Læs dagens tekst her.
Normalt når vi spiser sammen, så er det for at fejre noget eller for at nyde andres selskab omkring et måltidsfællesskab. Det vigtigste er ikke at få stillet sin sult, men at nyde god mad sammen med nogen, man kan udveksle synspunkter og diskutere små og store problemer med. Man sænker skuldrene og slapper af uden at skulle være på vagt over for bagholdsangreb af den ene eller anden type.
Men på Jesu tid havde man også en anden type fællesspisning. I en tid, hvor kun de færreste kunne læse eller skrive, hvor der ingen sociale midler var, eller andre former nyhedskommunikation eksisterede, så var det at spise sammen en mulighed for at videreformidle budskaber og synspunkter. Så når der kom en omvandrende prædikant forbi, kunne man invitere vedkommende på et måltid mad.
Det var nyhedsformidling og opfyldelse af gæstfriheds forpligtigelser på en og samme tid. Så kunne den indbudte uddybe sine synspunkter og præcisere holdninger. Det var ikke private sammenkomster, men derimod mere eller mindre offentlige møder, hvor der har stået tilskuere og tilhørere i hjørnerne og udenfor vinduesåbninger og døre.
At der er tale om en form for offentlig sammenkomst, understreges af kvinden, der kommer hen til Jesus med en alabastkrukke med olie. Hun har hørt, at han er der, og så må hun bare hen til ham. Hun stiller sig grædende ved hans fødder, væder dem med tårer, tørrer dem med sit hår, kysser dem og salver dem med olie. Det er på mange måder noget meget sensuelt at gøre, men det er måske ikke så mærkeligt, som det lyder.
Dengang transporterede man sig til fods rundt i det tørre landskab, og selv hvis man havde sandaler på, så kunne det ikke undgås, at ens fødder blev beskidte. Derfor hørte det også med til en værts forpligtigelser at stille et vandfad frem, så ens gæster kunne få vasket fødderne, inden man satte sig til bords. Eller rettere man lå til bords, og endnu en grund til at få rene fødder, når de var i niveau med maden.
Det er jo det samme, vi kender fra de islamiske moskeer, hvor man rituelt vasker fødderne, inden man går ind.
Men måden kvinden gør det på, er alligevel for meget, og hun gik tydeligt over stregen. Så meget mere som hun var en kvinde, der levede i synd, og ud fra sammenhængen er der ingen tvivl om, at hun var prostitueret. Det er noget, der altid har eksisteret, og det har altid været mere skamfuldt for kvinderne, der udførte erhvervet, end for de mænd, der var deres kunder.
Det kan jo godt undre, hvorfor det er sådan, men resultatet af den meget kærlige behandling Jesus bliver udsat for og kvindens ry bliver for meget for værten Simon. Hvis Jesus nu var en profet og alvidende, så ville han også være klar over, hvad der var for en kvinde, der var så kærlig over for ham.
Men inden Simon overhovedet får luftet sine fordomme, ved Jesus det allerede og fortæller ham en lignelse. Den skal illustrere, hvad taknemmelighed er, og hvordan det hænger sammen med den situation, de befinder sig i.
En pengeudlåner havde to kunder. Den ene lånte 500.000 og den anden 50.000. Men ingen af dem kunne betale noget af det tilbage. De var røget i luksusfælden, og den eneste mulighed var gældssanering. Det kom i stand på en eller anden måde, og spørgsmålet er så, hvem af de to, der bliver mest glade for den gældssanering. Det meget logiske svar, og det, værten Simon også kommer frem til, er, at den, der har fået eftergivet mest gæld, også er den mest taknemmelige.
50.000 kan man overskue, og måske ved at spare nogle andre steder, eller ved at arbejde lidt ekstra efterhånden få ud af verden, hvorimod 500.000 er så mange penge, at den gæld vil du have hængende over hovedet resten af livet. Derfor er eftergivelse af 50.000 selvfølgelig noget, der vækker glæde, men eftergivelse af 500.000 er livsomvæltende. Det giver nye muligheder. Det giver nye fremtidsperspektiver. Det giver nyt liv. Det er jo ikke raketvidenskab, men almindelig logik.
Men det afgørende er, at Jesus konstaterer, at kvinden er den, der har fået eftergivet den store gæld. Og hvad mere er, så viser kvinden sin glæde og sin taknemmelighed over for den, hun ved, er ansvarlig for at gøre hende gældfri.
Men det store spørgsmål er, hvordan hun kan vide, hvilken rolle Jesus spiller? Vi kan naturligvis ikke vide det med sikkerhed, men hun må på en eller anden måde have hørt Jesus tale om det før. Og ikke nok med det, hun må også have forstået, at denne tilgivelse gjaldt lige nøjagtigt hende. Det tror jeg ikke kan ske på anden måde, end at hun direkte har fået det at vide. Det er svært at få tilgivelse på anden hånd. Hun må altså have mødt Jesus før og fået at vide af ham, at hun var tilgivet. Og hvad der er endnu vigtigere, så har hun troet på det og indset, hvad det ville gøre for hendes liv fremover.
Senere tider har haft travlt med at identificere kvinden som blandt andet Maria Magdalene, som var en af Jesu nærmeste disciple, som vi også kan se på Stefan Sindings frise oppe i koret, hvor Maria Magdalene bogstaveligt er anbragt som den nærmeste ved Jesus på linje med Johannes Døberen. Ham ved vi jo spiller en rolle som muligvis fætter til Jesus, men i hvert fald forløberen og den, der banede vejen for Jesus og viste hen til ham.
Maria Magdalene skulle også have været prostitueret, men det er ikke noget, der står i evangelierne. Men derimod får vi at vide, at hun er et af de første vidner til den tomme grav efter Jesu korsfæstelse og opstandelse. Og det er jo helt forkert, for dengang havde kvinder ingen juridisk værdi som vidner. De kunne ikke vidne i retssager, så hvis opstandelsesberetningerne var fri fantasi, så skulle man have valgt en af de mandlige disciple, som for eksempel Peter til at opdage den tomme grav.
Men igennem alle årene har man holdt fast i, at Maria Magdalene var den første, der fortalte det videre til de andre disciple. Hun bliver altså den første forkynder af den tomme grav med alt, hvad det får af konsekvenser for den kristne tro. Derfor har hun fået hæderspladsen lige ved siden af Jesus. Kronologisk var hun også en af dem, der havde kendt Jesus i levende live, så derfor er det meget passende, at hun bliver den første til at fortælle nyheden videre om den genopstandne Frelser og det nye liv, det førte med sig.
Vi ved altså ikke om kvinden, der så bevæget udfører fodvaskelsen og salvningen af Jesu fødder, er Maria Magdalene, men vi ved, at det er en kvinde, der er blevet tilgivet meget, for hun har elsket meget. Og vi hører Jesus sige til hende: Din tro har frelst dig. Gå bort med fred! Og det samme får vi at vide i nadveren. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred! Godt nok med lidt andre ord, hvor det hedder ”hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder”, og ”Fred være med jer!” Men betydningen er den samme.
Men det kan jo lyde som et tveægget sværd. For hvor meget tro, skal vi så have, før det virker? Men tro er ikke en metervare, der kan hentes ned fra hylderne og måles og vejes. Vi har en forkert opfattelse, hvis vi forestiller os, at tilgivelse kræver så og så meget tro.
Jesus siger et andet sted, at hvis vi bare har så meget tro, som det mindste af alle frø, et sennepsfrø, så ville vi kunne vokse op og blive til et træ, hvor fuglene kunne bygge rede i. Så nemt som det er sagt, og så svært at tro, at det på en eller anden måde er nok, må vi tro det, når Jesus siger det. Vi må finde fred og taknemmelighed i ordene. Fred i sjælen over, at det er nok, og taknemmelighed over, at så meget er tilgivet os. Det er også det sidste, præsten siger ved enhver gudstjeneste, når han eller hun lyser velsignelsen og slutter med ordene: ”… og give dig fred!” Vi kunne også bruge ordene herfra: Din tro har frelst dig. Gå bort med fred! Det, vi skal gøre, er at tro på det og finde fred med det.
AMEN
Salmer: 10-309-151-522-460-450-11