Det er egentligt underligt, at det vigtigste i et menneskes liv er noget, som ikke kan ses med det blotte øje. Det er den mægtigste magt, hvis væsen ikke er synligt, men alligevel er det vigtigste i livet, som vi lever af og overlever på. I har nok gættet, at det er kærligheden, jeg taler om. Den kærlighed, som Paulus så smukt udfolder i den første bibeltekst, vi hørte. Her siger han, at kærligheden er mild og tålmodig. Den hidser sig ikke op, og er ikke misundelig, den praler heller ikke, og søger ikke sit eget. Kærligheden gør intet usømmeligt, den bærer ikke nag, og den finder ingen glæde i uretten, men glæder sig over sandheden. Det er Paulus´ rammende beskrivelse af kærlighedens væsen. Dens kraft, som er skjult, og træder tydeligt frem, når den udfolder sig i et menneske og mellem mennesker i verden.
Det er Fastelavns søndag i dag, dagen, som handler om det maskerede og om at se noget andet end det, man umiddelbart ser. Og så er det dagen, hvor maskerne på et tidspunkt skal falde og lade det, som før var skjult træde frem i lyset. Når vi i dag betragter det, som vi umiddelbart kan se i verdensbilledet, så synes det på mange måder at være det modsatte af det, som Paulus fortæller om kærligheden. Vi ser, at magtfulde mennesker praler, er utålmodige og misundelige, og både hidser sig op og bærer nag. Vi ser at dem, der har magten og burde værne om den mellemmenneskelige kærlighed, helt uden mildhed, søger deres eget og ligefrem finder glæde i uretten og løgnen. Der er uorden i verdensordenen, og det kan virke uoverskueligt og umuligt at stå overfor som et enkelt lille menneske. Her er der en risiko for, at magtesløsheden overmander én, og man får mest lyst til at lukke øjnene for det uoverskuelige og svære. Og i det øjeblik, at den trang opstår, så kan man opleve, at noget andet kommer til syne. Noget som møder én på et uventet tidspunkt med en ny indsigt, man ikke havde forventet.
Det er en uventet indsigt, som Jesus møder disciplene med på deres vandring, som vi hører om i evangeliet til i dag. De har vandret langt helt fra Galilæa langs jordanfloden, og har nu slået et sving omkring Jeriko, inden de skal bestige den stejle stigning, som ender i Jerusalem. Dér inden stigningen begynder, fortæller Jesus om det, de går i møde. Hans forudsigelse er alt andet end en lykkelig fortælling med en indlysende slutning. Det er nærmere en fortælling om afmagt, lidelse og ulykke, der venter ham i Jerusalem. Og alligevel ligger der en umiddelbarhed i hans ord, de taler til noget, han allerede har talt om før. Ja, noget som er hele essensen af hans livshistorie. Han ved, at han skal gå den hårde vej og udstå smerte og lidelse. Han ved, at han går sin død i møde, og det gør han helt uden at tvivle. Han tager lydigt den skæbne på sig, som Gud har pålagt ham. Han gør det, han skal for at fuldende den kærlighed, som Gud har til os mennesker. Og der på vejen er det magtpåliggende for ham at fortælle, at Guds mægtige kærlighed ligger indlejret i den skæbne, han går i møde, og som han skal opfylde.
Han siger: “Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.”
Han taler om det, som altid har været forudbestemt med hans liv. At han skal lide og gå ind i magtesløsheden, for dér at udøve den største magt af alle, nemlig kærlighedens magt, som kommer fra Gud. En magt som er stærkere end døden. Kærlighedens magt, der kan bryde dødens mørke og få det døde til at opstå til liv igen. Med sine ord og med sit liv fortæller han, at Guds kærlighed finder vej ind i det magtesløse, og udløser sin magt til liv selv her.
Det er skjulte ord for disciplene, og de forstår det ikke. Og det er ikke så mærkeligt, for hvordan kan lidelse og død give mening og fører til liv igen? Det er en anfægtelse ethvert menneske kan blive ramt af. Noget som vi i første omgang kan være blinde for, fordi det er for overvældende og voldsomt. Noget skjult som kan træde frem, der hvor livet ender, eller der hvor det tager sin begyndelse.
Det oplevede jeg selv for en del år siden, da min datter kom til verden. På vej ind ad indgangen til Rigshospitalet omtumlet af ve-smerter, så jeg op på den brutale facade af grå beton. Det gav en fornemmelse af at stå foran et sted, hvor der er styr på livet. Her gled dørene til side og bød én velkommen indenfor i solide og faste rammer, der kunne rumme smerten og magtesløsheden. Da vi nogle dage senere efter fødslen skulle forlade bygningen, og jeg stod der ved udgangen med mit lillebarn i armene, blev jeg ramt af noget, som jeg ikke havde mærket før. Noget som havde været skjult, men som med fødslen af det nye liv blev synligt og virkeligt. Det som ramte mig, var den enorme magt, som kærligheden rummer. Den overvældede mig med en voldsom styrke og følelsen af, at jeg ville gå i døden for mit barn. Samtidig fornemmede jeg en afgrundsdyb afmagt, som ramte mig hårdt. Nu skulle jeg ud i en ustyrlig verden med et lille nyt liv. Jeg skulle forlade hospitalets faste robuste rammer og træde ud i et liv, hvor alt kunne ske. Ja, hvor selv frygten for at miste det dyrebareste kunne blive virkelighed.
På et øjeblik mærkede jeg, at kærlighedens magt også fandtes i afmagten. Det var som at få åbnet øjnene for, at kærligheden på en gang kan svinge livet op til svimlende højder. Helt derop hvor dens styrke viser sig som den mægtigste magt af alle, og her kan føre et menneske igennem hvad som helst. Og samtidig blev det synligt, at kærligheden også følger med helt ned til det mest magtesløse sted et menneske kan være. Og i magtesløsheden udspiller samme magt, som kan hæve og bære et menneske igennem alt det svære, tilbage til livet og ind i lyset igen.
Et sådant magtesløst menneske var jeg, da jeg som ganske ung skulle klatre på et bjerg for første gang. Jeg hang i den tynde stålwire på bjergsiden og klamrede mig af alle kræfter fast til den hårde klippevæg. Der var svimlende langt ned til jorden, og mit krampagtige greb fik kræfterne til at slippe op. Jeg mærkede afmagten som et dybt sug i maven og lukkede øjnene, da jeg faldt af ruten. Så fulgte et fast ryk i klatreselen, som greb mig. Det var som at blive grebet af Guds stærke hånd, og der midt i følelsen af afmagt mærke en anden magt, der bar mit liv oppe. Jeg fandt tilbage på ruten som kort efter endte på en smuk solbeskinnet eng. En bevægelse fra skyggeside og afgrund til fast grund og lys.
Det er på vejen op til Jerusalem, at Jesus og hans disciple møder et magtesløst menneske. Han lever helt konkret i mørke for han er blind. Men det viser sig, at han ser mere klart end disciplene. Da han får at vide, at det er Jesus, som er gået forbi ham, råber han ham an som Davids søn. Dermed ser han Jesus som frelseren, og da der bliver tysset på ham, råber han bare endnu højere. Jesus beder om, at få manden ført hen til sig, og da de står der overfor hinanden spørger Jesus ham, hvad han vil, at han skal gøre for ham. “At jeg må kunne se”, svarer den blinde. Den bøn opfylder Jesus – den blinde bliver seende med ordene: Din tro har frelst dig! Den blinde bliver ved troen ført ud af mørket og ind i lyset. Men selv, da han er i mørket, er det ikke skjult for ham, at Jesus kommer med en kraft, der er stærkere end døden. Han tier ikke stille, men bliver ved med at råbe, indtil han står foran Jesus og kan bekende sin tro.
I forældre til Vigga og William, som skal døbes i dag, har valgt, at jeres børn skal træde frem for Jesus i troen. De bliver båret til døbefonten i kærlige arme, og her står de sammen med jer foran den kraftfulde kærlighed, som Jesus kommer med. De får korstegnet for ansigtet og hjertet og sammen med de tre håndfulde vand, binder Jesus det stærkeste bånd mellem Gud og børnene. Et bånd, som intet i verden eller i et menneske, kan bryde. Det er bundet af den stærkeste kraft nemlig den, der findes i kærligheden fra Gud. Den kraft, som Paulus, siger er den stærkeste af alle, den vil være med William og Vigga igennem hele deres liv – både, når glæden bobler i deres indre, og det hele føles lyst og lykkeligt, og når de står foran en afgrund, og det sortner for deres øjne, så vil de kunne møde den mægtige magt, der findes i Guds kærlighed. Den som Jesus kommer med og åbner vores øjne for, ligesom han åbnede den blindes øjne.
Det er det Jesus vil fortælle, når han taler om, hvad han går i møde, på vej op til Jerusalem. Mellem linjerne om hans lidelse, død og opstandelse står den mest magtfulde kærlighed fra Gud tydeligt frem. De kontante ord får masken til at falde, så det der er skjult, bliver synligt. Det vi skal leve af og overleve på, det er den kærlighed, som Gud sender direkte ind i livet i os. Det gør han ved at ofre det dyrebareste – sin søn, som lydigt lader sig ofre for at opstå til liv igen. Og med sit offer trænger Gud helt ind i magtesløsheden for at være til stede også her som den mægtigste magt, som selv døden ikke kan vinde over.
Den kærlighed Gud sender med Jesus kan vi møde selv der, hvor alt håb er ude og troen vakler. Der kan vi stå foran Jesus og måske have svært ved at få øje på, hvad det er han kommer med ligesom disciplene. Eller vi kan råbe højt i afmagt, og lægge hele sjælen i bønnen ligesom den blinde og finde tilbage til troen. Det afgørende er, at vi stiller os foran Jesus, når han kommer med kærligheden fra Gud og lader den trænge igennem og ind i vores liv. At vi giver slip på troen på, at vi kan regne det hele ud og har kontrol over livet. At vi i stedet stoler på Guds ord, selvom de kan virke skjulte for os. Og i hans ord ser, at selv når det hele føles som at famle i blinde, eller når kræfterne slipper op, så står Jesus foran os og rækker os kærligheden, som er stærkere end døden. En kærlighed som tror alt, håber alt og udholder alt. Amen.
Salmer: 192-696-173-31-321-441-717