Læs hele dagens tekst her.
Nogle gange kan det jordnære og enkle åbne for nye indsigter og dybder. Når man møder noget ubegribeligt, så kan et simpelt billede gøre det, man ikke kan begribe, mere tilgængeligt.
Vi er i tiden efter påske, og den første salme, vi sang i dag ,var: Krist stod op af døde! Stående sang vi om troen på påskens glædelige budskab, at dødens magt er brudt – opstandelsen til evigt liv har sejret.
Et ubegribeligt budskab, som Jesus vil gøre håndgribeligt for os. I dag med sit jordnære billede af ham som hyrden og os som fårene. Han siger, at de får, som hører til ham, hører hans stemme, han kender dem, og de følger ham. Han siger også, at han giver sine får evigt liv, de skal aldrig gå fortabt, og ingen kan rive dem ud af hans hånd.
Det billede ledte mine tanker hen på en artikel, som jeg læste for nylig. Overskriften lød: ” Sæson for væltede får – det er vigtigt, at man hjælper!”
Det var en nyhed om, at april måned er højsæson for væltede får. Ja, får kan vælte hele året rundt, som artiklen beskrev, men i april er der langt større risiko, fordi fårene er drægtige, og deres kropsvægt derfor er væsentligt forøget.
Måske kender nogle af jer til begrebet væltede får, men det var nyt for mig. Nyt, at et dyr kan være så hjælpeløst, at det ikke kan komme på benene igen ved egen kraft. At noget så simpelt som trangen til at klø sig selv på ryggen kan være fatalt. For det er livsfarligt for et får at ligge på ryggen med benene i vejret i længere tid. Er det havnet i den tilstand, så har det brug for et par stærke hænder, som kan rejse det op igen.
Billedet af væltede får og hyrden, der nænsomt redder deres liv, kan unægteligt kaste et konkret lys over opstandelsen til liv. Det viser, at opstandelsen møder os der, hvor vi er mest skrøbelige. Dér, hvor livet er i fare, måske fordi man af vanvare har sat sig selv i en farlig situation, eller man er fanget et sted, hvor man er bange for at miste sit liv, dér møder opstandelsen os, så vi kan leve videre.
For nogle måneder tilbage havde jeg det som et væltet får. Jeg havde brug for en stærk håndsrækning, der kunne holdt mig fast og hjælpe mig ud af min skrøbelighed. Jeg skulle gennemgå en knæoperation og skulle bedøves. Da jeg sad på briksen i den kolde operationsstue og ventede på at blive bedøvet, blev jeg grebet af frygt. Det var ikke operationen, som jeg frygtede, men jeg var rystende bange for ikke at vågne op af bedøvelsen igen. Jeg forsøgte at finde ro og prøvede at fokusere ved at kigge ned på mine hænder, som lå i mit skød. De rystede, for jeg var bange.
Jeg var i en låst situation, ligesom et væltet får, og mærkede en panisk frygt for at miste livet. I mit indre lød ordene: Tænk, hvis jeg ikke vågner igen til det liv og de mennesker, jeg elsker!
En sygeplejerske trådte hen foran mig, lagde sine varme hænder på mine og sagde: ” Vi passer på dig, du skal ikke være bange!” Med ét stoppede mine hænder med at ryste, jeg mærkede en varme brede sig i kroppen, og frygten blev erstattet af tillid. I det øjeblik mærkede jeg, hvordan noget meget enkelt kan skabe en afgørende forvandling. En simpel berøring og få trøstende ord kan forvandle selv en dyb frygt til tillid.
Det er ikke frygt, men nærmere vrede og frustration, som driver de jøder, vi hører om i dag, til at omringe Jesus. De vil afkræve ham et svar, så de kan få vished. ” Hvis du er Kristus, så sig det ligeud!” siger de. En tiltale, som de får et kontant svar på. Han har sagt det, ja, tilmed vist, at han er Kristus, men de tror ham ikke, fordi de ikke hører til hans får. Han har allerede vist dem, at han gør Guds gerninger, som viser, at han er Kristus, men de tror ikke.
De søger vished for troen, men tro handler ikke om vished. Tro handler om tillid. For som digter Søren Ulrik Thomsen skriver, så retter troen sig ikke mod det, vi ikke ved, men mod dét vi umuligt kan vide.
Troen har sin helt egen erkendelsessfære, som ligger uden for det, vi rationelt kan erkende. Den handler ikke om det, vi ikke ved, men om det vi umuligt kan vide. For troen på Gud giver os ikke indsigt i hans væsen eller vished om, hvem Gud er. I troen forholder vi os som fåret til hyrden. Vi har tillid til, at han passer på os og vil os det bedste. Vi stoler på, at han kender os og ved, hvad vi har brug for. Tillid til at han rejser os, hvis vi er væltet, og fører os tilbage til livet igen.
Ligesom fåret hører hyrdens stemme og følger ham, skal vi høre Guds stemme, som Jesus taler med. Når vi hører hans ord og følger det, så kender han os, selvom vi ikke kender ham. Vi følger ham og hans hånd holder os fast, så vi ikke går fortabt.
Et får kræver ikke vished om, hvem hyrden er, et får følger sin hyrde i tillid. Hyrden kender hvert enkelt får i sin flok, ligesom Jesus også kender hver enkelt af os. Det udtrykker Søren Kierkegaard på følgende måde:
Han kjender dem, og Han kjender dem hver især. Det Offer Han bragte, bragte Han ikke for Menneskene i Almindelighed, Han vilde heller ikke sådan frelse Menneskene i Almindelighed – og paa den Maade lader det sig heller ikke gjøre. Nei, Han offrede sig for at frelse hver især, skulde Han saa ikke kjende hver især; thi skulde man ikke kjende Den, for hvem man har offret sit Liv!
Hyrden kender hvert enkelt får i sin flok, ligesom Jesus kender os, hver især. De, der ikke hører hans røst, kender han ikke, og dem, han ikke kender, er ikke hans. Han er alvidende, og han kender os hver især. Det offer, han bragte, var ikke for at frelse menneskene i almindelighed. Han ofrede sig for at frelse hver især, derfor kender han hver især, for han kender den, som han har ofret sit liv for!
Ved alteret står hver enkelt af os foran Jesus. Her kan vi høre hans stemme, når ordene lyder:” Dette er mit legeme, dette er mit blod.” Når brød og vin bliver rakt til os, og vi tager imod det, så følger vi ham. Her kender han os hver især, og han er selv personligt til stede. Han kender dig, hvem end du er, selvom du er kendt af mange eller ukendt af alle. Han kender dig selv, hvis du flygter til den yderste grænse, eller om du skjuler dig i afgrunden.
Da jeg blevet grebet af frygt for ikke at vågne af bedøvelsen igen, føltes det som at være i en dyb afgrund. Sygeplejerskens varme hænder og trøstende ord mødte mig midt i afgrundsfølelsen. De fremkaldte et stærkt minde fra min barndom om mit yndlingstilflugtssted. Det var i en enorm hybenbusk, som voksede på stranden i nærheden af, hvor jeg boede. I buskens store indre kunne ingen finde mig, og ingen vidste, at jeg var der. Herinde formede rodnettet noget, som mindede mig om en stor hånd. Her kunne jeg ligge i timevis, mens jeg nød hybenblomsternes duft og lugten af det salte vand. Jeg lå og hørte vinden ruske i hækken, og så hvordan solens stråler kastede tråde af lys ned igennem grene og blade. Det var først når de mange små torne havde presset sig igennem tøjet og videre ind gennem huden, at jeg rejste mig.
At ligge i rodnettet var som at ligge i Guds hånd. Her var jeg kendt af Gud. Favnet og omsluttet af Guds kraft. Det gav en stærk følelse af at høre til hos Gud. Ingen og intet kunne rive mig ud af hans hånd. Det var fornemmelsen af, at Gud kendte mig, som det menneske jeg er, både når jeg lykkedes med tingene, og når det hele ramlede for mig. Kendt selv der, hvor jeg blev svigtet, og når jeg selv svigtede andre på det groveste. Det var et godt sted at være, og først når hybenhækkens torne stak for meget, blev jeg nødt til at begive mig ud af busken og ud i verden igen.
Jesus tager os med ind i en verden af en anden dimension i dag. Det gør han med et meget jordnært billede af vores forhold til Gud, hvor Gud er hyrden, og vi er fårene. Han siger, at han og Gud er et. Tror vi på det, så er vi hans får. Med det viser han, hvordan vi skal forholde os til Gud i tillid og i tro.
Det lyder enkelt og ligetil, men både I og jeg ved, at det langt fra er enkelt at holde fast i troen og tilliden til Gud. Vi kommer så nemt til at slå ring om Gud og afkræve ham svar på, hvorfor tingene er, som de er. Vi har det med at ville have vished, hvis vi skal forsøge at gribe det ubegribelige. Vores hænder griber ind i verden og vil forme den efter vores krav og behov. Vi rækker ud og griber fat i det, som giver mening for os, og Gud skal også give mening for os, før vi kan hengive os til ham.
Men Jesus viser os den rette måde at forholde sig til Gud i troen. Han taler Guds ord ind i verdens tale og handler med Guds gerning ind i verdens virkelighed.
Jesus fører Guds hånd i berøring med verden og os. Det gør han med billedet af Gud som hyrden og os som hans får. Med det beskriver han det vekselforhold, vi indgår i med Gud. Gud har skabt os ud af intet og gjort os til noget for ham i sin kærlighed til os.
Vi bevæger os ind i det, vi umuligt kan vide, når vi forsøger at begribe det ubegribelige offer, som Gud gør for os af kærlighed. Her har vi brug for jordnære og enkle billeder, som kan åbne vores hjerter. Vi har brug for at lytte til de ord, som Jesus siger.
Vi skal være fårene, som hører hans røst, og det er ved alteret, at hans røst høres. Når ordene lyder, og de går i hjertet på os, og vi beslutter os at leve efter dem. Her hører hver enkelt af os indbydelsen fra hans stemme, og hans stemme siger: Du er elsket og tilgivet af Gud. Her ved alteret, er han personligt til stede. Der er det ham, som taler, og hvis ikke du åndeligt fornemmer det, så er du ikke til stede ved alteret. Det er du kun, hvis du hører hans stemme der.
Ved alteret fortæller Jesus, at Guds nåde er større end den største synd, du kan begå. Her får du løftet om et evigt liv og om, at du aldrig skal gå fortabt. Her omslutter Gud dig og lover, at intet og ingen kan rive dig ud af hans hånd.
Her kender Gud hver enkelt af os, og du erkender, at du er hans. Knælende med foldede hænder sætter du dig i det rette forhold til Gud. Du møder ham i tilbedelse og lytter til hans ord og lader ham blive stærk i dit indre.
Når det rette forhold er der, så følger alteret med, når du rejser dig og vender tilbage til dine gøremål og dine pligter. Dér er det ubegribelige kærlighedsoffer til stede og det følger med dig ind i dit liv og i din gerning. For hvor Kristus er, der er Gud, og når du følger ham, følger han med dig. Amen.
Salmer: 218, 23, 672, 663, 51, 787, 677