Læs dagens tekst her
Latter og gråd to træk, der definerer os som mennesker. Kun en hårfin grænse adskiller gråden fra latteren, og de kan så nemt glide over i hinanden, så man pludselig kommer til at grine midt i alt det sørgelige, eller tårerne strømmer ned ad kinderne af ren og skær glæde.
Biologien definerer gråd og latter som to varianter af samme måde, vi kan reagere på, når vi bliver påvirket på en måde, vi ikke havde forventet. Når det uventede sker, kan begge derfor opstå spontant. Og så kan både gråden og latteren smitte fra menneske til menneske. Hvem kender ikke til at blive rørt over et andet menneskes tårer? Eller til at blive revet med af den andens smittende latter?
Der er en både smittende og medrivende kraft i gråd og latter. En kraft som kan føre til samhørighed. Ja, føre til, at vi sammen kan bærer på glæden og smerten som vores fælles ansvar og byrde. En samhørighed, som bygger på en menneskelig indgroet indsigt i, hvad smerte og glæde fører med sig, når de rammer hjertet.
I dag hører vi, at Jesus græder over Jerusalem. Dér på afstand af byen begynder tårerne at trille ned ad kinderne på ham. Hans græder i afmagt over den skæbne, som byen vil komme til at lide. Men hans gråd er ikke et tegn på svaghed, den udtrykker styrke og menneskelighed og kommer
med en magt fra Gud. Med fortællingen bevæger vi os sammen med ham på en hårfin grænse mellem glæde, jubel og gråd. Kort forinden hører vi om hans indtog i Jerusalem. Her satte han sig op på et lille æsel og red hen mod byporten. Hermed opfyldte han profetien om, hvordan Jerusalems konge vil komme ridende ind i byen. Jublen og glæden bryder ud blandt folkene midt på vejen, men da Jesus nu nærmer sig byporten, græder han. Han græder over den skæbne, som byen går i møde. En frygtelig fremtid for Jerusalem, som blev virkelighed langt senere i år 70, da romerne jævnede byen og dens indbyggere med jorden.
Det er ikke følelserne, der overmander Jesus, når han græder over Jerusalem, for der er langt mere på spil end følelser. Han græder for at bringe samhørighed mellem mennesker og Gud. Og hans tårer er grædt i solidaritet med den smerte og ondskab, som fremtiden bringer. Med sin gråd viser han, at han er solidarisk med den dybe klagesang, der skal lyde, når byen tilintetgøres sammen med templet og hele dens befolkning. Det er tårer grædt i afmagt, men som kommer med magten fra Gud. En gråd, hvor han gør sig til ét med den smerte, der er i verden over tab af hjem og tab af liv.
Den fortælling får mig til at tænke på en ven, som jeg for nylig talte med om det at græde, og som jeg har fået lov til at fortælle her. Han er stærk som en okse – og både dybsindig og klog, og han har altid virket på mig som om, intet kunne vælte ham. Men på et uventet tidspunkt i livet oplevede han at miste det fremtidige liv og hjem, som han altid havde drømt om. Jeg troede, at han nu ville fortælle mig, hvordan filmen knækkede for ham, og om hvordan han var i sine følelsers vold, svag og sårbar. Men det var noget helt andet, han fortalte, hvor gråden havde en afgørende betydning for ham. Han sagde, at når han græd, gav det ham forløsning og styrke.
Han fortalte om tragedien ved at blive skilt fra kærligheden i sit liv og nu også skulle undvære sit elskede barn hver anden uge. Han fortalte om den
hårfine grænse mellem smil og tårer. Han prøvede at være tapper og holde gråden tilbage, når han afleverede sin søn. Der stod han smilende og vinkede, indtil sønnen var ude af syne. Så vendte han rundt og begyndte hulkende at græde.
” Det var på en gang forfærdeligt og forløsende”, sagde han. Og han forklarede, at gråden på en og samme tid gav ham styrke og bekræftede den dybe kærlighed, og det store savn han følte. Det forfærdelige var sorgen over tabt kærlighed, og den fremtid han drømte om. Det forløsende var, at han i gråden mærkede en ubeskrivelig magt, som gav ham mod og kraften til at leve videre.
Jeg blev rørt over hans ord, og må erkende, at tårerne stod i mine øjne, mens han talte. Jeg mærkede en samhørighed og solidaritet med ham og fornemmede også selv erfaringen af, at der er noget magtfuldt selv i det afmægtige. Den fornemmelse førte mig tilbage til min tidlige barndom og et minde herfra. Jeg var ikke særligt gammel, da jeg første gang erfarede, at tårer grædt i afmagt kan være utroligt magtfulde. Jeg var på vej hjem ad en smal sti og pludselig stod nogle store drenge foran mig. De tårnede sig op og dannede en cirkel omkring mig og ville ikke lade mig komme forbi. De sagde at jeg aldrig mere ville komme hjem. Og når man er lille, så tror man på det, de store siger. Så jeg blev bange, og græd først lidt. Det grinede de hånligt af og gjorde cirklen omkring mig mindre. Så græd jeg lidt mere og kunne se, at deres hånlige smil stivnede, og frygten for at de skulle blive opdaget viste sig i øjnene på dem. Til sidst stak jeg i en hylende og skrigende gråd, og så blev de for alvor bange og løb, alt hvad de kunne. Dér mærkede jeg for første gang hvilken magt, der er i gråden. Hvordan afmægtige tårer kan sætte én fri. Og hvordan afmagt kan forvandle sig til en vrede, som kan udradere de forhindringer, som holder én tilbage.
Jesus vil sætte os fri med sin gråd. Han vil røre os til samhørighed med Gud og føre os ud af de cirkler, der får os til at lukke os om os selv og lukke
af for andre. Det er ikke nogen let opgave, og tårer grædt i solidaritet er ikke altid nok til at røre os. Der skal ofte mere til, for vi har en tendens til at cirkle om os selv og udelukke andre. Her kan vi have behov for mere end gråd, og det får vi, når gråden går over i vrede, som den gør for Jesus. En skabende vrede, som bryder ud, da han træder ind i templet i Jerusalem. Her ligner det mere en markedsplads end et helligt tempel. Det vrimler med sælgere og offerdyr, som de tjener gode penge på. Det får vreden til at løbe af med Jesus, og han smider alle de handlende ud. For det er ikke meningen, at man skal ofre blodofre til Gud. Det er et andet offer, der kræves af os mennesker. Hermed viser han, at Gud ikke vil have, at vi skal ofre et andet levende væsen til ham. Det offer Gud vil have skal være ens egen kærlighedsgave til andre mennesker. Dermed viser Jesus en ny retning, som bliver helt konkret, da han kort tid efter giver sig selv som blod og legeme til sine venner ved sit sidste måltid her på jorden.
Det er altså med gråd og vrede og til slut undervisning, at Jesus vil fjerne de forhindringer, som står i vejen for samhørigheden med Gud. Han er som Martin Luther ville sige både gaven fra Gud, som vi kan tage imod i troen, og eksemplet som vi skal følge, når vi lever et kristent liv. Jesus er det rette offer, og han ofrede sig som et kærlighedsoffer til os fra Gud. Det gør han langfredag, hvor verden går i sort. Da han udånder på korset, og forhænget i selvsamme tempel, som han står i nu, flænger. Fra det flængede forhæng slipper Guds ånd ud af templet og ud i verden. Nu står Jesus i templet, som er Guds bolig, og han bliver selv Guds nye tempel sammen med menigheden af kristustroende. Det gamle tempel er knyttet til hans død. Det nye tempel er hans opstandelse til liv, som sprænger templets mure, og sætter Guds Ånd fri i verden. Nu skal vi så se, hvordan det nye liv i Kristus viser sig i vores virkelighed. Vi skal bevæge os med ham ud i verden og være, hvor han er, og dermed blive ført til samhørighed med hinanden og med Gud.
Når Jesus græder over Jerusalem, viser han, at det handler om fremtiden. Ikke blot den historiske fremtid, men fremtiden som altid er Guds mulighed for at få os til at bryde de onde cirkler, der er ødelæggende for livet og kærligheden. Hans tårer er ikke grædt, fordi han er overstrømmet af følelser. De er grædt i solidaritet med den afmægtige sorg over alt det, som ødelægger liv og verden. Når han græder, så udøver han den guddommelige magt, han kommer med og viser vejen til samhørighed med Gud. Den vej kan vi finde, i glæden og i sorgen, når vi tror, at heri er Guds nærvær i vores virkelighed. Så ser vi den samhørighed begge kan fører os til og mærker den forsonende og frisættende kraft, der udspiller sig, når vi ler og græder sammen.
Jesus vil med sin gråd røre os til igen og igen at fjerne alle de forhindringer, der står i vejen for, at Gud et tilstede i os. Hindringer i vores indre, som så let kan forlede os til at tro, at vi søger det rigtige, men som viser sig at være udtryk for, at vi søger os selv og ikke Gud. Han græder med os og gør sig til et med vores afmagt og sorg. Og med gråden definerer Jesus det sted, som er vores fælles sorg og dermed vores mulighed for at stille hinanden frem for Gud i fælles handling og bøn. I sorgen er det sted, hvor vi kan stå sammen. Her anerkender vi både det tabte, som vi græder over og holder samtidigt fast i kærligheden. Det var det min ven oplevede, da han græd over sin tabte kærlighed og fremtid. Det var det jeg selv mærkede i en tidlig alder, hvordan afmagt kan blive vendt til en vrede, der sætter fri.
Jesus græder over templets ødelæggelse, og ødelæggelsen af det er et konkret billede på alt det tragiske og ødelæggende i verden. Templet er ligesom kirken barmhjertighedens og tilgivelsens sted. Det er barmhjertighedens hus, som vi er samlet i her i kirken. Her er der plads til de tragedier, vi oplever i livet og den afmagt, vi bliver ramt af. Her møder Gud os med sin magt, som søger os med tilgivelse og sætter os fri. Fri til at være Guds kirke bygget af levende sten, og handlende efter Guds vilje i verden. Med gråden over Jerusalem får vi den største gave. Vi får troen
på, at Guds barmhjertighed er en del af vores liv og virkelighed. Med de tårer, Jesus græder, finder Gud ind i vores gråd, og så er det som om Jesus hvisker til os:
” Salige er I, som græder, for I skal føle glæden igen! ” Amen.
Salmer: 15 – 403 – 46 – 192 – 323 – 750 – 376
