Læs dagens tekst her.
Jesus er gal. Det er ikke tit, vi hører om, at han er vred, og i den folkelige forståelse går han gerne rundt som en lidt veg person med et sagligt smil på læben og gør godt imod folk. Men her er han vred. Der er også et andet eksempel, nemlig fra Templet, hvor han bliver så vred over de mange handlende på tempelpladsen, at han vælter deres boder, så offerduer og pengestykker flyver om ørene på de handlende. Det er ved inderlig bøn, at man skal tilbede Gud og ikke med en ydre kult, og det er i hvert fald ikke meningen, at nogen skal tjene en masse på det.
Her kalder han dem øgleunger, og selv om det måske ikke lige er den betegnelse, vi bruger mest, så kan man godt fornemme, at det i hvert fald ikke er et positivt udtryk. Og han får delt menneskeheden op i gode og onde, og på samme måde som gode frugter kommer fra et godt træ, så skal man i hvert fald ikke forvente noget godt fra deres side. Det er heller ikke kun onde ord og onde gerninger, der fordømmes. Ethvert tomt ord, skal man stå til regnskab for. Og han har lige fortalt dem, at der var noget, der ikke var tilgivelse for, nemlig bespottelse af Helligånden.
Alt i alt har han her svinget sig op til at dele en ordentlig røffel ud til sine tilhørere. Og lige som man ikke skulle tro, at det kunne blive meget værre, så forlanger farisæerne at få et tegn at se. Det var noget af det værste, de kunne bede Jesus om. Han skulle ikke lokkes til at blive en tryllekunstner og magiker for at bevise, hvem han var. Der var alligevel ikke noget bevis, der ikke kunne drages i tvivl, om ikke af andre, så af dem, der ikke selv havde været til stede og havde set det. Hvis jeg ikke ser det med mine egne to øjne, så vil jeg ikke tro det. Og så er det ikke engang sikkert, at jeg vil det.
Men i stedet gør han historien om profeten Jonas til et tegn. De fleste vil vel kunne huske, at der er noget med Jonas og en hval. Men det, der sker, er, at Jonas får besked på at drage til storbyen Nineveh nær Mosul i det nuværende Irak for at meddele dem, at Gud havde opdaget deres ondskab. Men det har Jonas ikke spor lyst til, så han stikker af på et skib i den modsatte retning. Men så går det hverken værre eller bedre end at det bliver et skrækkeligt stormvejr. Sømændene ombord får en mistanke om, at uvejret skyldes en bestemt person, og ved lodtrækning finder de ud af, at det må være Jonas. Så smider de ham over bord, og straks bliver det godt vejr igen.
Men Jonas kan jo ikke ligge der og plaske rundt og drukne, for han har en opgave, han skal udføre, så Gud befaler en hval sluge ham. Og mens han er der inde i hvalen, så bliver han klar over, at han hellere må gøre, som Gud har sagt. Han beder Gud om tilgivelse og efter tre dage spytter hvalen ham op på land igen, og Jonas må afsted til Nineveh. Der får han så fortalt dem, at de bliver udslettet, hvis ikke de straks ændrer opførsel. Stik mod al forventning gør de det, og de bliver ikke udslettet.
Det bliver Jonas til gengæld mopset over, for han havde sat sig til rette uden for byen og ventede på, at den skulle blive ødelagt. Så må Gud lige have et alvorsord med Jonas, om at han må forstå, at han ikke bare kan ødelægge byen for hans fornøjelses skyld, når de nu havde omvendt sig og begyndt at opføre sig ordentligt.
Det er en meget underholdende historie, men det er kun den del med hvalen, at Jesus bruger som tegn. For han forudsiger sin egen død og opstandelse. Profeten Jonas bliver til et billede på, hvordan Jesus dør og bliver begravet, men opstår påskemorgen fra de døde.
Jesu tilhørere har givet vis ikke forstået, hvad han sagde. Det havde de simpelthen ingen mulighed for. De kunne måske godt forstå historien om Jonas, og hvordan han vendte tilbage til livet og til sin opgave efter at have været forsvundet i tre dage. Men på det her tidspunkt ville de ikke på nogen måde kunne forstå, hvad at opstå fra de døde betød. Det var aldrig sket før i verdenshistorien, og da det skete, havde selv Jesu nærmeste, der havde hørt ham sige det mange gange, svært ved at forstå, hvad det var, der skete påskemorgen. Selv for os i dag, hvor det er blevet fortalt videre i to tusinde år, kan det være svært at fatte det.
Denne fortælling om Jesus stiller os over for en række spørgsmål, som det kan være vanskeligt at forholde sig til. Hvad skal vi stille op med historien om Jonas og hvalen, og hvordan skal vi stille os til en vred Jesus, der kommer med vrede ord?
Med hensyn til historien om Jonas, har de fleste nok fundet ud af, at historien ikke skal tages helt bogstaveligt. Vi kan skære en hval op på langs og konstatere, at der ikke er plads til at et menneske, en Jonas, kan være inden i den. I hvert fald ikke i levende live og slet ikke i tre døgn. Men ligesom dengang kender vi til folk, der får pålagt en opgave, men undslår sig og prøver at snige sig uden om. Og undertiden ved vi også at folk, der i første omgang ikke har gjort det, de skulle, bliver overbevist om, at det er det rigtige at gøre, og så får taget sig sammen og får det gjort. Men det taler meget mere til fantasien og gør det betydeligt nemmere at huske, hvis det iklædes en historie om et menneske og en hval.
Og måske gør det, at vi kan huske pointen i historien, og næste gang vi får stillet en opgave, vi ikke bryder os om og har mest lyst til at snige os uden om, at vi lige tænker os om en gang mere og får det gjort. Og specielt da, hvis vi får opgaven af Gud. Det er interessant, at nogen har den opfattelse, at alt det, der foregår i kirken, skal være videns baseret og bygge på historiske og etiske fakta.
Men på den anden side og uden sammenligning i øvrigt har underholdningsbranchen, hvad enten det er film, serier eller bøger, dels en genre, der direkte hedder fantasy, og dels ville ingen nogen sinde spørge en forfatter eller en instruktør, om det, der sker i deres værker nu også kan passe? Er det virkeligt sket? Eller kan det ske? Giv fantasien plads i kirken og kom med en god historie, hvis det gør, at vi dels hører den og dels måske husker den, når vi kommer i en lignende situation.
Men hvordan så med den vrede Jesus og hans vrede ord? Vi kan jo begynde med at konstatere, at det, at han bliver vred, er et udtryk for, at han var et menneske. Både menneske og Gud på samme tid. Der findes ikke det menneske, der ikke kan blive vred en gang imellem. Nogen har så lettere ved det end andre, men alle kan komme til det punkt, hvor man må sige eller gøre noget. Og måske komme til at kalde sine modstandere noget, man ikke ville have gjort, hvis man var kold og nøgtern. Og måske kommer man også til at sige tingene hårdere, end man ellers ville. Men det væsentlige er, at vi ingen vegne kommer uden Guds altomfattende tilgivelse.
Hvis vi var overladt til os selv, så blev det også derefter. Jeg vil ikke kalde vores slægt ond og utro. Det er måske naivt af mig, men jeg tror også, at mennesker kan gøre gode ting. Vi rummer begge dele. Både det gode og det onde. Og måske kan vi i vrede komme til at gøre og sige onde ting. Og selv om vi gør gode ting, kan vi ikke gøre så meget godt og være så gode, at vi kan undvære Guds tilgivelse. Så lige som Jonas kan vi, når vi sidder i vores eget mørke, der kan være lige så altomfattende som det indre af en hval, og får tid til at tænke over, hvorfor vi gør, som vi ikke bør gøre, og ikke gør, som vi bør gøre, så kan vi bede Gud om tilgivelse. En tilgivelse, der udelukkende blev mulig, fordi Jesus gik i døden for vores skyld, gik ind i det altomfattende dødens mørke og opstod tre dage efter, påskemorgen. Hvis vi gør og tror på det, så vil der også være tilgivelse selv for os.
AMEN
Salmer: 748-300-396-417-521-787-430
