Læs dagens tekst her
Der er noget i det her liv, der ikke rigtig giver mening. På den ene side ligger det dybt i os, at det er godt at være sammen med andre, og at fællesskabet er uundværligt, hvad enten det består af et fodboldhold, en familie eller en flok venner, der sætter en ære i at blive ved med at mødes. Men på den anden side erfarer man af og til, at man ikke har lyst til at være en del af det. For nylig var jeg inviteret til et selskab, hvor det fra første færd føltes forkert. Vi sad bænket så tæt, at jeg stort set ikke kunne bevæge armene og næsten heller ikke kunne spise noget, det hele blev simpelthen for tæt og føltes som selve symbolet på uønsket selskabelighed. Vi var indbudt som nogen med meget på hjerte og lyst til at tale, men jeg sagde ikke ét eneste ord, hvilket jeg var mig frygteligt bevidst, og jeg længtes kun efter at komme væk. Jeg ved godt, at dette er lidt risikabelt at sige, men der findes øjeblikke, hvor man pludselig ikke kan holde de andre ud. Vi rummer en ikke social kraft, og det er vigtigt at forholde sig til denne mærkelige balance mellem at kunne lide andre mennesker og ikke at kunne lide andre mennesker.
Vi kender jo ikke den egentlige årsag til, at manden, som Jesus fortæller om, har så svært ved at få nogen til at komme til sit middagsselskab. Men undskyldningerne lyder underlige. En skal se til sin mark, en anden skal prøvekøre sine nye okser, og en tredje er lige blevet gift. En middag kunne jo nok godt lige klemmes ind, og manden bliver da også så vred, at han helt opgiver og i stedet inviterer alle mulige andre, der er kendetegnet ved at være udsatte. De er fattige og syge og indbydes næppe ellers særlig ofte til middag, og vi forstår, at manden simpelthen vil have gæster. Det afgørende er ikke, hvem de er, men at han får hver eneste plads i sit hus besat. Fællesskabet skal blive til noget, idet husets Herre åbenbart er overbevist om, at det han har at byde på, ikke må gå til spilde. Og tilmed får han meget direkte sagt, at dem, der med alle deres elendige undskyldninger meldte afbud, har udelukket sig selv. Forhåbentligt ikke for evigt, men her og nu.
Selvom vi godt ved, at det er vigtigt at være sammen med andre, oplever vi alligevel i denne tid, at flere foretrækker at leve alene. Og vilkårene for det har aldrig været bedre. Man behøver ikke på samme måde som tidligere at stifte familie for at få sikkerhed og anseelse, man kan klare sig selv, og skulle man blive træt af at gå ud ad døren, kan man lade sig underholde af skærme og endda få maden bragt til døren. Man kan langt hen ad vejen se sig selv som frit svævende og foruden relationer, der holder én ubetinget fast. Det skal siges, at jeg ser mig selv som lidt af en ekspert på området, da jeg indtil for nylig havde levet alene i virkelig mange år. Derfor kan jeg bekræfte, at den store alene-frihed på den ene side er vidunderlig, mens den på den anden side er bekymrende. Og selv mærkede jeg med årene et behov for bedre at forstå mine selvkredsende vaner – og også mere om hvem jeg egentlig er i selskab med andre. Og med én anden. Det giver nemlig mening, at psykolog Torben Bechmann Jensen fornyelig sagde: ”Hvis man vælger de andre fra, mister man dybde, man mister historie og på sigt mister man sig selv, fordi man ikke længere får det, jeg vil kalde relevante svar.”
Jeg vil om lidt komme med bud på relevante svar. For mens man bestemt kan finde gode svar ved at læse og gå tur i skoven og i det hele taget spekulere over livet, kan man ikke i eget selskab få svar nok. Så mens tidens omsiggribende alene-liv for eksempel bidrager til alarmerende få børnefødsler, kan det også medføre, at vi bliver mindre behagelige mennesker. Det er vel også derfor, at de fem nykårede såkaldte immaterielle danske værdier – nok med undtagelse af pølsevognen, der vel næppe kan opfattes som overvældende immateriel og må siges at falde udenfor – alle har med fællesskab at gøre. Højskoler, håndbold, foreningsliv og tillidssamfund blev kåret, for vi ved godt, at enhver har brug for relevante svar fra en større sammenhæng – fra et levende fællesskab. Og jeg tror, at der kan være to dominerende konsekvenser forbundet med længe primært at leve efter sit eget hoved. Enten begynder længslen efter andre svar at røre på sig, og så gør man noget. Eller også forskanser man sig mere og mere og må måske til sidst erkende, at det blev for sent at gøre noget. At man faktisk ikke længere kan finde ud af at være til stede ved måltidet og i den til tider uønskde selskabelighed. Som jeg erfarede forleden. Alene-livet sidder dybt i mig. Både på godt og ondt.
De mennesker, der ikke i den rette ånd tager imod indbydelsen og ikke har overbevisende argumenter for at blive væk, er måske på vej til at forskanse sig. At blive til dem, der foretrækker egne vaner og ganske få eksklusive relationer og tilsyneladende har glemt, at man ikke nødvendigvis skal møde op af lyst, når nogen kalder. Var dét tilfældet, ville en del fødselsdage og sølvbryllupper nok blive afviklet ret stille, da årene har lært mig, at det er særdeles udbredt at have lyst til at melde afbud. Og en stor pointe er, at den lyst også kan være gældende for det forhold, som Gud inviterer til. Det ankommer man som oftest ikke til gennem sit overskud, men gennem sit underskud, og først når man har forstået værdien af at træde derhen, hvor man ikke troede, at man havde nogen grund til at befinde sig, kan man begynde at få relevante svar. Man skal nemlig erkende omfanget af sin ulyst til at give nok til andre, det vil sige, omfanget af sin syndighed, der hindrer én i at være et tilstrækkeligt godt menneske. Og man skal indse, at man skal tiltales af en stemme, der befaler én altid at give mere, end man tror, at man kan. Det er det første afgørende relevante svar.
Herren inviterer de syge og fattige, fordi Guds hånd rækkes til den, der har forstået, hvor meget man har brug for den. Det ved de udsatte, som ingen andre vil være i selskab med, mens den mere trygge ofte endnu ikke har indset det, fordi han ikke er blevet presset til at opgive sit selvbillede og forstå, at også han er én af de udsatte. En af de syndige. At enhver åndeligt set er udsat og lever i fare for at blive så indlejret i egen livsstil, at man ikke opdager, hvor lidt man i virkeligheden vil de andre. Måske kan vi risikere at komme til at sidde mere hver for sig og hylde højskolen og håndboldklubben og den berømte tillid, mens vi ikke helt forstår, at de immaterielle værdier, som mange elsker at tale om, kræver, at vi selv elsker og udlever dem. Ja, at vi ofrer os for dem. Måske kan vi risikere – og ikke mindre i en tid med udbredt fare for kulturel relativering i en befolkning, hvis sammensætning målbart forandrer sig – at glemme, at det immaterielle jo simpelthen ér os. Og at det kun overlever, så længe vi vil være fuldgyldigt til stede i det, uanset om man altid har lyst til det eller ej. Dette kunne man kalde det andet afgørende relevante svar. Noget uerstatteligt i vores kultur kan gå tabt, hvis vi ikke aktivt slås for at bevare det.
Meget af dette spøgte i min bevidsthed, da jeg både fysisk og mentalt den aften sad indeklemt mellem velmenende landsmænd og ikke ønskede at være sammen med dem. Jeg prøvede at fortælle mig selv, at jeg havde lov til at vælge dem fra og ikke havde særligt ansvar for noget, men jeg vidste godt, at det var løgn, og at jeg måske var den, der lige nu var til stede på den mest syndige måde. Nemlig, i mine følelsers selvretfærdige vold. Herfra er der måske ikke så voldsomt langt hen til punktet, hvor andre ligefrem begynder at fylde én med afsky. For det kan ske, når man længe har nydt og ophøjet sit eget selskab. Hør blot, hvad hovedpersonen Francois i Michel Houellebecqs roman Underkastelse siger som sig selv, da han begynder at indse, at selve meningen i hans alene-liv fyldt med ost og rødvin og korte kvindelige bekendtskaber er kraftigt på vej til at smuldre væk: ”… jeg var ude af stand til at leve for min egen skyld, og hvem kunne jeg ellers have levet for? Menneskeheden interesserede mig ikke, den fyldte mig endda med afsky, jeg betragtede på ingen måde andre mennesker som mine brødre, slet ikke hvis jeg kun betragtede en begrænset del af menneskeheden, for eksempel mine landsmænd eller mine gamle kolleger.” Francois trænger vist til at genopfriske Johannes’ første brev, som jeg læste op fra før. Her står, at vi skylder ”at sætte livet til for brødrene”. Ellers har vi ikke evigt liv i os, siger Johannes, og livets ophør mærker man jo på sin vis, når man erkender, at man ikke blot kan leve for sin egen skyld og muligvis har glemt, hvordan man lever for andres. Man har længe været helt fri og så lidt bevidst om den næstekærlige pligt til at møde op, når der inviteres, at man måske – som Francois – må erkende, at man ikke længere kan finde ud af på ærlig vis at sidde med til bords.
Og dog. Noget kan man gøre, for ved nadveren – det guddommelige måltid – bliver vi altid igen inviteret til at sidde sammen med alle dem, vi ikke kender. Og måske ikke har lyst til at være tæt på. Det er min overbevisning, at Gud vil blive ved med at indbyde os, for selv om man tidligere har afslået og måske ikke umiddelbart føler behov for at møde op, er man én af de udsatte, der i fællesskabet på jorden kan ane betydningen af fællesskabet i det himmelske. Og troen på at Gud ønsker gennem den opstandne Søn at omslutte alle i sin barmhjertighed. Dette er det tredje afgørende relevante svar, og mens jeg ikke er i tvivl om, at Herren kan tåle et afslag, tror jeg ikke, at et menneske i længden kan tåle selv at afslå. I afvisningen forskanser man sig i sidste ende mod Gruds frelse, og vi mindes om det allerede nu. For der findes bare øjeblikke, hvor man pludselig ikke kan holde de andre ud, og netop dér ved man, at man har brug for at møde op alligevel og få Guds tilgivelse. Større indbydelse findes ikke, og hvis man ikke kan forestille sig, at man har brug for den, bør man tænke sig godt om. Og tage imod den alligevel. Om ikke andet, så for de andres skyld. Amen.
Salmer: 376, 337, 400, 334, 725, 407
