Det er ikke, fordi jeg er faldet for den omsiggribende tendens til at bruge et engelsk ord hver anden gang, man skal sige noget. Tværtimod! Jeg har faktisk en teori om, at grunden til, at så få præster og andet godtfolk vurderer Luthers indflydelse på vores kirke efter fortjeneste, er, at så få kan andre fremmedsprog end engelsk. Med frygt for at lyde som en ronkedor fra det forrige årtusinde, så kan jeg tydeligt se en uheldsvanger udvikling.
Tilbage i halvfjerdserne og begyndelsen af firserne da jeg studerede teologi på Århus Universitet, så var al den opgivne litteratur på tysk med undtagelse af de meget få bøger, der blev skrevet på dansk og et enkelt kirkehistorisk værk på svensk. I dag bliver der skrevet lige så lidt på dansk og resten er på engelsk. Det, kunne man sige, gjorde lige meget, når de fleste nu er bedst til engelsk som deres første fremmedsprog. Men problemet er, at de tilgængelige værker på engelsk afspejler alt andet end den lutherske tradition.
Det er i bedste fald en eller anden form for reformerte værker, men alt for ofte er det alle mulige andre former for værker, hvor forfatteren har rod i den underskov af protestantiske retninger, der tilsyneladende kun kan blive enige om inderlighed og spiritualisme. Og hvis det er grundlaget for nutidens og fremtidens danske teologer, så står det skidt til.
Efter dette sure opstød så lad mig alligevel bruge et engelsk udtryk, fordi det i dette tilfælde udtrykker et begreb klarest og mest tydeligt. På samme måde som jeg ikke ville tøve med at bruge det franske udtryk ”raison d’être”, det hollandske ”vanzelfsprekende”, det italienske ”la dolce vita” eller det tyske ”senkrecht von oben”.
Og nu kommer vi så til begrebet: ”stating the obvious”. Det betyder noget i retning af at slå det selvindlysende fast. Det er noget debattører, elever og studenter altid har brugt. Skal man lige finde tilbage til sikker grund eller bluffe sig til et godt indtryk hos en lærer eller anden underviser, kan man altid med stor overbevisning komme med en udtalelse om eller udtrykke det, der er klart for enhver, men derved give udtryk for, at man er sikker i sin sag eller har fulgt med i timerne og er på omgangshøjde med alle andre.
Men det kan også bruges af nogen, der ikke har brug for at snyde sig til letkøbte point, men blot vil tydeliggøre en problemstilling. Som Jesus gør i det her tilfælde. Da han bliver bebrejdet, at han spiser hos et udskud ifølge den offentlige mening, en overløber, der er korrupt og tjener, hvad han kan presse ud af sine landsmænd, tolderen Levi. Han er afgjort ikke en hædersmand i statens tjeneste, som toldere er i dag, så Jesus bruger et billede. Et selvindlysende billede, der siger noget, der må være klart for enhver: De raske har ikke brug for læge, det har de syge.
Selvfølgelig er det sådan. Det ved enhver. Men Jesus bruger det til at vise, hvorfor han omgås de udskudte, de udskældte, dem alle ringeagter. De retfærdige er der ikke grund til at bruge tid på, for de opfatter jo tilværelsen og forholdet til Gud sådan, at det kan de klare selv. For bare de overholder deres forpligtigelser i det nærmest jævnbyrdige forhold til Gud, så har de deres på det tørre.
Og vi behøver ikke at ryste på hovedet af dem dengang. Man møder jo også den opfattelse i dag, at blot man overholder den gyldne regel om, at hvis man bare gør mod andre, som man vil have, de gør mod én, så er man lige ved at være i mål. Så kan de sidste meter reddes hjem ved at tage del i et eller andet spirituelt seminar eller kaste sig over en eller anden selvhjælpsbog, hvor en eller anden selvbestaltet åndelig vejleder lige giver et par gode tricks til, hvordan man bliver et fuldkomment menneske. Så skulle den sag være i orden.
I grunden har man så slet ikke brug for Gud, for det ville betyde, at man så måtte erkende, at man ikke var et fuldkomment menneske eller i det mindste lige var ved at opfylde de sidste få procent, før man var i mål. Så ville man være fri for at skulle realisere, at med til det med at være menneske hører, at vi gang på gang må opleve, at vi kommer til kort i vores omgang med andre mennesker. Vi fik aldrig rigtig gjort, hvad det var vi skulle gøre. Den samtale ,vi aldrig nåede at følge op på, og det telefonopkald, vi aldrig fik taget os sammen til. De signaler fra et menneske i nød, vi aldrig opfangede, og derfor heller ikke reagerede på. Hvor tit vidste vi godt, hvad vi burde gøre, men lod være eller gjorde noget, der kun var til gavn for os selv.
Og hvis det ikke lige får nogle klokker til at ringe hos os, så kan man bare tage et realitets check blandt vores nærmeste. Hvor tit lykkedes det at leve op til deres forventninger, og hvor tit måtte vi endnu en gang skuffe dem og os selv. Vi kan have nok så mange idealer om at ville gøre det helt rigtige, men uanset hvor meget vi anstrenger os, så kommer vi aldrig rigtigt i mål.
Og så lige inden vi når helt ned under gulvbrædderne i selverkendelsens mørke, får vi måske øje på et lys. Det lys, der blev tændt i det dybeste mørke, menneskeheden har kendt, da Jesus døde for vores skyld, men opstod i påskemorgenens lys. Eller sagt på en anden måde: Du behøver ikke at være perfekt. Du behøver ikke lykkes med at være menneske. For Gud har allerede sørget for en tilgivelse for dig.
Det lyder ret nemt! Automatisk tilgivelse og så bare fortsæt, som du altid har gjort. Men så karikeret går det jo slet ikke. For hvis det først for alvor går op for dig, hvor stor tilgivelsen er, og du i tro fornemmer, at det også gælder dig af alle mennesker, så kan du ikke fortsætte, som du altid har gjort. Du vil i det mindste forsøge at gøre det bedre, og du vil sikkert også fejle den ene gang efter den anden, men nu med bevidstheden om, at alt allerede er gjort. Og det er nok! Nu er det ikke længere et åg, vi har på skuldrene, hvor vi skal knokle for at nå det mål, vi aldrig når, men noget man gør af glæde over, at tilgivelsen er os givet.
Dengang man reparerede tøj og ikke bare smed det væk ved førstkommende lejlighed, ville man vide, at hvis lappen ikke passede til det tøj, der skulle repareres, ville det blive meget værre, når man prøvede at lappe det. Og dengang man havde vin på lædersække og ikke på flasker eller kartonner, så vidste man, at man ikke skulle hælde ny vin på gamle sække. Det ville bare ødelægge begge dele. Det er ikke mere selvindlysende for os. Men raske behøver stadig ikke en læge.
Og vi behøver heller ikke pålægge os selv alle mulige begrænsninger for at leve op til tvivlsomme eksperter og vejlederes opfattelse af, hvordan vi bør leve vort liv. Brudgommen, en anden betegnelse for Jesus, var ikke kun hos dem den gang. Han er hos os og med i vort liv med den gave, livet er. Ikke at tage imod livet i glæde er utaknemmelighed.
Så derfor uanset, hvilke udtryk, vi bruger, og hvilket sprog, vi benytter os af, så gælder det om at leve det liv, vi har fået givet med den altomfattende tilgivelse, i taknemmelighed til Gud og med kærlighed til vor næste.
AMEN
Salmer: 743-289-389-82-469-447-405