I flere år var mit allerstørste ønske at få en pony. Jeg læste alt om heste og drømte hver dag om i lykkelig harmoni at ride ned ad markvejen og var her i 8-9-års alderen helt overbevist om, at hvis jeg fik min egen pony, ville jeg aldrig nogensinde ønske mig mere. Jeg plagede endeløst mine forældre om at få den pony, og en dag skete der noget, jeg tit har tænkt over siden. Vi stod sammen med nogle mennesker, der havde en pony til salg, som vi var ude at se på, og med fuldt overlæg gav jeg mig til dér midt på marken at skabe mig helt ulideligt som et plagende barn. For øjnene af alle opførte jeg mig fuldstændig uopdragent – bare for at se, hvad der ville ske. Jeg blev straks sat på plads og husker tydeligt tilfredsheden ved at kunne fremprovokere en så klar reaktion. Det fik mig til at føle mig interessant og magtfuld, og derfor ved jeg, at et trygt og normalt fungerende barn kan decideret ønske at opføre sig forkert. Ikke fordi jeg var et overset barn eller havde nogen anden grund til det, men fordi jeg kunne og gjorde det næsten som ved en slags dæmonisk vilje. Dette er vigtigt at huske, når vi taler om begrebet opdragelse, hvilket vi i høj grad har gjort i 2025, og vi kommer også til det her i 2026.
På denne første dag i det nye år fortæller Jesus os, hvordan vi skal bede. Vi skal ikke efterstræbe en bestemt effekt eller lede efter udsøgte ord, og vi skal heller ikke gå op i, hvad andre tænker. Bønnen bør mest af alt rumme tillid til, at det i sidste ende ikke er os selv, men Gud, der ved, hvad vi trænger til, og Jesus overdrager denne bøn, der fra begyndelsen har været med til at bære kristendommen frem. Med Fadervor lærer vi, at det kan være overflødigt selv at finde på ord til Gud, da denne bøn beskriver det basale, nemlig taknemmeligheden for det, man får, erkendelse af skyldighed og ønsket om at blive beskyttet mod det onde. Dermed ikke sagt, at man ikke kan bede Gud om noget specifikt i sit liv, men Fadervor beskriver det grundlæggende vilkår for os alle. Gud som den, der har riget og magten og æren og mennesket som den, der skal mindes om, hvad det vil sige at være blevet sat på jorden sammen med alle de andre.
Vi har som sagt talt en del om opdragelse i det forgangne år. En af vore ministre satte særligt eksplosive ord på situationen ved at sige, at nogle børn i dag er – jeg bruger helst ikke ukvemsord fra prædikestolen, så lad os nøjes med at sige – mindre godt opdraget. Dermed bidrog han effektivt til debatten om folkeskolens disciplinære problemer og den generelle evne til at tage hensyn til andre. Ordet opdragelse har i adskillige årtier været dømt ude. Forældre er længe blevet opfordret til at opfatte deres børn som kompetente væsner, der bør anerkendes, snarere end irettesættes, og opdragelse er i reformpædagogisk ånd blevet set som undertrykkende for den frie sjæl. Den mentalitet grunder i troen på, at mennesket som udgangspunkt vil det bedste, det formår, og den tanke blev senest understreget af landets utvivlsomt mest citerede psykolog i disse år. Lige før juleaften udtalte han, at han gerne vil slå et ekstra slag for, som han sagde: ”At vi ikke skal gøre mennesker dårligere end vi er (…) Det er ikke alt, vi gør alene for vores egen skyld. Vi er som udgangspunkt altruistiske og sociale. Det bliver jeg mere og mere optaget af at formidle. Ellers bliver den negative fortælling en selvopfyldende profeti.”
Det er naturligvis rigtigt, at der kan være noget selvopfyldende ved konstant at få at vide, at man er en skidt karakter, der aldrig bliver til noget, men grundlæggende er jeg her meget uenig med psykologen. Den negative fortælling om mennesket, som han kalder det, skal ikke forstås som en selvopfyldende profeti, men som en meddelelse, der tager mennesket alvorligt som et fejlbarligt væsen, der ikke altid vil det bedste. Og som skal opdrages, altså, drages op fra sit eget indre mørke. Dette er et uomgængeligt omdrejningspunkt i kristen tænkning, og hvor opbyggelig den er, skulle gerne snart stå klart. Først skal vi imidlertid slå fast, hvad vi mener med begrebet opdragelse. Som udgangspunkt er vi nok enige om, at vi opdrages af vores far og mor, andre forstandige voksne, af skolen, af fodboldklubben og af samfundets normer. Den velopdragne forstår, at man skal underkaste sig noget fælles og ikke blot leve på egne præmisser, og den tanke er bestemt også på færde i den årelange diskussion om kultursammenstød. I hvert fald kan vi konstatere, at bekymringen stiger for bederum, der rundt omkring har tendens til at udarte til områder, der er underlagt social kontrol. Mange vånder sig også ved tanken om, at kvinder her i landet skal gå tildækket, ligesom det er en udbredt holdning, at drenge og piger skal gå til svømning sammen, som vi i europæisk kultur for mindst 150 år siden begyndte at se som noget naturligt.
Mere og mere forstår vi med andre ord nødvendigheden af at lade sig opdrage af den kultur, der hersker i det land, man bor i, så man kan indgå i samhørighed med andre netop her. Og netop her er et menneskes opdragelse i dybeste forstand indesluttet i Fadervor. Fordi det er den kristne Gud, vi beder til, ja, naturligvis, men også fordi vi med Jesu ord om denne bøn lærer, at gudsforholdet ikke behøver at være noget synligt og højlydt, der hver dag tvinger andre til at forholde sig til, hvem jeg er. Med Fadervor opdrages vi til at være i enrum med Gud og lægge enhver selvhævdelse væk, hvilket kræver indsigt i, hvor meget vi har brug for hjælp og er i nød, fordi vi har så meget andet end det gode i os. Martin Luther skriver i Den store Katekismus om Fadervor: ”Men hvis en bøn skal være ret, må det være alvor, at vi føler nød (…) Men den nød, som skal ligge os på sinde, både for vor egen og for vor næstes skyld, vil du finde nok af i Fadervor (…) der er nemlig rigeligt, som vi alle savner. Fejlen er blot, at vi ikke føler eller ser det.” Vi savner evne til at føle taknemmelighed, tilgive andre og modstå fristelse. Der er rigeligt at komme efter, men vi ser det ikke på tilstrækkelig vis, og Luthers ord er som skrevet til psykologen fra før. Langt mere end på Luthers tid opdrages vi i dag til ikke at se os selv som dem, der er i nød og skal frelses fra os selv og den ”dæmoniske vilje”, som jeg mærkede den dag i ponyfolden og har mærket så mange gange siden. Lysten til at sætte mig selv i scene og fryden ved at mærke, at jeg har magten til at gøre det. Barnet gør det på åbenlyst provokerende vis, den voksne gør det ofte mere subtilt, men hele livet kan vi bevidst opføre os uopdragent alene for at undersøge, hvad langt ens magt egentlig rækker.
Så når psykologen siger, at det bliver en selvopfyldende profeti at fortælle mennesket, at det i sit inderste rummer stærke selviske kræfter, tager han basalt set fejl. Det er tværtimod nødvendigt og befriende at få at vide, fordi man dermed får sat ord på sit eget uregerlige indre og kan erkende, at man i sin nød skal bede om hjælp. Det store problem i dag er ikke, at vi ligger under for en selvopfyldende profeti, men derimod en selvpåført forbandelse, når vi i for høj grad tror på frasen om, at vi er vidunderlige, som vi er. Og hele tiden skal anerkendes for det. Det selvbedrag er i længden tungt at bære, og Fadervor korrigerer den store misforståelse ved at minde om, at først når vi har erkendt vores skyldighed, kan vi gennem Guds tilgivelse erfare, at godhedens styrke findes, og at den modtages fra Gud, når vi beder om den. Som det sker for Gerda i H.C. Andersens eventyr Snedronningen, der drager ud i verden for at finde sin elskede sjæleven Kai. Han er blevet ført bort til Snedronningens iskolde slot, og da Gerda på den barske færd for at redde ham er ved at give op, tyr hun på et tidspunkt til Fadervor. H. C. Andersen beskriver her, hvad der sker, da hun begynder at bede, og det er, som om en hær af engle samler sig om hende. Der står: ”… de blev flere og flere, og da Gerda havde endt sit Fadervor, var der en heel Legion om hende; de huggede med deres Spyd, paa de gruelige Snefnug, saa de sprang i hundrede Stykker, og den lille Gerda gik ganske sikker og freidig frem.”
Fordi de dybeste kræfter ikke stammer fra mig, men fra Gud, kan man få denne mærkelige fornemmelse af at blive opfyldt af styrke, når man beder, og endnu mere, fordi man ikke har opfundet ordene selv. De er givet, og det forunderlige ved Fadervor er, at alt imens man siger ordene højt, er man på sin vis tavs. Det er som at trække vejret sammen med Gud og mærke den store tillid til, at han ved, hvad der skal siges om mig og mit liv. Og at jeg skal lade mig opdrage til at lytte og håbe på alt godt og som Gerda gå frejdigt fremad, selv om det hele tiden siges, at fremtiden lige nu forekommer mere skræmmende end meget længe. Der er bestemt også nok at være bekymret for, men når jeg beder Fadervor tror jeg i det øjeblik på fremtiden og godheden i verden, og den tro lægge sig i sindet som et lager af styrke, man kan blive ved med at tage af. Gennem bønnen drages man op fra sit eget mørke, og den dæmoniske vilje og uopdragne drivkraft og bliver tættere på at være den, Gud vil, at man skal være. I bønnens øjeblik forstår man nemlig den dybeste betydning af at blive opdraget, og vi skal ikke blot huske 2025 for balladen om Grønland, paven, der blev indsat, postkassen, der forsvandt, eller fænomenet Hotel Romantik, der øjensynligt for nogen medførte den chokerende erkendelse, at også ældre mennesker har et følelsesliv. Lad os også huske 2025 som året, hvor vi indså, at den enkelte skal opdrages, og at uden kristendommen ville vi ikke vide hverken hvordan eller hvor meget.
Vi ville nemlig ikke forstå, at mennesket er noget andet og mere, end vi i moderne tid er blevet fortalt. Vi ville ikke vide, at det er i nød og skal bede om frelse, og at dette er det mest vidunderligt opbyggelige at indse, da man jo herfra kan lære at stole på, at de største kræfter kommer til den, der beder om at få håbet og styrken og troen bevaret. Og hvis man ved indgangen til endnu et år i en barsk verden mærker tegn på modløshed, kan man bede den gamle bøn med taknemmelighed for, at Faderen virkelig af kærlighed til sin skabning lod sin Søn føde i netop denne verden. Hvormed han trådte sit menneske så nær, at det kan føles, som om man i bønnen trækker vejret sammen med ham. Og skal drages op sammen med ham. I år forstod vi lidt mere af alt dette, og alene dét er med til at skabe håb for det nye år. Endnu et år i troen på ham, der har riget og magten og æren i evighed, endnu et år at blive opdraget i og endnu et år i troen på frelse i Jesu navn. Amen.
Salmer: 712-588-129-118-108-121
