Jeg har vist været ret længe om at begribe det. Jeg har været sen til helt at forstå omfanget af, hvordan vi i denne del af verden har levet med troen på konstant at bevæge sig i retning af en bedre tilstand. Den vestlige fremskridtstro har boet iblandt os som noget næsten lige så naturligt som at trække vejret, og jeg husker for eksempel tydeligt, hvordan alle omkring bordet en nytårsaften for cirka tyve år siden hyldede Facebook som en ubetinget vidunderlig opfindelse. Selv forholdt jeg mig skeptisk afventende, eftersom tekniske nybrud som oftest lader mig fuldstændig kold. Meget har siden ændret sig. Vi har lært, at udviklingen også rummer frustrationer og tab. Fremskridtstroen har mistet terræn, og færre antager, at det meste bare bliver bedre. Det lyder måske lidt mærkeligt, men på mange måder tror jeg, at det er godt, at vi ikke længere blot tager det for givet, at fremtiden bliver bedre end det, der gik forud. Jeg tror, at det er godt for os at erfare en følelse af tab.
De mennesker, der i fortællingen i dag henvender sig til Jesus, ønsker at vide, hvad han egentlig står for. De har efterhånden forstået, at han er kommet for at forsyne den gamle tænkemåde med noget nyt, og i særlig grad vil de vide, hvad han mener om loven. Det fælles moralske ståsted. Jesus holder sig helt fri af samfundsmæssige skænderier og svarer ved at formulere det dobbelte kristne kærlighedsbud, der for det første siger, at du skal elske din Gud, og for det andet din næste – dit medmenneske – som dig selv. Disse to, Gud og det andet menneske, skal være i centrum, og efter denne besked opfordrer Jesus farisæerne til også at overveje, hvem de egentlig tror, at han er. Hvis søn han er, og hvilken autoritet de tillægger ham, siden det er så vigtigt for dem at vide, hvordan han tænker. De får her overdraget noget helt afgørende. Den kristne lov og opfordringen til at gøre sig tanker om selve Jesu inderste væsen, og så er man godt på vej.
Bestemt også i denne tid, hvor der som sagt sker noget med den tro på fremskridt, der har hersket længe. For nok er der netop hændt noget uventet lykkeligt med frigivelsen af gidsler og en måske mulig fredsproces i Mellemøsten, men det ændrer ikke ved en i dybere forstand svækket tro på, at vi
samlet set bevæger os mod bedre tider. Klima-situationen er én ting, men derudover erkendes det, at verden er skrøbeligere, end vi troede og bliver ved med at rumme krigslystne præsidenter, jødehad, mistillid mellem grupper, individuelt vemod og mere og mere grov tilsvining af dem, man ikke bryder sig om. Verden bliver ikke bare bedre, og den tyske professor Andreas Recwitz beskriver i en kronik, hvordan vi gennem lang tid har vænnet os så meget til at tro på fremskridt i vores hypermoderne kultur, at vi knap kan forestille os at skulle erfare tilbageskridt og tab. Han skriver: ”Den moderne sekulære fremskridtsreligion har en tendens til at bandlyse oplevelser af tab. Videnskab, teknologi og kapitalisme tager udgangspunkt i konstant innovation og vækst.” Sandt nok. I min levetid har der – indtil for nylig – lydt næsten entydig begejstring for alt lige fra internet og smartphones til det multikulturelle samfund, men stemningen er skiftet, og Andreas Recwitz fortsætter: ”Spørgsmålet er ikke længere, om tab kan undgås, men om de samfund, hvis forestillingsevne er bundet op på ´bedre´og ´mere´kan lære at udholde ´mindre´og ´værre´”.
Spørgsmålet er, hvordan vi efter årtiers jubel-optimisme vil reagere på, at noget faktisk forværres. På de store linjer, ja, men også angående den enkeltes evne til at samle sig og mærke ro. Vi læser dårligere, for vi koncentrerer os dårligere og kan blive mere rådvilde i eget selskab, og skulle man være én af dem, der ikke føler sig komplet overrasket over udviklingen, kan det skyldes, at man aldrig selv blot har abonneret på den fremskridtstro, der har været god og korrekt tone. Det er nemlig svært, hvis man – som jeg – mener, at mennesket kan have svært ved at håndtere nogle af de moderne fænomener, der introduceres som smukke og opbyggelige. Men viser sig også at være dybt problematiske. Den multikulturelle bølge blev sværere at leve med, end mange troede, idet sammenstødet mellem kulturer kan fremprovokere fjendtlighed og utryghed, og den digitalisering, der engang blev hyldet som revolutionært frisættende, har vist sig i stand til også at gøre os fremmede for verden, aggressive i det skjulte, for stillesiddende og måske endda mere ensomme. Når sandheden skal frem, nærer jeg også en vis skepsis overfor den ekstreme frihed til at flyve og rejse, der kan fremme en noget flygtig og belastende livsstil. Der er så meget, der er blevet opfattet som fremskridt, som viser sig ikke kun at være det. Mange muligheder i den rige vestlige verden kan også paralysere mennesket, der nemlig i sig rummer det afmægtige og nydelsessyge, en til tider religiøs dogmatisk selvhævdelse og almindelig dovenskab – mange af de karaktertræk, der i den vestlige sekulære fremskridtstro i for høj grad er blevet glemt.
Men hvis man bedrøves ved mange opfindelser og ikke kan tåle digitalisering og multikulturalisme og turister og idiotisk popmusik og truslen om en snarlig død for romanen og det læsende menneske – hvordan lever man så i en verden, hvor udviklingen næppe i særlig grad kan bremses? Ja, for det første lader man sig som sagt ikke helt overrumple, hvis ens menneskesyn aldrig har harmoneret med fremskridtstroen. Af og til betaler det sig med et strejf af skepsis. Også kaldet erkendelse af vores basale syndighed. Og for det andet har vi så rigeligt at se til, at der slet ikke er tid til at blive lammet af bekymring. For Gud har givet os en opgave, han har givet os loven – det dobbelte kærlighedsbud – du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv, og med dét holdes man fast på noget, der stikker dybere end kulturens fremskridt og tab. Kærlighedens opgave er til alle tider den samme, og når jeg rammes af det vemod, hvor alt lige fra koppen i hånden til de faldne blade udenfor føles så latterligt livløst, skynder jeg mig at se bort fra mit upålidelige indre og tænker i stedet på kærlighedsbuddet og husker, at det hele ikke handler om min skrøbelige følelse af enten fortrøstning eller hjælpeløshed i en ekstrem kulturel udvikling. Men om min lydighed mod kærligheden og medmennesket. Som forfatter C. S. Lewis skriver angående næstekærlighedsbuddet: ”Ingen kan konstant bevare en følelse af andagt; og selv om vi kunne, er det ikke i første omgang følelser, Gud er interesseret i. Kristen kærlighed er, enten den er til Gud eller til mennesker, et spørgsmål om viljen.”
Vi kan ikke konstant bevare en følelse af andagt eller fortrøstning ved at være her, men vi kan beslutte os til at være her og gøre fyldest uanset hvad. Vi har en vilje, og vi har en lov, det er dette og ikke vores omskiftelige følelser, Gud er mest interesseret i, og hvorfor sagde jeg før, at det faktisk er godt at erkende, at fremskridtstroen kan knække? Det sagde jeg, fordi det kan gøre os til mere modne mennesker i den vestlige verden. Længe har vi levet som lidt naive børn, der troede, at alt for os – de rige og oplyste – ville gå fremad, alt imens vi glemte, at mennesket er af en sådan natur, at det altid vil føre krige og udnytte den digitale kraft til også at sprede ondskab og drive rovdrift på skaberværket. Vi kan blive mindre benovede over de mange opfindelser og store ord om, hvor frie og lykkelige vi i fremtiden vil blive. Vi kan blive mere voksne, og Søren Kierkegaards beskrivelse af stadierne i menneskelivet passer smukt på sådan nogen som os. Hør blot: ”Barnlighedens Kjende er at sige: mig vil, mig – mig; Ungdommelighedens Kjende er at sige: jeg – og jeg – og jeg; Modenhedens Kjende og det Eviges Indvielse er at ville forstaae, at dette Jeg har intet at betyde,
hvis det ikke bliver det Du, til hvem Evigheden uafbrudt taler og siger: ”Du skal, Du skal, Du skal (…) Du skal elske Næsten.”
Modenhedens kende er at kunne leve med bevidsthed om tilbageskridt og stadig bevare troen på, at man i enhver fremtid har en opgave at udføre. Modenhedens kende er at forstå, at skønt den faldne verden ikke bare bliver bedre, er man bundet til den af en højere magt. Og når Jesus spørger farisæerne, hvis søn de tror Kristus er, forstår vi, at modenhedens kende i allerhøjeste grad er at ville konfrontere sig selv med spørgsmålet om, hvem Jesus er og ikke bare være ligeglad. Fordi tidsånden har været ligeglad. For i modenheden er man færdig med at sige mig, mig og jeg, jeg og med at ringeagte de religiøse tanker, som man i den vestlige kultur langt hen ad vejen har ladet gå tabt. Nu ved vi det – her i tilbageskridtets epoke ved vi det – hvormed vi også kan indse, at det er den kristne lov, der holder os fast. Fordi opgaven at elske Gud og medmennesket altid er den samme. Når fremskridtstroen vakler, kan man sande, at man måske selv er én af dem, der har mistet evne til at samle sig og læse og mærke ro og betryggende føling med livet. Og man må spørge, hvad der egentlig skete med mig i den store fremskridtstro. Kom jeg selv i den overdrevne forestilling om tryghed for langt væk fra den gudstro, som vore forfædre hentede så mange kræfter ud af? Ja, uden tvivl. Det ér ofte prisen for at leve i en selvfejrende sekulær kultur, hvor mennesket så nemt mister evne til at lade sig opretholde af noget andet end mig, mig og jeg, jeg.
Det trætte ”jeg” kender prisen nu, men sagen er, at man altid kan høre det største spørgsmål igen, som det lyder her i kirken i dag. Er det rigtigt, at han er Guds søn, der levede her på jorden og lod sig korsfæste og opstod fra graven, for at enhver kan komme til at tro på, at der findes en evighed, der omkranser livet her? Er det sandt, at hans vilje til at tilgive os for al vores tvivl og selvkredsen og hovmodige fremskridtstro er så stærk, at ingen, der tror på ham, skal gå fortabt? Jesus formulerer selv spørgsmålene for os. Hvad mener I om mig? Hvis Søn er jeg? Og enhver må selv svare, men jeg tror på, at han ér Guds søn, kommet for at frelse os, og at vi i den tro kan vinde kræfter til at leve i en verden med både fremskridt og tab. For uanset hvordan det hele udvikler sig, kan vi adlyde loven og elske Gud og medmennesket, og når Jesus atter i evigheden åbenbarer sig for os, findes spørgsmålene slet ikke mere. Så har vi ikke mere brug for dem, for så findes der kun svar. Guds barmhjertige svar til os. Amen.
Salmer: 4-422-400-355-66-696
