Læs dagens tekst (Luk 18,9-14) her
Selvom vi er mennesker, så er det ikke altid ligetil at være menneskelige.
Menneskeligheden er ikke en entydig størrelse for os, og den forplumres så let af alt det sammensatte i os. Tænk, hvis vi kunne nøjes med at være mennesker over for hinanden, og se ligheden imellem os. Tænk, hvis vi kunne undgå at hæve os op over hinanden og ikke evnede at nedgøre andre eller nedgøre os selv og hæve andre op.
Jeg var ikke særlig gammel, da det gik op for mig, hvor svært det er at være menneskelig over for andre og over for mig selv. Det var som en alarmklokke, der vækkede mig, og jeg indså, at der er meget, som står i vejen og adskiller os, når det handler om at se ligheden mellem os. Det er langt fra let, men komplekst og fyldt af faldgruber.
Den indsigt ramte mig, da jeg var barn. Den kom i takt med, at barnets begejstring og lykkefølelse langsomt var ved at forlade mig, og virkeligheden trådte tydeligere frem. Det komplekse ved at være menneske sneg sig ind på mit barnesind og lagde sig som skygger, der delvist dækkede det lyse til.
Det var på en tur med min familie til Berlin, at jeg indså, at det ikke er lige til at være menneskelig. Det skete, da vi besøgte checkpoint Charlie ved Berlinmuren. Her stod jeg oppe på en platform, hvor jeg kunne se over muren. Deroppe kunne jeg betragte det minefelt, som skulle afholde folk fra at flygte fra Øst- til Vestberlin.
Med udsigt til minefeltet ramte tanken mig, at det var mennesker, som havde konstrueret muren og det brede område med miner. Det ramte mig, at den umenneskelige konstruktion med mur og minefelt, var skabt af mennesker for at holde folk adskilt.
Det syn fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og det stod klart for mig, at vi så nemt kan skabe barrierer, som står i vejen for, at vi kan se ligheden mellem os. Jeg indså, at når vi ser på os selv og andre, så det er ligesom at stå foran et minefelt, hvor vi ved, at vi skal træde varsomt.
Det kan også føles som lidt et minefelt, vi står foran, når Jesus i dag konfronterer selvretfærdigheden i os med sin fortælling om tolderen og farisæeren.
Han siger det egentlig meget enkelt, når han slutter fortællingen med ordene:
Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
Sagt på en anden måde:
Vi skal nøjes med at være mennesker over for Gud og over for hinanden.
Men det er ikke enkelt, og det ved Jesus også. Derfor sætter han tingene på spidsen ved at vende det hele på hovedet. I hans fortælling om farisæeren og tolderen byttes rollerne om, og den, som opfatter sig selv som retfærdig, bliver den uretfærdige, og den uretfærdige bliver den egentlige retfærdige.
Jesus taler ind i en tid, hvor farisæerne blev set som retfærdige mennesker i forhold til Gud. Mennesker, som overholdt Moseloven, og som dermed socialt set var mere værd end tolderen.
Tolderen blev set ned på og foragtet, fordi han indkrævede penge for den romerske besættelsesmagt.
I den tid vi lever i, ser vi på os selv og andre med en målestok, som handler om at være så tæt på det perfekte som muligt og være så lykkelige som muligt.
Det er usundt for os, for vi er ikke perfekte og skal heller ikke være det. Vi er sammensatte og mangelfulde, og vi ved godt inderst inde, at tingene aldrig kommer til at gå op i en helhed i os.
Helheden er noget, vi føler i små lykkelige glimt, men ikke som en konstant følelse i os. Vi ved også godt, at lykken ikke er vedvarende, men flygtig og lunefuld. Og selvom vi tror, at de andre er meget mere lykkelige end os, så ved vi godt inderst inde, at det ikke er sandt.
Når vi lytter til fortællingen om tolderen og farisæeren, så kan den åbne vores øjne. Den kan få os til at indse, at vi fjerner os fra Gud og hinanden, når vi lader kravet om det perfekte og jagten på lykke være fortegn.
Den kan også få os til at indse, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi ser på andre og på os selv. For når vi ser på et andet menneske, så er det sjældent uden, at vi bedømmer og tolker, hvem han eller hun er.
Alt fra udseende, bevægelser og udstråling bliver bedømt og vurderet ud fra en indre målestok. Det samme gælder, når vi ser på os selv, og her er målestokken ofte de andre og alt det, som vi stræber efter gerne at ville være.
Vi siger, at det sete afhænger af øjnene, der ser. Det kan der være meget sandt i. For det blik, vi ser på hinanden med, skaber en relation mellem os. Og det blik vi, ser på os selv med, skaber et selvbillede, som også danner udgangspunktet for, hvordan vi ser på andre mennesker.
De høje krav om perfekthed og lykke er usunde for os og for vores relation til hinanden. Og jeg tror, at vi ser konsekvenserne heraf i den stigende mistrivsel blandt unge, i det høje antal af mennesker, som bliver ramt af stress og depression og i ensomheden, som så mange føler.
For virkeligheden er jo, at vi er sammensatte væsner. Det havde Martin Luther blik for allerede i middelalderen. Han så, at der i enhver af os er en konflikt, hvor vi er spændt ud mellem at være hovmodige og ydmyge. En konflikt i os mellem det selvretfærdige og det menneskelige. Den konflikt formulerede Luther med, at mennesket både er retfærdiggjort og synder.
Med det mente han, at vi på en og samme tid er syndere og tilgivet. For Luther var synden et vilkår for mennesket, men også en befrielse, for dermed var mennesket sat fri til at være mangelfuldt og uperfekt og alligevel tilgivet og retfærdiggjort.
Det er det sammensatte i os, som fortællingen om tolderen og farisæeren skitserer. Tolderen fremstilles som et ydmygt gudfrygtigt menneske, som ikke udstiller sin fromhed. Det gør farisæeren derimod både åbenlyst og åbenmundet. Med største foragt hæver han sig selvretfærdigt op over tolderen og sammenligner ham med de værste versioner af menneskeligt fordærv: røvere og uretfærdige.
Med sit blik på tolderen sætter farisæeren sig i en relation til tolderen, hvor han er ophøjet og tolderen nedværdiget.
Med den fortælling kan Jesus ramme selv os i dag, for det kræver ikke et særligt dybt spadestik, før vi støder på det sted, hvor selvretfærdigheden kommer til syne i os. Den er lige under overfalden i enhver af os, som en indre bevægelse, hvor vi ophøjer os selv og kaster et nedværdigende blik på andre.
Et selvretfærdigt blik, som hæver os op og gør det synligt, at vi i hvert fald ikke er lige så mangelfulde, som den vi ser på. Et blik, som fortæller, at jeg er bedre, mere værd, mere rigtig end de andre.
I den modsatte ende af målestokken ligger den hårde selvkritik. Her er jeg farisæer over for mig selv og peger fingre ad alle de fejl og mangler, der er i mig. Her ser jeg, at alle andre er bedre, smukkere og klogere end mig. Det selvkritiske blik vokser sig stort og er som en elefant i rummet.
Både det selvretfærdige og det selvkritiske blik kan føles som at være i et minefelt, hvor hykleriet ligger spredt på ubekendte steder klar til at springe i luften.
Det minefelt fører Jesus os sikkert igennem, når han siger, at det, vi skal, er at være mennesker over for Gud og for hinanden.
Han ser os som de mennesker, vi er. Han ser vores fejl og mangler og siger, at vi er tilgivet. Han kender vores selvretfærdighed, vores selvkritik og vores hykleri og fortæller os, at det er det minefelt, vi står foran. Og så viser han, at vejen gennem minefeltet findes der, hvor vi er menneskelige og tror på Gud. Der, hvor vi ikke dømmer eller fordømmer, hvor vi ikke puster os op og hæver os over andre. Der, hvor vi er ydmyge over for hinanden og indser, at vi har brug for hans tilgivelse.
For Jesus ser på os med Guds øjne, og det er ikke et fordømmende blik, men et nådigt blik.
Vi sidder her i dag i Jesuskirken. Her i kirkerummet træder vi frem for Gud og ind i hans synsfelt. Han ser på os som de uperfekte mennesker, vi er, og giver sin tilgivelse, uden at vi skal præstere. Det, vi skal, er at gribe troen.
Her sidder vi med udsigt til hinanden, måske mennesker vi kender, måske mennesker, som vi ikke kender, men fælles er, at vi er i samme hus – Guds hus.
Her træder vi frem for Gud, og det bliver helt konkret, når vi om lidt fejrer nadver. Her knæler vi ned og får Guds tilgivelse. Vi træder også frem for Gud, når vi efter nadveren bærer Philip op til døbefonten, hvor han skal døbes. Han bliver båret frem for Gud, hans Gudfar svarer på hans vegne, og han kommer til at tilhøre Kristus, helt uden han selv skal gøre noget for det.
Her i kirkerummet, hvor troen på Gud bliver udlevet, bliver vi sat fri fra vores personlige jeg. Gud er ligeglad, om vi rangerer højt socialt eller roder rundt på samfundets bund. Han er ligeglad med vores ønsker om at være perfekte eller halse efter lykken. Men han er ikke ligeglad med sin tilgivelse, den insisterer han på at give os, for han ved, at den er afgørende for os.
Det er det, Jesus vil fortælle os i dag. Når vi bliver set på med Guds nådige blik, så skal vi ikke skal tage stilling til, hvem vi er, eller hvem de andre omkring os er. Så skal vi skrælle al foragt, selvretfærdighed og forudindtagede holdninger om hinanden væk og kun se godheden i den anden.
Gud kræver ikke nogen personlig udvikling af os. Tværtimod sætter han os fri, så vi kan afvikle det personlige og træde frem som det enfoldige menneske, vi i bund og grund er.
Gud kræver af os, at vi hengiver os til ham og har tillid til ham, det er deri, at ydmygheden ligger. Det handler om at kunne hengive sig til det ubetingede, som Gud er, og have tillid til, at vi møder nåden her.
Det samme gælder i kirkerummet, for her skal vi ikke tage stilling til os selv, men være mennesker over for Gud og over for vores medmennesker.
Her er det ikke selvretfærdighed, selvkritik eller selvoptagethed, som er i fokus; fokus er Gud og de mennesker, som omgiver os.
I kirkerummet er vi mennesker, og som sådan fritaget fra at se på os selv som et individ.
Når vi sidder bænket her i dag i kirken, så er vi alle lige for Gud.
Den selvfede farisæer, den ydmyge tolder, den, som hæver sig op og føler sig bedre end andre, og den, som er tynget af hård selvkritik. Fælles for os er, at vi alle er sammensatte, på en gang syndere og tilgivet.
Vi er Guds skabning og dermed alle mennesker, som lever under samme vilkår – høj som lav, ung som gammel, syg som rask.
Vi får livet som en gave og opgave, som vi skal leve.
Vi er alle uperfekte og fyldt med fejl og får alle samme menneskelige vilkår, og på en og samme tid sat fri og frelst af Gud. Alene troen på hans søn gælder her, troen på hans død og opstandelse. Med den tro sætter Gud os fri fra skepsis og foragt. Med troen er det hans nådige blik, som ser på os.
Et blik, som ser sit elskede barn i os og gør os i stand til at se enfoldigt og menneskeligt på hinanden.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Salmer: 750 – 523 – 609 – 468 – 38 – 787 – 6