Læs dagens tekst her
Der er et gammelt ordsprog, der siger, at man ikke skal råbe: ”Ulven kommer!”, når den ikke kommer, for så er folk ikke på vagt, hvis det sker.
Men hvis der er noget, der har været i medierne, så har det været ulves udbredelse i Jylland. Siden 2012 hvor den første ulv blev set, er antallet nu vokset til 42, men det er først, når de bevæger sig ind i villakvarterer eller de overfalder fåreflokke, at de bliver bemærket. Det skaber selvfølgelig utryghed, hvis de kommer for tæt på, og fåreavlerne har været nødt til at sikre sig på forskellig vis, på samme måde som man heller kan holde høns uden at sikre dem mod ræve, grævlinger og forskellige rovdyr.
Men der er også en stor portion overleveret og overdrevet frygt for, at ulve skal angribe mennesker. I Tyskland, hvor landbrugsområderne med skov indimellem, som er ulvens foretrukne levested, er umiddelbart sammenligneligt med Danmark, og her man ikke registreret angreb på mennesker. Men det ændrer ikke ved, at det må være en skræmmende oplevelse, som hyrde at skulle værne en flok får og midt om natten opleve, at de blev angrebet af ulve.
Og det var det selvfølgelig også dengang omkring år 30, hvor denne fortælling er blevet fortalt første gang. Og så kunne man måske godt forestille sig, at man lige ville overveje at lægge sig imellem, hvis det ikke var ens egen flok, og man bare var hyret ind til at passe fårene for en sikkert ganske ussel dagløn. Skulle man sætte livet på spil, uanset hvor reel ulvefaren var over for et menneske som hyrden? Jeg kender da nogle stykker, der ret hurtigt ville komme til den konklusion, at her gjaldt det bare om lige så stille at liste af og overlade fårene til deres egen skæbne.
Anderledes med den, der havde sin egen flok får og passede dem. Han kendte navnene på hver eneste af dem og havde sikkert været med til mange af deres fødsler. Han havde plejet og passet dem, når nogen trængte til lidt ekstra omsorg, og glædet sig, når de tog til i vægt igen efter en sygdomsperiode, eller nydt at se dem vokse op og blive store stærke dyr. Sådanne dyr ville være svære at efterlade, selv når det var ulvehyl, der lød omkring flokken, og man kunne mærke dyrene skælve af frygt. Hyrden ville være parat til at lægge sig imellem, om det så skulle koste ham livet for at undgå, at dyrene blev skambidt til døde.
Det er et smukt billede, og man kan nærmest mærke, hvordan Disney ville have skruet op for den dramatiske musik og speakerstemmen fortælle, hvor vigtigt det er at passe på miljøet og stoppe den globale opvarmning, og hvordan de små uskyldige får nu var lige på nippet til at blive ædt af de forfærdelige ulve. Måske var hyrdens vigtigste årsag til at gribe ind, at han uden får ville miste sin indtjening og hans børn så ville skulle gå sultne i seng. Men hyrden, der kendte sine får, ville være parat til at sætte sit liv på spil for de mange får og i sidste ende dø for sagen, hvis det skulle være.
Et smukt billede som vi lige lader stå et øjeblik, men så glider billedet fra en naturbeskrivelse til at være en lignelse. For ligesom hyrden kender fårene, og fårene kender hyrden, så kender hyrden Faderen, og Faderen kender ham. Og det er altså ikke Josef fra Nazareth hyrden taler om. Det er den Himmelske Far, Gud i Himlen. Den gode hyrde er Jesus, og vi er hans får. Jesus sætter livet til for at vi kan blive beskyttet mod de onde magter, der som glubske ulve kredser omkring os. Eller mod de onde magter som er en del af os selv.
Men hvordan kan vi vide, at det også gælder os og ikke kun dem, Jesus fortæller lignelsen til? Jo, for Jesus taler om en anden flok, som han også er hyrde for, og på et tidspunkt skal de to fåreflokke slåes sammen og blive til den kristne kirke. Vi og alle andre på hele jorden og til alle tider hører til hos den gode hyrde, som vil lede os ad den rette vej og beskytte os mod de farer, vi møder på denne vej.
Det kan godt være, at vi måske ikke synes, det er det bedste billede at blive sammenlignet med får, men langt hen ad vejen er vi jo flokdyr, der bare gør det, de andre gør. Og vi kommer tit i tvivl om, hvad der er den rigtige vej, og hvilken retning vi skal vælge. Vi har brug for en hyrde til at tage sig af os.
For fjorten dage siden var det påske, og den dag Jesus døde på korset hedder langfredag, fordi vi fokuserer på den lange dag med lidelser og død. Det var den dag, hyrden satte livet til for vores skyld. Men på engelsk hedder dagen Goodfriday og på hollandsk Goede Vrijdag, fordi man her lægger vægten på det gode i, at det skete for vores skyld. Efter opstandelsen påskedag blev mindemåltidet, der blev indstiftet skærtorsdag til det middel, der kan vaske tavlen ren for os. Vi får en ny chance igen og igen og kan tage fat på en ny begyndelse, uanset hvor sort det har set ud. Derfor bliver den lange dag til en god dag.
Hvis man går rundt om Jesuskirken, så vil man på muren uden for koret se den danske billedhugger Jørgen Larsens statue af den gode hyrde, der bærer det får hjem, der er faret vild. Det er et billede, der ofte bliver brugt, både i Jesu egne lignelser, men også i kunsten. Det skal vise os, at uanset hvor langt væk man kommer fra den gode hyrde, så er der en vej tilbage. Uanset hvor meget, vi farer vild her i livet og ikke kan finde vej ud af vores problemer, så er der en vej tilbage. Eller måske rettere en vej frem. Vi kan ikke få øje på den, fordi vi har så travlt med at kigge indad og studere os selv. Men hvis man løfter blikket og beder om hjælp, så er der en udvej. Og den gode hyrde vil være ved vores side, og lede vores fødder ad sikre stier og beskytte os mod de farer, vi vil møde under vejs. Jesus er den gode hyrde.
AMEN
Salmer: 749-15-168-23-633-380
