Alle har forældre. Nogle er nærværende. Nogle er fraværende. Guds søn har en mor, Maria.
I vores protestantiske tradition er hun ofte blevet en fraværende skikkelse. Især sammenlignet med den allestedsnærværende Jomfru i den katolske tradition.
Om knap ni måneder er det juleaften, så i dag handler det om undfangelsen. Det handler om Marias reaktion, da hun indser konsekvensen af englens besked om, at hun skal føde Jesus Kristus, Guds søn. Læsningen kaldes Marias lovsang og indledes med ordene: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde.” Så helt fraværende er Maria altså ikke.
Maria kalder sig Guds “ringe tjenerinde”. Hun er ikke noget særligt i sig selv. Hun er en ganske almindelig ung kvinde. Hun blev ikke udvalgt til at føde Guds søn på grund af sin egen fortjeneste, sine dyder eller sin skønhed, men hun blev udvalgt af Guds nåde. Måske er det også en af grundene til, at hun let bliver fraværende i vores tradition. Hun er kun noget særligt i kraft af den opgave, hun bliver betroet: at være mor til Guds søn.
Det, som Maria kan prises salig for, kan enhver prises salig for: at høre Guds ord og bevare det. Det var det, Maria gjorde. Hun troede Guds ord; hun troede, det ville ske, som det blev sagt, selv om hun ikke forstod, hvordan det skulle gå til. Ske din vilje. Sådan var hun Herrens tjenerinde. Det er derfor hun fremhæves.
Ikke ved det, hun udrettede ved hjælp af Gud, men ved det, Gud udrettede ved hjælp af hende.
Og hendes hjælp bestod i at lade det ske, som Gud ville – ikke i at gøre, men i at lade det ske – at hun skulle føde Guds søn. Kunstnere har til alle tider forsøgt at vise netop det mysterium – at Gud blev menneske – i fremstillinger af mor og barn.
Billedkunsten er fuld af mor-søn-fremstillinger; af forholdet mellem Maria og Jesus. Ofte ser vi Maria med Jesus i sine arme. Vi kender det fra fødselsmotiverne julenat, hvor hun sidder med ham i en stald. Vi kender det fra værkerne fra langfredag, hvor Maria holder sin voksne søn i sine arme, efter han er taget ned fra korset. Det mest kendte eksempel er Michelangelos Pietà i Peterskirken i Rom.
Motiverne med Jesus i Marias arme – både som barn og som voksen, som nyfødt og som et lig – er brutale, når de sættes op ved siden af hinanden. Men det er nu engang fortællingen om Guds søn. At han skal fødes julenat, dø langfredag og siden opstå påskemorgen.
Jomfruundfangelsen – at Jesus undfanges ved Helligånden og fødes af Jomfru Maria – åbner den nye mulighed, at Gud vil kendes i menneskelivet. I Jesu liv bliver det synligt, hvem Gud er. Fortællingen om Jesu undfangelse, fødsel, død og smerte er fortællingen om Gud, der giver afkald på sig selv og giver sig selv hen for mennesket. Det er menneskets mulighed for at kende Gud i Marias søn, Jesus Kristus.
Ifølge filosoffen Hannah Arendt er selve løftet, det, at give hinanden vores ord, det bedste værn mod tilværelsens uigennemskuelighed. Maria har fået englens ord på, at hun ikke skal frygte. Løftet gør, at hun tør tage fremtiden på sig. Det er det, Maria gør: hun holder fast i et løfte, hun ikke kan gennemskue. Fremtiden som Guds ringe tjenerinde.
Hun tager livet på sig og hengiver sig til den opgave, som bliver stillet hende. Enhver begyndelse rummer noget uforudsigeligt og uventet. Maria udsættes for det uventede. Hun skal tage sig af den skrøbelighed, som Gud selv fødes ind i. Det må siges at være et stort ansvar. Men Maria får et løfte: Frygt ikke!
Maria har nok været klar over, at når et barn fødes, fødes det ind i et liv, der også rummer døden. Ja, det hører med til livet at strejfe døden. Døden var en del af Jesu liv – det handler den kommende påske om.
Men inden vi når så vidt, skal vi i dag også døbe to børn: Theo og Romeo. I dåben bliver der sagt, at den døbte skal “tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.” I dåben giver Gud sit ord om, at Gud vil have alt med os at gøre. Gud forpligter sig på en fælles fremtid med os, lige meget hvordan denne fremtid så end kommer til at se ud. Ikke fordi vi gør noget særligt, men kun i kraft af, at vi er Guds elskede menneske, ligesom Maria var det.
Hvis man er skeptisk over for kristendommen, vil man nok kun have overbærende smil tilovers for alt dette. En engel med et budskab, en jomfruundfangelse og en lovsang, der priser tillid til noget andet end sig selv. For det kan da ikke passe.
Men lovsangens ord om, at Gud har splittet “dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker”, må være til alle os, der kan komme til at tænke, at det ikke kan passe. Os, der kan være så betagede af vores egen forstand, at vi ikke efterlader nogen plads til det uventede og uforudsete, så vi helt misser gaven. Gaven, der er selve livet. Som teologen Arne Grøn har formuleret det: “Livet er noget mærkeligt noget – man kan tabe det ved at få lidt for godt greb om det. Det kan forsvinde mellem hænderne på én.”
Problemet er ikke er forstanden i sig selv, men hovmodet i hjertet. Det hovmod, der kan findes i, at man tror, at man kan kontrollere og beherske sit livet. Det kan man ikke. For livet er – når det kommer allertættest på – ude af vores hænder.
Vi må have tillid til løftet. Det løfte, der er givet til enhver døbt, og som siges til Theo og Romeo i dag. Løftet, der vil følge dem alle dage indtil verdens ende – og som har sin begyndelse i bebudelsen som vi hører om i dag.
Og hvem er Jesus’ mor så? Maria er ikke et ideal, som kvinder skal forsøge at leve op til, fordi hun var særligt lydig eller særligt dydig. Maria er heller ikke et forbillede som en moralsk perfekt kvinde, men som én, der modtager løftet i tro. Løftet om, at hun ikke skal frygte.
Ethvert menneske går i Marias fodspor, når det tager den opgave på sig, som livet og Gud har stillet det i dets kald og hverdag. Maria bar det barn, der i sit liv og sin død skulle udtrykke, hvem Gud er. På den måde blev menneskelivet det sted, hvor Gud kommer til udtryk, som livsglæden bag hver gudskabte dag.
For det er her, at Gud vil møde os. I vores begyndelser. I vores liv. I vores død.
Frygt ikke. Gud med os. Immanuel.
Salmer: 71-599-108-69-72-448-201