Hvis teksten fra Lukasevangeliet skulle laves til en filmscene eller Jesuskirkens nyopstartede konfirmandhold skulle dramatisere episoden ville det være et besynderligt syn.
Jesus er på besøg hos en af de ledende farisæere – en af byens spidser. Han er inviteret til middag, men ingen af dem siger noget til ham – de sidder bare og holder øje med ham. Man ser for sig, at Jesus er i centrum af det hele.
En syg mand træder frem. Jesus kigger spørgende rundt: “Er det tilladt at helbrede på sabbaten?” Ingen svarer. Alles øjne hviler på ham. Han er centrum.
Jesus helbreder manden. Og henvender sig til dem omkring sig med spørgsmålet: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« De svarer heller ikke denne gang. Stemningen er akavet – mange biroller, én hovedperson. Ikke ligefrem befordrende for et inkluderende teaterstykke for konfirmanderne.
Jesus kigger sig omkring igen. Og som om, at stemningen ikke var trykket nok, giver han sig til at kommentere på, hvordan de sidder ved bordet og sammenligner det med en bryllupsfest. Han irettesætter dem: “Tag den nederste plads, så kan værten sige: Min ven, sæt dig højere op! For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Det er en pinagtig scene. Tavsheden er trykkende.
Vi, der hører om Jesus’ besøg hos en af de ledende farisæere, undres måske også en smule. Måske ser vi et konfirmandskuespil for os, hvor kun én siger noget, mens alle de andre konfirmander har sat sig til bords i rollen som tavse farisæere. Alt i mens Jesus er centrum for det hele. Der vil nok – som altid – være kamp om at spille rollen som Jesus.
Hvis jeg kort skal sige, hvad teksten handler om, så er det menneskets trang til at sikre sig en position i verden og overfor Gud. Farisæerne overvurderer sig selv. De udgør billedet på, hvordan man ikke skal forholde sig til verden og til Gud.
Da Jesus spørger dem, om man må trække en søn eller en okse op af brønden på sabbatten, afslører han deres sindrige system. Er livet til for lovens skyld, eller er loven til for livets skyld? Det svarer de ham ikke på. Han helbreder den syge mand.
Guds barmhjertighed sprænger sabbatsskematikken såvel som bordhierarkiet.
Alligevel forsøger fariæserne at få Jesus over på deres side. De forsøger at komme tættere på Gud ved egen kraft. Ved lovoverholdelse og ved at sætte sig nærmest værten. Men tekstens sidste sætning er: “For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
Det kan let forstås, som om man bare skal indtage den nederste plads. Men så bliver man netop som dem, man vil tage afstand fra – blot på omvendt vis. For vi kan jo høre hykleriet, hvis nogen siger: “Jeg er sådan en person, der er meget ydmyg.” Den sætning afslører én som det modsatte. Det er ikke ydmygt at pointere, at man er ydmyg.
Det bliver også kaldt humble bragging – ydmygt praleri. En avanceret manøvre, hvor man forklæder sit pral i en beklagelse eller en tilsyneladende ydmyg bemærkning for at dele noget, man er stolt af, uden at virke selvpromoverende.
Vi kender måske fornemmelsen. For i dag er det sjældent, nogen sætter sig helt øverst. Det ville være for åbenlyst. I stedet er vi mestre i humble bragging – ydmygt praleri. Vi vil gerne virke beskedne, men alligevel sørge for, at andre opdager, hvor godt det går. Det er den danske jantelovsversion af at vælge pladsen nederst – med håbet om, at nogen ser det og siger: “Kom højere op.”
Farisæerne gør det samme, bare med religiøse midler. De forsøger at placere sig tæt på Gud ved lovoverholdelse og rangorden. Men evangeliet taler ikke om ydmyghed som en teknik. Evangeliet taler om ydmyghed som sandheden om mig overfor Gud: at jeg modtager alt af nåde.
Vi hører ofte, at Jesus er på de svages side. De svage mod de stærke. At Jesus satte sig op mod de stores fortræd og desuden satte sig ind i de yderstes nød og satte sig ud over dødsangst og død. Som det lyder i en salme som vi ikke synger i dag. For nogle af formuleringerne i salmen kan få det til at lyde, som om Jesus undgik dødsangst og død. Men evangelierne viser netop, at han gik i døden for os.
Og i dagens tekst er han netop ikke hos de nederste, men hos en af de ledende farisæere. Det har helt sikkert været til stor fortrydelse for de svage. Nu troede de lige, han var på deres side. Men Jesus er aldrig på nogens side. Han er altid i centrum. Han lader sig ikke fange i vores fraktionslogik.
Og så sidder vi dér. Sammen med konfirmanderne i skuespillet. Tavse. Hvad skal vi stille op? Hvis vi ydmyger os selv for at ophøje os selv, er vi på gale vej. Hvis vi ophøjer os selv, er vi også på gale vej.
“Den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes,” står der. Den ydmygelse, som Jesus taler om i teksten, handler om at lægge alt det fra sig, der definerer os i modsætning til hinanden. Ophøjelsen er at høre, at disse forskelle ingen rolle spiller overfor Gud. For dér kan man ikke være andet end et menneske som alle andre mennesker.
Farisæerne er i evangelieteksten et modbillede til, hvordan man skal forholde sig til verden og til Gud. Men i scenen er der alligevel et forbillede at hente hos dem. For de tjener til at vise, hvordan vi står overfor Gud: tavse og tomhændede.
Det sker ved nadveren, hvor vi knæler og modtager brød og vin. Det sker om lidt i dåben, når to børn skal døbes. Heller ikke her skal man præstere noget. Man kan bare sidde, som konfirmanderne i skuespillet, og se på Kristus som centrum. Frelsen tilhører hverken de svage eller stærke, men alene Gud.
Det er vores rette plads. Tør man tro det – at man er det menneske, man er, i kraft af forholdet til Gud, så behøver man ikke adskille sig fra andre for at være nogen. Loven afslører vores rangjagt; evangeliet sætter os på plads – ikke nederst eller øverst, men ved Kristi bord.
Vi kommer tavse og tomhændede og modtager. For den, der har modtaget barmhjertighed, har ikke længere brug for at hævde sig. Så kan vi slippe for humble bragging og falsk ydmyghed. Denne er dagen, som Herren har gjort – og vi skal ikke selv sikre os pladsen, men tage imod den plads vi gives: Pladsen ved hans bord, hvor Gud alene er centrum.
Salmer:
403 Denne er dagen, som Herren har gjort
392 Himlene, Herre, fortælle din ære
289 Nu bede vi den Helligånd
492 Guds igenfødte, ny-levende sjæle
467 Du er vor skat, o Jesus sød
750 Nu titte til hinanden de favre blomster små
731 Nu står der skum fra bølgetop
