Læs dagens tekst her
Advent er gentagelse. Advent er minder. Advent er optakten til det hele.
Og lige netop i dag er det første søndag i advent, så som I kan se, har vi tændt det første lys i adventskransen. Og ikke nok med det, men også første december og dermed den første låge i julekalenderen, der skal åbnes, det første felt skal skrabes i julelottoet, det første afsnit i julekalenderen, der skal ses, og den første del af kalenderlyset skal brændes ned. Vi har travlt, men vi gør det gerne, fordi vi mindes, hvordan vi har gjort det før. Og det skal helst være, som vi har gjort det før. Minderne har vi vel lov at have, og det virker, som om der år for år lægges et nyt lag på, uden at der tages noget fra. Advent er forventningens tid, og forventningerne må ikke skuffes.
Forventningens glæde skal være intakt. Der kan kun lægges til og aldrig trækkes fra. Den store julekasse er taget ned fra loftet, og nu gælder det bare om at få alt fundet frem og få det på dets vante plads. Alt skal være, som det altid har været, og intet er, som det var.
Og prædiketeksten er fundet frem fra den store glemmekasse. Hvis nogen synes, de har hørt denne tekst før, er det måske ikke så meget, fordi de er vante bibellæsere. Det skyldes, at teksten også bruges palmesøndag. Jesu indtog i Jerusalem. Det er ikke for umiddelbart at forbinde de to største højtider i kristendommen. Det sker for at illustrere genkomsten. At Jesus er på vej igen.
Ind i Jerusalem. Og lad mig lige sige det: Jeg nævner ikke med et ord den nuværende situation i området. Enhver tolkning i den retning må stå for jeres egen regning. Situationen er så kompliceret og så indviklet, at enhver slagordsagtig udtalelse ikke gør nogen gavn. Det vil tværtimod bare grave nogle grøfter dybere. Det eneste man kan ønske sig til jul, er en stabil og varig fred i området.
Tilbage på sporet. Hvad kom først? Hønen eller ægget? Eller i det her tilfælde profetien eller opfyldelsen af profetien? Der bliver opført et nøje iscenesat show, da Jesus drager ind i Jerusalem. Disciplene bliver sendt af sted for at finde et æsel og dets føl, og så skulle de låne det, indtil indtoget var overstået. Ejeren skulle nok få sine dyr tilbage, og hvis nogen spurgte, så skulle de sige, at Herren har brug for dem. Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, er begrundelsen. I århundreder havde profeterne forudsagt, at der skulle komme en frelser, en konge, der skulle udfri folket fra dets prøvelser. Der kunne være nuanceforskelle, men kongen skulle under jubel drage ind i Jerusalem, og alt ville blive godt. Så Jesus spillede bevidst ind på de forventninger, der var i tiden. Og jublen ville ingen ende tage. Hosianna, Hosianna!
Men er det så en opfyldelse af en forudsigelse, når man bevidst går efter at opfylde den? Er det en selvopfyldende profeti? I det her tilfælde er det en teoretisk overvejelse, for Jesus var opfyldelsen. Og det, han gjorde for at få detaljerne til at passe, var lige så meget for at vise tilskuerne, at han var den, han var.
Og alligevel misforstod de, hvem han var. Det var ikke for at gribe magten, gøre oprør og befri dem fra den romerske besættelsesmagt. Det var ikke den form for frihed, han kom med. Men ved at vække frihedsdrømmene var han helt sikker på, at han ville blive henrettet offentligt.
Og det var grunden til, at han ikke selv kunne deltage i den jubel, der blev ham til del. Der bruges ordet sagtmodig. Der kommer helt sikkert en ny oversættelse på et tidspunkt, der vil skifte det ud med et mere moderne udtryk. Og indrømmet, hvornår har vi sidst brugt udtrykket uden for de bibelske sammenhænge? Men sagt betyder blød. Jesus var blød til mode, da han red ind i Jerusalem og modtog folkets hyldest. Han så deres begejstring og vidste, at den i løbet af få dage ville skifte til råbet: Korsfæst ham! Korsfæst ham! Fordi han, som det menneske han også var, elskede livet, og vidste, hvilke lidelser han skulle igennem for at opnå det, der var hans opgave. Nemlig at dø for vores skyld. At der så ventede en opstandelse på den anden side af døden, var ikke en letkøbt selvfølgelighed, men en kendsgerning, der kostede blod, sved og tårer.
Er det her nu bare et smart forsøg på at kombinere de to største begivenheder i kirken? Det kan man godt kalde det, men i virkeligheden hænger det jo alt sammen sammen og kan ikke skilles ad. Hvis ikke Guds søn var blevet født som menneske, så havde han heller ikke kunnet give os den direkte kontakt til Gud. Før talte Gud til mennesker gennem profeter, men nu kunne mennesker høre Guds ord direkte sagt af en menneskemund til et menneskeøre.
Ja, det var så vigtigt, at Jesus i Johannesevangeliet blot kaldes for Ordet. Jesu fødsel i stalden i Betlehem bliver til: Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Den direkte vej var etableret.
Men der var mere i det. Uden stalden i Betlehem havde der heller ikke været et kors på Golgata. Hvis ikke Guds søn var blevet født som et menneske, ville han heller ikke kunne dø som et menneske. Og uden Jesu død ville tilgivelsens mulighed ikke have været der.
Men der er endnu et element i det her. Advent betyder ”Han som kommer”. Det nye, der er på vej. Men også den gamle cyklus, der starter forfra igen. Det nye kirkeår starter. Den nye fire års valgperiode for menighedsrådet, som vi hørte. Den nye tekstrække begynder, og vi starter forfra i tekstbogen. Det er jul og tre uger og et par dage. ”Jesus bli’r født på anden sal i Magasin du Nord”, som Shu-bi-dua sang i sin tid. Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Som der står i teksten til i dag.
Vi tæller ned til jul, men vi tæller også ned til Jesu genkomst. På trods af udbredt dommedagsfornemmelser i tiden med Jordens snarlige undergang på grund miljøkatastrofer, krig og hvad man ellers prøver at forudsige, så er det et overset aspekt, at det kunne være en undergang i herlighed. Som der står i det allersidste vers i den allersidste salme, vi skal synge i dag:
at når du i herlighed
kommer anden gang herned,
jeg kan dig i møde gå
og retfærdig for dig stå.
DDS 80,6
Og hvis den gode gamle Jord af en eller anden grund skulle bestå mange år endnu, så vil det også gælde vores egen personlige undergang, vores død, at vi vil kunne stå som retfærdige for Gud. Ikke på grund af egen fortjeneste, men frelst af Gud. Ikke et menneske uden synd og skyld, men et tilgivet menneske.
Advent er gentagelse. Advent er minder. Advent er optakten til det hele. Det begyndte jeg med at sige. Måske er det mig, der tager fejl, men jeg synes, at juletingene er kommet frem i butikkerne endnu før i år end sidste år. Eller også er det bare, fordi gentagelsens cyklus overrasker os endnu en gang. Så er det nu, vi skal i gang med at pynte op. Advent er en sagtmodig tid, fordi jo flere år vi har bag os, jo flere minder har vi at tænke tilbage på. Og tænke tilbage på alle dem, der gav os de gode minder. Advent er en ny begyndelse. Om tre uger vender det, og dagene begynder at blive længere igen. Først langsomt, men så efterhånden som julepynten slukkes mere og mere mærkbart. Der er tændt lys i mørket for os. Og hvis vi følger den stjerne, der blev tændt over Betlehem, så bliver det aldrig helt mørkt omkring os. Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
AMEN
Salmer: 74-299-81-83-176-441-80
