Læs dagens tekst her
En juleaften for længe siden, da jeg var stor teenager, fik jeg en i egne øjne god idé. Jeg foreslog, at vi i familien skulle ændre lidt ved proceduren angående dette at sige tak, når vi pakkede gaver op. Jeg brød mig ikke om øjeblikket, hvor man skulle udtrykke glæde og taknemmelighed, det forekom mig så kunstigt og tvunget, næsten ydmygende, så jeg foreslog, at vi droppede de mange gentagne takke-ord og i stedet bare til sidst sagde tak én gang for alle, når alt var pakket op. Så var det overstået. Stik imod min forventning blev forslaget pure afvist. Ingen var i nærheden af at mene, at det var en god idé, og jeg måtte atter en hel juleaften takke for hver eneste gave, jeg fik. Spørgsmålet er jo, hvorfor jeg fandt det så ubehageligt at sige tak. Hvorfor jeg simpelthen følte mig hævet over hele tiden at skulle sige tak for alt det, jeg fik.
Ni af de ti spedalske, der i teksten i dag bliver helbredt, er heller ikke meget for at sige tak. De undlader, skønt de endda selv i deres nød anråber Jesus udenfor byen, hvorpå der straks sker noget. Med en enkelt anvisning fra Jesus, bliver de raske, men han er åbenbart hurtigt igen ude af deres sind, for efter helbredelsen, som de jo må være ovenud lykkelige for, vender de ikke tilbage og siger tak. Kun en enkelt dukker op og udtrykker taknemmelighed og må så til gengæld lægge øre til en lidt bebrejdende tone fra Jesus. For hvor er de andre? Denne dårlige stemning lever den helbredte dog nok udmærket med, for ikke alene er han blevet rask, han får tilmed at vide, at hans tro har frelst ham. Hermed må vi overveje forskellen mellem de to tilstande. De ni personer, der ikke vender tilbage for at takke, er jo stadig blevet helbredt fra deres sygdom, men de er ikke blevet erklæret frelste. Hvad vil det sige at være frelst, og hvad vil det sige at være rask?
De spørgsmål rammer frontalt ind i vor tid, for mens det altid har været svært at definere, hvad det vil sige at være frelst – jeg skal dog nok om lidt forsøge – har vi tilmed i dag et stigende problem med at definere, hvad det vil sige at være rask. Forleden kom det frem, at antallet af personer, der behandles for ADHD siden 2018 er eksploderet. For især unge voksne er det fordoblet. Det skal straks siges, at nogen jo virkelig har det så svært, at de har brug for medicinsk hjælp til at fungere i den hverdag, der ellers kan føles så kaotisk. Men folk med forstand på disse ting fortæller, at ADHD-medicin mere og mere ses om et middel, man tager imod en efter alt at dømme ret normal tilstand. Og at folk også inspireres af mediehistorier og kendte menneskers vidnesbyrd til at tage piller for at gøre livet nemmere. En læge sagde forleden, at mange af de unge, hun opsøges af, har et fælles sprog og typisk: ”… beskriver sig med ord som koncentrationsbesvær, uro, tankemylder, træthed, glemsomhed (…) de fortæller også, at de `zoner ud`. Det er et udtryk, som pludselig er dukket op”. Og en anden lægekyndig siger det sådan her: ”En del af dem, der kommer til os med ønsket om at få en ADHD-diagnose og medicinsk hjælp, har måske bedre af at justere deres eget ambitionsniveau her i livet.” Man aner, at der kan ske en ændring i vores syn på, hvad det vil sige at være syg. Og hvad det vil sige at være rask.
Alt dette skal ses i en større sammenhæng, for vi er generelt i nyere tid blevet dårligere til at acceptere alt det modsatrettede i det indre. Det, der har med uro, tvivl og afmagt at gøre. Der er med det psykologisk videnskabelige menneskesyn blevet skabt en idé om, at ubehaget og det negative langt hen ad vejen må kunne behandles væk. Tænk blot på de mange talemåder om at hele sit indre, være på en rejse frem mod harmoni og blive den bedste udgave af sig selv. De udspringer af en forestilling om, at vi burde leve i harmoni med os selv, alt imens vi glemmer, at dette ikke er muligt og aldrig har været det. Ikke efter syndefaldet. Ikke efter at vi faldt ud af den oprindeligt rene skabte tilstand og ind i alt det, som Søren Kierkegaard kalder ”det uensartede” – altså, en særlig ubalance, der skyldes, at vores vilkår er så voldsomt. Vi ved, at vi en dag skal forlade denne verden, vi ved, at vi skal nå at fylde tiden med indhold, og vi ved, at vi langtfra altid er så gode og overskudsagtige, som vi gerne vil fremstå som. Med den bevidsthed om både døden og frygten for at spilde den kostbare tid kan harmonien ikke blot indfinde sig, og Søren Kierkegaard opfatter faktisk denne basale tilstand som en slags sygdom. Sygdommen til døden, kalder han den ligefrem, for den varer hele livet, og man kan ikke helbredes fra den med medicin. Man skal frelses fra den af Gud. Dette kan lyde som det rene volapyk i moderne ører, da vi som sagt er blevet så vant til at forlade os på videnskab og lægekunst, at det kan være svært at begribe, at det slet ikke er svaret på alt.
Misforstå mig nu endelig ikke. Jeg underkender på ingen måde medicinens betydning, og jeg ved, at man nu om dage kan komme grueligt galt afsted med at bagatellisere andres lidelse. Det er heller ikke mit formål. Det er i stedet at perspektivere begrebet lidelse og advare mod bivirkninger ved diagnosens og medicinens magt. Her bivirkninger af den åndelige art. Vi kan nemlig miste et rum af visdom, selverkendelse, selvbeherskelse og ikke mindst erfaringen af med årene at vinde styrke på en måde, man måske engang ikke troede muligt for sig selv. Og sagen er, at mennesket altid har vidst, at det er umuligt at kurere det komplicerede sind. Ikke mindst apostlen Paulus, hvis ord jeg læste op før, forstod det. Han beskriver det på sin egen måde. ”Jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” Paulus tilføjer, at det er synden i ham, der handler – altså modsigelsen af det gode og harmoniske i os, og fordi den tro på synden i vor tid i vid udstrækning er erstattet af troen på, at mennesket faktisk kan leve i ret stor harmoni, forventer mange at have det bedre, end de har det. Men det er et forkert udgangspunktet, for modstanden findes i os, og det er ubalancen, der er normal. Så kan nogle lide af særlig uro og have en specifik diagnose, der kan behandles – som for eksempel ADHD – men alle lever vi i ubalance med tendens til som Paulus jævnligt at gøre og være, det vi hader. Lige fra vanen med at spise og drikke for meget til at føle åndenød i et pludseligt anfald af mindreværd, afsky morgendagen, skønt man ofte siger, at man elsker livet, mærke enhver glæde smuldre ud gennem fingrene – og hen til den nedrige trang til for egen vindings skyld at nedgøre en anden. Vi står hele tiden i en kamp mellem vort eget sind og alle de forvirrede og ufine træk, det også rummer, for vi er syge indtil døden, som Kierkegaard siger, og det skal vi leve med. Og ikke mindre vigtigt er det, at det kan vi også godt leve med.
Det kan vi, fordi Gud til gengæld ikke kunne leve med det. Så lidt, at han sendte sin søn for at bære det store kaos sammen med os og hjælpe os til tro på, at der findes frelse for det. Ikke helbredelse for sygdommen, men frelse. I kristen forstand er det væsentlige nemlig ikke bestræbelsen efter at blive rask – ej heller at leve meget meget længe, som en del ellers i dag dyrker som en livsstil, der vist dikterer næsten alle døgnets timer og umiddelbart fremstår næsten dræbende udmattende. Det væsentlige er at tro på og takke for, at man kan leve livet, selvom det af og til gør ondt. Da personerne, der led af spedalskhed, er undsluppet den fysiske sygdom, tror de vist, at alt er vundet, men noget tyder jo på, at det kun er ham, der vender tilbage for at takke Jesus, der bliver frelst. Det bliver kun den, der virkelig erkender, hvem man skylder sit liv. Min ungdoms flovhed over at skulle sige tak for julegaverne viser, hvordan sindet kan nægte at takke for det, man får. Min unge selvopfattelse kunne ikke tåle at føle sig så ydmyg og dén trods er et klart tegn på sygdommen til døden. Jeg lærte med tiden at sige tak for gaver, men jeg ved, at jeg endnu ikke har lært at sige tilstrækkeligt meget tak til Gud for alt, hvad han giver, for dertil er jeg som de fleste andre for optaget af mit eget forfængelige og forvirrede sind. Det er en livslang opgave at lære at sige tak. Men det ændrer bare ikke ved, at det i høj grad er gennem taknemmeligheden, at troen kan vokse. Derfor siger Jesus til den ene helbredte, der vender tilbage for at takke – din tro har frelst dig. Din taknemmelighed har frelst dig.
Jeg lovede før at sætte ord på, hvad frelse er, og jeg konsulterer lige igen Søren Kierkegaard, der i en bøn om det svære menneskesind skriver disse ord: ”Fader i himmelen, giv du os, at vi hver især må blive opmærksomme på, hvilken sygdom det er, der er sygdommen til døden, og på, hvorledes vi alle er således syge. Og, vor herre Jesus Kristus, der kom til verden (…) at være hos ham er at frelses fra sygdommen, og kun når vi er hos ham, er vi frelste fra sygdommen.” Frelse er at tro på, at Jesus med sin barmhjertighed omslutter hele ens sind, uanset hvor selvmodsigende og kaotisk, det kan synes. Frelse er at tro på, at man engang i evigheden er færdig med at føle uro, da vi nemlig dér kun er, hvad kærligheden byder os at være, og denne frelsens komme aner vi, når vi midt i dette liv, midt i sygdommen til døden, i øjeblikke mærker den hvile i sindet, der gives til os uden medicin. Blot gennem tro. Disse øjeblikke varer ikke ved, og derfor går intet menneske blot lykkeligt omkring på jorden, men gennem troen på, at frelsen findes, kan man blive bedre til at leve her og nu uden hele tiden at længes efter at blive helbredt for sit eget sind. Helbredt for at være et menneske.
Det må ikke blive til norm, at det urolige sind kan kureres. Det kan gøre vores opfattelse af mennesket for smal, idéen om tilværelsen falsk og synet på hinanden for simpelt. Og den helt store bivirkning kan være, at vi ikke opdager, hvilke kræfter vi modtager fra Gud og kan give videre til hinanden. Jesus kom hertil for at få os til at vokse i den visdom og selverkendelse. Med hans død og opstandelse fik vi den størst tænkelige gave at takke for – muligheden for at tro på, at mens vi ikke i alle vore år her på jorden vil blive helbredt for det indre kaos, vil vi engang blive frelst fra det. Idet man omsider har lært at sige så meget tak til Gud, at der ikke i ens sind er andet tilbage end den reneste taknemmelighed. Amen.
Salmer: 3-374-294-58-321-731
