Læs dagens tekst her
Engang troede jeg, at det ville gå over. At det var en tilstand, som intet menneske i længden skulle leve med, da jeg ikke kunne forestille mig, at det er normalt om og om igen at have det, som om en indre stemme modsiger glæden. Det er som at støde ind i en mur. Jeg troede, at hvis meget i mit liv blev, som jeg havde drømt om, ville den underlige modsigelse nok gå væk. Men det gjorde den ikke, og jeg husker tydeligt en dag, hvor det stod særligt klart. Jeg var blevet voksen og var forelsket, og vi sad en forårsdag på en café, hvor jeg burde have været helt lykkelig. Men selv i det øjeblik, hvor han sad lige dér, og fuglene sang, og verden var min, mærkede jeg vemodet. Helt ubegribeligt, forekom det mig dengang, men sådan kan det være i menneskesindet, for uanset hvor meget, der lykkes i ens tilværelse, findes en altid nærværende viden om, at det hele jo vil slutte engang. Det er ikke sikkert, at vi tænker det bevidst, men anelsen bor i os, og derfor kan glæden aldrig få den absolutte magt. Den modsiges af en særlig form for sorg.
Da Jesus kommer til byen Nain, møder han et menneske, der er stedt i hel entydig sorg. En kvinde, en enke, har mistet sin eneste søn, hun er nu helt alene og er så sønderknust, at byens beboere samler sig om hende. Jesus rammes da også af en stærk medlidenhed, der driver ham til virkelig at skride til handling og vække sønnen tilbage til livet. Dette gør utvivlsomt moderen mere lykkelig, end nogen kan beskrive, og folkene, der er stimlet sammen, gribes af frygt for den magt, Jesus demonstrerer. De bliver enige om, at han må være en stor profet, og det tør jo unægtelig siges, men de forstår næppe, at han er Gud selv. Og at Gud som den eneste har magt til at befale over døden. Så hvis beboerne her i Nain begynder at få kreative idéer om, hvordan mennesket måske faktisk alligevel ikke her på jorden skal dø, tager de fejl. Jesus vækker ikke den unge mand til live for at få os til at tro, at vi ikke skal skilles ved døden. Han gør det for at få os til at tro på, at livet ikke desto mindre skal bestå ved ham.
Der sker noget vigtigt i denne tid. Jeg ved ikke, om man ligefrem engang vil se tilbage og definere perioden som skelsættende, men vores tale om åndelig oprustning rummer mere end blot en omstridt talemåde. Vi er ligefrem begyndt at skændes om det, og det er godt – det er så meget bedre end den stilhed, der har hersket længe. Nogen – heriblandt jeg selv – vil gerne minde om, at indre oprustning har at gøre med bevidsthed om historie, musik, sang, sprog, håndskrift, fædrelandskærlighed og kristendom, meget af det, der i den vestlige verden så længe er blevet nedvurderet. Og det sker skam stadig, hvilket forleden kom til udtryk i en aviskommentar af én af vore rutinerede kulturpersonligheder, der her angriber begrebet åndelig oprustning og mener, at der foregår ”en paranoid psykose”, en tilbagevenden til ”reaktionær nationalisme” og at det i øvrigt er meningsløst at tale om ånd, da, som han skriver: ”… ånd er et uddateret begreb, som havde sin sidste storhedstid i den tyske idealisme i 1700-tallet.” Man hører klangen fra en del af kulturelitens arrogante tro på, at så meget af det store overleverede – åbenbart også begrebet Ånd – blot er menneskeskabt og bør forgå, når fornuften en dag til fulde har sejret. Ligesom man forstår, hvordan netop dén arrogance nok har banet vej for en del af den følelse af meningsløshed og lidt selvkredsende frygt for undergang, der præger vores kultur.
Det afsløres i forestillingen om at kunne få mere magt over døden og kommer for eksempel til syne, når nogen begynder minutiøst at indrette deres tilværelse efter at forblive unge så længe som muligt. For mens den drøm selvsagt altid har eksisteret, kan den i en moderne tid med raffinerede videnskabelige teorier om maksimeret livslængde – der får visse præsidenter til at drømme om at blive op mod150 år gamle – komme til virkelig at tyrannisere. Måske i en grad, der får et menneske til at føle endnu mere sorgfuld panik, når aldringens tegn alligevel viser sig, og man måske må erkende, at man på sin flugt fra døden nærmest uafbrudt tænker på den. I den anden grøft lever æstetikeren, der har så travlt med at opsøge det næste nydelsesfulde øjeblik, at døden kan skubbes helt ud af tankerne. Illustreret ved ordene fra den netop afdøde digter Jørgen Leth, der på næsten rørende vis sagde: ”Jeg tænker aldrig på døden. Det gør jeg ikke, når jeg dør, så dør jeg.” Begge positioner – den daglige kamp for at forblive ung og afvisningen af overhovedet at tænke på døden – kan føre til en vis optagethed af egen livsstil, og man får den tanke, at mennesket i denne epoke ofte mangler en bestemt dimension i tilværelsen. Nemlig, evighedsperspektivet, og her i kirken kan man ikke tale om åndelig oprustning uden at tale om præcis dét.
For det handler om at blive rustet til at leve, selv om vi skal dø. Om ikke at blive lammet af det vemod, der modsiger glæden, som jeg mærkede den dag på caféen. Vi skal forrykke perspektivet og huske, at i kristen forstand findes en sorg, der er endnu større end sorgen over døden. Og det er sorgen over synden. Sorgen over vores upålidelige indre, herunder også det hovmod, der i de sidste 150 år har fået os til at smide så meget dyrebart væk. Blandt andet blev det simpelthen for provokerende for det oplyste menneske, at syndigheden skulle eksistere, og man har i årenes løb i ministerier, på folkeskoler, i DR og rundt omkring blandt de højeste oplyste dyrket en tro på, at mennesket basalt set er godt. I dén humanistiske udlægning af tilværelsen er syndigheden i det store hele blevet afskaffet som den betydelige modstander, hvormed tanken om døden i stedet kan rykke ind og erobre vores bevidsthed og endnu mere styre vores tankeverden. Resultatet er, at vi langt hen ad vejen i dag sørger over det forkerte. Vi sørger over døden, hvor vi i stedet, som kristendommen lærer os, skal sørge over synden, for forskellen på de to sorger er jo, at mens vi trods de mange krumspring ikke kan gøre noget ved, at vi skal dø, kan vi gøre noget ved, at vi er syndige. Vi kan hver dag forsøge at gøre det gode. Jeg kan forsøge at bekæmpe den stemme, der vil lokke mig til at tro, at mens mange andre sikkert er fyldt med dunkle motiver, er jeg faktisk påfaldende velmenende, og jeg går hen ad fortovet og føler mig nærmest ét med min egen retfærdighed. Kort efter begynder det at føles temmelig ynkeligt, men det vil ikke desto minde ske igen, jeg vil tænke sådan igen, det er decideret sørgeligt, og det lyder måske skørt, men netop i sorgen over synden kan den ægte glæde bo. For i dén sorg kan man begribe omfanget af Guds tilgivelse og føle sig forpligtet til i taknemmelighed for den at se mildere på de andre og handle derefter.
Præst og digter – og manden bag den første salme i dag – Jakob Knudsen, forklarer i en prædiken, hvad det vil sige at leve i ægte glæde. Han taler om netop Guds tilgivelse og siger: ”Derfor skal du – af Guds nåde og til hans ære – være ”evig glad”, ikke lalleglad i banal forstand, men glad i evighedens dybe og robuste forstand.” Åndelig oprustning handler om at kunne være glad i evighedens dybe og robuste forstand, og den store optagethed af at forlænge livet viser, hvor nemt vi skubbes ind i den forkerte bekymring, hvor man ikke længere er mest optaget af, hvordan de andre har det i deres liv, men i høj grad af, hvor længe man kan beholde sit eget. Perspektivet bliver egocentrisk forrykket, og når Jesus for øjnene af alle de sørgende i Nain vækker enkens søn til live er det for at vise, at de slet ikke behøver sørge så intensivt over døden. For den får ikke det sidste ord. Jesus demonstrerer, at vi skal overlade dødens problem til ham, dén sorg tager han på sig, så vi til gengæld kan koncentrere os om kampen mod synden. For dén kan ødelægge vore liv med hinanden, og derfor skal vi efter at synden så længe har været officielt afskaffet oprustes til igen at stå den imod. Tabet af en afdød er ikke uerstatteligt, for den døde skal stadig leve. Men ligegyldigheden overfor synden er katastrofal, for med den gør vi os ikke tilstrækkeligt umage med at tage vare på hinanden i alle de helt konkrete uerstattelige dage, vi har sammen nu.
Jeg tror bestemt ikke, at tilstanden nogensinde her på jorden går over. Glæden vil altid, når man mindst venter det, kunne blive modsagt af det vemod, der nu engang er vilkåret i det faldne sind. Men i evighedens perspektiv bliver glæden beskyttet, for i troen på evighedens stoler man på, at man trods det, at det hele slutter, er båret af Guds vilje til at bevare sit menneske. Og så kan tidens gang simpelthen ikke få én ned med nakken. Forfatter Karl Ove Knausgård skriver i et essay, hvori han overvejer, om sjælen mon kan gennembryde dødens mur, når man udånder, disse ord: ”Menneskets forbandelse er evnen til at udfolde sig i tid.” Det er fuldstændigt rigtigt. Det er en slags forbandelse, at vi kender til afslutningen, mens vi lever, men det er jo netop dén forbandelse, der blev ophævet, da Jesus kom til jorden og skabte forbindelsen mellem tiden og evigheden. Han brød gennem muren, og han viser os det ved at vække den unge mand til live, da moderens desperation og sorg over døden drev ham til i ren medlidenhed at gøre det. Fordi han har magten til at besejre døden, findes der ingen større glæde end den kristne, og når jeg i dag sidder på en café og øjeblikkets lykkefølelse igen støder ind i sorgen over døden, ved jeg – i modsætning til da jeg var ung – hvad jeg skal gøre. Jeg skal, som Jakob Knudsen siger, minde mig selv om, at jeg af Guds nåde skal være evigt glad. Ikke lalleglad, men evigt glad, og der er en verden – ja, der er en evighed til forskel på de to former for glæde.
Noget tyder på, at vi vil komme til at skændes en del om, hvad der menes med åndelig oprustning, og det er godt. Det er så meget bedre end al den stilhed, der har hersket så længe. Lad os skændes – på civiliseret vis – og lad os huske, at her i kirken er oprustningen uløseligt knyttet til øjeblikket, hvor man igen bestyrtes over døden og mister glæden, og hvor Jesus træder dig ganske nær og siger: ”Græd ikke, men rejs dig op”. Sørg ikke over døden, men sørg over synden og gå så ud i verden og udfyld din plads så længe du kan. Dét er indre oprustning, det er tillid til at Jesus har gennembrudt muren for at tage os med ind i evigheden, og det er den tro, der gør, at man holder op med at lade døden tyrannisere sit sind. At man holder op med at sørge over det forkerte. Amen.
Salmer: 754-42-392-224-729-356
