteret med alle de store kriser, som verden og menneskeheden er ramt af. Krige, klimaforandringer og umenneskelige handlinger når nethinden og øregangen på enhver af os dagligt. Der skal en stærk sjæl og et robust sind til for ikke at blive grebet af frygt og afmagt.
Jeg er sikkert ikke den eneste, som fra tid til anden bliver overmandet af fortællingerne om den kriseramte verdenssituation. Som enhver anden forsøger jeg at kæmpe imod den fortvivlelse, det skaber, men jeg må til tider også sande, at fortællingen om alt det destruktive er stærk og så nem at lade sig slå ud af.
Når jeg bliver overmandet, bliver jeg grebet af panik. En øjeblikkelig lammelse som en kat, der bliver fanget af billygternes skarpe lys i den mørke nat og mister evnen til at bevæge sig væk.
Panikken skaber en tilstand, hvor jeg føler mig handlingslammet. En resignation, som siger, at jeg lige så godt kan give op. Det nytter ikke for undergangen er uundgåelig. Den frygt skaber en lammende følelse, og det var den følelse, som blev vakt i mig, da jeg læste ordene om at smide håbet på bålet eller fortælle, hvorfor det ikke er brandbart.
Det er et skræmmende udsagn, for det, håbet kan, er at bane en vej ud af det, som er uundgåeligt i vores virkelighed. Det betyder ikke, at håbet giver os et virkelighedsfjernt blik på den verden, vi lever i. Tværtimod, for håbet driver os frem, på trods af alle dystre prognoser, og skaber en mening og en sammenhæng mellem os selv og omverdenen. Når vi håber, skaber vi en sammenhæng mellem nutid, fortid og fremtid, og uden håb ville alt gå i stå.
Ved første øjekast kan ordene om verdens undergang og Gudsrigets komme også virke lammende og skræmmende. Talen om undergang kan virke som en fredsforstyrrer her midt i adventstiden, hvor vi tænder lys og fylder os med alt muligt godt og sødt. Men ved nærmere eftersyn tjener ordene, som Jesus siger, et andet formål. Hans ord om angst, skræk og frygt taler ind i tilstande, vi alle kender. Der hvor vi bliver grebet af frygt og panikken sætter ind. Det er her, han møder os i angsten og skrækken med sine ord. Lige der, hvor vi er i fare for at miste orienteringen og fortabe os i os selv, der kalder han os i en anden retning.
Hans ord forstyrrer freden, men kommer også med et modbillede, som kan antænde et stærkt håb. Det, han siger, kan få os til at pege ud over os selv og føre os væk fra frygten. For han siger, at undergangen er en overgang til Gudsriget. Det er Guds rige, som er på vej med bulder og brag, og derfor kræver det udholdenhed og modstandskraft at nærme sig det.
Han tegner modbilledet med figentræet, som bebuder, at sommeren er nær. Et paradisisk billede, som fører tankerne tilbage til Edens Have og altings begyndelse. Han taler til den tilstand, et menneske er i, når alt det dejlige og lyse i livet overmander én. Den tilstand beskriver digter og præst Kaj Munk med følgende ord:
For 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på en gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle vel aldrig være Herren, der kommer igen.
Det viste sig nu senere hen, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo af mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.
Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv. Skønnere syntes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunne krones. Og dog – på den store dag, når gravfolket træder frem for den Evige, lad os ikke nægte, at vi vil stå der med hamrende hjerter, både du og jeg.
Aldeles fortabt i livets dejlighed, det er en tilstand, som kan give varme langt ind i sjælen. Man ser for sig, at den unge Kaj Munk står i en solbeskinnet have og indsnuser den perlende sommerluft med lukkede øjne. Så lyder der et brag og den første tanke, som rammer ham, er, at det er Kristus, som kommer igen. Overmandet af en lykkefølelse hverken skammer han sig eller føler sig til grin, da det viser sig at være en raket, der er blevet affyret. Den tilstand han er i, fylder ham med skønhed og lykke. Og så mærker han sit hamrende hjerte ved tanken om, at det er Kristus, som kommer igen. En forståelig hjertebanken for at træde frem for Kristus det er at stå foran livets almagt og Guds nåde.
Ved den tanke hamrer hjertet i mit bryst og måske også i jeres. Når den tid kommer, at vi skal stå foran Menneskesønnen, som Jesus siger, da skal enhver være parat. Og det kan godt give hjertebanken og rejse spørgsmålet om, hvordan jeg mon bliver klar, og hvad jeg kan forvente, når jeg står foran Guds søn? Måske er svaret, at jeg skal lytte med et opmærksomt hjerte og lade hans ord skabe den lykkefølelse, som Kaj Munk beskriver.
Jesus siger jo direkte, at vi skal være på vagt og ikke stå med et sløvt hjerte, som er fyldt af dagliglivets bekymringer. Nej, vi skal stå frem foran ham og se ham, som han er. Se, at hans ord aldrig forgår, de ord som fører os til troen og håbet.
Når vi hører hans ord, så kan de antænde det et stærkt håb i os. Et håb, som bevæger vi os ud over os selv og i retning mod Gud. For håbet i sig selv sigter mod noget, som er større end os mennesker. Det peger på det, som er langt større end os, og med håbet orienterer vi os mod det større, mod Gud.
Advarslen om ikke at stå med et sløvt hjerte må lyde, fordi håbet er noget, som kan slukkes i os eller tages fra os. Derfor må vi hele tiden øve os i at holde fast i det og lytte til de ord, som kan give os håb. Vi må øve os i at stå foran Kristus med hamrende hjerte og se ham, som han er.
Vi må arbejde på at lære at være rettet mod noget andet og mere end os selv. Og i den lærdom får vi at vide, at det at blive sig selv, det er at glemme sig selv. Det betyder ikke, at du skal udslette dit jeg, nej, når du glemmer dig selv, bliver du dig selv. For glemmer du dig selv, så retter dig ud mod verden, frem for selvkredsende at være kroget ind i dig selv.
Det er den tilgang, der ligger i at håbe, og er vi i den, så er vi på vej mod Menneskesønnen. På vej mod ham, som giver os håb selv der, hvor der er modstand og lidelser. Der, hvor det er svært at se en udvej eller bare at se vejen frem, der viser han os vejen med sine ord, som aldrig forgår.
Lige præcis derfor er håbet altafgørende, både det, du bærer i dig selv, og det, du kan give andre. Derfor er det også både synd og skam at opgive håbet og kaste det på bålet eller at slukke håbet i et andet menneske. Jeg hælder til, at håbet er en pligt, og det absolut ikke er brandbart.
Det er vores pligt at forsøge at udleve og efterleve det håb, Gud giver os med Menneskesønnen. En pligt, fordi undergangen truer med at opsluge én, hvis man fortaber sig i sin egen håbløshed, for dermed glider man ned i fortvivlelse. Det værste, der kan ske er, at håbløsheden eller fortvivlelsen får så hårdt fat i én, at vi føler os magtesløse over for de stærke destruktive kræfter, som er i undergangen.
Undergangen er en realitet, som Jesus sætter sine malende ord på, men han fortæller, at undergangen er en overgang og giver et modbillede til alt det frygtelige, alt det ødelæggende. Et billede af, at så snart vi ser figentræet og andre træer springe ud, så ved vi, at sommeren er nær. På samme måde siger han, skal vi mærke, at Guds rige er nær.
Det, han siger, skaber kraft og styrke i os, og hans ord ledsager os igennem tilværelsen. Hans overvældende barmhjertighed er med os igennem alt det, som vi går igennem i livet. Med os på den jord, som er skænket os, og i det liv, som Gud giver os. Det mærker vi, når vi griber håbet, som han giver os, og ser at livet og verden netop er givet og skænket. Ikke blot som en livsanskuelse, som noget vi kan skalte og valte med, men som Guds nærværende nåde til vores jord.
Derfor skal vi tage imod det håb, som Menneskesønnen kommer til os med. Lade det brænde stærkt i os og mærke den tilstand, det giver. En tilstand af, at vi er rodfæstede i Guds totale barmhjertighed, og derfor står vi stærkt. Amen.
Salmer: 747 – 87 – 277 – 274 – 243 – 78
