Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kortæppe

Jesuskirkens originale kortæppe fra 1891 har hentet sit motiv og sin farverigdom fra en mosaik i Galla Placidias Mausolæum i Ravenna fra 5.årh. Motivet er en billedlig fremstilling af ordene fra Davids Salme 42: “Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud.” Centralt i tæppet er indføjet et kors med Kristusmonogram, som korresponderer med korset på alterbordet. Tæppet blev fremstillet med Den Konstantin Hansen-Bindesbøllske Broderiforretning,“Boden”, som kunstnerisk leder.

Jesuskirkens gamle kortæppe

Tæppet blev syet i korssting på stramaj af en kreds af damer til Jesuskirken og udgjorde ved kirkens indvielse i 1891 sammen med kirkens øvrige paramenter: en hvid messehagel med guld- og silkebroderier, et blåt fløjlsalterklæde med guldstjerner (antependium) og en hvid alterdug en dekorationsmæssig helhed efter arkitekt Vilhelm Dahlerups forlæg og bygherren, Carl Jacobsens, bestilling. Det var i øvrigt første gang her i landet, at en arkitekt ved nyopførelse af en kirke påtog sig udformningen af kirkens tekstiler, så de udgjorde en integreret del af udsmykningen. Dette nybrud skulle blive banebrydende for udviklingen af kirkeligt tekstilhåndværk i Danmark i eftertiden.

Kortæppet blev på grund af slid og ælde taget ud af daglig brug efter cirka 100 år, og blev herefter kun brugt ved særlige lejligheder såsom kirkens ”fødselsdag” 15. november.

FRA IDÉ TIL HANDLING

En lille kreds i menighedsrådet havde nogle år puslet med ideen om at genskabe tæppet, og i efteråret 2011 blev de indledende foreberedelse gjort:

  • fondssøgning
  • rekonstruktion af mønster
  • garnspinding og -indfarvning
  • praktisk og logistisk planlægning 

- og så kunne selve syningen gå i gang​

  • Første sting blev taget lørdag den 25. maj 2013.
  • Sidste sting blev taget tirsdag den 30. juni 2015 
  • Søndag den 20. november 2016 blev tæppet officielt taget i brug ved en festgudstjeneste.

Er du intereesseret i at vide mere om tæppet, et du velkommen til at kontakte kirsten.madsen@danquah.dk eller jetteviborg@gmail.com

Se også: http://kirkeligkunst.dk/