Når vi skal nærme os Gud, som vi gør her i kirken, så fornemmer vi, at vejen ikke er direkte. Det er som at følge glidende overgange, der fører os tæt på, men aldrig helt i mål, så vi forstår det mysterium, som Gud er. Vi aner åbninger til mysteriet via de fortællinger, som vi hører. De hjælper os på vej og viser, at vejen til Gud kræver, at vi sætter os i det rette forhold. Det kræver, at vi nærmer os Gud med ærefrygt, og lytter til det hans søn taler til os.
I dag lyder tiltalen: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Med de ord vil Jesus føre os til Guds lys, tænde det i os, så vi kan følge det og leve af det.
Det er Helligtrekonger søndag, og deres fortælling er oplagt som den første glidende overgang frem mod forståelsen af, hvad det betyder at følge det lys, Jesus kommer med. Tiden fra i dag og frem til sidste søndag efter Helligtrekonger handler om, at Gud åbenbarer sit lys i Jesus. En åbenbaring af hvem det lille Jesusbarn i krybben er, og her var de hellige tre konger nogle af de første vidner. Deres vej var ikke direkte. De kom først på afveje til kong Herodes, hvor de ikke fandt den nyfødte kongesøn. Her mødte de kun den gamle konge, som blev ond i sulet over det glædelige budskab, de kom med.
Men inden fortællingen om de hellige tre konger vil jeg lave en kort afstikker til vores egen Kong Frederik, som holdt sin nytårstale for få dage siden. Et nedslag i hans tale, hvor hans ord tegnede et billede af det sindelag, det kræver, når vi som mennesker lever i det omskiftelige vilkår tilværelsen, og verden sætter os i. I talen kom der vind i frygtens sejl, da alt det frygtelige i verden af krige, trusler og ufred blev malet frem. Der lød advarende ord om, at freden og friheden ikke er en selvfølge, og at ikke alle vil os det godt. Og så formaningen om, at kunsten er at følge med uden at lade frygten løbe af med sig. Være opmærksomme uden at danse efter de forkertes pibe. Det nutidsbillede Kong Frederik tegnede kan skitsere den situation de hellige tre hellige var i. De kunne så let være kommet til at danse efter kong Herodes pibe, hvis de var taget tilbage og fortalt ham, hvor barnet var. De kunne have ladet frygten løbe af med sig og fulgt den forkerte vej. Men det gjorde de ikke. De lod ikke frygten vinde, men hengav sig til ærefrygten for Gud og fulgte den lysende stjerne og Guds ord. De tre: Kaspar, Melkior og Baltazar var vise mænd. De var draget afsted fra hver deres verdensdel: Europa, Mellemøsten og Afrika. Alle tre havde de set den store stjerne, der bevægede sig på himlen, som opfyldte profetien om, at en kongesøn var blevet født. De tog uden videre afsted, ud på den lange møjsommelige rejse og lod sig lede af stjernen, indtil de nåede målet.
De må have været slået af forundring, da stjernen endelig stod stille over en stald. Men det forhindrede ikke de tre vise mænd, i at bevare troen på, at stjernen talte sandt, og de ville finde kongesønnen her. De trådte ind og fandt det lille Jesusbarn i det mørke staldrum. De tog gavmildt deres gaver frem, og de var ikke tilfældige. Gaverne fortalte om det liv, som Jesusbarnet havde foran sig. Den første gave var guld, og guldet bliver foræret til en konge. Med den gave viste de, at Jesus er kongesønnen – Himmelkongen den lille, som det lyder i en af julens salmer. Den anden gave var røgelse, og det var en foræring, som blev givet til en ypperstepræst. Røgelsen viste, at Jesus er hellig og den gerning, som han skulle leve sit liv efter, nemlig at leve efter Guds vilje og forkynde og udbrede Guds ord på jorden blandt alle mennesker. Den tredje gave var myrra, en velduftende harpiks, som blev brugt til at lindre smerter med. Den gave forudsagde hans lidelser og korsfæstelse langfredag. At Jesus er smertens mand, som påtager sig at bære al menneskelig lidelse og smerte.
Fortællingen om de tre vise mænd viser os en vej til Gud. Vejen bliver tydelig gennem deres ærefrygt, og ved at de utvetydigt, holder fast i Guds lys. De rejser ikke tilbage til kong Herodes, og danser efter hans pibe. De indser, at han ikke vil barnet noget godt, og rejser i stedet den lange vej hjem. I hver deres verdensdel, begynder de så at udbrede ordet om den lille kongesøn, som bærer Guds lys i sig.
Før lød ordene om Guds lys fra alteret, talt til os af Jesus i evangeliet. Med sine ord laver han en glidende overgang, der kan føre os nærmere på Gud. Tættere på åbenbaringen af hvem han er – Guds søn.
Skulle det, han siger sættes på en enkelt formel, så kunne den måske lyde: To lys på et bord – fire forløsende ord. De to lys er dem, I ser på alterbordet holdt af de smukke forgyldte engle. Lysene forklarer og åbenbarer, hvem Jesus er. Det ene lys symboliserer, at Jesus er sandt menneske. Det andet lys, at han er sand Gud. De to naturer: Gud og menneske, som han rummer i en krop. Det er et mysterium, som hjernen ikke helt kan vride en klar og tydelig betydning ud af.
Så kommer de fire forløsende ord: Jeg er verdens lys. De giver en dybde og en klangbund til mysteriet, at Gud og menneske kan være et. Ordene tager os helt tilbage til skabelsens morgen, hvor vi skimter Guds storhed. Her skabte Gud lyset og lod det bryde mørket, og så at det var godt. Det lys skinner Jesus med, som verdens lys. Det er livets lys, som hans ord viser, at han bringer ind i verden. Det lys kan gennemtrænge alt og nå ned i det dybeste dyb og frelse os selv der, hvor vi mennesker ikke kan se andet end mørke og håbløshed.
Hans lysstråler rammer og lyser tingene op, så vi ser os selv og andre, ja, hele virkeligheden i et andet lys. Den smukke himmelhvælving over os, fuglene der glade synger selv i vinterens frost og sparsomme lys. Stort og småt, folk og fæ bliver oplyst af hans lysstråler. Sortsynet i os bliver slukket og mørket må vige, for alt bliver nyt i hans lys.
Jesus siger, at det er ganske vist, han er verdens lys. Det lys som tog sin begyndelse på skabelsens morgen, og som rammer verden hver morgen, når vi slår øjnene op og mærker livet på ny. Han brød ind i verden med Guds lys, og skabte rum for, at vi kan nærme os Gud med ærefrygt. En ærefrygt, der fortrænger den mørke tanke. Jeg er det lys, siger Jesus i dag. Guds lys som har været i verdensrummet siden tidernes morgen. Livets lys, som gør, at frøet kan spire i mørket og bryde ud af den hårde og mørke skal og vokse sig stærkt i lyset.
” Jeg er verdens lys, den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys!” De ord skaber en smuk lyrisk overgang til det himmelske, som man kan lade sig føre med af. De er samtidig abstrakte og kræver en hengivelse til ærefrygten, som ikke altid er så ligetil.
Her kan vi måske finde en vej til et svar i en af Søren Kierkegaards opbyggelige taler. Hans ord kan måske fungere som en glidende overgang hen mod en forståelse, ligesom stjernen ledte de hellige tre konger til Jesusbarnet. Kierkegaards opbyggelige tale, handler om: Det glædelige i, at jo svagere du bliver, desto stærkere bliver Gud i dig!
Hans påstand er, at styrkeprøven med Gud, det er den strid ethvert menneske, strider med Gud. Med andre ord, så er Gud svag i os mennesker, når vi kredser os selv og indeslutter os i mørket. Når vi ikke ser Guds lys, som lyser i os og i det andet menneske. Når vi lader os overmande af frygten og bliver uopmærksomme på det, der ikke vil os det godt, eller det der ikke er godt i os selv. Når vi vender os væk fra ærefrygten for Gud, så vinder mennesket striden, og Gud er svag. Så bliver konklusion, at menneskets styrke er Guds svaghed.
Omvendt er Gud stærkt i os mennesker, når vi følger hans lys og sætter os selv i forhold til ham i ærefrygt. Det er det Jesus beder os om, når han taler om sig selv som verdens lys og fortæller os, at vi skal følge ham. Han skaber den glidende overgang, som sætter os i forhold til Gud. Han binder sig til os mennesker og gør os lige over for sig i kærlighed. Jesus fortæller os, at Gud gennem ham sætter os mennesker lige over for sig i sin kærlighed til os. Hans ord og liv viser, at Guds almagt er kærlighedens magt. Gud skaber livet ud af intet og siger bliv til. Til mennesket siger han bliv noget i forhold til mig.
Det er det forhold til Gud, som Jesus sætter os i, hvor vi følger ham med ærefrygt overfor den kærlighed, han bringer til os fra Gud. Det er det, som ordene kalder os til, når han siger: ”Jeg er verdens lys, den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys!”
Vejen til Gud er ikke en lige eller direkte vej. Den går gennem fortællinger om Guds søn, og de ord han taler til os. Ordene er som overgange, vi kan glide med på, og på afstand betragte det mysterium, at Gud vælger at indtage jorden som sandt menneske og sand Gud.
Vi kan nærme os, men når aldrig til det sted, hvor mysteriet er fuldt åbenbaret og forklaret for os. Åbenbaringen går gennem Guds søn og i hans tiltale, ligger der et ubetinget krav til os. Det kom også som et klart glimt i Kong Frederiks nytårstale med ordene om, at vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. Det er den kærlighed, Gud giver os, og som vi skal leve af og i med hinanden. Det er kærligheden som Gud både frelser os og velsigner os med.
Her i kirken kommer Kristus os i møde som verdens lys, og her ender det altid i lyset. For velsignelsen får det sidste ord. Den bliver lyst over os alle med ord, som lyser af liv. I velsignelsen står vi med ærefrygt over for Guds ansigt, og hører ordene: ” Herren lade sit ansigt lyse over dig!” Med den velsignelse kan vi gå herfra med det glædelige, at jo svagere jeg bliver i min egenrådighed, desto stærkere er Gud i mig.
De ord gør alt nyt under solen og antænder os, så vi lyser for hinanden og ikke efterlader nogen i mørket. Vi ser, at Guds søn er verdens lys, vi lyser op, følger efter ham og får livets lys. Amen.
Salmer
749 I østen stiger solen op
392 Himlene Herre
696 Kærlighed er lysets kilde
362 Gør dig nu rede. Kristenhed (Melodi: Op alle folk på denne jord)
98 Det var ikke en nat
136 Dejlig er den himmel blå
