Det var, da det hele skred for mig, og jeg mistede fodfæstet igen, at jeg endnu en gang indså, at livet ikke er noget jeg kan præstere, men skal tage imod som en gave. Det kom udefra som et lyn fra en klar himmel og med en så stor kraft, at det fik mig på benene igen. Det var en fornemmelse af livsfylde, der brød igennem den hårde skal af fortvivlelse, så den slog sprækker. Midt i mørket trængte lyset igennem og længslen efter sindsro blev mættet. Det var en tillid og hengivelse til troen på, at Gud er med i alt som den, der giver kræfter og får livet til at begynde på ny.
Jeg havde oplevet det mange gange før. I min barndom når min fars raserianfald hærgede, og alt blev ødelagt, så opstod der et underligt helle midt i orkanens hærgen. Som det punkt, man kalder orkanens øje. Det sted, hvor der midt i den hærgende og altødelæggende hvirvelvind, er helt stille og fredfyldt. Eller i ungdommen, når jeg red på hesteryg i den fri natur og satte i fri galop. Fornemmelsen af hestens styrke og afsæt mod jorden, vinden der rev i kinder og hår. Det gav en frydefuld indre tilstand af at mærke den inderste kraft i livet. I dag, hvor jeg er midt i livet, er det også mest i yderpositionerne, at jeg mærker tilliden til Gud som livets kerne og helhed stærkest. Når tungsindet tynger det hele ned, eller når glæden løfter alt til uanede højder. Fælles er, at tilliden til Gud hele tiden er der som en mulighed. Udfordringen er at holde fast i troen på, at Gud er der og giver det, der skal til for at sikre livet. For det er svært at have tillid til, at der også kommer noget ned fra himlen i morgen. Tro på at Gud åbner sin hånd og giver os mennesker det, som vi ønsker, det der kan mætte os.
Bedst kan jeg beskrive det med Selma Lagerlöfs fortælling om, hvordan den lille fugl, der hedder rødhals, fik sit røde bryst. Ved verdens skabelse, skabte Gud fuglen, så den var helt grå fra den yderste halefjer til vingespidserne. Gud gav fuglen navnet rødhals. Den forstod det ikke, for den var grå fra top til tå, og der var ingen røde fjer på dens hals. Fuglen tænkte, at det måtte være fordi, den skulle gøre sig fortjent til de røde fjer. Så den forsøgte alt muligt, men der voksede ikke noget rødt frem på dens bryst. Den fik unger, og de var også helt grå. Ungerne spurgte nysgerrigt, hvorfor de blev kaldt rødhals, når der intet rødt var på dem, om Gud mon havde begået en fejl? Men det afviste rødhalsen og forsøgte at blive ved med at tro på, at de røde fjer en dag ville vokse frem på halsen.
Tiden gik og så skete det en dag, at fuglen oplevede noget forfærdeligt i nærheden af det sted, hvor den havde sin rede. Tre mennesker blev hængt op på kors, og ham i midten havde en tornekrone på hovedet. Rødhalsen så, hvordan en af tornene havde gennemboret hans pande og fik blodet til at pible frem. Det gjorde så ondt på den at se, hvordan han led. Så den samlede alt sit mod og fløj hen over hans hoved. Forsigtigt fløj den helt tæt på tornekronen og trak tornen ud. Manden kiggede op på fuglen og sagde: “ For den barmhjertighed du har vist mig, har du vundet det, som din slægt har søgt efter siden verdens skabelse.”
Da fuglen kom tilbage til reden, jublede dens unger, da de så den og sagde: “ Dit bryst er rødt, din hals er rødere end den rødeste rose.” Men rødhalsen slog det hen og sagde, at det blot var bloddråbe fra manden, der havde farvet dens bryst. Den var sikker på, at den røde farve ville forsvinde næste gang den vaskede sig. Men det skete ikke, den røde hals forblev rød og så skete det forunderlige, at dens unger og alle andre rødhalse på hele jorden og fik det røde bryst og fortsat har det i dag.
Det er midfaste søndag, og her møder vi ikke Jesus på korset, som rødhalsen gjorde. Han møder os som livets brød. Her kommer han som den, der kan få os på benene igen og give livet en ny retning og kraft. Han siger, at han er det himmelske brød, som kommer fra Gud og giver liv til verden. Det siger han til den store folkemængde, som han kort forinden har mættet med nogle få brød og et par fisk. Det er ikke så mærkeligt, at de efter det under, ønsker at holde fast i Jesus. Han mættede deres sult, og nu vil de holde sig i nærheden af ham. Men så fortæller han dem, at de har misforstået det hele. Han siger: “I er ikke kommet, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik noget at spise.” De skal altså ikke tro, at han er kommet for at skaffe dem mad på bordet, og da folkemængden så spørger efter en forklaring, så får de ordene: Jeg er livets brød. Så det er ikke så mærkeligt, at de står lidt slukørede tilbage, for de har misforstået betydningen af det under, Jesus gjorde med at mætte flere tusinde mennesker med et par brød og nogle få fisk. Ikke nok med det, de får også en forklaring, som de heller ikke helt forstår.
Det Jesus vil have dem til at indse er, at han er den åndelige føde, der giver liv til verden. Det siger han mange steder og med konkrete ord som: Jeg er livets brød. Jeg er verdens lys. Jeg er vejen sandheden og livet. Det er ord som peger mod en anden verden. Åndens verden eller Guds rige, som han også kalder det. Den indsigt er skjult for det blotte øje, og derfor er det menneskeligt at stirre sig blind på det konkrete, som folkemængden gør. Men det gælder om at indse, at det er ad en anden vej, vi skal gå, end gennem det, vi kan forklare eller få bevis for. Den vej udstikker Jesus, når han siger: “Guds gerning er, at I tror på ham, han har udsendt.”
Vi kan nemlig så let komme til at misforstå, hvad der menes med åndens verden og komme til at tro, at vejen hertil kan gå via noget så konkret som for eksempel den åndelige oprustning, der har fyldt i debatten i længere tid. Et fokus på det åndelige, som er både vigtigt og rigtigt, men som også er af denne verden. Det er til hver en tid vigtigt at opruste åndeligt, men ikke med hvilken som helst ånd. Den ånd, der skal styrkes i os, kan vi nærme os via dannelse eller i vores sans for poesi og kunst, men helt hen til den kommer vi ikke her. Den ånd vi skal finde styrken i, er Guds ånd, og den er ikke af denne verden. Guds ånd sætter sig igennem, hvor den vil, og når den vil. Den griber os med sin styrke, når vi glemmer os selv og holder op med at være gud i eget liv. Når vi stiller os åbne i tillid til, at Gud sender livets brød i Jesus, selvom vi ikke helt forstår, hvad det betyder.
Vi ved godt inderst inde, at det der kommer fra Gud, kan vi ikke forme, styre og fastholde. Brødet fra Gud er noget vi deler. Brødet er som troen, noget vi deler, og som så vokser i fællesskab med andre. Her handler det ikke om selvudvikling, men om selvafvikling, og her går hvert enkelt af os op i helheden med de andre mennesker, som vi fejrer Gud med.
Vi mennesker er først og fremmest ånd, som Søren Kierkegaard slår fast. Dermed har vi en forbindelse til Gud, og derfor er vi drevet af en helt naturlig længsel efter det åndelige. Vi hører først og sidst til hos Gud, og når Jesus siger, at han er livets brød, så åbner han vejen for os, som kan føre os tilbage til Gud, der giver os livet, lyset, ordet og brødet. Som livets brød mætter han os der, hvor frygten rammer og giver os kærligheden og håbet, som vi kan leve videre på. Han er altså den åndelige føde, som møder vores længsel, og giver os den fylde i livet, som vi længes efter. Som åndelig føde, kan vi møde ham som den, der får os igennem både det svære og smertelige og den som er med i det glædelige og lykkelige. Og mødet kan finde sted, hvor som helst og når som helst, vi åbner hjertet og tror på, at han er livets brød. Det er troen på ham, han kalder os til, når han siger om sig selv, at han er det himmelske brød, der bringer liv til verden. En åndelig næring, som ikke er konkret, men mætter med livsfylde.
I dåben møder Jesus os som livets brød ved vand og korstegn. Her står vi ved døbefonten fyldt af glæde over det under livet er, og glæden over det barn, vi har fået i gave. Når vi om lidt skal døbe Mona og Pil, så får de livets brød i gave med løftet om, at Guds velsignelse er med dem i dag og alle dage. Når Mona og Pil bliver døbt, så bliver døren til det himmelske åbnet, og de kan gå lige ind. Den dør bliver ved med at stå åben, også når de senere i livet går deres egne veje og måske glemmer vejen hen til den åbne dør til det himmelske. Her kan de så finde tilbage til dåben ved en daglig dåb, som Luther kaldte det. Det er den kristnes mulighed for hver dag at vende tilbage til sin dåb og erfare, at Herren gentager sin handling, Gud åbner ørerne for sit ord og munden for lovsang. Og man bliver aldrig for gammel eller for stærk i den kristne tro til at benytte sig af den frihed, at kunne vende tilbage til dåbens løfte om at være et Guds barn.
Ved nadveren får vi livets brød. Her er det med blandede følelser og tanker, at vi hver især knæler og modtager brød og vin, legeme og blod. Det kan være skyld, der fylder sindet og ønsket om tilgivelse og forsoning. Det kan være i dyb fortvivlelse med en længsel efter at finde fred i sindet. Det kan være med en stærk taknemmelighed over livet, og de mennesker man deler det med. I alle tilfælde er det her, vi finder vejen til troen. Hen til Kristus som er ham, vi skal tro på. Ham, som er livets brød, og som aldrig viser det menneske bort, som kommer til ham. Amen.
Salmer: 749-330-459-467-123-449-31