Læs dagens tekst her
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en af de mest fundamentale tekster i vores kultur. Mange ville pege på netop den, hvis de skulle sige, hvad budskabet i kristendommen er.
Den er blevet brugt til at begrunde vores velfærdsstat. Den er blevet brugt som billede på, hvad organisationer som Røde Kors og Læger Uden Grænser gør af arbejde ude i verden. Og samaritterne kendes i dag fra sammenhænge, hvor de er til stede, hvis der skulle være brug for omsorg, pleje eller hjælp.
Med andre ord er lignelsen ikonisk. Den er indbegrebet af, hvad barmhjertighed og næstekærlighed er. Den er så indfældet i vores kultur, at det kan være vanskeligt at se og høre, hvad der egentlig er på spil. Så snart vi hører om manden, der faldt i hænderne på røverne, ved vi allerede, hvad fortællingen handler om, og hvad den ender med. Først går præsten forbi, så går levitten forbi, og endelig kommer samaritaneren forbi, og han hjælper den halvdøde mand over til et herberg.
Ofte er det blevet prædiket, at vi skal være som samaritaneren – og ikke som præsten eller levitten. Det er åbenlyst for os. Ja, lignelsen er på den måde næsten banal. Men banal er den kun, fordi vi hører det ikoniske – det, som vi kender så godt. Vi hører ikke lignelsens tiltale til os.
Der ligger en risiko i, at det ikoniske tager livet ud af lignelsen, så vi kun hører, hvad lignelsen har haft af virkninger i vores kultur. På den måde risikerer vi at overhøre, at lignelsen stadig har noget at sige til os. Ligesom der ligger en risiko i at tillægge lignelsen en autoritet til at bestemme, hvem der er – og ikke er – næsten, for på den måde at fjerne lignelsen fra selve livet og gøre den til et stykke teoretisk skrivebordsarbejde.
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er ikke blevet fortalt for at kunne blive beskrevet i et etisk kompendium. Men hvad er så det banebrydende ved lignelsen, der kan være svært at høre efter snart 2000 års fortolkningshistorie? Hvad er det, der gør, at lignelsen ikke blot er kulturarv, men levende tale?
Jo, det er, hvis det er Gud, der er den barmhjertige samaritaner i lignelsen. For i det perspektiv må vi jo være mennesket i grøften. At Gud blev menneske i sin søn Jesus Kristus for at komme os mennesker til hjælp. Ja, det er alt andet end selvfølgeligt og åbenlyst.
I det perspektiv – at Gud kom til verden – står lignelsen i et andet lys. Måske troede vi, at vi var den ressourcestærke samaritaner, der kommer de svage til hjælp. Vi kan nok også genkende os selv i levitten og præsten, der vel nok havde deres grunde til at gå i en bue uden om.
Men i det perspektiv, hvor Gud er den barmhjertige samaritaner, ja, så må vi jo være mennesket i grøften. Resultatet er urovækkende, for så kan vi være alle personerne i lignelsen undtagen den, som vi egentlig troede, vi var. Det ikoniske bliver rystet. Vi er ikke den, som vi troede vi var.
To børn er blevet døbt i dag, Valdemar og Robin. De er blevet løftet til dåben. Den halvdøde mand i grøften er måske lige lovligt dramatisk i den her sammenhæng. For vi kunne da høre, at der var masser af liv i dem. Men det er nu engang dagens tekst. Og mon ikke, at det giver mening at tale om grøften billedligt talt.
For trods al den omsorg vi forsøger at give hinanden, kommer vi på et tidspunkt til at erfare den smerte og sorg, der hører et liv til. At vi alle kommer til at føle hjertets hårdhed, hjertets kulde til fulde. Så er det her, at de ord, der lød ved dåben, følger én resten af livet.
Hvis vi kan tro de ord, at Gud kommer os i møde og gør os til andet, end hvad vi troede vi var. Det er plejen og omsorgen, der gør, at vi får kraft og mod til at leve. Men hvis vi skal høre det, kræver det at lignelsen må blive levende for os, for ellers er fortællingen bare en stillestående, ikonisk fortælling.
Det er bare en fortælling, hvis den ikke bliver levende for én. Den bliver levende, når et menneske døbes til at tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus, der selv led for vores skyld og opstod på tredjedagen. Så er vi en del af den store fortælling, der ikke kan gøres til et færdigmalet ikon, men som altid kommer som det uventede og overvældende.
Det er budskabet om, at vi på én og samme tid bliver løftet fra grøften og kaldes til at være hinandens næste. Næstekærligheden er ikke betingelsen for frelse, men frugten af, at vi allerede er båret af Kristus. Det stiller os i et forhold til både Gud og mennesker. Det er det, der er vores grundlag for livet med hinanden. Det gøres levende og virkeligt, når vi døber. Her bliver det tydeligt, at vi kan passe på hinanden af glæde over livet med hinanden.
Dermed ikke sagt, at vi alligevel kan blive som samaritaneren. For samaritaneren er jo Gud. Vores opgave er at forsøge at gøre ligesom samaritaneren gjorde det – komme nødstedte til hjælp. Jesus sagde ikke: ”Du skal være samaritaner,” nej, lignelsen slutter med: ”Gå du hen og gør ligeså.” Og deri ligger en forskel. Forskellen er, at vi må efterstræbe at leve efter dette budskab: at gøre ligeså.
Vi, der hører, læser og fortolker lignelsen om den barmhjertige samaritaner, har meget at sige om den – og godt for det. Men lignelsen er så fundamental, at der ligger en risiko i, at vores fortolkninger siger mere om os selv end hvad lignelsen har at sige til os.
Et bud på, hvad lignelsen har at sige til os, er at vi alle er havnet i grøften. Det er jo ikke så opløftende. Men så er budskabet, at vi bliver løftet – og at det er ud fra dette udgangspunkt, at vi kan leve vores liv i ansvar over for næsten. Det er et grundlag, hvor der er plads til både afmagt og hjertets hårdhed, hjertets kulde. Vi kan alle ende i grøften.
For det hører ethvert menneskeliv til. Og det er et grundlag, der gør, at når vi engang erfarer, at vores egne ord ikke længere rækker, så har vi et Guds ord at holde os til. Vi har en Gud at håbe på.
Hvordan vi så skal leve, og hvem næsten er – det kan aldrig sættes i system. Der findes ingen katalogiseret liste over næsten, men der findes en herre, som sender os ud – derfor er friheden bundet til den anden. Det er op til enhver at høre og gøre, hvad de kan og skal med ordene: ”Gå du hen og gør ligeså!”
Salmer:
736 Den mørke nat forgangen er
300 Kom, sandheds Ånd, og vidne giv
401 Guds ord det er vort arvegods
441 Alle mine kilder skal være hos dig
164 Øjne, I var lykkelige
192 Hil dig, Frelser og Forsoner
11 Nu takke alle Gud
