Glæden er jordens gæst i dag, det kommer vi ikke uden om. Englen sagde det til hyrderne på marken: ”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde!”
Vi kommer heller ikke udenom, at det er juleaftensdag, og der er det forunderlige ved juleaften – en fast hovedregel om, at alt skal være, som det plejer. Juletræet med sin pynt skal være, som det plejer. Maden den skal være, som den plejer. Ja, alt skal være fuldstændig, som det var sidste år og året før og året før det.
Det gælder også juleevangeliet og salmerne. Evangeliet og salmevalget skal være det samme år efter år. Ve den præst, der vælger alternative julesalmer. Han eller hun burde sendes direkte i fængsel, ligesom i spillet Matador, som en kollega sagde til mig med et smil på læben.
Derfor synger vi også de samme salmer, som vi plejer her i dag. Vi holder tilmed traditionen højt i hævd her i Jesuskirken med Hartmanns smukke gamle juleliturgi fra 1853, som I lige nu er med til at fejre.
Jeg vil heller ikke afvige, fra det vi præster plejer. For tænkt, hvis I så sendte mig direkte i fængsel. Så ville al min forberedelse jo være forgæves. Det er heller ikke for at se ned på, at alt skal være som det plejer særligt juleaften, for det er der en mening med.
Det er et fast ritual, vi kan læne os ind i, som kan bære os igennem. Et ritual, der kan rumme alt det, vi hver især sidder med. For vi har hver vores sindsstemning i dag, nogle er måske frygtsomme og mærker en indre uro. Andre mærker glæden boble i det indre. For andre igen er det måske et vemod og et savn, der præger stemningen. Men fælles er det, at vi er samlet omkring den store glæde, som Gud bringer til jorden netop i dag.
Derfor vil jeg også begynde min prædiken som vanligt med en påstand, der handler om glæde.
Min påstand er, at glæden er en pligt, og den er ikke privat!
Med den påstand vil jeg opfordre til, netop i dag at sætte alt andet på pause, end det, der kan skabe glæde og sprede det glædelige imellem os. For det smukke ved glæden er, at jo gladere du gør andre, des gladere bliver du også selv. Så der er altså meget at vinde. Og modsætningen, nemlig glædesløsheden, er ikke til at holde ud. Den slukker alt lys og kvæler alt liv. Ja, det kan nærmest give åndenød, når man står foran et glædesløst menneske, eller når glædesløsheden opstår i én selv. Det glædesløse må vige, og det betyder, at der ikke skal tales om krig og katastrofer, eller om alt det ulykkelige, der sker i verden. Der skal tales om, at glæden er en pligt, den er ikke privat, men noget vi skal lade os gribe af og dele med hinanden.
Første gang jeg stødte på den påstand er for en del år siden. Jeg var ramt af glædesløshed og var et meget mørkt sted. Intet var som det plejede, og jeg var gået i knæ. Så jeg forsøgte at gribe noget, der kunne få lyset til at skinne igen og rejse mig op.
Jeg greb ind i bogreolen og fik fat i en lille bog med titlen: Glæden.
Jeg begyndte at læse og stødte først på Matin Luthers ord om, at vi er skabt til at glædes. For som han skriver:
Gud vil, at vi skal være glade og hade melankolien. Thi hvis han havde villet, at vi skulle være sørgmodige, så havde han ikke givet os solen, månen og jordens frugt, hvilket han alt sammen giver af glæde. Da ville han gøre det mørkt. Han ville ikke lade solen stå op og sommervarmen vende tilbage.
Langsomt begyndte et svagt lys at brænde i mig, mens jeg læste ordene. Minder om lyse sommernætter og solens varme, brød ind i mørket. Det bogen fortalte om glæden var som en hjertestarter, der gav en ny puls, og så et ekstra kraftigt stød, da den ukristelig filosof Nietzsches ord tonede frem, som lyder:
Lad os lære at glædes, så glemmer vi bedst at gøre andre ondt!
De ord minder mig om en lille legende, der er skrevet over juleevangeliet. På sin egen måde udfolder fortællingen, at glæden er en pligt, og så handler fortællingen om, at være i mørket og finde vej lyset og glæden. Den lyder:
Der var engang en mand, som gik ud i den mørke nat for at låne ild. Han gik fra hus til hus og bankede på. Hjælp mig, hjælp mig! sagde han. Min hustru har lige født et barn, og jeg må tænde ild for at varme hende og den lille. Men det var dyb nat, så alle mennesker sov. Ingen svarede ham.
Manden gik og gik. Til sidst opdagede han et lysskær som af ild langt borte. Han vendte da sine skridt i den retning og så, at skæret kom fra et bål, der brændte på marken. En mængde hvide får lå og sov omkring ilden, og en gammel hyrde sad og vogtede hjorden.
Da manden kom hen til fårene, så han, at der lå tre store hunde og sov ved hyrdens fødder. De vågnede alle tre, da han kom og åbnede deres store gab, som om de ville gø, men der hørtes ikke en lyd.
Manden så, at de rejste børster, han så, at deres skarpe tænder skinnede hvide i ildskæret, og at de for løs på ham. Han følte, at en af dem slog tænderne i hans ben og en i hans hånd, mens den tredje bed sig fast i hans strube. Men kæberne og tænderne, som hundene skulle bide med, ville ikke lystre dem, og manden led end ikke den mindste skade.
Nu ville manden gå videre efter ilden, han var kommet efter. Men fårene lå så tæt op til hverandre, ryg mod ryg, at han ikke kunne komme til. Da trådte manden op på fårenes ryg og gik hen over dem henimod ilden. Og ikke ét af dyrene vågnede eller rørte sig.
Da manden næsten var nået helt hen til ilden, så hyrden op. Han var en gammel, gnaven mand, uvenlig og hård imod alle mennesker. Og da han nu så en fremmed nærme sig, greb han en lang, spids pigstav, og kastede den henimod manden. Og pigstaven for hvinende lige imod manden, men inden den ramte ham, fløj den til side og susede forbi ham langt ud på marken.
Nu kom manden hen til hyrden og sagde til ham: Å, hjælp mig. og lad mig låne lidt ild hos dig! Min hustru har nylig født et barn, og jeg må have ild til at varme hende og den lille. Hyrden ville egentlig helst sige nej, men da han så, at manden kun havde sin kappe at bære gløderne i, sagde han hånligt ja.
Manden tog gløderne med sine bare hænder uden at brænde sig, og han lagde dem i kappen uden, at der gik ild i den. Den arrige hyrde begyndte nu at blive bange og tænkte: Hvad er det for en nat, hvor hundene ikke bider, fårene ikke bliver skræmte og spyddet ikke dræber? Hvordan kan det være, at alle ting viser dig barmhjertighed? Manden svarede ham: Det kan jeg ikke sige dig, når du ikke selv kan se det.
Så fulgte hyrden med manden, og de kom til en klippehule og fandt barnet og moderen her. Hyrdens hårde hjerte blødte op, da han så, hvordan de frøs og krøb sammen omkring gløderne, som manden hældte ud på det hårde stengulv. Og frem af sin ransel tog han så et kridhvidt lammeskind og gav det til moderen, så hun kunne lægge barnet på det. Og i samme øjeblik, han viste barmhjertighed åbnede hans øjne, og han så små engle med sølvhvide vinger, de sang med smukke stemmer, at i nat, var frelseren født. Ham der skulle frelse verden for alle dens synder. Da forstod hyrden, hvorfor alle ting var så glade i denne nat, at de ikke ville gøre noget ondt.
Den lille legende fortæller om Guds indbrud i den mørke nat, hvor han midt i mørket trænger igennem med sin himmelske fred og glæde. Alt det onde, som kan skade og ødelægge os, mister sin magt, når Gud bryder ind. Intet er, som vi forventer, det skal være, når glæden fra Gud indtager verden og vores sind. Så åbnes vores øjne, vi griber glæden, og ser den som en pligt, der driver os til at være barmhjertige og til at dele det glædelige med hinanden.
Det leder os så til selve juleevangeliet, og hvad vi ser, når vi hører det. For det skete i de dage, da intet var, som det plejede. Den mægtige kejser Augustus havde sat gang i en voldsom bevægelse i hele verden. Alle der ikke var, hvor de var født, måtte bryde op og rejse tilbage til deres fødestavn. Også Josef med sin forlovede Maria. Hun højgravid på æselryg. Ham på gåben dybt bekymret. Så fødslen i en stald i Betlehem og budskabet om, at en Frelser er født os! Han er Kristus Herren, som skal bringe fred og glæde til alle folk!
Kristus Herren – det er det lille Jesusbarn i krybben. Han er den store glæde fra Gud, som vi skal åbne vores hjerter og øjne for.
Her ved hans fødsel i Betlehem, skal vi se glæden og mærke taknemmeligheden over den store gave hans liv er. For med ham bliver Gud menneske og bringer sin evighed ind i tiden og åbner vejen til paradis for os.
Jesusbarnet i krybben vokser op og åbenbarer Gud i verden med guddommelige handlinger og ord. Han bliver til Kristus på korset langfredag, hvor han ånder ud, og går i døden for os. Dermed viser han den ubrydelige og ultimative kærlighed, som Gud elsker os med.
Barnet vi møder i stalden i Betlehem, han er den opstandne Kristus påskemorgen, der viser os, at døden ikke får det sidste ord. Guds kærlighed er stærkere end dødens mørke, og hans lys vil altid søge os.
Det bringer mig her til slut tilbage til min påstand, og den lille bog om glæden. Jeg tror, der er en sandhed i, at glæden er en pligt, og noget vi ikke skal holde for os selv, men dele med hinanden. I bogen står der: Hvad søvnen er for kroppen, er glæden for ånden: ny livskraft, livsstrømmen fra væren.
Det samme fortæller juleevangeliet os med al sin tydelighed om, at Gud bringer sin store glæde ind i vores verden. Med den åbner han vores øjne, så vi ser og forstår, at glæden hører uløseligt sammen med selve det at være til. Den opstår spontant i os, men udfolder sig ikke af sig selv, og derfor forpligter vi os på at gribe den, dyrke den og dele den.
For glæden er en grundstemning, som er givet med tilværelsen selv. Livet og barmhjertigheden, får vi fra Gud uden selv at gøre noget som helst, og det kalder på taknemmelighed. Med glæden, får vi det anker, der kan holde os fast, når bølgerne river os rundt i livet. Når sygdom og død æder sig ind på os, så giver glæden som pligt os styrken til at være i mørket, og kraften til at søge lyset igen.
Her får vi mod til at gå ud i den mørke nat og være der med vores frygt og afmagt. Her møder Gud os med sin glæde, og siger: Frygt ikke! Her sender Gud sin egen søn ind i mørket til os, så hans glæde er med os, når vi selv er formørkede, eller er fanget i en andens mørke.
Så kalder han os ud i lyset igen, og fortæller os det glædelige, at Guds fred og glæde er kommet til jorden. Det er det, vi skal forpligte os på og tro på. Amen.
Rigtig glædelig jul til jer alle!
