Læs dagens tekst her
Det er forunderligt at opleve, at den kristne tro har medvind i den vestlige verden i disse tider. Det er en strømning, som er både litterær og personbåret, og som indenfor den sidste tid har taget fart. Den britiske historiker Tom Holland har skrevet et værk, hvor han grundigt og gribende skitserer den betydning, som kristendommen har haft for udviklingen af den vestlige bevidsthed. Selv den ateistiske fløj omvender sig, som det var tilfældet med Ayaan Hirsi Ali for to år siden, da hun omvendte sig fra ateisme til kristendommen. Ja, også den prominente ateist Richard Dawkins betegner sig selv, om end lidt forsigtigt, som kulturkristen.
På dansk grund er der også øget tilslutning til den kristne tro. En lang række af politikere og kendte, bekender åbent deres tro. Og det rejser spørgsmålet om, hvad det er i troen, som kan få et menneske, der i større eller mindre grad har afsvoret Gud, til at omvende sig og finde både styrke og mening ved at tro?
Et bud på det kunne læses i en artikel fra den forgangne uge. Den handlede om en gruppe mænd, som er kommet til tro på Kristus. De er alle succesfulde og har jagtet det perfekte liv. Et liv fyldt med fest, begær, overflod, rigdom og misbrug. Et liv i sus og dus, som mange måske har misundt dem. Men set indefra fortæller de hver især om en tomhed og grænseløshed, som ikke er misundelsesværdig, men snarere skræmmende. De var nået til verdens ende i sig selv, og deres fortællinger beskriver den dybe kløft, der kan opstå i et menneske, når det fortaber sig i sig selv og tror, at det ved egen kraft kan præstere et perfekt liv. En kløft, som rummer en dyb længsel efter at være elsket, og en tro på, at kærligheden handler om at få tilfredsstillet alle behov og alt begær. Et liv, hvor man for alt i verden vil hæve sig op og skille sig ud som en, der har styr på det og magt over det hele. Portrættet af mændene beskrev den indre kløft med billedet af, at de i det ydre var på toppen af det hele. De havde masser af penge på kontoen, en god karriere og en smuk kæreste. Set udefra var de på toppen af livet, men i deres indre var de nået til bunden af deres sjæl.
Jesus beskriver i dag to tilstande, hvor et menneske er når til bunden. Det gør han med fortællingen om den rige mand og Lazarus. Den rige mand lever et liv, som mændene havde levet, før de kom til tro. Et liv fyldt med fest og farver, højt hævet over et almindeligt hverdagsliv og på toppen af det hele. Den fattige Lazarus derimod ligger og roder rundt på bunden af livet ved den rige mands port. Han er gået helt i hundene, og han længes efter blot lidt af den riges overflod. Så dør de begge, og Lazarus bliver båret af engle og lagt i Abrahams skød. Den rige bliver begravet, og da han slår øjnene op i dødsriget, er han forpint og længes blot efter lidt af den velsignelse, som Lazarus er omgivet af der i Abrahams trygge skød. Fortællingen beskriver, hvordan livet på forskellig måde kan nå til verdens ende. Lazarus når dertil i levende live, hvor han lever et liv helt på bunden af tilværelsen. Den rige mand når til verdens ende i sig selv i dødsriget, hvor han er forpint og i sin lidelse beder om et minimum af lindring.
Fortællingen er noget af en opsang, og den lyder her første søndag efter Trinitatis. Vi har fejret pinsen, hvor Guds ånd kommer til verden, og nu er vi i begyndelsen af den tid af kirkeåret, som kaldes kirkens hverdag. Det lange seje træk af Trinitatis søndage, som strækker sig helt til adventstiden. Med fortællingen om Lazarus og den rige mand vil Jesus sige os noget, som vi allerede ved, nemlig at livet og døden langt fra altid går op én til én. Det er ikke for at skræmme os, men for at lede os til troen. For han ved, at vi har brug for styrke og mening for at kunne leve med den usikkerhed, at livet og døden kun delvist går, som vi havde forestillet os.
Indlejret i fortællingen ligger også svaret på mit indledende spørgsmål om, hvilken styrke og mening troen kan give et menneske. Og det bliver tydelig i den sidste linje, hvor Jesus skælder den rige ud. På overfladen kan det lyde prisværdigt, at den rige går i forbøn for sine brødre, så de ikke skal havne i det samme helvede som ham. Men det, han dybest set beder om, er, at Jesus sender et bevis, som kan overbevise brødrene. Og i den bøn afslører han, at han ikke mener, at troen på Gud er nok. Han vil have Gud til at bevise sig for brødrene, med det, som han tror, kan overbevise dem, så de omvender sig.
Mændene som var kommet til tro, fortalte om, hvordan de var nået til omvendelsen. De havde søgt lindring for deres sjælekvaler ad alle mulige veje, og havde nu på den ene eller anden måde fundet frem til troen og den sjælefred, som de søgte. Deres svar var, at styrken og meningen i troen var en fornyelse og fornemmelsen af, at skylden blev fjernet. Og så var det oplevelsen af, at det tomme hul, de før havde mærket, nu blev fyldt af noget kærligt. Det var som en gennemstrømning af kærlighed.
Den kærlige gennemstrømning oplevede jeg selv, på et tidspunkt i livet, hvor jeg havde ramt bunden. Jeg var forpint og havde det som den rige mand i dødsriget. Ligesom han betragtede Lazarus liggende trygt i Abrahams skød, sad jeg på min hospitalsstue med et forpint sind og betragtede min lille søn, som klukkede af fryd, trygt indrammet af min hospitalssengs ramme. Bag sidegærdet og omsluttet af sengens høje kanter, trillede han frem og tilbage i sengen i fuld fart. Mens jeg betragtede ham, mærkede jeg, hvilken velsignelse der strømmede ud fra hans glæde. Med synet af ham og lyden af hans dybfølte fryd blev den tunge sten i mit hjerte lettere. Lyset trængte stille og roligt ind i min formørkede sjæl. Langsomt strømmede en stærk taknemmelighed og kærlighed igennem mit sind og min krop.
Her mærkede jeg den styrke og mening, som ligger i troen på Gud. Og jeg tror, at det er det, som Jesus vil fortælle os med historien om Lazarus og den rige. Han vil fortælle om den dybe kærlighed, Gud giver os i troen. En kærlighed, som vi slet ikke kan tale om, hvis Gud ikke er med i den. Han vil fortælle os, at vi først og fremmest er elsket af Gud, og det gør os i stand til at elske andre mennesker. Han vil have os til at huske på troens styrke, som har Guds kærlighed som fundament. Og han siger det kontant til os, for han ved, at vi så let kan komme til at glemme den kærligheds styrke, som ligger i troen på Gud. Når vi rammer bunden og er et sted, hvor vi er på afstand af Gud, og har mistet troen på, at vi kan nå frem til den igen. Eller når vi er der, hvor vi mærker den dybe kløft i det indre, som kan hindre vejen til at nå til troen på Gud. Deri ligger risikoen for, at vi glemmer Guds kærlighed til os og kræver beviser for at nå frem til den.
Det er den kraft, som Jesus vil have os til at holde fast i, når han taler til os om Lazarus og den rige. For dermed taler han om vores liv, som er spændt ud mellem velsignelse og fortabelse. Vores liv, som kun delvist går op, og hvor vi må leve med den usikkerhed, som livet også rummer. Her ved Jesus, at vi har brug for at blive kaldt tilbage til troen og finde styrken i den, så vi kan være i usikkerheden. Vi har brug for den styrke, der ligger i, at Gud elskede os først og bliver ved med at elske os. Det giver os kraft, og derfor er vi i stand til at elske hinanden. Og vi er forpligtede til at elske det andet menneske som os selv, fordi vi er elsket af Gud.
Den kærlighedskraft fra Gud, som vi finder i troen, kan give os styrke til at komme igennem alle de veje, som livet fører os ud på. Både de sikre og de usikre veje, og der hvor tilværelsen ikke blev, som vi havde forestillet os. Til at beskrive det vil jeg give en kvinde, som var i ventesorg, det sidste ord her fra prædikestolen i dag. Hun var syg, og hun og hendes familie var i ventesorg, for de ventede på, at det skulle gå galt med hendes sygdom. Hun sagde: ” Vi prøver at nyde livet nu og tiden sammen, min søn og jeg, og bekræfter hinanden i, at der kan ske mirakler. Vi taler om bøn og drømme om fremtiden. Min søn siger, at jeg er stærk og smuk, og jeg tror på ham, men al den hverdag og virkelighed sker hele tiden i skyggen af noget alvorligt og sørgeligt, som er, at vi skal skilles. Så vi krammer hinanden lidt mere, end en normal teenager vil tillade. Vi råber ikke ad hinanden. Vi taler om, at vi vil mødes i det evige, hvis det går galt. Han ønsker sig intet til sin konfirmation, og jeg vil give ham alt.”
Og vi har bøn, siger hun, som hun bruger hver dag for at takke for den milde teenager, hendes søn er. Han er måske lidt bagud i skolen, men foran i kærlighed. Hun beder om medicinske mirakler om natten og sidder i Rigshospitalets kirkerum om dagen og beder for, at hendes søn får et o.k. ungdomsliv på trods af hende.
Hun beskriver, hvad troen formår at gøre ved et menneske, selv når man er ved verdens ende af sig selv. Her gør troen, at håbet stadig er stærkt, og livet altid er værd at leve. Der, ved den yderste grænse i et menneske, kan troen være med én, som en kraft, der giver mod og styrke til at leve. En kærlighedens kraft, som kan overvinde alt og skabe fornyelse, der hvor man troede, at alt håb var ude. En kraft, som er med på vej gennem usikkerheden, og der hvor livet ikke går op, som man forestillede sig, at det ville.
Den kraft kender ethvert menneske, og vejen til at finde den går gennem troen på Gud. For Gud har lagt sin kærligheds kraft i vores indre. Du er elsket af mig, siger han, og derfor skal du elske andre, ligesom jeg elsker dig. I den enkle sætning ligger nøglen, som kan åbne sjælen og få os til at omvende os til tro. Heri ligger den styrke og den mening, som troen på Gud giver et menneske. Erfaringen af at være elsket af Gud er så stærk, at den kan forny livet, selv der, hvor alt er tabt. Derfor er det måske ikke så forunderligt, at troen på Kristus vinder ind i vores vestlige verden. For med den kan vi leve som mennesker i forhold til Gud. Vi kan tro på, at vores skyld bliver forladt, og at vi altid kan vende tilbage til troen lige meget, hvor vild vi er faret. Vi kan vende os om mod Gud igen, og han vil altid kalde os tilbage til sig. Amen.
Salmer: 4 – 696 – 392 – 677 – 459 – 674 – 725
