“Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.” Sådan sluttede dagens evangelietekst. Måske er det kristendommens historiske oprindelsesøjeblik. At de to kvinder ved graven, Maria og Maria, løb med frygt og stor glæde for at fortælle disciplene om det, de havde hørt og set. Det har spredt sig ud over hele jorden siden den første påskemorgen. Den glæde – og den frygt – og det budskab lyder stadig også her i Jesuskirken påskedag: “han er opstået”.
I dag er en glædens dag. Der er alt at fejre. Der er al grund til at glæde sig. Men for at glæden ikke skal blive for let, må vi også tage frygten alvorligt. Hvis vi kun vil have glæden, mister vi sandheden. Hvis glæden bliver for let, bliver den en løgn. Kvinderne løb ikke kun væk med stor glæde. De løb også væk med frygt.
Frygten er ikke kun kvindernes – den er også vores. Vi taler meget om frygt. De seneste ugers valgkamp har bl.a. handlet om frygt. Frygten for tab. Flere af debatterne har handlet om, hvilke tab vi vil acceptere. Og hvilke tab vi for alt i verden ikke vil acceptere. Der er en udbredt fornemmelse af, at noget er ved at gå tabt – eller snart vil gøre det, hvis vi ikke handler nu:
Klimaforandringer, der sender folk på flugt og udrydder arter. Miljøkriser, der truer rent drikkevand. Krige og magtkampe, der undergraver trygheden. Og tabet af det Danmark, vi kender – hvad enten man frygter for sammenhængskraften eller for forpligtelsen på internationale konventioner.
Reaktionerne på problemerne tager sig forskelligt ud, alt efter hvor man placerer sig i det politiske landskab. Men frygten er fælles: frygten for, at de værdier, man anser for at være afgørende for ens samfund, er ved at gå tabt.
Og så har størstedelen af befolkningen tabt troen på, at vores børn og børnebørns fremtid bliver bedre end vores nutid og fortid. Vi tror ikke længere på fremskridtsfortællingen, lyder det (jf. Andreas Reckwitz’ bog Tab). Og problemet er, at vi har indrettet vores samfund på vækst mod det bedre, altså på selve idéen om fremskridt: i morgen vil blive bedre end i går.
Kvinderne ved graven havde fulgt Jesu liv. De troede, at Jesus ville bringe fremskridtet. Han var deres frelser og forløser. På langfredag tabte de håbet. Og søndag morgen tog de ud for at se til graven. Deres liv var brudt sammen. De var sandsynligvis taget ud til graven for at mindes ham, som de troede skulle indfri løfterne og skulle få deres forventninger til at gå i opfyldelse. Og de var nok blevet skuffede, da Jesus døde på korset.
De havde set frem til en fremtid, hvor deres håb skulle blive til virkelighed. I den fremtid skulle glæden være. Men med Jesu død tabte de det håb. Den, der gav deres liv fylde, var død.
Men med opstandelsen får de givet et glædesbudskab. Glædesbudskabet er ikke blot, at han alligevel ikke var død. Evangeliet er, at han var død og nu er opstået. For den tomme grav, som de kom ud til, viser, at deres håb er blevet sprængt – de har fået mere end de havde forventet. De har fået glæde midt i al deres sorg.
I vores samfund lader der til at være en pessimistisk stemning om fremtiden. Hvad skal fremskridtstanken gøre af negativiteten og sorgen over det tabte, det negative og mislykkede? Hvad skal vi gøre, hvis mantraet fortsat er: Vi skal have fremskridt uden tab.
For tab kommer på tværs af sådan en tankegang. Livet har både glæder og skuffelser. Det, at vores samfund i høj grad bygger på fremskridtstanken, gør det vanskeligt for os at håndtere de tab, vi erfarer, fordi vi dybest set ikke ved, hvad vi skal gøre ved dem. Vi har bygget samfund på, at vi selv kunne bygge fremtiden, sikre lykken, undgå tabet. Men det kan vi ikke.
Der er dem, der i mødet med tabserfaringerne kigger tilbage til fortiden i ønsket om at genoprette et samfund fra svundne tider. Der er dem, der helt fortrænger tabene og satser på fremskridtet. Og så er der dem, der bliver handlingslammede og står magtesløse tilbage i mødet med tabet.
Jesu Kristi historie med død, lidelse og opstandelse er en fortælling, der integrerer tabet i sig. For Jesus inkorporerer menneskers erfaring af tab i sin egen lidelse og død på et kors. De blev en del af ham. Så er den lidende og døende ikke adskilt fra Gud, men omgivet af ham, for lidelsen og døden hører til ham. De forsvandt ikke påskemorgen. De sidder på den opstandne som korsmærker.
Tænk bare på Bertel Thorvaldsens Kristus i Vor Frue Kirke i København. Det er den opstandne Kristus, men han har sårene fra korsfæstelsen i hænderne fra sømmene, der blev hamret gennem ham og i siden fra spyddet, der blev stukket i ham. Han bærer lidelsen og smerten – også vores. Det betyder, at vores tab ikke længere står uden for Gud, men findes på ham.
Med Kristus er tabet ikke længere bare meningsløshed, men kan bæres i håbet om, at døden aldrig skal have lov til at tage alt fra os. At Gud er i døden, betyder også, at livet er i døden. Det betyder ikke, at døden ikke længere findes her i verden. Vi mister stadig. Vi sørger stadig. Livet er fuldt af bristede forhåbninger og kuldsejlede drømme. Tabene eksisterer fortsat. Men i Kristus er døden gjort til en overgang og ikke en afgrund. Døden er hans, så alle, der dør – dør i Gud. Det er opstandelseshåbet.
I dét håb kan vi leve vores liv mod en fælles fremtid i bevidstheden om, at det også er en bevægelse frem mod nye tab. Så kan vi leve med alverdens tab, for selv i tabserfaringen er vi aldrig alene. Gud har været der før os og er der derfor altid sammen med os.
Det er blevet sagt for prædikestolen tusinde gange før. Kristus er opstået for de døde, og hvad nytter det, hvis man ikke hører, at det også gælder ens egen opstandelse? Ordene er også til dig. Det er ikke bare en analyse af verdens tilstand – det er et løfte.
Jeg begyndte prædikenen med at sige, at i dag er en glædens dag. Salmerne, vi synger, er også fulde af glæde. Men jeg selv er vist kommet til at tale en del om frygt og tab. Det er jeg, fordi påskemorgen ikke bare er en aflysning af langfredags lidelse og død. Frygten er stadig her i verden, men med påskemorgen kom glæden. Det er der al grund til at glæde sig over.
Opstandelsens glæde fjerner ikke vores frygt og løser heller ikke alverdens problemer, men giver os kræfter til at gå dem i møde som de er. Livet er ikke blot en rejse frem mod nye ulykker og tab, der skal pareres. For tabet har aldrig det sidste ord over livet. Kristus bærer med på alt, hvad der måtte ske. Ethvert tab omsluttes af Guds kærlighed.
Livet kan leves i både frygt og stor glæde, for Kristus er opstået fra de døde – for din, for min og for hvert et menneskes skyld.
Frygt ikke!
Glædelig påske!
Salmer: 224-218-230-241-236-234