Læs dagens tekst her
Det er en klar tiltale, som lyder i dag med ordene: Søg først Guds rige og retfærdighed. Den tiltale fortæller os, at vi er blevet betroet en gave og en opgave af Gud, som han holder os fast på. Det klare budskab kommer frem igennem formaningen om, at vi ikke kan tjene to herrer samtidigt. Og vejen til løsningen viser sig i noget så enkelt som at betragte liljen på marken og fuglen under himlen. Undervejs kommer det så også til syne, at det grundlæggende er, at vi skal finde ind til tilliden til, at vi kan det vi skal, fordi Gud har skabt os til det.
Helt fra begyndelsen har Gud skabt os med en tillid til livet og tilliden til, at nogen vil tage sig af os. Det er et naturligt anlæg ethvert menneske har. Noget som vi kan komme til at glemme eller undertrykke, men som vi altid er i stand til at finde tilbage til. Det begynder, når et nyfødt barn skriger sit første skrig. Så tager skriget sit udspring i tilliden til, at det bliver hørt og trøstet. Det nye menneske kommer til verden i en sårbar skikkelse, og det kalder på at blive omfavnet, elsket og båret.
I dag byder vi et nyt lille menneske velkommen her i Jesuskirken. Han bliver båret til døbefonten, mens han ligger trygt i et andet menneskes arme. I ubekymret tillid tager han imod Guds kærlighedserklæring og løfte. Korset bliver tegnet for hans ansigt og bryst, som er tegn på, at han nu tilhører den korsfæstede Kristus og er Guds barn. Hans hoved bliver overøst med dåbens tre håndfulde vand i treenighedens tegn. Herefter lyder forbønnen for, at Guds vilje må sætte sig igennem i ham og være med ham alle dage. Han vokser som alle mennesker i livet – først med en helt grundlæggende tillid til, at det han bliver mødt med, er godt og kærligt. Det er det udgangspunkt, som vi alle er skabt med. Det som gør, at vi kan, det vi skal, fordi vi er skabt til det. Og her er det springende punkt, at vi lader Guds vilje sætte sig igennem i vores egenvilje.
Det er afgørende, at vi ikke tjener to herrer, som Jesus siger, men at vi ene og alene tjener Gud som Herre. Og heri ligger nok den største udfordring. For egenviljen i os kan være umådelig stærk, og livet og verden møder os med meget, som modsiger tilliden. Her i livet med hinanden, og i det som udspiller sig i verden omkring os, bliver vores tillid udfordret. Her kalder bekymringer og angst os i en anden retning. En cirkelslutning hvor vi kan ende i en cyklus om os selv, hvor vi udelukker Guds vilje og kun egenrådigt tror på vores egen vilje. Et vilkår som virker lige så virkeligt og naturligt som tilliden, men som vi ikke må hengive os til uden at holde fast i troen på Guds vilje.
Digter Inger Christensen beskriver i værket: Det, den tilstand et menneske kan være fanget i, når bekymringerne og angsten overmander sindet. Hun skriver:
Det begynder
Det begynder igen
Det begynder i mig
Det begynder i verden
Det begynder i verden efter verden
Det begynder langt uden for verden
Det begynder i angsten
i angsten der beherskes i angst
og angsten der ikke beherskes af angst
bliver ved
som det tilfældigt begyndte
i angst
og der er ikke andet at gøre end at sige det
som det er
vi er bange
Ordene beskriver, hvordan angstens spind kan indfange det bekymrede sind og føre det i en cirkelslutning omkring sig selv. Hvordan bekymringerne begynder inden i os, og opstår når vi betragter og lever i den verden, der er omkring os. Her kan vi blive grebet af angst, og tilliden til livet og til hinanden kan glide ud af vores bevidsthed, som sand rinder ud i et timeglas. Og så bringer Inger Christensens ord os tilbage til det fælles. Nemlig, at så er der bare tilbage at sige det, som det er, vi er bange. For bekymringerne og angsten er den fælles byrde, som vi mennesker sammen skal bærer på vores skuldre. Og hvem af os ville ikke ønske at vi kunne leve et ubekymret liv. Leve som liljen på marken og fuglen under himlen. Det kalder Jesus os til i evangeliet til i dag. Det lyder så enkelt, når han beskriver, hvordan vi skal tage ved lære af liljen, som vokser på marken i sin smukke blomsterpragt og strækker sig mod solen. Eller lære af fuglen, som glad flyver under himlen, og ikke bekymrer sig for, hvordan den får føde eller ly for natten. Et kald til, at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen, men leve livet i tillid til, at vi får det, vi har brug for, og der bliver sørget for os af Gud.
Den tillid bliver dagligt udfordret, og lige nu er der sat ekstra trumf på bekymringerne og frygten. For vi oplever, at det ikke kun er himlens fugle, som indtager himmelrummet. Fjendtlige kræfter sniger sig ind over os på himlen og skaber frygt. Og så er der er ikke noget at sige til, at vi bliver bange. Og her må vi se frygten som en fælles byrde, som vi må bære sammen og i fællesskab holde fast i, at frygten ikke må overmande os og gøre os handlingslammede. Det glemmer jeg oftest selv, og særligt i disse tider, hvor der sker så mange forfærdelige ting i verden. Her overmander mit ængstelige sind mig så let, og jeg kommer til at tro på, at jeg skal bære det hele selv. At det er min vilje, som er afgørende for tingenes gang, og selvom jeg godt inderst inde ved, at det er en stor fed løgn, så kommer jeg så let til at tro på, at jeg skal kunne, alt det jeg vil og det hele er op til mig. Og så bliver jeg spundet ind i angstens og bekymringernes spindelvæv.
Det spindelvæv tror jeg, at alle kender. Og her står vi så med valget om at lytte til egenviljen eller vælge at handle på tiltalen og søge Guds rige og retfærdighed først. Den tiltale bringer os ud under åben himmel ud på marken og ud i Guds skaberværk. Den bevægelse har Søren Kierkegaard skrevet opbyggelige taler om. Han udfolder hvordan liljen og fuglen er gode læremestre for os. Hvordan vi kan tage ved lære af dem og efterligne dem ved at leve ubekymret i lydighed og i tavshed over for Gud. Det er den grundlæggende tillid, vi er skabt med, som Kierkegaard peger på, og det varmer helt ind i sjælen, når man læser hans ord om tilliden til Gud, som lyder:
At Du blev til, at Du blev Menneske: at Du kan se, at Du kan høre, at Du kan lugte, at Du kan smage, at Du kan føle; at Solen skinner for dig – og for Din skyld.
En smuk beskrivelse af alt det, som Gud giver os mennesker, helt uden af vi gør noget for det. Alt det får vi, selvom vi ofte har det med at tale mere, end vi lytter, og vi har det med at ville sætte vores egen vilje igennem i stedet for lydigt, at lade Guds vilje sætte sig igennem i os. Her kan vi tage ved lære af liljen og fuglen og forsøge at efterligne dem i at leve ubekymret i tillid til Gud. Og i den lære kan vi finde ind til det, som Kierkegaard kalder den store ro. Den store ro finder vi i troen på, at Gud er der og hans rige er omkring os, så vi altid kan søge det.
Det kalder Jesus os til at gøre som det første. At søge Guds rige og retfærdighed, og så skal alt andet gives os i tilgift. Gør vi det, så finder vi tilbage til den grundlæggende tillid, som Gud har skabt os med. En tillid til, at vi kan det, vi skal, fordi Gud har skabt os i sit billede og dermed gjort det muligt, at hans vilje kan sætte sig igennem i os. Så når vi finder ind til den store ro, og her tror på Guds vilje, så finder vil tilliden til, at vi kan det, som Gud kræver af os. Det som han fra skabelsens morgen har givet os som gave og opgave. At vi er skabt som mennesker for at være mennesker for hinanden. Vi er skabt for at tage vare på Guds skaberværk og leve i troen på, at Guds rige er vores virkelighed.
Vi skal først søge Guds rige, for når vi gør det, så bevæger vi os i retningen mod Gud og gør det med tilliden til, at Gud vil give os det, der skal til, for at vi kan udføre vores opgave. Når vi søger Guds rige og retfærdighed først, så bliver vi kaldet ud af vores egne besættelser og væk fra frygten, som kan lamme os. Vi bliver kaldet til noget andet, til verden og til den Gud, der viser sig i verden gennem nådige handlinger. Kaldet til Gud som afslører uret, som rejser det menneske, der er faldet og samler alt det, der er ødelagt og adskilt. Vi bliver kaldet til der, hvor Guds vilje sætter sig igennem, og her betyder alle vores bekymringer intet. Her betyder tilliden og troen alt, som fortæller os, at vi kan det, vi skal, fordi Gud har skabt os til det. Og her kan Guds vilje sætte sig igennem, så vi gør det, vi skal i tillid til Gud, når vi står over for den syge, den der er bange, den som er ramt, vores næste. Her er det alene det menneske, som står foran os, der gælder. Det er den entydighed Jesus taler om, når han siger, at vi ikke kan tjene to herrer. Vores hjerte kan ikke både kan være bundet til os selv og styret af alle de bekymringer, som vi gør os og samtidig være bundet i tillid til Guds vilje. Det er ikke muligt uden, at man kommer til at elske eller hade enten Gud eller sig selv. Så hvis du vil elske næsten som dig selv, må du elske dig selv, som den der er vist barmhjertighed, og derfor skal vise barmhjertighed over for det andet menneske.
Når vi følger tiltalen om først at søge Guds rige og retfærdighed, så følger vi den retning og redning, som Gud giver os i livet. Her hvor vi lever med hinanden og i hinandens verden, her kan vi genfinde Guds væsen, for det er her, han er. Vi kan finde det i noget så enkelt som at betragte Guds skaberværk og lade den vilje, vi finder her trænge igennem i os.
Vi er sat i verden for at udføre den fælles opgave, som Gud har givet os, og som han altid vil holde os fast på. Den opgave kalder os hele tiden tilbage til troen. Den kræver, at vi hjælper os selv og den, som er faret vild og er blevet utro over for troen. Hjælper os selv og det andet menneske til at finde tilbage til troskab og tillid til Gud. Amen.
Salmer:
729 Nu falmer skoven trindt om land
31 Til himlene rækker
320 Midt iblandt os er Guds rige
400 Så vældigt det mødte
410 Som tørstige hjort monne skrige
41 Lille Guds barn
10 Alt hvad som fuglevinger fik
